“Var I enige om at flytte til Ærø?”

Så er det mandag. En tåget én her på øen, og fugtig og kølig, men alligevel fin. Vindstille og som en passende landing ovenpå en travl weekend. Juno er syg på den der måde, hvor jeg ikke kan gå to meter fra hende, og hun kun vil sove lur, hvis jeg ligger ved siden af, så jeg har indstillet mig på den slags dag. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville skrive lidt om vores weekend, som var fuld af oplevelser, gæster, god mad og snak. Altså, et indlæg om hvor skønt det er at fejre fødselsdage (samlet!); hvor glad jeg er for, at vi valgte at lave en simpel frokostbuffet, og hvor dejligt det også er at sige farvel til sine gæster ovenpå et vellykket arrangement. Men, det kan jo klares på en enkelt sætning, som I ser, og i går tikkede en kommentar ind her på bloggen, som jeg satte mig og forsøgte at besvare i aftes. Her til morgen er jeg godt nok blevet i tvivl, om jeg egentlig kom rundt om spørgsmålet, men jeg har ikke mulighed for at skrive det igennem qua Junos kænguru-behov, så her er den rå udgave.

Kommentaren er fra Line, og hun skriver blandt andet:

“Kære Maj My
Jeg faldt over din blog for et par dage siden, kan ikke huske hvordan lige nu, men har brugt dagene på at læse alle dine indlæg. Sådan en spændende, anderledes og inspirerende blog du har skabt her – et roligt univers, hvor man møder interessante mennesker, lærer noget nyt og inspireres på mange niveauer. (YAY! Tak. Det er så dejligt at høre.)

Efter at have fået børn spirer tanker om en rolig hverdag – for mig gerne et ø-liv eller et sted på landet omgivet af naturen. (Manden er ikke heeeelt det samme sted) Jeg vil meget gerne høre mere om beslutningen om at flytte til Ærø – var i helt enige om den beslutning? og måske noget så kedeligt som jeres økonomi, altså bare sådan overordnet, hvordan i får hverdagen til at hænge sammen.”

Min første tanke var: “ja, det var en fælles beslutning at flytte til Ærø”, og det var det jo også, med tiden i hvert fald, ellers havde det nok ikke været muligt at gennemføre som familie. Men tanken startede i mig, sådan som de fleste af den slags tanker har gjort det i vores parforhold. Jeg har haft det sådan, at jeg indimellem følte, vi skulle rykke os, og når jeg følte det, var der ingen anden mulighed. Når først jeg kunne mærke det boble i min mave, var der kun én vej: fremad. Sådan havde jeg det, da vi begyndte at tale om at flytte på landet, og da vi så begyndte at overveje Ærø, fik jeg hurtigt den der velkendte fornemmelse af en inderlig og glædesfuld spænding, som jeg efterhånden er begyndt at forbinde med, at noget er meningen. Siden da har jeg skruet ned for min idéstrøm (bare for en sikkerheds skyld), hvilket er nødvendigt lige i disse år, hvor hverdagen i sig selv er et eventyr, og vi ikke behøver yderlige nye input.

Før vi blev forældre, boede vi nogle år i København, og der var vi også det første halvandet år af vores søns liv. Både Kristian og jeg er vokset op med hus og have og skole i nærheden, og da Storm kom udover babytiden, begyndte den slags liv at hive i os: vi længtes efter plads, frisk luft og ro, måske.
Derfor flyttede vi til Svendborg, hvilket ærligt talt var kontroversielt for en professionel musiker (og en journalist), men vi gjorde det (selvom en del mennesker reagerede som om, vi var ved at flytte til Nordkorea). Jeg kan huske, at min mor på et tidspunkt, da vi stadig var i tvivl, sagde til mig: “Hvordan ser det gode liv ud for dig? – Er det byen og dens liv eller en hverdag tættere på naturen og med knap så høj puls?” Jeg var ikke i tvivl.

Når jeg ser tilbage, endte vi det helt rigtige sted. Vi købte et kæmpestort hus med ni værelser i Svendborg; få kilometer fra begge Kristians forældre og midt imellem min familie i Aarhus og arbejdet i København, som stadig kaldte med mellemrum. Det så måske lidt tosset ud udefra; to mennesker og en enkelt lille dreng i den store villa, men vi fyldte den hurtigt med gæster, instrumenter og så – efter et par år – vores tvillinger, som fyldte meget, ikke mindst fordi vi havde rigtig mange besøgende det første lange stykke tid, hvor vi var komplet overvældede af de to babyer og deres storebror, og tog imod al hjælp udefra.

Tvillingerne voksede, og det gjorde vi andre jo også, og vi begyndte at længes efter et liv lidt længere ud på landet. Eller, væk fra alle kasserne, alle forventningerne, travlheden og distancen. Vi kendte nærmest ingen i Svendborg efter fire-fem år, og det ærgrede os, at man boede tæt på hinanden, men lige så godt kunne have været fra hver sin planet, og selvom jeg også er et menneske med et stort behov for alenetid, savnede vi nok følelsen af at være en del af noget større.
Så vi kiggede på huse og landsteder i de små byer omkring Svendborg, men fandt ikke det helt rigtige sted. På det tidspunkt var vi så småt i gang med at planlægge vores bryllup, som vi havde bestemt, skulle holdes på Ærø. Ærø, fordi vi besøgte øen på en kærestetur nogle år tidligere, og faldt for skønheden, den friske luft og roen. Men at bo der? Nej, det var alt for langt væk. For fremmed. Og hvem ville nogensinde besøge os? Kunne man orke at sejle frem og tilbage?

Alle vores nej’er blev til ja’er i løbet af det næste halve år, hvor vi besøgte øen mange gange, og hurtigt fik en omgangskreds derovre. Det var som om, man altid blev grebet af mange hænder, når man rakte ud, og den velvilje, som vi ankom med, blev gengældt tifold. Ølivet begyndte at virke rigtigt. Sejlturen var jo som en slags tvangsindlagt pause i livet; et sted hvor man ikke kan andet end fokusere eller slappe af, og afstanden til resten af verden blev ærligt talt også et plus. Og det er den stadig.

Storm var fem år, og skulle i skole året efter, men vi havde ikke haft held med at finde en skole på Fyn, som føltes rigtig, og for os er det med skolegang ret meget en ting, der foregår i hjertet. Vi havde sågar alvorligt overvejet at hjemmeskole ham, men jeg var nok i tvivl, om jeg kunne fungere som fuldtidsmor de næste mange år, og så var den der pludselig: Ærø Friskole, som stadig har en masse udviklingspotentiale, men som virkede varm og tryg, og som har taget godt imod hele vores familie, og hvor der er rig mulighed for at sætte sit aftryk.

Lige så stille begyndte vi at se os om efter det helt rigtige sted at bo herovre. Vi så på mange huse, satte vores eget i Svendborg til salg, og så – med hjælp fra nye ø-venner – fandt vi vores drømmehjem, som egentlig ikke skulle sælges, men som vi alligevel endte med at flytte ind i et år senere, hvor vi allerede var flyttet til øen, og havde boet til leje i otte måneder.

Vi har ikke fortrudt flytningen, nogen af os. Faktisk er Kristian muligvis endnu mere afhængig af ølivet nu, end jeg er. Ej, det ved jeg ikke. Vi er begge meget meget glade for at bo her. Livet her giver god mening for os. Vi føler, at vi kan være de bedste versioner af os selv; at vi har udfoldelsesmuligheder og samtidig en ro, som vi ikke har fundet så mange andre steder. Men nu du spørger, vil jeg alligevel mene, at jeg skulle presse lidt på i starten overfor Kristian. I udgangspunktet er han nok glad for stilstand, mens jeg er glad for forandring, men heldigvis kan vi efterhånden mødes på midten, så vi ikke behøver rykke os konstant, og heller ikke er nær så bange for nyt. Jeg kan huske, at der skete noget for Kristian, da vi havde tilbragt en sommer i et hus ude på landet på Mallorca, og vi kom tilbage til vores hjem i Svendborg, hvor man kunne se naboer, togskinner og en relativt stor vej fra alle vinduerne. Han sagde, at han følte sig lidt indeklemt, og den følelse har ingen af os her.

I går sad jeg med de tre ældste børn på Ærøs højeste punkt, Synneshøj, som ligger en lille gåtur fra vores hus, mens Kristian trillede en tur med Juno i barnevognen. Vi sad der på toppen med kig over øhavet og markerne, og drak vand og spiste kiks, og snakkede om det dejlige liv. Det område, vi bor i, er meget kuperet, og her er mange fine små huse og gårde, og markerne går op og ned, og er ganske små, og så sagde den ene af mine mellemste: “Her er lige så smukt som et maleri,” og jeg fortalte dem om dengang, vi så huset første gang. Køreturen langs vandet og så gennem det her område, som altid minder mig om Hobitternes “Herredet”; “og vi var solgt til stanglakrids, far og jeg” sagde jeg, og de forstod. “Det var første gang, vi mødte Jan og Ulla,” forklarede jeg, og det er sådan en glæde, at vi er gode venner med de mennesker, som vi købte huset af. Tænk, at det er det, mine børn erfarer: at man kan blive gode venner med så mange mennesker, der bor i nærheden.

Da vi gik ned af bakken lidt efter, spurgte jeg, hvad børnene synes, er godt ved at bo på Ærø, og hvad der er dårligt. Storm på otte svarede hurtigt: “Det gode er udsigten, og vi har nogle gode dage her. Her er ikke så meget støj, heller ikke om aftenen, så jeg kan nemmere sove. Og vi har flere venner end før. Vi havde vi vist kun én ven, nu har vi mange. Det dårlige er, at vi har skidehamrende langsomt internet!”

Og, Line, til dit andet spørgsmål: Økonomi er slet ikke kedeligt. Det er relevant, og det er efter min mening langt mere påvirket af energi, end de fleste tror på. Så jeg vil gerne skrive om vores økonomi en dag, og gør det måske på søndag, hvor jeg også har svaret på nogle spørgsmål til en anden blog.

Tak for dit spørgsmål! Og velkommen her på min blog.

(da jeg sad og skrev i går, kom jeg til at tænke på den første tid her på øen for snart to år siden, og så fandt jeg nogle billeder fra den første sommer, hvor vi boede til leje i “Skovby” i et hus, de kalder “Snippen”. Det var dejligt at bo her allerede dengang.)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

12 Kommentarer

  • SVAR

    Ih altså mange tak Føler mig nærmest heldig og lidt forkælet over det lange svar.
    Personligt synes jeg det er meget modigt. Det ligger nok lidt udenfor min comfort zone, men samtidig drages jeg helt vildt af tanken om natur, ro og ikke mindst sådan et slags fælleskab du beskriver. Vi er også begyndt at tænke skolevalg og dermed hus og bopæl, puh det er svært synes jeg. Tak igen for dit svar, Det lyder som om i har fundet det helt rigtige sted for jeres familie.

    • SVAR

      Kære Line,
      Ja, det er svært med de store valg, og der er ikke nogen, som kan fortælle én, hvilken vej man skal gå, derfor er det vigtigt at bevare kontakten til ens mest oprigtige ønsker. Jeg håber, I finder det rigtige sted for jer alle sammen.

  • SVAR

    Jeg synes det lyder vidunderligt! ❤️

    • SVAR

      Det er det! Og tak <3

  • SVAR

    Vi bor pt i en lille landsby. Her er børnehave, skole og folk i alle aldre. Men ikke det sammenhold jeg drømmer om.
    Vi har forsøgt at sætte ting i værk men desværre er det indtil videre ikke blevet taget godt i mod.
    Så jeg drømmer om at finde et sted hvor vi kan føle os hjemme og hvor der er et godt sammenhold. Men jeg synes det er svært at fornemme hvis man vælger et område hvor man ikke kender nogen i forvejen. Men nu er vi begyndt at køre ud i landet og mærke stemningen i de områder vi overvejer og så håber jeg at få den følelse i maven du beskriver.

    • SVAR

      Den følelse er for mig det bedste ved at bo på Ærø: Ja, naturen er vidunderlig, og det er uendeligt givende at være så tæt på den, og jeg tror også, den er medvirkende til det gode fællesskab. Men menneskene var ultimativt det største trækplaster for mig, da vi gik med tanker om at flytte herover. Vi har så mange venner og bekendte herovre, som vi aldrig har haft før. Mennesker i alle aldre og fra alle steder i samfundet kommer i vores hjem; er en del af vores liv. Jeg elsker mangfoldigheden, fraværet af snobberi og det absolutte fokus på næstekærlighed. Her kommer folk springende, når man kan brug for en hjælpende hånd, og det smitter, og mine børn ved efterhånden, at sådan hænger verden sammen. Det er jeg meget taknemmelig for. Jeg håber, I finder lige netop det rigtige sted for jer.

  • SVAR

    Ærø er fantastisk og noget helt særlig. Jeg er ikke ny læser; har fulgt din blog fra begyndelsen, men dog ikke kommenteret før. Min mand og jeg har været på Ærø et par gange siden sensommeren, og nydt begge besøg – det er helt skræmmende at vende tilbage til “det almindelig liv” efterfølgende med tilhørende larm, tempo og stress 😉 Vi drømmer også om at flytte dertil – nok mest mig, mens jeg bearbejder manden lidt – men problemet er netop også økonomi (og det er hans store bekymring, så deraf tøven), så jeg venter nu med længsel på din blogpost om netop dette. Jeg er kommet på Ærø siden jeg var barn – havde familie i Ommel – og lige nu er der (for mig) ikke noget skønnere sted på jorden 🙂

    • SVAR

      Ja, her er et andet tempo, det er indiskutabelt, og det lavere tempo sætter sig i hele ens liv; alle falder mere til ro, synes jeg. Man ser ting, man ikke ellers gør, dufter, hører og smager mere. Hvad er din mands økonomiske bekymring? Jeg vil prøve at komme om så meget som muligt, når jeg skriver om netop det med penge. Jeg håber, I finder herover en dag <3

  • SVAR

    Og hold da op hvor børnene er vokset siden da 🙂

    • SVAR

      Heeelt vildt! 😀

  • SVAR

    Jeg kan nærmest mærke friheden når jeg læser med på din blog 🙂
    Jeg drømmer i aller højste grad om at flytte til Ærø. Forleden luftede jeg mine tanker for min svigerfamilie, jeg skal da lige love for en omgang skepsis jeg blev mødt med 😀 “man flytter da ikke bare 3 børn” “ej hvad vil du der, der er intet på Ærø”. Og bla bla bla… men netop som jer, besøgte jeg øen tilbage i 2013 og har siden været forelsket.

    Fantastisk blog – tak for alle de skønne ting du deler! Du inspirere mig!

    • SVAR

      Kære Betina,
      jeg har skrevet et indlæg som en slags svar på din kommentar. Jeg håber, du tager springer og flytter herover, når det føles så rigtigt for dig 🙂