Vi handler ikke i protest

I weekenden havde vi besøg af fem mennesker i en camper og deres to hunde. De ankom med fuldt udstyr: Transportabelt gasblus; campingbord og en kasse mad.

Smækkede dørene til camperen op, og uddelte krammere. Hoppede rundt i græsset på bare tæer, og fodrede grisene med stor entusiasme. De vaskede op (efter os alle sammen), og havde bøger med til børnene, som de selv havde skrevet og udgivet.

Og vi snakkede; det var et besøg med en klar intention: Familien, som en del vil kende fra Speltmor.dk, hvor Cecilie har blogget om deres liv i en årrække, har hjemmeundervist deres børn i mange år, og de har været en del af vores netværk indenfor området, siden før vi overhovedet vidste, at vi havde brug for et netværk. Cecilie var den, jeg tog kontakt til for fire år siden, da hjemmeundervisningen første gang trak i mig, og hendes mails og senere venskab har været en sikker stemme i et hav af spørgsmål.

Cecilie og hendes mand, Jesper, var blandt de første herhjemme til at hjemmeundervise som et aktivt tilvalg ud fra visioner og drømme. Når ikke de er i Valby, rejser de rundt i verden, og uanset hvor de er, lever de et liv med friheden som højeste mål. Børnene er en sammensmeltet flok, som fortæller, tegner, læser, og leger i ét væk, og selvom vi på mange måder lever forskelligt, er der en naturlig relation mellem ungerne på kryds og tværs.

De samtaler vi havde i løbet af weekenden, afklarede nogle af vores indledende spørgsmål til alt det praktiske vedrørende vores beslutning om at tage børnene hjem.
Hvad end vi ender med at hjemmeskole i seks måneder eller 16 år, er der en række formaliteter, som skal på plads, og det er en lettelse at kunne følge i andres fodspor.

Det er ikke altid helt nemt at stille sig udenfor, og det er trygt at kunne lytte til mere erfarne, når det kommer til mange af de praktiske ting.
De fleste kan regne ud, at det kræver en del at træffe en beslutning, som er så anderledes, som hjemmeundervisning (og unschooling) er. Tidligere har jeg nydt at fortælle om mine anderledes valg. Jeg har aldrig været bleg for en spontan udveksling om hvorfor og hvorfor ikke, og jeg har aldrig gemt på det af mit, som skilte mig ud fra flertallet.
Men sådan har jeg det ikke nu: Det er så radikalt “out there” det her, at jeg ikke har behov for hele tiden at konfrontere omverdenen med det. Jeg har ikke behov for at blive konfronteret med det, men det handler også i høj grad om mine børn; jeg ønsker ikke, at de igen og igen skal møde hævede øjenbryn eller kritiske spørgsmål, når de stolt fortæller, at de nu er “hjemmebørn”, som de kalder det.

Og her kommer en pointe, som ligger mig meget på hjerte: Det er ikke enormt vigtigt for mig, at alle andre forstår eller accepterer, det vi har gang i. De må gerne synes, det er underligt – eller tosset, endda. Men det er vigtigt for mig at understrege, at min familie og jeg ikke ønsker at stå i opposition til resten af samfundet. Vi er her, og vi deltager. Kristian og jeg har truffet et anderledes valg ud fra ønsket om at leve mere i overensstemmelse med vores drømme og værdier. Det er ikke at valg af protest, men derimod i en søgen efter det liv, som fungerer bedst for os.

Vi har besluttet at hjemmeundervise, ja. Men vores venner er de samme som altid, vores naboer lige så. Vores livsvalg betyder det ikke, at vi synes, andres valg er forkerte: Det betyder ikke, at vi er overbeviste om, at den samme løsning ville være god for alle andre.

Det, vi har gjort, er, at vi har truffet en beslutning på vegne af os, og ikke andre. Kald det en konsekvens af vores i forvejen anderledes livsstil med hjemmedage, ø-liv og kreativt arbejde.
Vi har aldrig levet efter bogen, og nu tager vi skridtet, og giver de frie, familieorienterede rammer de bedst mulige vilkår – altså; set med vores øjne. Jeg glæder mig over de lange morgener herhjemme; den spontane historieundervisning efter aftensmaden, og jeg kan mærke mange forandringer i vores familie allerde (- det skriver jeg om snart).

Derfor er det rart at kende andre, som har truffet nogle af de samme valg, og derfor var det en weekend, som efterlod os med redskaber til forhåbentlig at komme godt i gang med det nye kapitel i vores liv.

Hvornår har I sidst gjort noget, der fik andre til at undre sig? Og hvad frygter I mest ved at træffe valg, der er anderledes?

Cecilie her for øvrigt en ny blog: https://cecilieconrad.com/

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

20 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg bider faktisk ikke mærke i om andre undrer sig, jeg har opdaget at det ikke giver mig noget når jeg hæfter mig ved andres undren over mine valg. Alt andet lige, er det mig der går i mine sko og gør mig mine erfaringer og derfor kan jeg godt forstå at andre ikke altid forstår mine valg – de har jo ikke gået i mine sko, eller gjort sig mine erfaringer – så hvordan skulle de kunne forstå mine beslutninger?

    Min største frygt ved at gøre tingene anderledes, er at det kunne være det forkerte valg – jeg træffer valgene for mig og for mine børn, men jeg har ikke længere en sparringspartner i deres far – til at dele de beslutninger med – så tænk nu hvis jeg overså noget i min beslutningsproces? – Det er min største frygt ved at træffe anderledes valg.

    • SVAR

      Det lyder som et godt sted at være: Der, hvor man ikke bider mærke i, hvis andre misbilliger ens livsvalg.

      • SVAR

        Det er det også. Det gør tingene noget nemmere, når man simpelthen ikke tænker over andres mening ift end beslutninger.

        • SVAR

          Ja, og det er så godt.

  • SVAR

    Det lyder dælme som et nærende familietræf, I har haft. Og jeg har simpelthen så stor respekt for jeres valg. Glæder mig meget til at læse med om jeres erfaringer.

    Sidst jeg gjorde noget, hvor folk undrede sig, var da jeg blev hjemme, imens min kæreste og vores børn tog på en to- måneders rejse i Europa. De elsker at rejse, og jeg ville bare blive en klods om benet på dem, hvis jeg tog med. Har brug for stille-/alenetid hver dag, og helst flere timer.

    Som du selv er inde på, er noget af det, der kan være udfordrende ved at gøre ting, som flertallet ikke gør, nok at blive misforstået. I holder ikke børnene hjemme i protest, og jeg blev ikke hjemme i protest. Det føles ikke som et fravalg, men et tilvalg, ikke? Vi gør bare det, der føles mest rigtigt fra vores individuelle ståsted i livet. Og det er vel – forhåbentlig – meget normalt 🙂

    • SVAR

      Netop – et tilvalg, ikke et fravalg. Ligesom vi ikke flyttede til Ærø, fordi vi hader resten af Danmark, men fordi vi troede på, at vi ville trives aller bedst her.
      Og hvor synes jeg, det er inspirerende, at du blev hjemme fra din families rejse. Dét er virkelig et brud med konventionerne. At sige fra på en rejse med familien. Der er så mange forskellige lag af autencitet og ærlighed i det. Det vil jeg virkelig tage med mig. Tak for at du deler.
      (Og tak for at du læser med!)

  • SVAR

    Som du ved, har din blog givet mig anledning til mange tanker om mit forgangne liv som småbørnsmor til fire af slagsen:) det er vældig berigende for mig.
    Jeg har INGEN kommentarer haft til dine tanker om hjemmeskole, og det har undret mig meget. Jeg har tværtimod gået irriteret rundt, og også været “bekymret” på jeres vegne – en bekymring rettet mod alt det i også gerne vil, og som I nu midlertidigt sætter på by.
    Forløsningen af irritationen kommer nu, med dine ord om, at I med jeres valg ikke står i opposition til alle vi andre, som har valgt den slagne skolevej for vores børn. (Som vel at mærke har undergået store forandringer i de 25 år jeg har haft min gang der som forælder).
    Irritationen stammer selvfølgelig fra, at jeg – der virkelig også føler jeg har givet mine børn en super barndom, med de valg vi traf- kunne komme til at fremstå som “forkert” i forhold til jeres ideer om det gode barneliv.
    Held og lykke med det. Jeg vil med fornyet glæde, se frem til at læse mere om “unschooling” på Ærø.
    NB: det mest anderledes vi gjorde i børnenes skoletid var, at ingen af de tre ældste har gået i fritidsordning. Jeg var jo hjemme på gården, når de fik fri. De har så alle været den eneste i deres klasser, som ikke har kommet der. Og det har vinhaft mange diskussioner med dem om…

    • SVAR

      Kære Lisbeth, jeg tror kun, du fremstår “forkert” i dine egne øjne. Ingen andre vil tænke det – og hvis de gjorde, ville det falde tilbage på dem selv.
      Fordømmelsen rammer i sidste ende afsenderen, og bedrevidenhed får ingen noget ud af.
      Jeg har aldrig påstået, at jeg har svaret på det bedste liv. Endsige den bedste barndom, eller skolegang. Men jeg har truffet et valg, som føles rigtigt for mig, og som jeg skriver om, fordi jeg håber og tror, at det inspirerer andre til at træffe de valg, som er rigtige for dem.
      Mine (ofte lidt atypiske) beslutninger reflekterer kun dårligt tilbage på andre menneskers beslutninger som projektioner. Ikke fra mig, men fra dem selv.
      Jeg kan se, at jeg er i en proces, og at jeg nok altid vil være det. At ting jeg skrev her på bloggen for måneder siden ikke længere er det, der er min virkelighed. Jeg rykker mig, fordi mit liv er i bevægelse.
      Det er den eneste sandhed, jeg kan tilnærme mig: At jeg ikke kender det endelige svar på noget.
      Men jeg gør mit bedste.

  • SVAR

    Det jeg egentlig bider mest mærke i er, hvordan “frihed” er en ret stor illusion i vores dejlige lille land. Formelt set har vi rigtig meget frihed til at træffe egne valg for os selv og vores familier, men i praksis har både mennesker og samfund helt utroligt mange holdninger til hvordan “det gode liv” ser ud og hvordan man “bør” gøre – og kampen for at gøre noget andet er nogen gange helt utroligt opslidende.
    Jeg beundrer det meget, når folk kan blive ved med at give andre mennesker pædagogiske svar på helt urimelige kommentarer og spørgsmål. Jeg har personligt haft utroligt svært ved det når jeg for ottehundredetusinde gang skulle forklare, hvorfor jeg ikke ser det store problem i at fravælge institution til mine børn – eller for den sags skyld ikke giver dem kød 😉
    Jeg har gjort ret mange ting igennem mit liv som er anderledes, i hvert fald hvis man skal måle det på, hvor meget jeg har skullet argumentere for dem 😀
    Indenfor det sidste halvandet års tid har jeg fx sagt mit job op to gange, startet op som selvstændig uden en krone på lommen, passet mine børn hjemme og er flyttet til Ærø. Så der har været nok at skulle lægge øre til, haha 😀
    Og jeg ville ønske jeg kunne være lige glad, men det jeg frygter mest er faktisk at skulle diskutere mine valg med andre. For jeg bliver faktisk bare så øv indeni når jeg møder andres fordømmelse, kritik og ikke mindst tvivl på, om jeg nu faktisk også kan finde ud af at træffe kompetente valg omkring mit eget liv. Især fordi jeg prøver at være meget åben overfor, at andre tager andre valg end mig, og derfor altid bliver helt paf over hvad folk synes de kan tillade sig at mene om andres valg.
    Så jeg hylder virkelig det at tage valg som er rigtige for en selv (og familien), mere af det tak 🙂

    • SVAR

      Tak for din vigtige indlæg, Tine. Vi lever i én eller anden fordummende illusion om total frihed her i vores del af verden. Når nogen himler med øjnene over tilstandende i Nord Korea, siger Kristian altid, at det ikke er meget anderledes her. Manipulationen og overvågningen er over alt. Vi skal bidrage til et bevidstløst produktionsvæsen, som mange af os egentlig godt ved, er udløbet, men som de færreste forbinder med mange af de dogmer, vi har i vores liv: Blandt andet den voldsomme institutionalisering af vores børn (note: som jeg jo selv har taget del i, og kun lige er på vej væk fra).
      Jeg frygter ikke at skulle diskutere mine valg med andre; jeg har efterhånden lært mig metoder, som holder det så lidt følelsesmæssigt som muligt. Men lige med det her hjemmeundervisning er jeg ærligt talt helst fri. Det er for stort. Ubegribeligt. Angstprovokerende. Og det involverer mine børn, som risikerer at komme til at føle sig stigmatiserede, og det vil jeg være så ked af.
      Godt du bor her på Ærø nu. Vi må støtte hinanden <3

  • SVAR

    Jeg ved ikke lige hvad det sidste var men har taget en del vand der får folk til at undre sig, såsom amme mine børn, efter de er fyldt 1, samsovet, gået hjemme ved børnene da de var små, fået min ældste datter, droppet ud, der hvor jeg skulle have taget en studentereksamen på 2 år, for i stedet at tage en hf over 3 år, så jeg havde mere tid til mit barn, mit fravalg af materielle ting o.s.v.

    Alle de ting har jeg hørt for – men jeg har aldrig frygtet konsekvenserne – for lige her har jeg altid været ret sikker på at jeg gjorde det rigtige for mig og min familie. Eller det er ikke helt rigtigt – jeg frygtede min fars reaktion da jeg skulle fortælle jeg var gravid som 20 årig – men det var nok mere det faktum at jeg var gravid jeg frygtede at fortælle – ikke at jeg valgte at beholde det. Og selv om han råbte af mig fordi jeg var blevet gravid har han altid støttet min beslutning.

    • SVAR

      Nemlig: Det med at man ikke er tvivl. Derfor er konfrontationen med andres misbilligelse (særligt når det kommer til ens børn) ikke altid rar, men man hviler i sit valg, og vil stå på mål for det, om det skal være.

  • SVAR

    Det er ret pudsigt at hvis man vælger anderledes end flertallet, skal man typisk ” stå til regnskab for det” og virkeligt have argumenterne klar.
    Det kan virke provokerende på folk hvis man gør noget andet. Som om man samtidigt anklager det valg de har truffet.
    Eller måske de i virkeligheden opdager de ikke selv har reflekteret over hvorfor de gør som de gør. Måske de opdager de bare har ” fulgt med strømmen” og ikke foretaget et aktivt valg.
    De spørgsmål jeg er blevet stillet ifbm
    Fx samsovning, flytte til en ø, passe børn hjemme indtil børnehavealderen, fravalg af bil, fravalg af animalsk mad har jeg ofte haft lyst til at vende om og spørge tilbage. Men har følt det var uhøfligt/ grænseoverskridende at gøre.

    • SVAR

      Ja, det ér virkelig sjovt, når man er den, der står på den anden side, og tænker: “Men hvorfor gør du XX”. Og egentlig tror jeg ofte ikke, at den, der træffer det alternative valg, har lyst til at vende det på hovedet og stille spørgsmål den anden vej. Både fordi det er konfliktoptrappende, men også fordi det jo netop handler om, hvorvidt man lever med åbne øjne eller ej. – Ikke sådan forstået, at dem der gør som flertallet, har lukkede øjne, men hvis man bliver provokeret af andres anderledes valg, er man nok nødt til at se indad for at finde svaret. Og hvor lyder dit liv iøvrigt dejligt 😉

  • SVAR

    Ja jeg tror du har ret i at det ville være konfliktoptrappende at spørge tilbage.
    Jeg synes bare ikke der burde være en konflikt i at vælge noget andet en flokken.
    Men kan godt lide tanken om tilvalg istedet for fravalg. Måske er anderledes valg også er mere acceptabelt
    Jeg må nok fremover fx tænke på det som tilvalg af cykler/ elcykler istedet for fravalg af bil. Tilvalg af plantemad istedet for fravalg af animalsk

    • SVAR

      For mig virker det i hvert fald bedst med tilvalg; Fravalg taler til min indre oppositionsleder, og pludselig føler jeg, at jeg er i konflikt med alle andre fremfor at være et ledende lys for mig selv – og måske nogle flere. Så snart man er en smule alternativ i sine livsvalg, oplever jeg, at der opstår en risiko for, at man stiller sig i hjørnet med de andre outsidere, og peger fingre. Hvis man virkelig vil inspirere til forandring kan jeg næsten ikke komme i tanke om en dårlige måde at gøre det på 😉 Og iøvrigt er tilvalg af både cykel og plantebaseret kost bare så fine livsvalg, at mange af os kan lære noget af det (mig selv inklusiv)

  • SVAR

    Hej Maj
    Stå endelig ved dine valg. Du er vist et at de få mennesker som virkelig vælger at gøre tingene på din egen måde og lidt anderledes end de fleste. Tak for det.

    Det var let da jeg valgte at flytte her til Ærø. Vi var begge fri af arbejdsmarkedet, kendte øen rimelig godt – som man nu kan når man kun har været her i korte perioder. Børnene var i gang med deres liv. Alt for let, selvom andre synes det var et stort skridt.

    Måske viser du for mig at det er muligt vælge anderledes end flertallet. Det er virkelig opløftende at det kan lade sig gøre. Gid flere ville gøre noget lignende. Jeg har aldrig haft visionerne til at gøre noget der bare ligner.

    • SVAR

      Tak, Knud, for din vildt skønne besked. Den måtte jeg lige læse højt for Kristian.
      Vi lever alle sammen vidt forskellige liv, og jeg tror, der er en mening med, at vi gør, som vi gør. Det kan være, du var så rebelsk i et tidligere liv, at du træder lidt mere varsomt i denne omgang for også at lære det 😉

      • SVAR

        > Vi kender ikke hele den sammenhæng hvori vores liv udspilles og hvad det er vi i detaljer skal lære – det er formentlig godt. En ting er sikkert: Der er en mening med de udfordringer vi møder.

        • SVAR

          Det kan ikke siges meget mere præcist end det.