Vi er aldrig mere syge (nå jo; i dag er vi)

Siden vi tog børnene ud af deres børnehave og skole, er de aldrig syge.
Det er ret vildt.

Jeg kan huske, at Storm var virkelig, virkelig ofte syg, da han som knap toårig startede i en ret stor vuggestue. Så ofte, at vi overvejede at søge om arbejds-et-eller-andet under én-eller-anden-paragraf for at få dækket alle de mange sygedage på mit arbejde.

Nå, men her på Ærø kom de to mellemste i en børnehave, hvor de er meget udenfor, og det hjalp på antallet af sygedage, men der var naturligvis stadig omgangssyge og den slags.

Det, der skete, da vi tog børnene hjem, var, at de stoppede med at være syge. Kender I det der med, at man har en neglerod, som gør sygt ondt, og så når den ikke gør ondt længere, så glemmer man ligesom bare, at der engang var et problem? Men sådan er det ikke med mine børn, som ikke bliver syge mere: Jeg sætter virkelig stor pris på det. For når mine børn er forkølede, sætter deres astmatiske bronkitis i gang. Jeg kan huske måneder (år, for at være helt ærlig), hvor hver nat var afbrudt af adskillige astmaanfald og utallige ubehagelige hosteture. Så jeg nyder jeg af hele mit hjerte, at vores børn stort set aldrig er syge mere. Det er lige før, det er i top tre over de bedste ting ved mit liv.

Sådan var det, lige indtil natten til onsdag, da Juno begyndte at kaste op. Natten til torsdag startede hun igen, og på ét eller andet tidspunkt i de mørke timer besluttede min krop at følge trop. Så var vi to, der lå blege i sengen med håndklæder over hovedpuden.
Vi aflyste vores plads på morgenfærgen, som skulle have taget os af sted mod en julesammenkomst med en del andre hjemmeskolere, som vi alle sammen havde glædet os til at møde.
De tre ældste børn var mildest talt skuffede. Uforstående, vil jeg næsten sige. Vrede, ja. Men der var ikke noget at gøre.

Allerede i aftes var jeg ved at være ovenpå igen (og jeg har endnu en gang forstået, at det hårdeste i verden er at være syg, samtidig med at man er nogens mor, og jeg har sendt mange kærlige tanker til alle forældre, som er alvorligt syge – og jeg kommer til at tænke på dengang for et år siden, da Juno og jeg var indlagt på OUH).
Inden jeg blev helt frisk, begyndte Live at kaste op, så nu tæller vi timerne for at se hvornår drengene (dem alle tre?) følger trop.

Hey – god weekend! Jeg regner med at have smidt et kilo (væske, I know, men alligevel) på den her omgang, og det er alligevel ikke galt et par uger før jul…

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

5 Kommentarer

  • SVAR

    God bedring til jer alle.Det er i omløb mange steder lige nu.ja det er hård at være forældre når man er syg.(Har været syg med ME siden min søn og datter var små.De er voksne nu ,min datter er pædagog og vi kan mærke hun tager meget med hjem af sygdom.God Jul.

    • SVAR

      Åh, det lyder hårdt. Godt at der er bedring. Glædelig jul

  • SVAR

    Rigtig god bedring.

  • SVAR

    Oh no!
    Jeg er fuldstændig enig i, at det må være på top 3 over fede ting ved det ikke-institutionaliserede liv <3
    Rigtig god bedring alle sammen!

    • SVAR

      Tak! Raske børn er the shit! 🙂