Vi er pattedyr, men det har vi glemt (et indlæg om angst)

Vi er pattedyr.

Det er vores natur at være sammen med vores unger og give dem det, de har behov for, indtil de kan klare sig selv. En tiger forlader sin mor, når den er cirka to år, og ingen rask tigermor kunne finde på at gå fra den inden da.
Menneskebørn er en del ældre, før de kan stå på egne ben og leve i vores verden uden deres forældres beskyttelse. Mit bud vil være nærmere de femten – i hvert fald. Og nok snarere tyve. Alligevel overlader vi vores børn til andres varetægt de fleste af deres vågne timer, og når de er hjemme, vil vi gerne have vores nattesøvn i fred. Altså; uden små fødder i hovedet eller sutter under rygsøjlen. De skal med andre ord kunne sove for sig selv. I deres egen seng, på et andet værelse end os efter en dag hvor de har været adskilt fra os, som vi var det fra vores egne forældre.

Mange børn udvikler angst i disse år.
Der er næsten lige så mange teorier om hvorfor, som der er ramte børn og unge.
Jeg er sikker på, at der er adskillige korrekte svar. Jeg er også sikker på, at én af dem handler om netop nærvær – om vores naturlige behov for hinanden.

Jeg kender en kvinde, hvis søn har ganske alvorlig angst. Så meget, at det er invaliderende for hele familien. Forældrene er tilknyttet en angstgruppe flere timers kørsel fra deres hjem, hvor de kommer for at høre eksperter og andre forældre dele deres erfaringer. Alle de andre familier ankommer til fods, for så mange angstramte børn er der i området, og det siger alligevel lidt om problemets omfang.
Men ved I hvad? Mere end halvdelen af forældrene i gruppen er der, fordi deres børn ikke vil sove på deres eget værelse. (Heller ikke selvom de lover dem et fjernsyn eller en Playstation, hvis de sover for sig selv to nætter i træk, som de frustrerede forældre, forklarer.)

Det kunne have været mig. Det kunne have været mig, der sad i en cirkel og fortalte andre bekymrede forældre, at jeg var komplet udslidt, fordi min seksårige ikke vil sove på sit eget værelse. “Mine venners børn sover for sig selv” og “Der står i alle bøgerne, at børn kan lære at sove på deres eget værelse, når de er et halvt år”. Og så videre.
Én af mine gode veninder fortalte mig for nylig, at hun sad i flere år på sin arbejdsplads og løj om, at hendes børn sov på deres eget værelse. Når hun havde gæster, trak hun døren til, så ingen kunne se den udvidede familieseng på soveværelset.
Hun følte i sit hjerte, at det hun gjorde, var rigtigt, men hun var i tvivl, om alle andre syntes, hun var svag – eller skør.

Når vi lever i en verden, hvor vi diagnosticerer vores børn med angst, som muligvis er udløst af, at de ikke vil sove i deres egen seng, tænker jeg, at vi skal til at mærke efter. Man skal huske på, at vi alle sammen gør vores bedste, men vores bedste er kun godt nok, hvis vi tager ansvar. Bedst er det, hvis lader vores hjerte lede vejen, for vores hjerte – eller modersproget, eller mavefornemmelsen, elller endda den rene natur – lyver ikke.

Det her er ikke en indsigtsfuldt tekst om angst – så meget er jeg klar over. Angst er et stort og alvorligt emne, og jeg har absolut ingen forudsætning for at gøre mig klog mig på det. Men jeg er blevet spurgt til angst, og jeg har tænkt over angst, og min helt personlige og lille bitte overvejelse går på, om mon ikke i hvert fald en del af den angst, som vi ser få liv i disse år, handler om adskillelse, fremmedgørelse og ensomhed? Jeg kan ikke forestille mig, at den angst som rammer både børn og unge ikke har en sammenhæng med den stress, som de oplever, fordi de bliver skilt fra deres primære omsorgspersoner ALT, alt for tidligt, og derudover skal fungere i overfyldte miljøer med dårlig voksenkontakt og pres fra alle kanter.

Jeg skriver om det her, fordi jeg føler mig overbevist om, at i hvert fald to af mine egne børn er disponerede for angst. Forstået sådan, at vi ser angst i dem i mindre skala og ikke som en decideret problemstilling, men som noget, jeg kunne frygte, ville udvikle sig, hvis ikke de blev mødt af ro, nærvær og tryghed. Vi oplever night terror, voldsomme følelsessvingninger, overstimulering, sårbarhed. Og vi kan spejle os i reel angst, som vi læser om hos andre og møder i vores omgangskreds. Og når jeg tænker på, hvordan mine børn har haft det – når jeg husker de mange morgener med forhandlinger om at blive hjemme fra børnehave og skole; når jeg ser for mig de blik, jeg blev mødt af ved lågen til børnehaven, så ved jeg, at i de følelser gemmer sig en angst.

For mig personligt er ensomhed, oplevelsen af at svæve frit og uden holdepunkt; press og for mange indtryk alt sammen noget, som kan gøre mig utryg og i sidste instans gøre mig angst. Men jeg trækker mig – jeg har friheden til at sige stop og passe på mig selv. Der er helt klare grænser for, hvad jeg kan kapere, før jeg bryder sammen, og heldigvis har jeg aldrig været tvunget til at overskride de grænser.
Men jeg tror, vi presser vores børn nu om dage, og det er ikke altid vi hører, når de siger fra (det er ikke altid, vi mærker, når vi selv siger fra). Jeg tror, angsten kan gemme sig i den hverdag, vi som samfund har bygget op. Og jeg er overbevist om, at når først man har angst, så er anerkendelse, tryghed og omsorg altafgørende for bedring, og det kan betyde en omlægning af netop den hverdag.

Hvad tænker I om angst? Og har I erfaringer med det?

P.S. Herhjemme sover vi alle sammen i vores familieseng

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

31 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg tror at der er rigtig meget i vores hverdag med børnene, der ville gå nemmere og skabe mere tryghed, hvis bare alle havde muligheden for at tage tingene stille og roligt. Jeg mener også at det er unaturligt, at så mange børn skal sove alene. Vi har aldrig praktiseret “sam-sovning” eller hvad man nu kalder det, men har også altid syntes det er mærkeligt, at når junior falder for en aldersbariere (om det så er et halvt eller 1 år), så sparker vi dem ud af intimsfæren og ud af trygheden ved at sove sammen med andre. Nu har min mand lige været i Canada i en periode og jeg sover da betragteligt mindre, når han ikke er ved min side. Til gengæld kunne vi mærke, da vores ældste var omkring 7-8 måneder og stadig sov inde ved os, at vi vækkede ham om natten, når vi vendte os m.v. Så flyttede han på eget værelse og har sovet som en drøm siden da. Det samme skete, da vi fik nummer to, men der prioriterede vi også hurtigt, at de så kunne sove sammen og det elsker de. De er nu 6 og 4 år gamle. Vores præmisser har været, at ja, vi forældre sover bedre, når vi ikke skal sove sammen med børnene. Den anden præmis er, at børnene altid har kunnet sige til, hvis de har brug for at vi er inde ved dem. Vi har simpelthen taget tiden til at sidde ved dem indtil de sover og kommer altid når de kalder, og da vi flyttede i et nyt hus fik vi en sofa ind på børneværelset, så nu er det tit, at der er en af os der falder i søvn inde ved dem 🙂 Pointen er, at vores børn er rigtig trygge ved at komme i seng og ved, at vi altid er i nærheden når de sover og det betyder også, at de begge sover i løbet af 5 minutter for det meste. Og sover hele natten. Det samme med aflevering i børnehaven. Jeg styrer selv mine timer, så det har også altid været en prioritering, at bruge lang tid oppe i børnehaven på at sige farvel og sørge for, at dagen kom godt i gang. Pædagogerne går jo stadig ind for det “korte farvel” 🙂 og prøvede tit på at “hjælpe” ved at spørge om det ikke skulle tage ham, så jeg kunne komme afsted, men det har aldrig virket for min dreng. Det der har virket, er at vi venter med at sige farvel, til at han selv er klar til det. I starten kunne det godt tage 45 minutter, men hvis det var det der skulle til, så var det en god investering. Da han var omkring 4,5 år var han så tryg ved at sige farvel at vi kunne klare det på fem minutter og i dag har han slet ikke tid om morgenen 🙂 Igen, jeg tror det handler om, at vi tager os tid til at skabe den her tryghed, men den tid er desværre de færreste forundt. Og så reagerer børnene, hvilket ikke er mærkeligt, og mens vi kan betale os til rengøringshjælp og kurser i forældreskab m.v., så kan de færreste indrette sig sådan, at de får mere tid f.eks. om morgenen eller hvis de skal nå alle hverdagens opgaver, når børnene er lagt i seng.

    Så vi har en eller anden ubevidst forventning om, at I og med at hverdagen og det moderne familieliv er indrettet på en bestemt måde fra samfundets side, sådan helt “naturligt”, at små børn så bare “naturligt” indretter sig på samme måde og deri kommer der så mulige udfordringer, som så kan blive til hele industrier, såsom selvhjælpsbøger om hvordan man får børnene til at sove…

    • SVAR

      > Og hold op hvor blev dette indlæg til en roman, da jeg fik trykt “send”- beklager 🙂

      • SVAR

        Det skal du aldrig beklage. Det er værdifuldt for alle at læse andres erfaringer, så tak

    • SVAR

      Tak for en god kommentar – jeres liv lyder godt og trygt for både store og små.
      Jeg bider mærke i én af dine sætninger: “og mens vi kan betale os til rengøringshjælp og kurser i forældreskab m.v., så kan de færreste indrette sig sådan, at de får mere tid f.eks. om morgenen eller hvis de skal nå alle hverdagens opgaver, når børnene er lagt i seng.” Og jeg bliver nødt til at skrive, at jeg ikke er enig. Faktisk mener jeg, at netop det med at købe rengøringshjælp og kurser i forældreskab måske er den eneste reelle forhindring i at have langsomme morgener og en helt masse nærvær. Hvad skulle holde os fra det, hvis ikke det er penge? Jeg ved godt, at nogle mennesker vitterligt ikke har et valg, men hvis man har råd til rengøringshjælp og lignende, så har man efter min bedste overbevisning også råd til at skære rigtig meget af sit forbrug væk og være sammen i stedet – hvis man vil det, vel og mærke. Knus til dig

  • SVAR

    Pust, det her rammer mig, dels fordi jeg selv var sådan et barn, og dels fordi jeg får helt ondt i maven over, at både børn og voksne lider i denne verden, hvor nærhed er noget man skal skamme sig over 🙁
    Min egen historie er, at jeg blev ved med at komme ind til mine forældre om natten indtil jeg var… Ja… 13 vil jeg tro? Deres seng var alt for lille, så jeg fik en madras på gulvet og det var ok. I en lang periode var min far væk i løbet af ugen og der sov jeg konsekvent hos min mor.
    Jeg var sådan et barn, som tænkte store tanker lidt for tidligt, og jeg kan stadigvæk huske at ligge i min seng lammet af angst (selvom det er i omegnen af 30 år siden!). Min mor kom altid når jeg kaldte, men jeg tror aldrig det faldt hende ind, at jeg bare havde brug for ikke at være alene. Indtil jeg var 8 (og vi flyttede i et nyt hus) sov jeg sammen med min søster, og selv nu som voksen har jeg faktisk rigtig svært ved at sove alene (eller i mørke!).
    Som “sådan en”, der har haft angst som en del af livet, så længe jeg kan huske, vil jeg sige, at angst efter min bedste overbevisning handler primært om netop tryghed. Som børn jo primært fra af deres forælder.
    Mit ældste barn udviste de samme træk som mig da han var mindre, og det er faktisk først nu det går op for mig, at han er vokset fra det, og i en alder af 14 bedst kan beskrives som et ikke-angstramt menneske. Hvilket er virkelig glædeligt og måske et bevis på, at man skal lytte mere til sine børn og mindre til resten af verden <3

    • SVAR

      Tænk at du har støttet din søn, så han nu er et ikke-angstramt menneske. Det er evolution i sin reneste og mest meningsfulde form

  • SVAR

    da mine børn var små, vidste jeg ikke, at der var noget der hed samsovning. Det var bare noget vi gjorde, når nattesøvnen blev for strenge for en af de små. Jeg er en af dem der er plaget af uro i dobbeltsengen, så det var på en seng ved siden af os, eller på en madras i soveværelset. Yngstemanden, som det meste af sit liv har væretbskilsmissebarn, har sovet sammen med mig i dobbeltsengen. Flyttede derfra i 14?års alderen, og kommer stadig når han er syg.
    Men også for et halvt år siden, hvor han var knap 17. Lige startet i landbrugspraktik. Havde masser af lange dage. Var usikker og blev lidt ensom, da der ikke var tid til vennerne.
    Han bad selv om det, for han havde brug for en at vende dagen med, inden øjnene lukkede i.
    Jeg nævnte dette en dag hos min terapeut, nok også fordi jeg blev usikker på om drengen havde det skidt.
    Han sagde, at jeg skulle se at få ham lempet ud igen, og gøre klart for ham, at det var “forkert”. At jeg var hans mor og han en snart voksen dreng. Åh…jeg var så flov hele vejen hjem. Tænkte (igen) at jeg var en dårlig mor, nu nærmest med “forbudte” handlinger.
    Men jeg fik sundet mig, og kigget på min dreng igen. Mærkede hans usikkerhed i den tid, og besluttede, at fanme nej. Der var ikke noget at være flov over. Han havde brug for den “sovestøtte” i den periode.
    Og nu er han væk igen, så det samme mønster har bare gentaget sig igen.

    • SVAR

      > Årh , hvor er det bare et skoleeksempel på hvorfor det er så svært at følge sit hjerte i det her samfund.

      Alle fagpersonerne taler det jo ned!

      Tænk engang at din terapeut har givet dig den følelse med hjem, fordi du støttede dit barn. Hvor er det trist!!!

      (Og hvor er det sejt, at du ikke lod dig kue, trods alt!)

      • SVAR

        Det er rystende….rystende unaturligt og trist og ødelæggende.

    • SVAR

      Fanme nej. Tak for mødre som dig, Lisbeth

  • SVAR

    Anerkendelse, tryghed og omsorg er essentielt for at hele angst – både hos børn og voksne. Jeg udviklede angst efter at have brudt med et parforhold i starten af tyverne. I nogle måneder troede jeg flere gange dagligt, at jeg skulle dø, og jeg følte, at jeg var ved at blive sindssyg. Da jeg talte med min mor om det, sagde hun: “Hvis du bliver sindssyg, så samler vi dig op igen.” Jeg er sikker på, at den kommentar var starten på min heling. Jeg følte mig så båret – selv hvis jeg faldt fuldstændig fra hinanden, var der nogen, der ville hjælpe mig på benene igen. Hvis vi kan give vores børn den form for grundlæggende tryghed, så tror jeg, at de er godt på vej.

    • SVAR

      “Hvis du bliver sindssyg, så samler vi dig op igen.” De synes jeg, er så rørende. Minder mig om det smukke digt:
      “jeg skal holde deg til du sovner
      hva om jeg ikke sovner
      jeg skal holde dig”
      (Nils-Øivind Haagensen)

  • SVAR

    Åh, ja, Maj My, det er så vigtigt, at vi taler om disse sammenhænge. For der er et støt stigende antal børn og unge, der lider af forskellige sindsubalancer. Og mange er ramt af angst i livshæmmende grad. – Selv er jeg vokset op i en tid, hvor der i de bedre borgerlige samfundslag slet ikke var mulighed for at sove sammen med sine forældre. – Jeg havde så heldigvis 5 søskende. Så vi sov sammen 3 og 3. Det var trygt – og min storesøster var helt fantastisk til at fortælle John-historier, inden jeg faldt i søvn. – Disse historier handlede altid om hende selv og slagtersønnen John, som boede i blomsternes rige – og fløj fra blomst til blomst. – Der var både spænding – og tryghed i gentagelsen. – Men så måtte jeg som 4-årig en uge på Rigshospitalet p.g.a. nogle uforklarlige besvimelsesanfald (som viste sig at være forbipasserende). – Dengang skønnede man, at børn havde bedst af at blive afleveret – og ikke få besøg imens de var indlagt. For børnene græd jo, når forældrene gik. Så hellere ‘skåne’ børnene for denne smerte. – Derfor ved jeg, at adskillelse fra forældrene kan have meget alvorlige konsekvenser, hvis barnet har et følsomt sind. – Det ved jeg, fordi jeg har tilbragt mange mange timer af mit senere voksenliv med terapi. Hvor jeg bl.a. i maleterapi har bevæget mig helt ind i det smertehelvede af ren angst, der var det rum, i den lille tremmeseng på Rigshospitalet, jeg – i allerbedste mening (baseret på uvidenhed) blev anbragt i. Blandt helt fremmede. – I meget lang tid af mit liv var denne erindring totalt slettet af min hukommelsestavle. Men følelsen bagved styrede i høj grad min væren og mine personlige valg i verden. – Både i forhold til valg af partner. Og i forhold til moderhjertets evne til at lytte og følge sit barns behov og impulser. – Min ældste søn, som er et meget følsomt menneskevæsen, har fået store problemer med sit følelsesliv. Og jeg véd, mere sikkert end nogen forskning kan påvise, at han som barn er kommet i klemme i dette manglende nærvær. – På et tidspunkt af sit liv havde han brug for psykiatrisk hjælp. Og kendetegnende for hele kulturens måde at tænke på, ville den psykiatriske overlæge slet slet ikke høre noget om dette barns historie. Det var vigtigt, at forældrene ikke følte skyld. Og svaret fra den psykiatriske ekspertise var, at psykiske ubalancer dukkede op – af uforklarlige grunde – over hele Verden. Så nu skulle der ‘bare’ noget medicin i form af psykofarmaka på banen. Så måtte vi se. – Så vi er oppe imod stærke bevidsthedskræfter her. De psykiske sygdomme, vi pådrager os ved forladtheden, som er en tro følgesvend i vores neoliberalistiske livsform, må ikke tilskrives livsformen. Ikke for alvor. Det er for stort. Vi er så langt ude. Så langt fra vores ægte naturlige behov for: TILHØR, MENING og KÆRLIGHED, at de psykiske diagnoser i denne tid vokser eksponentielt i antal. – Jeg ser dog så mange stærke og smukke tegn på, at mennesker får indsigt og mod til at gå en helt anden vej end normalt forventet i denne kultur. En vej, der giver mulighed for tid til meningsfuldt nærvær i familien og i nærmiljøet – sammen med børnene. – Og jeg bliver så bevæget og fyldt med glæde. For det er så stort. Det er så modigt. – Mange af disse pionerer (og du er én af dem, Maj My) bliver udsat for hån og latterliggørelse. Og der er ikke engang rigtigt nogen sikkerhed at hente i erfaring. For der, hvor vi skal hen, har vi ikke været før. Og pionererne på denne vandring er endda ofte selv ramt af adskillelseskulturens forladthedssvøbe. – Alligevel finder de styrke og vilje til at lytte intenst til deres hjertes stemme – og til det lille barns kalden. – Helt nye små samfund er ved at tage form. Og formen bliver bygget af MENINGSFYLDE, FÆLLESSKAB og ANSVARLIGHED. – Det er så godt at vide, at vi er på vej i en langt mere menneskelig retning. Vi er i færd med at øve os i at lytte til det lille barns kalden.

    • SVAR

      Åh, den smerte som gentager sig generation efter generation på grund af manglende erkendelse – og anerkendelse. Men nu har vi efterhånden muligheden for at udvikle os, styrke tilknytningen og hele vores egne sår. Tak for alt det du gør for både store og små, Tove.

  • SVAR

    Ja. Min yngste lider af det, og jeg har faktisk meldt os til et forløb hos kommunen, hvor vi skal til forsamtale i næste uge… Hun har altid haft fri adgang til at sove sammen med os voksne og hun har aldrig gået i institution. Så det er mere kompliceret end som så.
    Til gengæld har hun en skilsmisse tæt på livet, og hun fortæller meget klart – og har gjort det længe – at hun vil gå i hjemmeskole. Hun er god til at mærke sig selv. Lige pt har hun ligget syg i over en uge. Hun har været ret glad og tilpas, og i går sendte jeg hende (mod hendes vilje) i skole igen. I skrivende stund ligger hun med brændende feber…

    • SVAR

      ..der står næsten “hjemmeskole” i alle dine ord. Mange kram til jer ❤️

      • SVAR

        > Åhr Maj My, dit svar får mig til at græde. Ja, der står “hjemmeskole” i alle mine ord, og det er det, hun selv efterspørger. Men hendes far er uenig. Han ser verden med helt andre briller. Han tænker med hovedet – jeg tænker med hjertet. Han ser et barn, der kun vil sin moar, fordi verden omkring hende pludselig er usikker. Han mener, at børn skal gå i skole, at børn har godt af modstand, at tvang ikke kun er en dårlig ting, at socialisering bør foregå i et forpligtende fællesskab med jævnaldrende, at børn ikke skal være så meget sammen med deres forældre, men få inputs fra andre voksne. Han ser mig projektere mine behov over på mit barn.
        Jeg ser et barn, der bare har gennemskuet skolen, et barn, der længes efter frihed, et barn, der er nysgerrig og kreativ, når hun får lov at fordybe sig. Men der er aldrig tid, når man skal tidligt op, og hives ud af sengen, for at bruge døgnets 6-7 bedste timer i et klasseværelse, hvor der er voksne der hele tiden bestemmer, hvad man skal og ikke skal. Når hun kommer hjem venter lektierne, og hun craver slik og søde sager for at komme igennem..
        I dag, lektier for i hhv dansk, matematik og NT. Jeg spurgte hvad de havde om? Ulve. Ah, sagde jeg, vi har en hel bog om ulve.! 😀 Hun: Kedeligt!
        Barnet lærer, at hun skal gøre det som læreren siger, hverken mere eller mindre, og kun fordi hun skal, ikke fordi hun har lyst.
        Når hun kommer hjem fra skole er hun træt og brugt, men om aftenen vågner hun op igen og går igang med kreative projekter, som jeg altid må afbryde (hvad nytter det overhovedet at gå i gang?), for at hun kan komme i seng, og være frisk næste dag..
        Jeg har skrevet lange beskrivende mails til hendes far, jeg talte 3 timer i telefon med ham i går. Men nej. Han ser verden med andre briller.
        Og imedens, står jeg her med et barn, der i afmagt og frustration råber JEG HADER DIG, MOR, FORDI DU TVINGER MIG I SKOLE..!
        Og det gør ondt, selvom hun ikke mener de hårde ord, for straks efter bryder hun jo hulkende sammen og siger undskyld.
        Angst, ja, Men den er på ingen måde relateret til skolegangen. Jeg kender og føler mit barn, og adspurgt om hun var bange for at gå i skole, svarede hun da også overrasket “nej?” efterfulgt af “jeg gider bare ikke mere”.
        <3

        • SVAR

          Du må give hende al den hjemmeskole du kan med det, som er i din magt ❤ hvad end det er en fridag indimellem eller lidt mere end det. Og jeg kan godt forstå din smerte. helt ind i knoglerne.

          • > Tak, kære du. <3

  • SVAR

    Tusind tak for at dele dine tanker om dette vigtige emne! Som psykoterapeut med efteruddannelse i tilknytning har jeg netop delt dette opslag på min Instagramprofil Kludder.Mor:

    Inden jeg blev mor, bestod min hverdag i at hjælpe unge og voksne med stress, angst og depression. Vidste du at stress og depression vil være den væsentligste kilde til al sygdom i 2020 i følge Sundhedsstyrrelsen, Statens Institut for Folkesundhed og WHO?
    Hver dag har 430.000 danskere symptomer på alvorlig stress, hver femte dansker rammes på et tidspunkt af angst og 200.00 danskere lider lige nu af en depression. Skræmmende ik?
    .
    Jeg troede længe, at årsagen til denne stigende mistrivsel var konkurrencestaten og vores konstante higen efter at skabe vækst. Men på et tidspunkt gik det op for mig, at al denne mistrivsel bunder i den tidlige tilknytning.
    .
    Stress, angst og depression kommer af ikke at kunne mærke eller respekterer egne grænser. Det kommer af at undertrykke følelser og behov for længe. Det kommer af at stræbe efter andres anerkendelse og af ikke at føle at man er nok bare fordi man er. Alt dette er noget vi skal lære i vores tidlige leveår. Gennem en tryg tilknytning til vores forældre. En tryg tilknytning, hvor vi ved med sikkerhed at vores forældre aldrig vil forlade os. Hvor vi mærker at alle vores følelser og behov er velkomne og hvor vi bliver rummet præcis som vi er.

    • SVAR

      Min mellemste har angst. Jeg blev indlagt en nat, da han var to år og da han vågnede var der en ven i stedet for mor! Det knækkede ham – selvom jeg var hjemme næste formiddag, har han haft angst siden. Nu er han 6 år og går i skole 5-7 timer ugentligt. Det er til at klare. Egentligt ville han hellere være hjemme.
      Derfor arbejder jeg nu hen mod at kunne hjemmeskole/passe – hvilket kræver en del tanker som eneforsørger.
      Men måske er det meningen med angsten; at vores liv skal i en anden retning end 8-16 job, børnehave og skole….

      • SVAR

        Åh, hvor lyder det hårdt. Ja, det vil være godt, hvis der er en mening med angsten. Jeg tænker: Prøv det ❤️

    • SVAR

      Tak for dine kloge og vigtige betragtninger. Jeg tænker ikke, at de to mulige udløsere udelukker hinanden: Noget angst kan komme af vores konkurrencestats pres (som jo også er årsag til den manglende tilknytning). Men vi må starte med børnene og så støtte de unge og voksne, hvis tilknytning allerede er skadet, og som derfor lider nu.

  • SVAR

    Det med at sove sammen med sine børn – jeg har virkelig følt, at jeg skulle forsvare det – vi har mange gode venner, som jeg ellers føler mig på bølgelængde med, men ingen samsover med deres børn (eller iøvrigt rigtig forstår vores beslutning om at sove med vores børn på 2 og 5). Nu er jeg heldigvis lært mig selv at være ligeglad, men det har taget mig tid at lære, at når det kommet til forældreskab, skal jeg lytte til mig selv og ingen andre (medmindre det giver mening i min mave). Vores yngste bliver passet hjemme og vores ældste tog vi (efter at have været igennem institutionsmøllen) – og igen har vi ikke mange bekendte, der forstår det. Jeg er så stolt og lykkelig for vores beslutning, og det har givet mit en styrke, jeg ikke vidste jeg havde – at gå i mod det etablerede og i stedet mærke efter! Nu ved jeg, at vi som familie kan alt. Det hviler jeg virkelig meget i. Også på de kaotiske dage med mange konflikter 🙂

    • SVAR

      Du har meget at være stolt af. Og jeg håber, I efterhånden finder mennesker, som I kan spejle jer i (vi er vist mange, efterhånden)

  • SVAR

    Jeg er rørende enig – i alt hvad der skrives om betydningen af tilknytning og tryghed. Dag og nat. At det må være vores hjerter (og moderinstinkter) der leder os på vej. Frem for alt. Samtidig er jeg optaget af, hvordan (og hvornår) vi – med den anden hånd – kan (og skal) skubbe vores børn blidt ud af reden. Ud i den store, vide, brogede verden. Og hjælpe dem til at blive trygge der – i alt det uforståelige vi møder på vores vej ’derude’. Kanterne, de andre – dem vi måske ikke ligner eller forstår, men som også beboer kloden. Selv har min mand og jeg haft en stærk trang til både at sove sammen med vores fire børn, så længe de har ønsket det (en sover der endnu) og bære dem i slynger mm. Men også at backpacke med dem rund i verden. Mig med drengene i Mexico. Ham med vores ældste i Indien. Os alle på en fem ugers rundrejse i en stor del af Tyrkiet og senest fra Grækenland over Albanien og Kosovo til Makedonien. For at vise dem, at verden er et trygt sted – at alt går, selvom vi ikke kan fortælle dem i hvilken seng vi skal sove den selvsamme nat. Vi har siddet tæt sammen med dem i lokale busser og tog i time og dagvis. Mødt så mange mennesker af alle slags, så megen venlighed. Så mange situationer vi skulle tackle, finde os til rette i. Sammen. Gang på gang har vi sagt, at vi hjælper hinanden, vi finder ud af tingen. Vi samler hinanden op, når vi falder. Og vi har nydt at de har mødt mennesker, der er anderledes end os – og set ind i de liv de lever for at forstå lidt mere om det, der er vores. Det blev mange ord. Og flere bor derinde. Fordi jeg synes det er så vigtigt! At vi både hjælper vores børn gennem rytmer (vores yngste går i Steinarbørnehave) og al den opmærksomhed og nærhed vi kan mønstre – og samtidig viser dem, at de ikke skal være bange. De kan mere end de, og måske vi, tror. Så længe vi holder sammen i kærlighed.

    • SVAR

      Hvor er det dejligt at høre fra dig. Lige her på det sidste har jeg haft lyst til at skrive til dig, om I har det godt. Jeg er meget enig i, at vi skal indtage verden sammen med vores børn; vise dem den alsidighed og de nuancer, som også er en del af livet. Men jeg læser ikke, at du og din mand skubber jeres børn ud af reden? Jeg læser i dine ord, at I følges med dem, og er der ved deres side gennem mange eventyr, indtil de selv en dag vælger at drage af sted uden jer? Og det tror jeg, er afgørende. At man ikke bliver skubbet men derimod guidet, inspireret, opmuntret.

      • SVAR

        Lige præcis! Jeg har tygget på dine ord siden jeg læste dem for allerede snart to uger siden. For du har jo ret: Det handler ikke om udenfor/indenfor ’reden’, men om at følges! Gennem det hele – sammen med sine børn. Det er det, vi så gerne vil. I tykt og tyndt. Opad bakke og ned ad bakke.
        Da jeg skrev ’skubbe blidt’ var det med tanke på de første alene-tog-ture ind til byen. De første gange børnene selv har købt ind – gjort hvad som helst – for allerførste gang. Det punkt, hvor de vakler og jeg overvejer at tække den lille udfordring tilbage. Mens jeg med den anden hånd forsøger at vise dem min store tro på dem – og de gør det, som regel. Går små skridt alene ud i den store vide verden og komme stolte tilbage igen. Tak for dit klarsyn!

        • SVAR

          Ja, jeg forstår, hvad du mener. Og på den måder mener jeg også, at vi skal støtte vores børn, når de på eget initiativ tager skridt imod at blive selvhjulpne, velfungerende individer. Det glæder mig at høre fra dig her igen ❤

  • SVAR

    Det her indlæg rammer mig lige i hjertet. Min 8 årige datter sover også i min seng og jeg er lige blevet kritiseret for det. Jeg er nemlig meget åben om det, og det er absolut for hende bedste, netop fordi hun finder ro og nærvær ved det. Hun er også bange for at sove selv, også bange for andre ting og jeg vil gerne møde hende der hvor hun er og vise forståelse.

    • SVAR

      Hvor er det godt, at du møder hende, hvor hun er i stedet for at møde alle de normfikserede og tilknytningsskadede mennesker hvor de er. Og det mener jeg virkelig, præcis som jeg skriver ❤