Torsdag, en hjemmeskoledag.

Vi har meget at se til for tiden, Kristian og jeg. Mere end normalt, mere end vi bryder os om over længere tid, men nu går vi en stille tid i møde, og samtidig har vi så småt fundet en balance i disse dage, hvor han og jeg på det nærmeste er hjemme fra på skift.

Vi forsøger at skabe en form for stilhed herhjemme i disse uger, og jeg nyder den stilhed. Små øer i løbet af dagen med snacks og højtlæsning, vores faste udetid om morgenen, som blandt andet tager os ned på stranden eller forbi naboer på en kort visit. Vi har arbejdet lidt mere målrettet med boglige ting i denne uge, simpelthen fordi børnenes selvfølelse vokser, når vi gør det, og de viser hinanden deres nye kundskaber, viser alle mulige andre også hvad de har lært – kort sagt viser de os, at det er godt.

I går besluttede jeg at prøve at huske at tage billeder i løbet af dagen, noget jeg ellers er kommet fra, hvilket betyder, at både min instagram og bloggen her ofte må nøjes med lidt halvhjertede eller i hvert fald upræcise fotos fra vores liv.

Vi vågnede, da vi vågnede, hvilket vil sige, at vi vågnede forskudt. Kristian var kørt til færgen tidligt, og jeg bad børnene liste ind på et andet værelse, da de stod op, så jeg kunne få lidt mere søvn. Så ligger der som regel små unger ved siden af mig på skift den næste halve eller hele time, mens jeg blunder, og nyder det. Vi kom i tøjet i vores eget tempo, og spiste morgenmad, mens jeg læste nogle kapitler højt fra Sven Nordqvists “Nissemaskinen”. Det er jo en vældig afbrudt oplæsning under sådan et måltid, fordi jeg også smører jeg-ved-ikke-hvor-mange-mader og henter æblegrød og havregryn og æblebåde og og og, men til sidst faldt der ro på, og vi læste, indtil børnene drev hinanden og mig til vanvid med sure kommentarer, og så skulle de ud. “UD UD UD!” sagde jeg højere og højere (råbte?), og da de endelig landede på trampolinen, faldt der ro på igen. Dem og mig.
Vi gik til naboen, og hentede æbler, og når jeg skriver det, skal jeg lige bemærke, at det tog en time fra første nævnelse af den lillebitte udflugt, til vi rent faktisk stod ude på vejen – få meter fra vores entre. Forsvundne vanter og sure miner og alt muligt andet bremsede processen, så vi nåede kun lige at hente æbler, inden næste punkt på dagsordenen: Nemlig vores anden dejlige nabo, der kom for at læse højt for børnene. Vibeke spurgte i sommer, og vi havde lyst til at hun skulle komme og læse højt, når der blev koldt og mørkt uden for, og det gjorde hun så i går for første gang, og børnene sad helt stille (en enkelt hoppede på stedet af spænding), og hørte historier om trolde og gamle skove, og det var den største fornøjelse. På næste torsdag kommer hun igen.

Da Vibeke var gået, skulle børnene udenfor, før vi spiste frokost, og så havde jeg sagt, at vi kunne se en fodboldkamp sammen. Det blev til første halvleg fra en kamp, der blev spillet tidligere på ugen mellem Uruguay og Frankrig, før børnene igen ville ud og øve deres egne boldteknikker. Der er virkelig mulighed for talentudvikling i sådan et hjemmeliv, tænker jeg indimellem. Hvis de ville, kunne mine børn uden problemer spille fodbold 6-9 timer dagligt. Og det gør de så indimellem.

Juno og jeg afleverede en trillebør hos naboen, og sagde tak for æbler; snakkede med præsten på vejen hjem (hun kom kørende forbi efter at have fodret høns og katte hos en anden nabo), vi hilste på en ko, og snakkede med vores egne katte, og så gik vi indenfor, hvor jeg varmede en stak belgiske vafler. Dem havde jeg lavet et bjerg af dagen inden, og nu skulle de sidste spises (det lykkes faktisk ikke helt, så vi har stadig nogle tilbage). Mens vi spiste, læste jeg igen højt fra Nissemaskinen, og det var igen meget afbrudt, for der skulle uddeles vafler med æblegrød og vaniljeis og så videre. Men det var skønt.



Bagefter lavede børnene matematik. Live havde sådan set lavet matematik hele dagen, hver gang hun kom i tanke om det, men nu satte drengene sig også, og gik i gang, og hjalp hinanden undervejs.

Klokken 15:30 kom Kristian hjem, samtidig med at Storms kammerat blev afleveret af sin mor, og jeg kørte til håndbold med de to mellemste.

Lidt i seks var vi hjemme, Kristian, Storm og Juno havde maden klar, og efter spisningen læste vi igen, og puttede, og børnene sov klokken 20:30.

Det var en god dag med en moderat mængde konflikter men ingen af de helt slemme, hvor jeg efterfølgende ville ønske, jeg havde handlet anderledes. Det var en god dag med læsning og leg og madlavning og alt muligt andet og en god dag alene af den grund at vi tilbragte den sammen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

5 Kommentarer

  • SVAR

    Åh jeg elsker altså også disse hverdagsindlæg, hvor der ikke er så meget andet fokus end at fortælle om en dag. Tak for det!

  • SVAR

    Så har man store børn, når man lige kan få lov at blunde lidt videre ☺️ Jeg læser og
    genlæser dine babyindlæg for tiden, hvor min fem måneder gamle baby ikke er så flittig til at sove. Det giver sådan et fint perspektiv på tiden, jeg er i nu (som også er dejlig, men søvnmanglen vænner jeg mig aldrig til). ❤️

  • SVAR

    Det er så dejligt med de her hverdagsindlæg (:
    Æblerov er det hyggeligste.

    – A

  • SVAR

    Kære Maj My, jeg har ikke fulgt så tæt med her på det sidste, men lige et spørgsmål: Er I gået væk fra pensum? Den dag du her beskriver lyder ret meget af unschooling? <3

  • SVAR

    Synes I er en helt enormt inspirerende familie. Dejligt at læse med og blive bekræftet i, hvad der er vigtigt her i livet.