Vi har startet en ny juletradition (og den virker, fordi den er nem)

Vi holdt julestue herhjemme i går. Det har vi aldrig gjort før, men vi fik straks lyst til, at det skal være en tradition.

Konceptet var, at vi inviterede en del af børnenes mange dejlige venner fra friskolen og børnehaven, som vi jo ikke længere ser til daglig, – og deres forældre. Da vi nærmede os dagen, huskede vi efterhånden adskillige flere, som vi også gerne ville have inviteret, men vi var nervøse for, at her skulle blive overfyldt, så vi turde ikke udvide. Næste år tror jeg, vi inviterer alle, og satser på, at det er lige så skønt af den grund.
I første omgang glemte vi faktisk at invitere flere af vores bedste venner. Kender I det? Dem ser vi jo ofte, så der er ikke på samme måde et efterslæb, men derfor skal de jo komme på en dag som i går alligevel – og det gjorde flere af dem heldigvis. Jeg kan få helt ondt i maven af den slags: Når man utilsigtet overser nogle af dem, som altid er der for én.

Vores julestue var et meget simpelt set-up, og det var derfor, det fungerede. Det var derfor, jeg ikke stod en time inden gæsternes ankomst, og havde lyst til at gemme mig.
For nogle dage siden ringede jeg til min mor. “Jeg har købt appelsiner, clementiner, æbler, gulerødder, nødder og tørrede figner,” sagde jeg. “Og så bager jeg cookies dagen inden med ungerne.”
Min mor svarede, at det var perfekt. “Ingen æbleskiver eller flormelis ud over det hele. Folk kommer ikke, fordi de er sultne.”
Jeg tror, hun er klog af skade efter gud ved hvor mange år som værtinde til fødselsdage, konfirmationer, julefrokoster og så videre med et vildt højt ambitionsniveau.
Ungerne og jeg bagte 90 cookies, og der var fem tilbage, da de sidste gæster gik. Det var med andre ord godt afstemt.

Der var glimmer, glycerin og minijuletræer, så man kunne lave sådan nogle snowglobes. (Det gik ikke helt gnidningsfrit, men det var hyggeligt).
Og der var karton til produktion af julekort, og akvarelfarver, pensler og en bunke ler, ret meget gran (!) og stearinlys.

Faktisk var det mest de voksne, der sad omkring bordet, og klippede og klistrede. Børnene fik lynhurtigt travlt med at lave en film, og de legede så godt både ude og inde, at det var helt vidunderligt at være vidne til. Også da tre af drengene sank ned i svinestien, og kom tilbage smurt ind i mudder (og lort, ik?) og skulle spules og i tørt tøj.
Der var vel 17 børn inklusive mine egne og så otte-ni voksne, og her var rart. Jeg tror virkelig, det betyder noget for et arrangement, at man ikke sætter for høje ambitioner for mad/rengøring/osv.
Før i tiden har jeg bagt boller og kager og skåret ost og pølse og lavet pesto og støvsuget og tørret af, når vi fik besøg. Jeg bliver udmattet bare ved tanken.
Er det måske derfor, jeg oplever, at mange i min generation ikke fejrer ret meget for deres familie og venner? Det er virkelig få dåbsfester (eller navnefester som herhjemme), indflytterfester, runde fødselsdage og bryllupper der har været i vores omgangskreds. Er det for stort et pres?
Kræver det for meget energi? For mange penge? Eller giver det bare ikke mening?

Jeg kender virkelig lysten til at pakke mig ind i mig selv. Trække mig tilbage.
Jeg kender behovet for at skære ned for alt, der trækker energi.
Jeg kan godt forstå, man ikke orker, hvis hverdagen tager det hele.
Men samtidig er det jo netop i relationerne, at vi finder livsglæden, fællesskabet, overskuddet og sammenhængen, og jeg er så glad for, at jeg lukkede øjnene, og sendte invitationen ud (på sms) for nogle uger siden. En del af mig ville ligefrem ønske, at alle gæsterne kom igen i morgen. Det er dejligt at være alene (der henter jeg min energi), men for mig er vekselvirkningen mellem det indadvendte og nærende samvær absolut essentielt.

Vi tog ingen billeder, mens her var gæster (til gengæld filmede Kristian til dokumentaren, som vi så småt er i gang med at samle materiale til). Det her billede tog jeg, før gæsterne kom, da én af Junos søskende desperat proklamerede, at “hun har taget en hel tallerken med cookies.” Det viste sig at være adskillige tallerkener men kun én cookie, og hun havde gemt sig så godt med sit bytte, at hun fik fred til at nyde det..

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

9 Kommentarer

  • SVAR

    Dét giver mening:) her holder både jeg og børnene store fødselsdage hvert år. Vi elsker fest og gæster. Faktisk så højt at den store som treårig spurgte “hvad for nogle fæster får vi i dag?”
    De fleste gæster tager mad med så jeg (der ellers arbejder som kogekone!) Ikke står med det hele. Samme princip gælder for den årlige kvinde julefrokost. Og vores bryllup forrige sommer.
    Vi øver os sammen med resten af omgangskredsen i at udrydde perfektionisme og control issues, for kontrol har man ikke når alle kommer med sig selv og deres og Instagram-perfektion findes ikke når der er børn og dyr og mudder over det hele. Til gengæld er det sjovt, afslappet, skønt og givende.
    Tillykke med jeres nye tradition!

    • SVAR

      “Sjovt, afslappet, skøn og givende” – det er jo netop det, vi alle sammen helst vil have. Det lyder som en dejlig omgangskreds, I har ❤️

  • SVAR

    Jeg tror helt sikkert, at der generelt er for meget pres på. Både i hverdagen og ift. at skulle være værtinde og vært for et arrangement. Og hvor er det vigtigt, at vi ikke glemmer den grundlæggende årsag til, at vi er sammen om noget.

    Kærlighed.

    Så enkelt er det jo egentlig.

    At bidrage til et opstået og skabt fællesskab, at modtage fra samme. Samtaler og at være vidne til disse og anden udveksling af god karma. Udvikling. Læring. Mærkning.

    Jeg havde i lørdags skabt et meget lignende arrangement her i mit Fredens Hus (og derfor er det jo vidunderligt at du skriver og fortæller om dit her).

    Det startede som et ønske om at tage mine to ældste niecer med til en Jule~Forestilling på biblioteket. Og af mange kringlede veje blev det i stedet julestue hos mig med både min søster og hendes familie, min bror og hans familie og vores forældre. Og det var bare STJERNE fantastisk ~ der var nemlig ikke en masse madlavning og stress omkring det hele. Det handlede om at være sammen. Mine to ældste niecer er begge 7 år, født to på hinanden følgende dage i vægtens tegn. Nogle gange leger de fantastisk, andre gange kan de slet ikke finde ud af det. Og morsomt nok spejler de i deres reaktionsmønstre, hvordan vores familie som helhed har det. Er vi i balance eller ej?!! Og det var vi så i lørdags, for vi så dem slet ikke, efter min Mors æbleskiver var fortæret, og nisse~landskabet var lavet. Og det føltes bare SÅ dejligt at være sammen på denne afslappede måde.

    Og som du/I fik jeg lyst til at lave det til en tradition.

    Og for mig personligt var der en smuk udvikling, mærkede jeg. Tidligere har jeg følt, at jeg gik glip af noget, hvis jeg ikke lige hang ud med de voksne, og de så grinede højt. Og så følte jeg mig splittet mellem at være med de grinende og at være i et andet rum, være sammen med en af mine niecer eller lign. I lørdags gik jeg ikke glip. Noget var forandret inde i mig, og jeg nød bare at høre de voksne grine, mens jeg legede med min yngste niece på loftet. Det var STORT!!!

    Tak for dagens tekst og muligheden for at reflektere på skrift om min egen jule~stue~weekend~oplevelse!

    Smil Stine

    • SVAR

      Det lyder som den skønneste tradition, du der har startet. Jeg fik så mange fine billeder for mit indre blik, da jeg læste om jeres familielørdag.

  • SVAR

    Der ramte du lige ind i Solar plexus på mig, for det er jo det det er!! Det er derfor vi aldrig fik holdt den navngivningsfest for min søn, eller de der indflytterfester de utallige gange vi er flyttet, eller den der fødselsdag osv osv… Jeg kan ikke rumme det, det perfekte, forberedelser i en uendelighed og arbejdet med rengøring og madlavning osv osv. Pludselig går det op for mig hvor meget hygge hele vores familie går glip af! Det er så dumt! De kommer jo ikke fordi der er rent og flot dækket op, de kommer jo for at være sammen. Her var noget der skal laves om asap, tusind tak for at sætte ord på det jeg ikke selv kunne ❤️

    • SVAR

      Ja, det er så ærgerligt, når vi undlader at byde ind i vores hjem, fordi vi tror, vi skal leve op til alt muligt, når det folk ønsker mere end noget andet, er hjerterum. Hvad snakker man om på vej hjem fra et selskab? Man snakker om de inspirerende mennesker, man mødte, den behagelige stemning, følelsen af at være velkommen. Fnuller i krogene og boller fra bageren? Det er blot med til at give andre mod til også at invitere ind en gang ❤️

      • SVAR

        Igår havde vi den hyggeligste og mindst planlagte julehyggeeftermiddag nogensinde. Vi var 8 voksne og 8 børn, der var ikke gjort hovedrengøring, der var knap plads eller stole nok, MEN der var hygge, frugt, æbleskiver og en kæmpe mængde nærvær og kærlighed.
        Det skal vi gøre mere af! Igen tusind tak for indsparket til det og andre små og store ideer til et andet og måske bedre liv for mig og min familie ❤️

  • SVAR

    Tak! Jeg inviterer tit folk på kaffe og hjemmebag, men kun nogle få ad gangen. Jeg har længe haft lyst til at invitere mange, og det her var inspirationen, jeg gik og manglede. Tak for det! Fantastisk billede, i øvrigt 😀

    • SVAR

      Jeg synes, begge dele kan noget særligt: De små intime selskaber og de større. Dejligt at du har mod på begge dele 🙂