Tillid og respekt giver frihed

Det sidste års tid har jeg læst en del om:
tillid til børn
respekt for børn
og børns frihed.
Det har føltes som et kald dybt indefra, men det har alligevel været svært helt at gøre det til en del af mit forældreskab. Man må sige, at de tre ting faktisk går imod alt, jeg har lært som voksen og selv erfaret som barn.

Men da Kristian og jeg i sommer talte (non-stop) om at tage børnene hjem (vi så også film om det – særligt vil jeg igen anbefale dokumentaren “Being and becoming“), blev det tydeligere, at den retning, som rummede vores værdier, var “unschooling”. Unschooling handler for mig lige netop om tillid, respekt og frihed. Det handler også om forældreengagement, omsorg og tid, men netop tilliden og respekten – og deraf friheden – hæfter jeg mig ved her.

Jeg læste som nævnt en del om emnet, og unschooling er et velbeskrevet område, som motiverer, og glæder mig. Jeg læste bøger og blogs – og af de kortere tekster gjorde den her om respekt (på engelsk) og den om tillid (også engelsk) særligt indtryk. Jeg læste også den lidt flippede (hvilket passer mig fremragende) “Anastasia” af Vladimir Megre om en ung kvinde, som lever fuldkommen i pagt med naturen. Hun fortæller den russiske forretningsmand (forfatteren) om alt det, hun synes, er skævt ved civilisationen. På et tidspunkt nævner hun den måde, vi omgås vores børn – også helt små babyer: “I giver dem legetøj, som forstyrrer deres naturlige oplevelse af verden, og rækker dem de ting, som de prøver at kravle hen til, i stedet for at lade dem opleve glæden ved at øve sig og lykkes.” (frit fra hukommelsen – det er smukkere i bogen, som er værd at læse – den kan lånes på bibliotek.dk). Det rørte noget i mig, at denne kvinde ikke mente, at legetøj, distraktioner og hastværk var for babyer. “Selvfølgelig,” tænkte jeg, og jeg tænkte på mine fire børn, som alligevel alle sammen har oplevet lige nøjagtig det: Distraktioner, misforstået hjælp og omsorg. Jeg tænkte, at sådan gør man jo bare, men ville ønske, at jeg ikke havde gjort det.

Og så sad jeg en aften for ikke så længe siden, og snakkede med min bror, som har en datter på godt et år. Han fortalte på sin sædvanlige beskedne måde, at hans lille pige står op om morgenen, tænder elkedlen, putter et tebrev i en kop, og venter på, at vandet bliver klar, så hendes forældre kan lave teen færdig.
Det ramte mig. Det ramte mig, at børn selvfølgelig kan. At de vil og de kan og de skal sgu (og de må selvfølgelig gerne.) Det er jo meningen.
Min bror snakkede om min svigerindes tålmodige moderskab, som er blevet til hans faderskab, men som måske ikke havde ligget til ham ellers. Jeg tænkte på hendes træk på skulderen, når noget ryger på gulvet, eller når ét eller andet bliver beskidt undervejs.
Og den aften ændrede der sig noget fundamentalt i min tilgang til mine børn. Fra at have taget små skridt i retning af at give slip og finde mere tillid, slap jeg tøjlerne. Kærligt, slap jeg dem. Med stor omsorg og opmærksomhed slap jeg dem. Men jeg slap dem, og jeg slipper dem igen hver dag, for de ender dagligt i mine hænder endnu. Det er så indgroet.

Jeg er nemlig ikke selv vokset op med den slags frihed. Eller med tillid og tilstrækkelig respekt. Jeg har ikke haft flest pædagoger eller lærere, som stolede på mig. Jeg har ikke mødt flest bibliotekarer eller bedsteforældre, som havde tillid til, at jeg rent faktisk vidste, hvad der var bedst for mig. Jeg har ikke kendt ret mange voksne, som virkelig respekterede det jeg sagde, eller rent faktisk hørte efter.
Og ja, jeg mener, at børn skal sættes fri. Mere fri end man plejer at være komfortabel med. Så fri at nogle råber: “Det kan man jo ikke! Hvordan skal det dog gå?!” Og svaret er, at jeg ved det jo ikke endnu. Vi er jo kun lige begyndt, og hvornår kan vi vurdere resultatet? Når børnene fylder 18, eller når vi selv passerer videre til det næste liv?

Jeg tror på frihed, men det er nu, jeg bliver nødt til at understrege: Unschooling er ikke unparenting (!).
Når jeg søger at give mine børn plads til at være sig selv (finde sig selv) betyder ikke, at jeg ikke yder omsorg, beskyttelse eller nærvær. Det betyder ikke, at vi ingen rammer har hjemme hos os. Jeg mener, at børn skal kende deres plads: De skal vide, at de er elsket ubetinget, at deres følelser er berettigede, at vi lytter til dem, og at vi gerne vil høre deres mening. De skal vide, at de er hele mennesker, og de er betydningsfulde. De skal også vide, at vi er her for dem, deres far og jeg, og vi tager deres stemme med i vores beslutninger. De skal vide, at de bidrager til vores familie, og at de kan regne med, at vi gør vores bedste.

Det, der er anderledes nu er, ganske konkret, at mine børn helt selv vælger deres tøj hver dag. Det har de altid gjort i en ganske vid udstrækning, men jeg har faktisk ofte blandet mig med udgangspunkt i vejret: “Tag shorts på, det er varmt” / “Tag trøjen af, du sveder.” Nu vælger de selv. Det er fantastisk at være vidne til forskelligheden: 90 procent af tiden, når vi er indenfor, har pigerne absolut ingenting på. Den ene af drengene er til gengæld altid i lange bukser og strømper og trøje, også når det er varmest udenfor. Han hader-hader sandaler, så det er fjollet, at jeg har købt sandaler til ham år efter år, og endnu mere tosset at jeg har brugt hele sommeren på at prøve at få ham i dem. Den anden dreng har altid enten bare tæer eller Crocs på sine brune fødder. Grimme, tyndslidte Crocs som han elsker lige så meget, som jeg synes, de er grimme. Og badekåbe. Han bor i sin mørkeblå badekåbe og et par tynde, bløde natbukser. Ren og skær “The Big Lebowski” her i mit hus. Uanfægtet af tøjet i kommoden.

Åhr, jeg elsker det. Jeg elsker at se mine børn finde deres egen kropslighed, deres egne præferencer. Og jo, jeg siger sikkert “hvordan ville det være at tage din sweater af?”, hvis ham den varme, tykhårede bjørn løber rundt, ildrød i hovedet af sved. Men jeg vil ikke presse ham.

Det samme med mad. Jeg har altid prøvet at være anerkendende og fri under måltiderne (tak, Jesper Juul). Men nu skal det for alvor være slut med de arbitrære forventninger til mængde, tidspunkt og præferencer. Vi taler sammen om de sunde valg, om omsorg for naturen, vores kroppe og hinanden. Vi beder bordbøn, når vi husker det, men Kristian og jeg forventer ikke andet end relativ, fysisk ro når vi spiser (hvilket er rigeligt at bede om, hvis nogen skulle spørge…). Vi forventer ikke, at alle spiser det samme eller lige meget eller lige længe.
Næ, nogle er nærmest vegetarer, andre lever praktisk taget af rugbrød med leverpostej, og vi snakker om det hele. Vokser sammen, men ikke altid samme vej.
Et tip her er kun at have mad i huset, som man synes, det er okay, at børnene spiser af, så de kan mærke sig frem i forhold til sult og blodsukker uden at risikere at fylde deres maver med sukker eller kemi.

Friheden rækker ind i alt: Kristian og jeg øver os i at respektere børnenes initiativet fremfor at slå det ned med autopilot-udbrud. Som når Juno bærer to keramiktallerkener ind til bordet, helt stolt. Og jeg kommer til at sige “Uh, pas på!” i stedet for: “Hvor er det dejligt, at du hjælper!”
Og når hun tager det største glas syltetøj fra køleskabet og en ske, og sætter sig, og spiser.

Her er et tip: Hav kun ting som du kan bære at miste, så børnene kan hjælpe med at fylde opvaskemaskine og dække bord selv (det har jeg ikke kun, men jeg har hylder udenfor rækkevidde).

Friheden rækker ind i sengetider (det har jeg skrevet om her og hende den kloge i Australien har skrevet om det her).

Det rækker ind i legeaftaler (dem skal man have lyst til) og fritidsaktiviteter (som vores børn aldrig har vist interesse for – udover rollespil).

Det rækker ind i alt.
Det er jo alt. Det bliver livet. Ikke over en enkelt nat, men efterhånden.

Og ved I, hvad der så sker?
Så kommer nøgne-Juno på knap to gående med et viskestykke, og siger “tis”, og jeg spørger “Har du tisset?” og hun siger “Ja!” og trækker mig med hen til stedet på gulvet, hvor hun har tisset, men der er tørt, for hun har selv tørret det op med viskestykket, som hun så bærer ud, og lægger i vasketøjsbunken.

Eller man finder hende i færd med at klippe en pose med kattesnacks åben med en saks, mens hun siger “til miav!” Saksen har hun selv hentet, skuffen er efterladt åben, og posen har hun fundet i et skab. Hun sidder nøgen i en vindueskarm, og arbejder koncentreret.

Hun slår æggene ud til chokoladekagen, og former boller. Hun dækker bord, rører i gryder, rykker konstant rundt på skammelen i køkkenet, så hun kan være med til alt. Hun smører selv en smørmad, når hun ser, at der står smør og brød på køkkenbordet.

Friheden rækker ind i børnenes initiativer, som vi kun stopper, hvis de er utrygge eller skadelige. Børnene herhjemme er ikke mest af alt praktiske i deres aktiviteter, og jeg ved stadig ikke, hvordan man får dem til at hjælpe med at rydde op uden diskussion, men de tager initiativ til så mange fede, forskellige aktiviteter dagen lang.

I disse dage lytter de to på fem år til Ole Lund Kirkegaard-lydbøger timevis dagligt. De snakker som Lille Virgil og Gummi-Tarzan, og de snakker om bøller og om den store smed, som er “mindst lige så meget en bølle som Orla.” Vi siger ikke stop. Vi er her jo, vi har øjenkontakt, spiser med dem (uden hovedtelefoner), læser med dem, diskuterer med dem. Ligger på græsset, og hopper på trampolin. De siger: “hensigten med at have en fælde er jo netop at fange den snu forbryder, så han kan komme i kachotten!”, når de leger Felthospital med Lego. De lyder som en blanding af Bulderby og Topper med næsehornet.

Hvad sker der, når børn er fri? Det er nyt for mig at være bevidst om netop det, og mine børn er måske reelt ikke frie endnu. Ikke i deres hoveder (det tager tid at stole på tilliden), og vi er der jo heller ikke endnu, Kristian og jeg.
Men her er rarere at være. Mere harmonisk. Jeg har ikke vidst, at det var en mulighed at slippe kontrollen uden at miste en masse andet samtidig.
Børnene påtager sig større ansvar, og får flere idéer i takt med, at vi giver mere slip. Der sker det, at de kan mærke, når de er trætte og sultne og kolde og varme. De kan mærke, når de trænger til at sidde i sofaen en halv time og lade tankerne vandre. De kan mærke, når de pludselig får lyst til at lave en legeaftale. De kan mærke, hvor de helst vil sove (i familiesengen eller på eget værelse). Og så videre.

Læs mere om helt frie børn her (på engelsk)

(Og se lidt om min holdning til skærmtid i kommentarfeltet herunder).

Hvad tænker I om tillid, respekt og frihed? Hvordan oplevede I det, da I var børn, og hvad tror I, der sker, hvis man stoler mere på sine børn og giver dem større frihed?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

16 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg synes det lyder fantastisk at stole mere på sine børn og give dem mere frihed – med forældrene til rådighed selvfølgelig 😉 Jeg tror jeg vil tænke lidt nærmere den næste tid om der er områder, hvor vi med fordel kan ændre noget herhjemme.

    Dit skriv fik mig til at tænk på da Nadine var lille – på et tidspunkt fortæller jeg min mor at jeg har opdaget at jeg er doven – men det vil jeg fortsætte med da det giver selvstændige børn 🙂

    Jeg er på en del områder lidt overbeskyttende – kunne nemt forestille mig at der var noget jeg kunne ændre ved der – tilgengæld har der også været punkter som mine børn i vid udstrækning selv råder over – eksempelvis håret. Det kom sig af at da Nadine var lille sad vi i et tog g en mor med en datter på ca. 2 fortalte at det var grimt med kort hår til piger g at datteren aldrig måtte klippe sig korthåret. Det fandt jeg vildt provokerende at en mor skulle bestemme – så besluttede på stedet at det måtte mine selv bestemme. Mens de var helt små klippede vi bare spidserne, men lod dem ellers alle 4 have langt hår.
    Med tiden ønskede Noah sig lidt kortere hår, da Nogen troede han var en pige – Han har dog altid haft noget længere hår end de fleste andre drenge heromkring. Men det er noget han selv aftaler med frisøren. Jannik kom også på et tidspunkt og fortalte at de andre tror jeg er en pige, fordi jeg har langt hår – vil du så have det klippet kortere næste gang – nej mor de tror bare jeg er en pige, ægte er jeg en sej piratkaptajn 🙂 han aftaler også selv med frisøren hvor kort hun må klippe hvilket han har gjort siden han var 2- 3 år- og han har en meget fast mening om hvor meget der må komme af.

    Udover håret, har de også selv bestemt hvad tøj de vil have på, de kan spise hvad de vil, nå de vil næsten slikkassen må der kun tages fra fredag. De må sove hvor de vil og det svinger en del – nogle gange i min seng, nogle gange i stuen, eller på værelse eller på repoen. Eller i en hule de har bygget. Jeg bestemmer dog hvad tid drengene går i seng – Når de når en hvis alder blander jeg mig ikke i det mere – gjrde jeg heller ikke da de var små – men gør jeg fra 0- 5/6 klasse vel, i og med noah går i femte nu.

    • SVAR

      Du beskriver altid sådan et dejligt hjem, når du skriver om jeres liv. Jeg er meget glad for, at I findes ❤️

  • SVAR

    Jeg er så fascineret ad jeres livsstil og tanker herom. Vores liv er ret forskellige men jeg lader mig inspirere i små bidder

    • SVAR

      ❤️ Jeg er meget glad for at kunne inspirere i det små

  • SVAR

    Jeg øver mig også – inspireret af dig, de tekster du refererer til, og mange andre. Det er så svært at huske friheden i de enkelte øjeblikke, netop fordi vi jo ikke selv har levet det som børn. Og jeg kommer tit i tvivl selv… alt det, du skriver om, vækker genklang indeni, men det er ikke nemt i mødet med alle dem, der endnu ikke har opdaget denne måde at være i verden med sine børn på. Især pædagog-mormor herhjemme taler utrolig meget om vigtigheden af grænsesætning. Jeg tror mere på tydelighed, på familien som et team – og selvfølgelig på masser af nærhed, omsorg og kærlighed! Tak fordi du deler alle disse vigtige tanker. 🙂

    • SVAR

      Kære Line,
      tak for dine som altid dejlige ord. Jeg har et indre billede af jeres liv, og det er fyldt med blomster, grønt græs, kram og smil.
      Jeg er en meget tydelig mor; Kristian er en meget tydelig far. Andre siger til os “I er meget tydelige”. Det tror jeg på. Jeg tror på respekt – respekten for mig selv og mine grænser og for børnenes ditto.
      Har du spurgt din mor, hvilke grænser hun synes, er vigtige og hvorfor? Hvornår i sit liv har hun oplevet at manglende grænsesætning var et problem? (og spejler de eksempler overhovedet ind i jeres familie?)

      • SVAR

        Tak for dit fine, fine svar! Jeg blev helt rørt af dit billede af vores liv; det er i hvert fald alt det, vi gerne vil. 🙂 Det er nogle gode spørgsmål, du stiller, som jeg vil komme til at reflektere over selv og dele med min mor – garanteret til nogle gode samtaler. Du mindede mig lige om, hvor vigtigt og givende det er at tale om der, hvor frustrationen er. Tak! <3

  • SVAR

    Dejligt indlæg, virkelig gode tanker 🙂 Men jeg bliver nysgerrig – en helt stor ting jeg tænkte da jeg læste dit indlæg, var at I enten må regulere skærmtid meget hårdt, eller have børn der ikke er specielt interesseret i skærm. Eller – accepterer I børnenes fri ret her også? Det er vist der hvor jeg regulerer hårdest, da min dreng aldrig vælger andet til hvis han må spille.

    • SVAR

      Kære Liv, ja, der rammer du et meget stort og svært og dybt personligt emne. For når det kommer til lige netop skærme (som jeg helt naivt skærer over én kam her), unschooler vi overhovedet ikke. Ikke en gang tilnærmelsesvis. Faktisk holder jeg mig konsekvent fra at ytre mig om netop det i unschooling fora, fordi jeg ved, at vores veje skilles på det punkt.
      Jeg har læst mange fornuftige ord om, hvorfor skærmtid også bør sættes fri. Eks: http://happinessishereblog.com/2017/06/everyday-parenting-unlimited-screen-time/ og jeg anerkender fuldt ud, at det fungerer for nogle.
      Men jeg hører også om en del unschoolede børn og unge, som gamer ti-tolv timer dagligt, og som uden tvivl lærer af det, og hvis forældre er helt på linje med den prioritering. Men det virker ikke rigtigt for mig. Jeg må erkende, at vi er forskellige. At for nogle børn og voksne er det godt, for andre er det ikke.
      Én af mine kæpheste er, at jeg ikke mener, at man kan sammenligne skærme med noget som helst andet, og jeg har ikke nogen evidens for det, jeg siger – eller rettere: føler. Det er en fornemmelse, som jeg ikke kan underbygge med ret meget. Og Kristian har det lige sådan.
      Det betyder ikke, at skærme er for evigt bandlyste her i huset, det betyder bare, at vi har fokus på noget andet. At der er andre ting, som vi mener, det er godt at tilegne sig viden og evner indenfor, før man overfører det til IT m.m. At det er godt at have ting mellem hænderne, før man bygger dem på en skærm osv.
      Vi har skærme herhjemme – børnene har en iPad hver, som de hører lydbøger på. Vi har tv (uden kanaler men med mulighed for streaming), og vores børn ser film indimellem.
      De efterspørger det ikke – og mindre og mindre. Vi taler med dem om tv/computer/film, og forsøger at lave fælles beslutninger, at nærme os hinanden. Men jeg er ikke fuldkommen afklaret og jeg har ikke svarene, og mine børn ville elske at være på skærm en del timer hver dag, her er det bare, at min primære bekymring spiller ind: Jeg kan nemlig godt forstå, at de gerne vil det, for virkeligheden kan ikke måle sig med skærme. Intet sted i den virkelige verden får du et nyt level og en masse konfetti smidt i hovedet, fordi du gennemfører en lille opgave…åh, jeg kunne fortsætte, og jeg har ikke svaret.
Jeg vil gerne snart se den her Ted Talk: https://www.ted.com/talks/jane_mcgonigal_gaming_can_make_a_better_world
      Jeg har også selv skrevet et indlæg om skærmtid: http://majmy.dk/jeg-vil-gerne-anbefale-et-fravalg/

      Jeg håber, det giver dig lidt mere info, selvom jeg ikke har et klart svar. Knus

      • SVAR

        Jeg vil gerne give mit besyv i forhold til, at holde igen med skærmtid. Vi begrænser det også herhjemme. Og der er faktisk masser af evidens, der understøtter din intuition om skærme, Maj My:). De kan nemlig ikke bruges til dybdelæring – overhovedet – de mangler det taktile, som et barn får ved at røre ved ting fx en bog, en sten, en gern, noget fugtigt jord osv. Kh læsevejlederen:)>

        • SVAR

          Kære Tine,
          tusind tak. Dine ord var gode for mig (og Kristian) at læse. Kan du fortælle lidt mere – og evt. linke til en artikel eller to?

      • SVAR

        Tak for Svar My; det er nemlig også sådan jeg har det, og jeg er i øvrig stor fan af at gøre hvad man føler er rigtigt, jeg tror på at vi “ved mere end vi ved”. Jeg kan i hvert fald se på min egen dreng at den belønning der er i computerspillene er svær at matche med andet herude IRL. Og ingen tvivl om han også lærer meget; han talte fx flydende Engelsk meget tidligt og der er sikkert andet han lærer også. Men som dig er jeg ikke klar til at slippe tøjlerne her 🙂 >

        • SVAR

          Jeg kan blive helt i tvivl, når jeg møder børn, som netop har lært ét eller andet meget konkret (eller en masse ting), fordi de har spillet computer m.v., men indtil videre holder jeg fast i, at herhjemme fokuserer vi på nogle andre kundskaber først. Når det er sagt, så tror jeg godt, vi snart kan begynde at have en mere åben tilgang til computeren, netop fordi vi ikke bruger det som belønning eller “eb velfortjent pause til forældrene”, hvilket giver mig håb for, at børnene får en mere naturlig tilgang. Det ændrer dog ikke ved, at games m.m. er designet til at fremkalde dopamin.

  • SVAR

    Så godt skrevet. Og jeg kan så godt relatere. Det minder mig om en blog post af Ellen Rowland fra A Muddy life, som jeg selvfølgelig ikke kan finde lige nu. Smukt!

    • SVAR

      Den blog skal jeg kigge nærmere på – dejligt navn. Jeg tog mig selv i at tænke på det flere gange i går, efter jeg havde læst dit indlæg. For vores liv ér jo muddy. Tak for dine ord!