Gæsteblog: “Vi boede ikke længe på Ærø, før jeg fornemmede, at det ikke var rigtigt for os.” (Tine Bernth Neumann om erkendelsen af, at det gode liv ikke altid er, hvad man tror)

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen LIGE HER.
I forbindelse med min ferie fra bloggen, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.
Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Tine Bernth Neumann og hendes familie besøgte os her på Ærø i foråret 2017. Hun læste med på min blog, og skrev en dag til mig, at de overvejede seriøst at flytte til øen. Nogle måneder senere flyttede de til Ærø, og ikke længe efter begyndte Tine og hendes mand at hjemmeundervise deres ældste datter, og med ét var vi hinandens lokale netværk. Vi blev dem, hinanden ringede til med mange overvejelser, og som kom forbi med indkøbsvarer eller geniale input, når det var tiltrængt. Derfor var det alligevel ikke nogen overraskelse, da Tine fortalte, at de ville flytte fra øen igen: Jeg ved, at det kræver et vist overskud og en oprigtig motivation at skabe gode fællesskaber og meningsfulde relationer et helt nyt sted, og det giver så god mening, at Tine og hendes familie skal være tættere på både deres familier og den megacool brætspilcafé i Odense. Tine nævnte på et tidspunkt for mig, at lykken ikke altid er der, hvor man tror. For sandheden er selvfølgelig, at nogle flytter til en ø, og finder svarene der, mens andre måske allerede bor, hvor de hører hjemme uden helt at vide, at landbyen rent faktisk er omkring dem.
Det har jeg bedt Tine skrive om, og jeg synes, det hun har skrevet et så fint og vigtigt et skriv i denne tid, hvor mange af os er både rodløse og rastløse.

For næsten præcis et år siden, kørte min familie og jeg af Ærøfærgen i en flyttebil for at begynde på det, jeg troede var mit drømmeliv.
Årene forinden havde budt på flere flytninger; fra Fyn til Nordsjælland for at jagte ”det gode job” for to universitetsuddannede, videre til Roskilde for at komme nærmere et fællesskab og endelig retur til Fyn, fordi virkeligheden ved at have tre børn – og intet stærkt netværk i nærheden – ramte os.
I løbet af de to år der var gået siden sidste flytning, havde jeg været meget syg af stress, vi havde åbnet en brætspilscafé i Odense, jeg havde sagt mit job op, og et halvt år inden vi sad i flyttebilen, havde vi meldt ungerne ud af børnehaven. På det tidspunkt havde især jeg så meget brug for at få skabt et fast fundament, at jeg nærmest kunne mærke det fysisk. I januar da år var vi så tæt på at købe et hus, som man kan være uden at gøre det. Men noget føltes alligevel forkert, og i løbet af huskøbsprocessen faldt jeg over Ærø. Jeg gravede mig ned i artikler og Facebookopslag, googlede ”Flytte til Ærø”, læste også på Maj Mys blog, og kunne mærke, at her var måske det svar, jeg havde ledt efter så længe.

Vi talte om det – rigtig, rigtig meget. Men var enige om, at det vi ville VAR fællesskabet. Det forpligtende fællesskab. Og at det kunne vi i hvert fald ikke få i en by, hvor alle havde travlt hele tiden. Eller hvilket som helst andet sted, for alle steder havde folk travlt, og jeg kunne mærke min dybe desperation over ikke at høre til, over ikke at være en del af et nært fællesskab.

Jeg fornemmer at mange andre, måske primært kvinder på min egen alder, kan mærke den samme dybe kalden, den samme desperation. Og af alle mulige årsager kigge mange mod steder som Ærø, og får måske den samme følelse jeg gjorde: Dette må være svaret.
Svaret hedder naturligvis ikke Ærø for alle, måske er det Bali, måske er det Nordjylland eller Samsø, måske er det en jordomsejling eller noget helt andet. Men kaldet fra sjælen er det samme, vi har brug for at høre til, og vi har skabt et klart billede af, hvad det vil sige. Et billede, som vil blive ved med at trække i os, indtil vi enten udlever det, eller lægger det på hylden.

For mit vedkommende spiller min opvækst en stor rolle, for jeg er vokset op i et økologisk landbrugskollektiv og derfor er det kodet ind i mit dna, at fællesskabet er et gode. Min drøm har altid været at bo på et lille landsted med gode naboer, dyrke jorden, leve i ro og harmoni med naturen, og da de første økolandsbyer begyndte at dukke op, havde de en nærmest hypnotisk tiltrækningskraft på mig. Jeg har brugt mange timer på at fantasere om det halmhus, jeg ville bygge med mine bare hænder.

Men jeg havde begået en kæmpe fejl: En fejl, mange af os begår, og som er ganske menneskelig; jeg havde tilladt mig selv at låse min idé om ”det gode liv” så fast, at jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg aldrig kunne blive lykkelig på andre måder. Bare fordi man synes, noget er fedt, eller passer med den, man synes man skal være, ja selvom det umiddelbart føles totalt rigtigt, så er det ikke sikkert, det virker i praksis.

Der er det med de store livsvalg, at de er så komplekse, at vi aldrig helt kan gennemskue konsekvenserne på forhånd. Og de fleste af os er altså også bare virkelig gode til at være ekstremt optimistiske, hvis der er noget vi VIRKELIG gerne vil. Jeg var derfor fuldstændig overbevist om, at på Ærø ville jeg kunne få den ro og den nærhed, jeg så inderligt ønskede for mig selv, og ikke mindst min familie.

Men vi boede ikke længe på Ærø, før jeg begyndte at få en snigende fornemmelse af, at det ikke var rigtigt for os. Jeg skød den hurtigt til side, fortalte mig selv at det bare var en frustrationen over, at huset vi lejede, ikke var, hvad vi havde forestillet os, der var mit uheldige trappestyrt, frustrationen over de mange dage af øen (igen pga. huset), savnet til min mand, når han var i Odense flere dage ad gangen, og det at vi endnu ikke havde fundet en fast bolig.
Men fornemmelsen bed sig fast, og den voksede. Jeg prøvede at ignorere den, og holdt krampagtigt fast i min drøm, men underbevidstheden er stærk, og jeg endte i en tilstand af stress og dyb håbløshed, indtil jeg tillod mig selv at sætte ord på det, jeg vidste, var uundgåeligt: Vi må flytte.

Det var en vanvittig hård og voldsom proces at skulle give slip på den jeg troede, jeg skulle være, og på det liv jeg troede, jeg skulle leve. Det føltes nærmest som om, jeg måtte give slip på det meste af min identitet, men jeg måtte erkende, at prisen for at blive, ville være for høj for os som familie.

Da min farfar døde henover nytåret, tillod jeg mig selv at sige højt, at vi måske kunne købe hans hus i Middelfart, og det var som om, alting faldt på plads. Jeg gav mig selv lov til at mærke, at det fællesskab jeg troede, jeg kun kunne få koncentreret på en ø eller i en økolandsby, det har jeg faktisk allerede. Jeg HAR landsbyen.
Spredt over hele landet ja, men ikke desto mindre gik det op for mig, at hvis man vil skabe et nyt fællesskab, må man i stor udstrækning forkaste det gamle, simpelthen fordi de fleste af os har begrænsede ressourcer, og at skabe nye bånd kræver en stor indsats. Jeg kunne mærke, at jeg havde mere lyst til at styrke det, jeg havde. Jeg ønsker at bo tæt på mine forældre, så jeg kan være der for dem i deres alderdom, som de havde været for min farfar. Jeg ønsker at prioritere mine eksisterende, nærende relationer, og da først jeg havde givet slip på sorgen over det liv jeg sagde endegyldigt farvel til, kunne jeg mærke en dyb glæde tage over. En glæde over at vælge det, jeg havde i forvejen, aktivt til.

Kort efter fik jeg en henvendelse fra en kvinde, fordi hun med mand og to børn overvejede Ærø. Hun skrev blandt andet: ”Vi føler os låst fast i vores rammer, og det er derfor, Ærø er kommet ind i vores overvejelser. Er der ro og plads og dagligt fællesskab på måder, som minder om dem vi selv oplevelse som børn? Hvor relationer ikke kun er noget der dyrkes over en kop kaffe på legepladsen efter 16, og hvor de gode ideer ikke kun bakkes op af gode intentioner, men også hænder der vil være med, hvis du forstår? Hvordan oplever I at drømmene om et friere og mere roligt liv og den praktiske hverdag spiller sammen?”

Altså nærmest de præcis samme fornemmelser, den samme trang, som jeg havde følt.
Jeg svarede hende ærligt, fortalte om de helt lavpraktiske udfordringer vi havde mødt, om hvad det krævede at skabe sig et netværk og om baggrunden for vores beslutning om at flytte. Jeg kogte det ned til to hovedpunkter, jeg syntes de skulle tale om:
1) Er det realistisk at I begge kan lægge lige meget i at skabe livet her på øen? Hvis man skal gøre det, er man 100% nødt til at gøre det sammen.
2) Hvad er det, I helt konkret føler, I mangler I jeres liv? Er det realistisk at få det hele – og kan det evt. opnås på andre måder end at flytte til en ø?

Der gik noget tid før hun vendte tilbage, denne gang med en besked om, at de havde lagt Ærø på hylden for nu, og i stedet for valgt at arbejde på at flytte nærmere deres familie. Det kan sagtens være, at Ærø er svaret for dem, men min egen ydmyge erfaring er, at svaret på længslen måske slet ikke er det, man tror.

For første gang i næsten 20 år bor mine forældre nu en cykeltur væk, og det føles så godt og trygt, ikke mindst fordi vi kan se, at vi med dette valg har givet vores børn en kæmpe gave. At se dem med deres bedsteforældre, at mærke den dybe kærlighed, er simpelthen alle strabadserne værd.

Vi købte ikke min farfars hus, men valgte i stedet at leje et nybygget rækkehus i Middelfart. Det er ikke et halmhus. jeg må ikke holde høns eller kælegrise, og hånden på hjertet, så lyder det bare slet ikke lige så fedt som at bo på landet på Ærø. Men den desperate kalden fra mit indre er forstummet, og en ny følelse, af for alvor at høre til, spirer lige så stille frem.
Jeg er overbevist om, at vi altid vil se tilbage på vores år på Ærø, som én af de vigtigste perioder i vores liv. Også selvom det slet ikke blev, som vi havde forestillet os.

Tine Bernth Neumann er cand.scient.pol og mor til tre hvoraf den ældste starter på efterskole til august, mens de to yngste på seks og fire er hjemme med Tine. Tine skriver den inspirerende blog Hjemmeskoleliv om hjemmeskolelivets mange facetter.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

9 Kommentarer

  • SVAR

    Hold da op. Lige præcis det vi står i. Vi er desperate efter fællesskabet, men vi ved simpelthen ikke, hvor vi kan finde eller skabe det. Det giver desværre ikke mening at vende tilbage til vores familier, og vi er i totalt vildrede. Modsat det du skriver har vi ikke nogen klar idé om ”det gode liv.” Vi har efterhånden haft alverdens ideer oppe at vende. Vi er for meget i tvivl og er efterhånden lidt handlingslammede, tror jeg. Det eneste vi ved er, at vi har brug for flere mennesker helt tæt på i dagligdagen. Jeg finder ikke nogen svar i dit indlæg, men det var virkeligt rart at læse. Tak!

    • SVAR

      > Selv tak!
      Jeg fornemmer virkelig at mange vil kunne genkende det, jeg hører det i hvert fald igen og igen, og svaret er jo netop forskelligt fra person til person, familie til familie, det er bare så hammervigtigt at man er tro mod sig selv.
      Og måske skal I bare kaste jer ud i det der føles mindst farligt? Som man måske kan læse, er jeg stor fortaler for, at man prøver ting af, for man kan simpelthen ikke tænke sig frem til hvad der er det rigtige, ikke hvis man er forvirret i hvert fald 🙂
      Held og lykke med det, og om ikke andet har du måske fået det med, at I absolut ikke er alene 🙂

  • SVAR

    Så dejligt at du tør og vil se denne lille rejse (fysisk som psykisk) som en udvikling/læringsmulighed og ikke som en fejl eller nederlag. Og så flot at du “turde” vælge om. Det er en KÆMPE gave at have bedsteforældre lige i nærheden <3

    • SVAR

      > Det krævede lige en god gammeldags nedtur, men jeg har aldrig været god til at svælge i min egen elendighed 😉 Vi er så taknemmelige for at de gider os og at vi gider dem, det ER virkelig en gave til os alle <3

  • SVAR

    Åh, jeg har bare sådan lyst til at skrive noget til dig her, Tine. Men som alle de andre aftener de sidste måneder vælger jeg at prioritere søvnen, for at få mest ud af dagen i morgen med ungerne.
    Tak for dine ord, for spejlet du holder op. Jeg har selv måttet se mine drømme dybt i øjnene og ende med at vælge hjemmeskolelivet fra i løbet af det sidste halve år. Og lur mig om der ikke også er en halmhus-drømmer gemt inde i mig, og gården på landet, hestene og hønsene. Den genskabte barndom, eller længslen efter det. Det er en spændende tanke hvor vores drømme kommer fra?
    I år ser jeg åbenbart det hele i øjnene. Familielivet, parforholdet, økonomien, boligsituationen… Og vælger det sande. Det som allerede er, uden at jeg har gjort noget for det. Og forsøger at vælge det bevidst til.
    Alt det bedste til jeres liv. Og dejlig, overskuelig blog du har dig.
    Så fik jeg alligevel skrevet lidt.

    • SVAR

      > Tak fordi du svarede Rebecca, det er så hårdt at måtte vælge det fra, man troede var svaret, men hvis man giver sig selv lov, så kan nærmest alting vel give mening. Personlig udvikling er så vigtigt, men jeg kan altså nogle gange blive såååå træt og bare tænke; okay, kan jeg ikke bare slippe nu? Har jeg ikke udviklet mig nok? 😉
      Held og lykke med at få alle delene til at lande i det smukkeste mønster, jeg fornemmer virkelig at det sker for mange her i 2018, det er en konsolideringsår hvor vi er mange, som finder vores retning <3

  • SVAR

    Hvor er det en fin fortælling, Tine, om at vælge det fællesskab der er rigtigt for én, og om hvor svært det kan være at finde ud af hvor det er. Hvordan det kan kræve rigtig mange forsøg hvor man prøver, skræller af, forsøger, finder ind, prøver noget andet. Og om at det sjældent er rammerne egentlig, altså typen af hus, eller endda beliggenhed, det handler om, men de mennesker der er omkring én og de ting man fylder ind i rammerne, der afgør om man trives. Vi er jo også lige trådt ind i 3-generationers fællesskabet, og er meget glade for dét. Kh. Siff

    • SVAR

      > Det er interessant hvordan vi på ganske få generationer er nået hen til et sted, hvor man nærmest sætter en ære i at blive “uafhængig” af sine forældre og bedsteforældre. Da først jeg gav mig selv lov til at mærke, at jeg faktisk har et behov for at være tæt på mine forældre – og ikke mindst at det er okay! – så gav det bare så meget mening <3

      • SVAR

        > Præcis samme tanker tænker jeg. Hvorfor er det blevet så vigtigt med den uafhængighed af hinanden, når vi har så meget at give hinanden på tværs af generationer? Jeg tror dog også at tendensen går i den modsatte retning nu. Heldigvis 🙂