Vi snubler rundt i kaos, men jeg har ikke lyst til at flygte

Der ér virkelig ikke noget, som er perfekt, og det her hjemmeliv er ingen undtagelse.
Det vil jeg bare lige skrive her, fordi jeg selv kan føle mig nærmest utilstrækkelig, når jeg ser én eller anden instagramprofil fra en mor til fem, som strikker børnenes sweatre af uld fra deres egne får, og som har sådan et smukt genbrugskøkken, hvor de spiser speltgrød hver morgen, inden de fortsætter ud i naturen for at vende tilbage 12 timer senere madpakkemætte og med varm kakao i kopperne og helt uden nogensinde at have set en skærm eller vist interesse for én.
Men de profiler er ofte lidt kedelige, synes jeg. Næsten for smukke.

Og så er det, at jeg lige vil sige, at jeg jo ikke er hverken for smuk – eller i total harmoni: Jeg er ikke lige så slank efter fire børn, som jeg var inden (fordi jeg spiser 200 gram chokolade dagligt), og jeg kan ikke strikke, og jeg orker sgu knap nok at finde en bordplade brugt, når man kan købe den ny på nettet (men jeg gør det).

Jeg vil også lige dele med jer, at jeg synes, det er SÅ hårdt nogle dage at være hjemme med mine børn. Sådan helt “kast mig ud fra Rundetårn”-udmagrende med blege kinder og akut eksistentiel opgivenhed.
Men det er ikke fordi, jeg nogensinde rent faktisk står midt i det hele, og drømmer mig et andet sted hen. Det her er mit livsprojekt nu, og jeg har ikke lyst til at smide noget på jorden. Nej, det jeg drømmer om, er at blive bedre til det her.
Faktisk har jeg købt et Gordon Neufeld-kursus om tilknytning, som jeg glæder mig til at komme i gang med – sammen med Kristian – meget snart.

Vi har stadig mange konflikter herhjemme og hele dage hvor jeg tænker: WTF?
Hvor jeg bliver forvirret og usikker og mest af alt totalt ubalanceret og forfærdelig at være sammen med.
Det starter med fokus, tror jeg. Jeg skal ganske enkelt have et rent, uforfalsket fokus på mine unger i dagens første timer, hvis ikke det hele skal gå skævt. Eller Kristian skal – én af os skal (men helst os begge), og det skal være bevidst.
Vi går en tur hver morgen/formiddag. Det er godt. Børnene vil aldrig med, men de elsker det hver dag, når vi kommer af sted.
Så kommer vi hjem, og har to timers fokus – dvs. tegne, perleplader, “undervisning” (matematik/dansk/engelsk/fysik/kemi/?), og nu kan jeg godt høre, at det måske lyder ganske fint, men det er faktisk de to timer, som volder os store problemer, fordi det går Storm meget imod. Jeg vil bestemme selv, siger han, og vi gør vores bedste for at følge hans interesser, men vi har brug for rammerne, Kristian og jeg og Storms søskende. Vi har brug for struktur, så vi kan mærke vores kreativitet og vores skabertrang – og Storm har brug for rammerne, for han er så bange for ikke at være god nok og så bange for at skuffe, at det er en daglig lettelse, når han har siddet med én af os og fordybet sig i noget materiale, som han pludselig forstår lidt bedre. Men nej, vi tvinger ham ikke til de opgaver, som virkelig går ham imod, hvilket betyder, at vi pt. aldrig nogensinde læser eller skriver, for det gør ham i ganske dårligt humør, men der sniger sig lidt ord ind på hans tegninger efterhånden, og vi har fuldkommen tillid til, at det kommer, når det skal. (men gid det var kommet allerede, ik?)
Derefter spiser vi frokost, læser en bog (for tiden om Afrika, men sidst på ugen skifter vi emne til Skandinavien med fokus på Sverige). Så leger børnene nogle timer, indtil vi stikker hovedet ud i den friske luft igen, før vi laver aftensmad.
Der er lyspunkter alle dage. Som i aftes da Live og Ilja sad klokken halv otte og lavede opgaver sammen, og snakkede helt sagte, mens Storm hørte Harry Potter, og Juno var faldet i søvn. Den stund, som strakte sig over knap et par timer, fyldte mine ellers ganske udtømte batterier op.

Alt det her for at sige, at vi stadig bakser rundt i lidt af et virvar, hvor vi egentlig rigtig gerne vil etablere nogle skønne, nærende rammer omkring vores hverdag, og hvor særligt jeg ville elske, at det var inspireret af Steinerskolernes daglige rytme, men det sker bare ikke helt. Men helt ærligt – mine børn tegner flere timer dagligt, og de laver stop motion-film heeele tiden; de leger hule og bygger LEGO og skriver deres egne bøger, og hvis jeg læste det om andre menneskers børn, ville jeg tænke: Det lyder fedt! – men jeg sidder her med mine forliste drømme om akvarel og folkeeventyr, og har ikke opgivet dem endnu, for jeg mener oprigtigt, at det ville være skønt for os alle sammen at få noget af det ind i vores rytme, så jeg arbejder videre.

Og det korte af det lange er, at selvom en dag som i går var krævende, så ville jeg alligevel hellere være her end noget andet sted. Og det er nyt for mig, at jeg ikke får lyst til at flygte eller tone hvidt flag eller lægge mig og græde. Jeg får derimod lyst til at blive bedre, og jeg får lyst til at rejse mig her til morgen og bruge nogle af de erfaringer, som jeg gjorde mig i går. Fordi: Det her er det mest meningsfulde projekt, jeg har haft i mit liv, og ved I hvad? Selv når jeg er komplet tosset, og Kristian ligner én, der har lyst til at forlade vores planet præmaturt, ja, så ved jeg i mit hjerte, at vi giver vores børn nogle vidunderlige muligheder og kærlige rammer, og jeg ved, at det for mig og for dem er langt mere trygt end ustabile voksenrelationer, stressede omgivelser og svingende kontakt til lærere/pædagoger/etc. Jeg ved, at mindst ét af mine børn (og meget nærmere to) er disponeret for angst forstået sådan, at hvis tilknytningen halter, og de er omgivet at uforudsigelige relationer og i utrygge rammer, så kan det have store konsekvenser. (Det vil jeg gerne komme ind på en anden dag – skriv lige en kommentar, hvis I har tanker eller spørgsmål i den retning.)

Men fordi jeg ikke har tænkt mig at give op, så får jeg også lyst til at være lidt god ved mig selv, fordi jeg tror, det er vigtigt, at vi forældre er i indre balance, når vi skal give så meget, som vi har ambitioner om. Så i går – da det hele var aller mest kaotisk – skrev jeg i en sms til min svigermor, om hun vil komme og passe børn en aften denne uge, så Kristian og jeg kan tage ud og spise, og det vil hun gerne. Hurra for det.

Derudover har jeg besluttet at afholde et retreat igen snart. Det er uendeligt sundt for krop og sjæl at være sammen i et nærende fællesskab af kvinder, og det har jeg et stort ønske om at facilitere endnu en gang, da det også nærer mig.

Hey – hvordan går det hos jer? Hvor er I i balance, og hvor føler I, at I mister grebet?
(Og vil I med på retreat? Hallo – det bliver så fedt! ❤️)

Mine unger kan i øvrigt godt være udenfor – bare de må lave bål (og det må de altid…)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

16 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Maj My

    Hvor kan jeg bare godt lide dig. Du skriver med sådan en varme og omsorg, der ikke kun inkluderer dine børn og din familie, men rækker ud til os læsere også. Det er i hvert fald det, jeg mærker, når jeg læser, at det er vigtigt for dig også at skrive om kaos, konflikter og utilstrækkelighedsfølelser. Tak! Jeg bliver altid så glad, når der er nyt fra dig. Det sætter altid tanker i gang (og nogle gange også utilstrækkelighedsfølelser), men mest af alt tanker om hvordan jeg kan leve endnu mere i balance med mine værdier.

    Jeg føler, at jeg i min hverdag har fundet en god balance mellem arbejde og familie, hvor vi ikke stresser rundt, men har god tid og hvor jeg for det meste selv føler mig næret. Det er dog et fokus for mig at blive bedre til at få alenetid, for uanset hvor gode aftaler jeg/vi har, så bliver jeg drænet. Jeg har lidt svært ved at ‘tage’ den alenetid. Men til sommer bliver vores lille familie større, så det skal være nu med den alenetid, før den sættes ud af spillet en tid. Jeg mister nemlig grebet (om mig selv og mit humør), hvis jeg ikke får den.

    Min søn skal starte i børnehave i den her uge, så det er mine tanker også meget fyldte med. Vi kan give ham en rolig opstart og korte dage, men det er et stort skift, som jeg er både nervøs for og spændt på.

    • SVAR

      Kære Trine, tak for din dejlige kommentar – jeg kan også godt lide dig 😉 Jeg øver mig også stadig i det med alenetiden, men jeg synes egentlig, det er blevet nemmere. Både i og med at vi har fire børn (så forstår folk på en anden måde, at man er mast), men i endnu højere grad siden vi har taget dem hjem. Det er nærmest ligesom en stressdiagnose: Jeg kan ikke være social hele tiden, for jeg har noget andet, jeg skal pleje først.
      Måske din babytid kan blive lige netop alenetid? Jeg kan tænke (og mærke i mit hjerte), at jeg nok ville have grebet mine babyhuler anderledes an, hvis jeg havde haft andre omstændigheder – og en anden bevidsthed. Læs evt med hos Rebecca, som skriver så smukt om netop det: http://frihedflowogfokus.dk/ – for tiden skriver hun mest kortere tekster på facebook, de er også virkelig værd at læse, hvis man snart skal træde ind i en babyboble ❤️

  • SVAR

    “ forliste drømme om akvarel og folkeeventyr”

    Får flash back ti da mine børn var små
    Steiner bøgerne er nu givet videre til en der skulle på seminar og akvarel farverne( købt i solsejlet selvfølgeligt ;-)) står vist stadig i en lille kasse på den yngstes værelse.
    Muligvis tørret ind, kun brugt få gange.
    Men drømme er nu dejlige at have også selv om nogle af dem ikke bliver til noget

    • SVAR

      Drømme ❤️

  • SVAR

    Sikke et dejligt indlæg! Det er inspirerende at læse om udviklingen i jeres hverdagsrammer. Herhjemme er vi ved at eksperimentere med en lidt fastere dagsrytme, for de bedste dage er bare dem, der har en struktur, vi kan læne os ind i. Det er en udfordring at finde ud af, hvad der virker, når ingen skal ud af døren til et bestemt tidspunkt. Den største forandring lige nu er, at vi er begyndt at stå op på cirka samme tid, så vi starter dagen med fælles morgenmad, og jeg tænker, at det er lidt det samme, som det du skriver med fuldt nærvær med børnene i de første timer. Her er det mest et spørgsmål om nærvær mellem mig og min mand, at vi får kigget hinanden i øjnene og vendt dagen, inden han går i gang med at arbejde og jeg går ud med lillemanden.

    Og altså… jeg elsker den der slags instagramprofiler med naturbørn og totaloverskud! De giver mig lyst til at gøre mit allerbedste (på de gode dage…). 🙂

    • SVAR

      Kære Line – jeg elsker dine kommentarer. Og ja, jeg kan også godt lide en del af de meget smukke instagramprofiler og det er i meget høj grad (for ikke at sige udelukkende) den slags, jeg føler. Men for at det skal være ægte interessant for mig, skal der også være en sårbarhed eller nogle revner hist og her. Ellers bliver det for skrøbeligt og for uoprigtigt for mig. Jeg tænker: Hvorfor skal du være perfekt? Hvad gemmer sig bag ved det behov?

      Jeg kan virkelig spejle mig i det, du skriver om struktur: Vi står også op samtidig alle seks, og vi har brug for noget at læne os ind i. Men vi har nok haft behov for en periode med totalt fravær af rytme for at finde frem til, at det er det rigtige for os ❤️

      • SVAR

        Det er også ret nyt for os med den faste rytme. Efter min barsel for snart lang tid siden har det været svært at finde ind til noget, der fungerede. Jeg er også i høj grad blevet inspireret af alt det, der skrives om unschooling lige for tiden, så vi har også testet en vis form for strukturløshed af, med aftensmad som nogenlunde eneste fikspunkt. Det føles rart at nærme sig en balance.

        Instagram – jeg kan sagtens følge dig omkring det uoprigtige ved at ville fremstå perfekt, for det er der jo ikke nogen af os, der er, og det ved vi jo – selvom det er nemt at lade sig narre. Jeg synes tit, at sårbarheden er til stede i de tekster, der akkompagnerer de smukke billeder. Noget helt andet er, at jeg simpelthen ikke forstår, hvordan det lykkes folk at tage skarpe, flotte billeder af deres børn, mens de sidder i rent, hjemmestrikket tøj på en blomstermark – hver eneste dag! Min søn lader mig overhovedet ikke tage billeder af sig for tiden, han er meget mere interesseret i at kigge med på den anden side af kameraet. 🙂

        • SVAR

          Jamen, lige præcis: De fleste skriver nærværende og fine tekster, og jeg følger en del her i skandinavien, Tyskland og Østrig, som alle sammen er smukke og inspirerende, og hvor årstiderne og farver minder om her. Men så er der enkelte, der er vildt populære, og som jeg simpelthen ikke kan gennemskue, fordi det er så perfekt og så rent -og det forstår jeg ikke. Nå, det er ligemeget. Det var blot en spontan indledning til mit blogindlæg.

          Jeg er enormt glad for at have fordybet mig i unschooling-teorien og ikke mindst implementeret dele i vores liv. Jeg er afklaret med, at vi ikke hverken kan eller vil søge at leve op til unschoolingen som helhed, men jeg har fået virkelig meget med, og gør det stadig, når jeg dykker ned i de overvejelser og erfaringer, som ligger dér. Vi er alle sammen forskellige; herhjemme er flere af os ret sensitive og følsomme, og vi har nok lidt behov struktur for ikke at føle, at det hele glider og bliver for uoverskueligt.

          Det der med billederne…jeg tror, det handler om at tage nok. Og det skal man prioritere – ofte vil jeg hellere være nærværende overfor mine børn, andre gange knipser jeg løs i nogle minutter 😉

  • SVAR

    Tak for dine ord! Jeg kæmper også med hjemmelivet, og selvom jeg har gået hjemme på barsel i snart et år, føles det nyt for mig, fordi det kun er lidt over en måned siden jeg tog min store dreng hjem også. Jeg tænker meget over hvordan jeg kan indføre noget struktur i hverdagen. Der findes nogle “unschoolers” som trives bedst uden faste rutiner, men jeg tror jeg har brug for det. Den tid hvor jeg har været mest i balance, var da jeg boede i kloster i Frankrig, hvor det var tidebøn 3 gange dagligt og derudover et arbejdsskema med praktiske opgaver. Så selvom jeg til tider savner min ungdoms frihed, så er jeg kommet frem til, at jeg nok føler mig mere fri når der er en slags rammer – eller ritualer – i mit liv.

    • SVAR

      Kære Fru Skov,
      Tillykke med din barsel og med at du har taget din søn hjem. Jeg tror, man kan være ganske sikker på, at den første tid hjemme er meget krævende, men til gengæld vil jeg også påstå, at man aldrig behøver være i tvivl om, at man bruger sin tid på noget meningsfuldt. Dermed ikke sagt at man skal gøre det for enhver pris, men jeg tror, der er en vej ud af det kaos, du oplever nu.
      Vi er ikke unschoolere – vi har studeret den verden meget, jeg har især fordybet mig i teorien, og vi har i høj grad lært af den, men vi mærker tydeligere og tydeligere et stort og indiskutabelt behov for struktur, som også betyder, at vores børn hver dag forventes at deltage i aktiviteter, som de i udgangspunktet ikke har lyst til. Men det giver ro og det giver glæde, og børnene holder af hver eneste af aktiviteterne, og de har rolige forældre med stort overskud og engagement.
      Vi prøver også at indlægge pauser, men det er svært. Jeg kan godt følge dig i det med klosteret. På det område er det voldsomt udfordrende at have fire børn, men jeg begynder at finde ro i det. Mange kram til dig og held og lykke med jeres første tid – skriv igen hvis der er noget, du har lyst til at høre om ifht dagligdag m.v. ❤️

  • SVAR

    Lige før jeg læste på din blog i dag, havde jeg snakket med en kvinde om en dreng, jeg kender, som ikke har det så nemt. Hun sagde noget, som vækkede en dyb genklang i mig, nemlig: “Der findes mennesker, som bliver næret i modvind. For dem opleves medgang nærmest som at være på afveje. De vil hellere bevæge sig i modvind end medvind. Det føles mere berigende.”

    Da jeg læste dit indlæg her, kom essensen af de ord til mig igen.

    Helt overordnet – og sagt firkantet – tror jeg, at vi alle nærmest magnetisk følger det, vi tror er lykken. Det, vi oplever, som medvind. Men jeg tror også, at vi alle på et dybt niveau søger vækst. Måske mere end vi søger lykke? Og måske er der forskel på, hvad vi har brug for? Tænk, hvis nogen af os er kommet til jorden i håb om at opleve medvind, mens andre mere er kommet hertil i håbet om at vækste i modvind…

    Ved det ikke, men jeg har lyst til at holde spørgsmålet åbent.

    Du spørger også til, hvordan vi ellers har det – og jeg kan godt lide det helt-nede-på-jorden spørgsmål, så her kommer et helt-nede-på-jorden svar: Jeg har haft influenza i ca. en uge. Havde ellers tænkt, at Jacob og jeg skulle høre Kristians koncert i torsdags, men det var helbredet desværre ikke til.

    Det blev en lidt rodet kommentar. Well, jeg tænker, du er ok med krøllede indfald engang imellem 🙂

    • SVAR

      Kære Pia,
      sikke en dejlig og spændende tanke. Jeg har altid tænkt, at nogle trives bedst i modvind, fordi det er det, de er vant til. Jeg kender mennesker, som altid har haft dårlige odds, og som skaber dårlige odds for sig selv helt ubevidst. Måske fordi det er dér, de føler sig hjemme? Eller måske, som du skriver, fordi det er dér, de lærer mest i dette liv?

  • SVAR

    Jaaaaaa…! Præcis sådan! Tak for også at sætte ord på det sårbare..! <3

  • SVAR

    Kære Maj My. Tak for dine altid spændende indlæg. Har du mon lavet et tidligere indlæg over blogs, du læser? Eller vil du mon overveje at gøre det – det er altid dejligt at blive inspireret fra mange kanter. Mange hilsner,