Vi er kommet til et magisk sted med sne som funklende diamanter

 

Her er vi landet. Mellem høje dynger af sne – så høje, at man knap kan gå ud i dem.
Vi kørte fra Svendborg mandag morgen, overnattede hos min kære veninde i Göteborg, og fortsatte nordpå tirsdag. Ret langt nordpå, så langt at sneen hele tiden blev højere, mens temperaturen faldt, og endelig var vi her sidst på eftermiddagen: ved vores familieødegård, det store smukke røde sted med varme stuer, dampende mad på komfuret og bedsteforældre i gårdspladsen med åbne arme.

Jeg har ikke skrevet om det herinde. Vores eventyr, som vi har glædet os til i flere måneder. Folk blev ved med at sige til mig, at man ikke må dele den slags på nettet, for så får tyvene (?) straks nys om det, og man vender hjem til et tomt hus. Så jeg har holdt mig fra at fortælle om den vintertur, som ellers har fået os til at tælle dagene.
Men ved I hvad? Udover at altså: go ahead – så mange fede ting har vi heller ikke, så er der faktisk mennesker i huset derhjemme næsten uafbrudt. Håndværkere, naboers venner som skal overnatte og andre der vander planter og fodrer kattene. Jeg synes, det er for sært at sidde her i minus sytten grader med udsigt til den store skov uden lige at skrive herinde, at det er her, jeg er. Også selvom jeg sikkert ikke kommer til at skrive særligt meget om hverken min ringe skievner eller vejret men mere om livet generelt.

Her nordpå skal vi være i sneen, ved brændekomfuret, langs bordet med tegnesager og svenske eventyr. Vi skal være her i komplet stilhed (alt er stille, når børnene sover og ikke en vind bevæger sig) og vi skal gnave os gennem mange stakke af bøger, der venter på at blive læst.

Og jeg kan faktisk næsten ikke rumme det: Jeg kan næsten ikke rumme skønheden, og selvom jeg helst vil være her alene (roen, fordybelsen), har jeg også lyst til at dele med alle i hele verden, hvordan sneen glimter som millioner af diamanter i tusmørket. Jeg har lyst til at råbe: “SE HVOR SMUKT DER ER!”, mens jeg peger eksalteret på træerne, hvis grene hænger tungt med sne og til at snakke om de ellers altid spejle skovsøer, der nu er blevet store hvide planeter under vinterens dyne. Jeg har lyst til at fotografere det hele, hele tiden, men det kan jeg ikke, fordi jeg står med fire børn i det, og trods alt hellere bare vil være dér.

Men jeg deler det, jeg kan (hold øje med min instagram), og jeg nyder denne oase af tid, hvor vi planter fødderne dybt, mens meget andet i vores liv (arbejde, renoveringen af huset på Ærø og et par andre ting) er oppe i luften derhjemme. Jeg håber på en rytme med sne og fokus og bøger og håndarbejde, og mest af alt håber jeg på at vende udhvilet hjem med en klar fornemmelse af, hvordan vores hverdag bedst fungerer.

Og se lige udsigten fra toilettet; gangen foran værelserne og min seng i går, mens solen gik ned:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Hvor ser det, intet mindre end vidunderligt ud.

    • SVAR

      Det er det virkelig. Jeg er helt rundt på gulvet af taknemmelighed og imponade

  • SVAR

    Hold da op, hvor ser det smukt ud… Det ligner en helt anden verden. Og føles måske også sådan 🙂

    • SVAR

      Ja, sådan føles det faktisk. Naturen / røde træhuse / kæmpeknækbrød / 500 gram øko-smør. Perfekt.

  • SVAR

    Du ved hvor misundelig jeg er (samtidig med at jeg naturligvis under jer alle 6 det hele!) 🙂

    • SVAR

      Åh ja, du ville elske det her. Godt, du er så god til at komme ud i verden og opsøge lige netop den slags natur og skønhed