Vi kan jo ikke alt, vel

“Jeg fatter ikke, hvordan du kan skrive så hurtigt. Det ville tage mig en uge bare at få idéen,” sagde min veninde, som læser med på min blog.

“Men, det er jo ikke anderledes, end at jeg ikke ville ane, hvad jeg skulle stille op med en tilgroet have?” svarede jeg. Hun er gartner, og virkelig god til den slags.

For, vi kan jo ikke være gode til alt, og det vi helst vil bruge vores tid på, er det, vi brænder for. Og det vi bruger vores tid på, er det, vi bliver gode til. En simpel, fuldendt fødekæde, så længe vi holder os til den. Jeg ville ønske, vi fortalte alle børn, at de skal:

1) finde noget de brænder for

2) bruge tid på det

3) that’s it. nu er de ved at dygtiggøre sig for resten af livet

Det er selvfølgelig de færreste, som brænder for den nøjagtig samme ting livet igennem (jeg er for eksempel ikke den blonde pendant til Beyonce, som jeg forventede at blive i 2. klasse), og derfor skal vi have mulighed for at skifte spor i takt med vores udvikling. Men hvis ikke vi er vant til at mærke efter i os selv, kan det være svært at vide, hvor vi skal gå hen næst.

Ingen kan alt, og da slet ikke os voksne. Vi må gerne indrømme, at vi er gode til en enkelt ting eller to og ringe til det meste andet. Det er lige før, det er en styrke at fordybe sig (ja, det var jo det, jeg sagde!), og jeg kan i min fremskredne alder fint slippe af sted med at fortælle, at jeg ærligt talt ikke ved det store om det periodiske systemsejlads, vesteuropæisk geografi, noder eller skatteregler. Der er nemlig ingen tvivl om, hvad jeg til gengæld har tjek på, og nu er det en styrke, at jeg har specialiseret mig.

Gid det var så simpelt fra barndommen. Gid vi som børn fik besked på at give den gas med de ting, som vi vokser af. Gid nogen spottede vores indre glød, og hjalp os med at gøre den til en evigtbrændende flamme. Gid vi vidste, at ingen kan alt, men at alle er både gladest og dygtigst, når de bruger deres ressourcer på det, de virkelig vil.

Jeg tror, midtvejskriserne ville nærved uddø, hvis vi blev støttet i at dyrke vores passioner lige fra starten. Jeg tror, mange går i stå, knækker i halv, dumper ned i et langvarigt mørke, fordi de har mistet forbindelsen til sig selv. De har glemt, hvornår de er glade. Glemt, hvad der får dem til at fløjte spontant, synge højt og føle sig ét med dem selv og livet, mens de arbejder.

Vi kan så nemt glemme det, fordi vi allerede fra vores første år i skolen får det indtryk, at vi skal være gode til det hele. At det ikke er en mulighed at fordybe sig i noget og vælge andet fra.

Men vi kan jo ikke alt. Det er kun i foleskolen, at vi skal dygtiggøre os indenfor både madlavning, geografi, matematik og poesi, og samtidig føler os forkerte, hvis ikke vi får rimelige karakter i det hele.

“Husk individet!” har jeg lyst til at råbe. “Husk at min søn ikke nødvendigvis har den samme mission her i livet som sin sidekammerat.” At selvom de er venner, lige gamle, går på samme skole, og måske er af samme køn, kan de stå milevidt fra hinanden, når de skal finde ud af, hvor i livet de har mulighed for at blive lykkelige, udmærke sig, finde meningen med deres væren.

Og så med ét, når vi afslutter folkeskolen, skal vi være skarpe på, hvad vi vil med vores liv, resten af det. Mange vælger, og så vælger de om – igen og igen, for: “hvem er jeg? hvad vil jeg med mit liv? er der overhovedet noget, jeg brænder for, og er god til?” Hvorfra skal svarene komme, hvis vi i årevis er blevet vurderet ud fra de samme vilkår som 27 andre elever, der måske i virkeligheden kun har det tilfælles med os, at de er født samme år?

Så her er mit opråb: Lad os støtte vores børn, os selv og hinanden i at mærke efter, tage os tid og finde ind til det, vi brænder for. Lad os give hinanden, små som store, plads til at udvikle sig, tage sig tid til det, vi virkelig vil.
I sidste ende er det måske ikke væsentligt, om man kan læse, når man er otte eller ti, så længe man har sig selv med hele vejen. På den måde er der langt større sandsynlighed for, at man har lyst til at dygtiggøre sig livet igennem uden fundamentale sammenbrud, tvivlskriser eller mindreværd. Og således ender vi glade og dygtige. Stolte og tillidsfulde.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

9 Kommentarer

  • SVAR

    Vigtigt og interessant emne. Hvis vi lærte børn helt fra starten at mærke og kende sig selv og være i relation med andre, så kunne vi måske lære at finde svar indefra i stedet for at prøve at finde dem uden for dem selv, via samfundet, skolen, andres forventninger og holdninger. Som jeg oplever det, handler livet meget om at finde og kende sig selv og dermed også betydningen af relationer til andre.

    • SVAR

      > Jeg er meget enig. Tak for dit dejlige indlæg.

  • SVAR

    Hej May My. Endnu engang et dejligt og lærerigt indlæg fra dig. Jeg læser ellers aldrig, andet end at jeg læser til social og sundhedsassist. men jeg nyder at at læse din blog. Dette indlæg i dag er jeg fuldstændig enig med dig i. Det er så vigtigt at gå efter ens indre lyst. Det er den bedste motivation. Jeg ser hverdag frem til at læse din blog. Fantastisk læsning. mange stjerner til dig. ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Knus Inger.

    • SVAR

      > Hej Inger, Du aner ikke, hvor meget det glæder mig at læse den kommentar. Jeg får helt sommerfugle i maven. Jeg håber, du vil bliver ved med at læse med herinde 🙂

  • SVAR

    JA, MAND! Jeg råber med ❤️

    • SVAR

      > Det tænkte jeg nok, sgu! 😀

  • SVAR
  • SVAR

    […] I huske det indlæg jeg skrev om, at vi ikke kan alt? Og at vi skal have lov til at dyrke dét, vi er motiverede for? Nå, men det mener jeg stadig. Af […]

  • SVAR

    […] Jeg skal med færgen om lidt. Over på den anden side for at ordne nogle sidste ting før vores camp i næste uge, og jeg er kørt ned på biblioteket for at sidde og skrive, før jeg skal ombord. Her holdt jeg skriveworkshop for en gruppe unge i går. Ni eller ti unge var der, og de var så smukke alle sammen. Deres lys er skarpt som solens, særligt når de begynder at slappe af. Jeg læste højt fra et par bøger; de lavede en skriveøvelse, og så snakkede vi om, hvilke grunde der kan være til at skrive. Hvad vil man med det? “Fortælle om mine tanker,” sagde de – “skabe alternative universer, dele min verden.” De havde hver deres grund til at elske ord, til at fordybe sig i både bøger og skrivning. Én af pigerne sagde lige pludselig, at hun ikke var klog, og så blev jeg nødt til at høre, hvad hun mente med det? “Jeg er ikke så god til alle fagene i skolen,” sagde hun, og hendes blik flakkede. Men den slags kan jeg ikke høre uden at gå i propaganda-modus, så jeg spurgte, om det var okay, hvis jeg lige snakkede lidt om, hvor mange typer “klog” der findes? De lyttede, og jeg tror nok, de havde store ører alle sammen, mens jeg talte, og jeg fik næsten tårer i øjnene, i hvert fald havde jeg gåsehud, fordi det er så vigtigt for mig, at vi bliver bedre til at anerkende vores forskellighed. Alle de kasser, som vi skal passe ned i, gør os kun mindre. “Jeg kan godt forstå, at du har det sådan,” sagde jeg, “for det er jo sådan, skolen er indrettet: alle skal kunne det samme på samme tid, og vi bliver opdelt efter fødselsår i stedet for interesser og motivation. Samfundet er formet efter én fælles ambition, som handler om én bestemt type vækst, og ikke alle føler sig tilpas i den ramme. Men selvfølgelig er du klog. Du er klog og dygtig, og du har et formål. Ingen mennesker er født ved et tilfælde.” Og det tror jeg virkelig på: Alle har et potentiale, og vi skal lære at mærke os selv, lære at styre efter den stemme dybt indeni, som ved, hvilken vej vi skal. Ingen er født til at gå her på jorden uden noget at bidrage med, men mange menneskers bidrag er anderledes end det, samfundet gerne vil have frem i os, og så kan vi risikere at blive forvirrede, vi mister retningen, og hvis ikke vi har nogen omkring os, som kan støtte os i at være os selv, i at holde fast i det, vi kan og vil, så kan vi fare vild. (og hvis man vi læse mere om mine tanker på det område, kan man læse med her og her) […]