“Hvordan holder I jul?” (Vores Brevkasse #1)

“Kære brevkasse,
Jeg tænker rigtig meget over, hvordan vi skal holde jul i år. Vi har familie der “rykker” for hvor og hvordan og jeg får kvalme bare ved tanken. Kvalme ved tanken om alle DE GAVER – og jul. Jeg skal gøre noget markant anderledes i år, kan jeg mærke. Men hold nu op det er svært, da vores familier slet ikke er der, hvor de vil ændre på tingene, og så kan jeg mærke, at jeg tænker så meget på, at det bliver svært for mine børn at forstå, at der fx. ikke er gaver til dem osv osv. Hvad gør I med  jul? Fedt hvis du på et tidspunkt fortæller lidt om jeres tanker omkring det, ved godt jeg er i lidt god tid, men altså det fylder for mig for tiden…”

Kære du,
Jeg synes ikke, du er tidligt ude. Ugerne flyver, og om otte styks er det juleaften.
Vores jul har efterhånden været planlagt et stykke tid, og vi har behov for at gøre tingene anderledes i år. Faktisk har vi for første gang besluttet, at vi vil holde jul helt alene – bare os seks, som bor her i huset.
Det er ikke nemt, for der er tre sæt bedsteforældre, som vi har fejret jul med på skift de seneste 11 år og en flok søskende, som vi også gerne vil se. Men ønsket om at holde jul bare os selv har vokset sig større igennem længere tid, og nu skal det være.
Julen er i høj grad børnenes fest, og vores børn trives rigtig godt med ikke at få alt for mange indtryk på én gang – særligt på en dag og aften hvor alt i forvejen snurrer i dem. Derfor forestiller vi os, at det er nemmere for både os forældre og børnene at navigere i en juleaften, hvor der ikke er andre meninger inde over i forhold til alt fra spisetid og antal sange omkring træet til gaveudpakning.
Lige i disse dage snakker vi alle seks frem og tilbage om, hvordan vi rent praktisk vil afvikle vores juleaften: Vi hælder til at åbne gaver den 25. om morgenen, præcis som jeg kan huske, at min mor snakkede om det hele min barndom, men af én eller andre grund blev det ikke til noget. Vi overvejer det ud fra et ønske om at være sammen den 24. i en stemning af julemagi med sange, god mad, gåtur og julefilm og dernæst overskud til at lege med gaverne hele dagen den 25. efter en hyggelig tid ved træet fra morgenstunden.
Alternativt åbner vi gaver om eftermiddagen den 24.
Humlen er, at vi ikke gider ramme den store forløsning, når børnene er trætte – og at gaverne slet ikke skal være centrum for det hele, hvis vi kan undgå det. Og det kræver overskud.
For ja: Vores børn får gaver, men de får ikke mange, og de får færre år for år. Det har været en proces for os, og er det endnu: Lige fra vi begyndte at snakke om færre ting for efterhånden en del år siden, til nu hvor vi i højere grad evner rent faktisk at efterleve det.

Jeg kan mærke, at vi alle sammen bærer på en dyb kodning om, at det materielle er en stor berigelse, og at det blandt andet er gennem gaver, at vi nærer relationerne. Den slags tænkning tager det tid at komme på afstand af.
Sidste år gav vi vores børn en fælles oplevelse og en enkelt gave hver. Bedsteforældrene gav dem også én gave hver; og mindst én af bedsteforældregaverne var ikke legetøj (men derimod tøj/bog/etc).
Jeg har i årevis sendt ønskelister ud i god tid og sparret med vores forældre om, hvad vi hver især kunne give, så der ikke var overlap, og så det ikke blev for meget. Det har føltes vildt kontrollerende, og jeg har oplevet det som en svær balancegang, at alle skal have plads til at være sig selv i relationerne, samtidig med at Kristian og jeg oprigtigt har ønsket at ændre den gavekultur, som vi selv har været præget af siden vores barndom. Så også det har været en process, og der har været frustrationer undervejs, men vi har efterhånden fundet et godt leje, synes jeg.

Juno har fødselsdag seks dage før juleaften, og i den forbindelse har vi i år inviteret hele vores familie til juleinspireret fødselsdag med overnatning (i et stort hus i nærheden, som vi har fået lov at låne), og det bliver så vores jul med familien: To dage i rummelige rammer med plads til leg, brætspil og god mad. En slags tidlig jul uden de mange forventninger, som har det med at vælte frem omkring lige præcis juleaften.

Hvad gør vi fremover? Jeg ved det ikke. Kristian og jeg har på fornemmelsen, at det med at holde jul for os selv bliver et hit, men alle skal være velkomne juleaften, og vi har nogle meget kærlige og nærværende bedsteforældre, som vi helt sikkert ender med at fejre jul med igen.
Der er ingen tvivl om, at det kan virke nærmest radikalt – og sårende og ufølsomt – at vælge at være alene juleaften, og vi må hver især mærke efter, hvad der er rigtigt for os. I nogle familier kan udfordringen være, at nogle føler sig valgt fra, og andre føler, at fællesskabet går tabt. Jeg tror og håber, at dialog er vejen frem, og dernæst handler det måske om en afvejning af forskellige behov i hver enkelt familie: Hvem skal der tages hensyn til, og hvem kan man forvente, har overblik til at sætte sig selv til side? Og kan det at vi tør følge vores hjerte måske få dem omkring os til at turde det samme?

Hvad skal I til jul, og hvilke tanker gør I jer om, hvordan man kan fejre julen?

P.S. Jeg har planer om et snarligt indlæg om de gaver, vi rent faktisk giver vores børn. For de har nogle super seje ønsker i år.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

21 Kommentarer

  • SVAR

    Når man tænker på hvilket billede de fleste af os har af julen (eller dvs. hvilke forventninger) så er det jo paradoksalt, at den ofte er kilde til rigtig meget stress for rigtig mange mennesker.
    I år holder vi jul bare os (mor, far og piger på 4 og 6, min store søn er hos sin far), det er anden gang vi gør det, og jeg er ret overbevist om, at det bliver formen fremover, for nu har vi givet ”den store jul” nok chancer.
    Forrige år gjorde vi det samme og det var en jul med præcis den ro og hygge, som man instinktivt forbinder med jul, det var en helt klassisk aften med tilpasset børnene (fx mad kl. 17) og virkelig i et roligt tempo.
    Af uvisse årsager begik jeg den fatale fejl sidste år at tænke, at det da kunne være hyggeligt hvis min søster (+ mand og 2 børn) kom, og så inviterede vi også mine forældre. Det blev faktisk min værste jul i nyere tid, for dumme mig, i stedet for at det blev en aflastning, at der var flere (som jeg dumt nok forventede fordi jeg var i en meget stresset periode og virkelig havde brug for aflastning), så løb jeg rundt hele dagen.
    Det eneste jeg rigtig husker er, at jeg ikke fik set Disneys juleshow sammen med mine børn (det er en højt skattet tradition hos os), og da komfuret strejkede midt i min vegetarsovs, der begyndte jeg faktisk at tude, simpelthen fordi jeg bare var så træt 🙁 🙁 Så det sker aldrig igen.
    Mht. gaver, så har det også altid været min kæphest, vores børn har masser af ting, og jeg gider ikke det der orgie. Det havde vi nok ikke helt fået kommunikeret ud til svigerfamilien, og i julen 2014 var det så ekstremt (fordi det ene barn fik en dyr gave så fik det andet barn 15 fordi de havde været billigere!) at vi efterfølgende meldte ud: 1 gave pr. barn pr. familie, og det er ikke til diskussion. Det betyder, at vi også sender en samlet ønskeseddel ud og koordinerer ret meget.
    Vi har alle 5 fødselsdag i perioden 7. november – 6. januar, så der er rig mulighed for, at de får flere mindre ting til fødselsdag, for der er vi ikke helt så nazi omkring det, og i år er det endda lykkedes at få svigermor til at købe noget brugt billigt som Lillen tilfældigvis ønsker sig UDEN at hun så køber en masse flere ting <3
    Min konklusion har altid været: det er VORES børn, og derfor er det os der bestemmer de værdier, som de skal påvirkes af. Jeg er naturligvis ikke sådan en skrap dame som dikterer tingene, men giver altid en lang og ordentlig forklaring på vores valg, og det plejer at have den ønskede effekt. En del af mig har da dårlig samvittighed hvert eneste år fordi jeg synes jeg ”stjæler” noget fra resten af familien, men til syvende og sidst handler det om, at vi alle samen skal have det godt. Det er bare én aften, der er rig mulighed for andre hyggelige traditioner, og hvis det kan betyde forskellen på en god og dårlig jul ja, så må familiens følelser altså komme i anden række. Synes jeg i hvert fald 🙂

    • SVAR

      Man kan så nemt føle sig nazi, når det i virkeligheden handler om, at man bare gerne vil skabe balance – i børnenes liv såvel som ens eget. Vi har også indimellem ramt ind i nogle overlap, og det har kastet frustrationer af sig, men jeg tror, vi efterhånden alle sammen er ved at finde hinanden mht. gaver – ikke mindst pg.a. kommunikationen, som du også nævner.
      Og hey – I skal da totalt meget holde jul alene!

  • SVAR

    Jeg elsker at give gaver, og at der er masser af dem. Har holdt jul alene med mine to børn et par gange, og der er det rart, at der er noget de kan åbne, så det “fylder lidt”. Det er sværer at få dem til at nyde den gode julemiddag, fordi det “bare” er mad for dem. Jeg har forventet af dem, at de åbnede gaver efter maden, fordi jeg sagtens selv kunne vente som barn, og det kan de ikke. Jeg reagerer imod alt hvad der forhindrer et nyt initiativ som fx at holde jul alene. Det skal de ældre generationer efter min mening give plads til, fordi det ellers er så fandens hårdt at gå sin egen vej. Som vi jo alle skal i livet.

    • SVAR

      Jeg elsker også at give gaver, og gav glad og gerne et bjerg til hvert af mine børn, hvis ikke der var så mange slagsider ved det for både miljøet og dem. Men den gave de får, er nøje udvalgt.
      Ja, jeg er enig: Vi skal give plads til at gå vores egne veje og særligt i familier hvor samværet er præget af konflikter, mener jeg virkelig, at det er vigtigt med en oprigtig dialog og ikke mindst at nogen finder modet til at følge deres hjerte. I stedet for år efter år at blive ædt op indeni af frustration over dårlige forventninger og en dårlig juleaften..

  • SVAR

    For mig handler julen rigtig meget om den gode stemning og hyggen 🙂 jeg kan ikke mindes jeg har stresset over jul nogensinde. Meget andet ja – men ikke julen – den er hygge 🙂

    Vi har aldrig holdt kæmpe julefester, men jeg nyder at være sammen med mennesker jeg holder af ud over mine børn.

    Mine børn får også gaver – jeg er dog omhyggelig med hvad – det skal gerne være oplevelser eller langtidsholdbart. Og gaveorgie synes jeg ikke det er. De er vel mellem 5-8 gaver til hvert barn – og nu hvor de er så store er det helt fint 🙂

    Normalt går jeg jo ellers ret meget op i ikke at forbruge, men til jul køber jeg gladelig gaver til børnene. Måske fordi jeg elsker julen vanvittigt meget, men også fordi jeg elsker at glæde andre. Og se børnenes glade ansigter – det er bare fantastisk 🙂

    Men det vigtigste er om sagt stemingen og hyggen, så tænker det handler rigtigt meget om at få skabt sig en jul, for sig og sin familie, som man nyder. Om det så betyder nul gæster, færre eller ingen gaver m.m. må være op til de enkelte. 🙂

    Jeg håber alle finder det, der giver dem, den gode julefølelse – for den er ubeskrivelig dejlig 🙂

    • SVAR

      Ja, den gode julefølelse ér jo noget særligt – det er blandt andet derfor, det er så sårbart: Fordi alle jagter den følelse, men de færreste måske i virkeligheden er så heldige at opleve den rigtigt alligevel.
      Og jeg elsker også at give gaver. Hvem gør ikke det ❤️ De der glade ansigter og så timers hygge med den nye ting bagefter. Det er virkelig skønt.

  • SVAR

    Jeg elsker jul og juletiden og overvejelserne af hvad jeg kunne give mine kære. I de sidste år har vi både til jul og fødselsdag forsøgt at følge det engelske ordsprog med “something i want, something i need, something to wear, something to read” og vi har som forældre begrænset os til det andet (need) og det fjerde (read – især på tysk, da vi er tosprogede). Bedsteforældrene kommer normalt med en større gave. Jeg synes faktisk, at det er nemmere at begrænse gaveregnen ved festerne end det er til dagligt, hvor min svigermor i årevis dukkede op med en ny legoæske i dobbelt udgave (tvillinger!), hver gang de sås. Heldigvis er hun for det meste stoppet med det nu…
    I mange år har jeg kæmpet imod alt muligt med de danske juletraditioner, og følt, at min egen, østrigske tradition ikke fik lov til at blomstre. Nu har vi lige så stille fundet en måde at være på, hvor vi rummer hinanden. Min svigerfar får herskabet over køkkenet både til madlavning og til oprydning, og jeg nyder samværet med mine børn. Og så læser vi julehistorien på tysk og samler krybben, mens vi gør det. Når børnene er ældre vil jeg også gerne lave musik sammen med dem, det plejede min søster og jeg at gøre juleaften. Jeg har også indført, at børnene må åbne en af gaverne før vi spiser, for at lette presset.
    Jul er på en måde kompromis’ernes fest, men det passer fint for mig, hvis jeg tænker på, at kærligheden også indebærer, at man engang imellem går på kompromis. Og nu, hvor jeg ikke stritter imod længere, kan jeg faktisk nyde det rigtig meget.

    • SVAR

      Hvor er det fint, det du skriver om kompromiser. For ja, det er jo en stor del af kærligheden og dermed også af julen. Jeg synes, jeres dansk-østrigske jul lyder magisk – men en nærværende mor og god mad fra farfar 😉 ❤️

  • SVAR

    Gud. Jeg tør ikke engang begynde, at tale jul. Der har været så mange konflikter om jul i min familie, at jeg mister pusten hver år, på forhånd.

    Mine forældre lægger ikke skjul på, at de hver år, er skuffede hvis vi fravælger at holde vores jul og juledage med dem. De siger “vi har jo også følelser” og pådutter mig at have dårlig samvittighed, ved at min mor begynder at græde.
    Jeg har slet ikke lyst til, at holde jul med dem, nogensinde igen.
    Men hvordan siger man lige det, uden at skabe endnu mere splid, grædeseancer og få dårlig samvittighed.

    Hvert år, hver måned, hver uge øver jeg mig på, at stå ved, at min mening er den der er vitigst og betyder mest for mig.

    Puha…

    Men vi holder heldigvis ikke jul med min mor og hendes mand i år og jeg har sagt, at de har mulighed for at være sammen med os 2. juledag hvis de vil. Selvom de helst ville den 24. og næsthelst den 25.
    Så lidt turde jeg da stå ved mig selv. Også selvom der var tårer og jeg ved ikke hvad….

    • SVAR

      Jeg kan ikke sidde dine ord overhørig.

      Men vi holder heldigvis ikke jul med min mor og hendes mand i år og jeg har sagt, at de har mulighed for at være sammen med os 2. juledag hvis de vil. Selvom de helst ville den 24. og næsthelst den 25.
      Så lidt turde jeg da stå ved mig selv. Også selvom der var tårer og jeg ved ikke hvad….

      Du skal have en krammer, de der følelser er ikke nemme at sidde med.
      Jeg bliver ked af det på dine vegne, det er ikke i orden at bruge skyld og dårlig samvittighed, som pressionsmiddel til at få deres vilje omkring julen. I er jer og i skal have lov at fejre julen som i har lyst, også selvom det indebærer at i ikke sidder sammen med dem juleaften. Der skal være plads til at vi ikke nødvendigvis har lyst til de samme ting eller de samme traditioner.

      Jeg tror måske det skal handle mindre om at du ikke har lyst til at holde jul med dem og mere om hvordan du har lyst til at holde jul. Så at sige holde den på egen banehalvdel. Det er ikke sikkert din mor kommer til at forstå dit valg, eller holder op med at være ked af det over de valg du træffer. Men det må stå for hendes regning, ikke din.

    • SVAR

      Kære Julie,
      Kun du kan tage ansvar for dig selv og dit liv, og de andre må så til gengæld tage ansvar for sig selv. Du kan med andre ord ikke gøre din mor ægte glad eller din far ægte glad alene ved for evigt at gøre, som de forventer. Nej, kun ved at følge dit eget hjerte og leve som du føler, er rigtigt, kan du vise dem din vej – og måske de en dag kan se, at det er smukt. Måske de en dag vil respektere dig for det.
      Men jeg kan godt fornemme, at det er meget lettere sagt end gjort, og jeg bliver ked af at læse, at nogle familier har mønstre, som er så dysfunktionelle, at der er mindst én, som altid føler sig presset, overset og kuet.
      Måske det kan motivere dig til at stå ved dine egne meninger at tænke på, at det er den eneste måde du kan lære dine børn at gøre det på? ❤️❤️❤️
      P.S. Og din mors tårer er hendes business. Det er hendes ansvar, hendes banehalvdel – og det er uden tvivl til dels manipulation.

  • SVAR

    VVores jul er den samme juletradition, som vi har holdt fast i siden Annamai blev født.

    Vi holder jul hehjemme, men alle der har lyst til at være med er velkomne. Oftest har det blot været os selv og det har været en sand fornøjelse. Sidste år kastede en stor skygge over julen og min ældste veninde ændrede sin juletradition for at være her med os. Jeg overkompenserede i den grad på gavefronten, hvilket ikke bliver tilfældet i år. De får en fælles gave som er til gavn for os alle og så får de et par små gaver ved siden af fra mig.

    Vi er inviteret til jul hos min svoger og svigerinde, men jeg har valgt at vores juletradition skal være den samme som den var før Niels gik bort. Så vi henter træet et par dage før jul, vi pynter det sammen den 23. om aftenen. Når ungerne er lagt i seng lægger jeg gaverne under træet. Den 24. foregår i et fredeligt tempo med en duft af jul igennem huset hele dagen – vi skal have både and og flæskesteg, dog er risalamanden skiftet ud med fløderand med kirsebærsovs.

    Vores familie er spredt og består af skilsmisser på kryds og tværs (i hvert fald i min side af familien), så en samlet jul er stort set umulig. Derfor holder min mors familie en julesammenkomst i slutningen af november og så gør hver sit på selve juleaften. I min svigerfamilie samles de alle hos min svoger og svigerinde, men jeg er vokset op med at rejse fra herodes til pilates i alle helligdagene, så det har altid været vigtigt for mig at vi i hvert fald til juleaften var hjemme hos os selv. Derfor har traditionen så i stedet været at vi tog hjem og holdt julefrokost med min svigerfamilie enten 1. eller 2. juledag.

    Min familie sætter pris på at vi gør det sådan, det har vi gjort i mange år, fordi det passer vores familiestruktur så fint, men jeg er ikke i tvivl om at min svigerfamilie helst så vi holdt jul sammen med dem. De bekymrer sig for os og de kærer om os. Jeg sætter stor pris på det. Men jeg vil også at vi har et liv så tæt på hvad det ville have været, hvis Niels stadig var her, når jeg læser det, kan jeg mærke hvor vigtigt det faktisk er for mig. Ved at holde fast i vores egne traditioner, er han med os, for sådan gjorde vi også da han levede. Det betyder meget for i hvert fald mig, men jeg tror også det kommer til at betyde meget for især min yngste, når hun bliver ældre og måske har sværere ved at huske sin far.

    • SVAR

      Åh, Ditte. Du beskriver så fine traditioner og så kærligt og respektfuldt bærer du jeres families højtider videre uden Niels. Det glæder mig at læse, at din svigerfamilie har jer. tæt på hjertet. Og så rammer det mig naturligvis, at du skriver, at din yngste måske får svært ved at huske sin far. Jeg tænker på, hvordan det er for dig at skrive de ord og på hvor uendeligt smukt jeg synes, du bærer jeres sorg.

      • SVAR

        De har os helt bestemt tæt på hjertet og de vil os så gerne. Jeg sætter stor pris på deres kærlighed til os. Jeg forsøger at skabe et liv som er så tæt på det liv vi kendte, men samtidigt tager hensyn til at vi er et andet sted nu.

        Jeg er oprigtigt bekymret for om hun vil kunne huske ham, når hun bliver voksen. Hun er kun 7, det er ikke mange år til at skabe de minder der skal bære ham med hende resten af hendes liv (synes jeg) og derfor tænker jeg at ved at fortsætte vores traditioner og ved at have ham med i vores samtaler, så kan jeg måske sikre at hendes minder holder sig krystalklare langt ud i fremtiden.

        Den bekymring gør helt klart ondt at sætte ord på. Han var det skønneste menneske og en fantastisk far, hun skal altid kunne mærke og vide at han har del i at hun er det helt igennem fantastiske væsen hun er og at ingen kan tage det fra hende.

        De fleste dage kan jeg ikke se det smukke i det, men jeg takker for at du minder mig om det.

        • SVAR

          Jeg synes også, det gør ondt at tænke på, at din datter glemmer sin far. Men han er med hende som en sjæleven for evigt, og han er i hendes dna, hendes øjne, hendes første minder. Kram til dig

  • SVAR

    […] har før nævnt at jeg følger bloggen majmy.dk. Maj har nu startet med brevkasse-torsdag på bloggen og det første brevkasse indlæg handlede om julen og den medfølgende […]

  • SVAR

    Vi har holdt jul hjemme sammen med vores børn i alle år. Og de, der nu har haft lyst til at komme, har været velkomne. Men det har været på vores præmisser. Således har vi spist tidligt, og åbnet gaver tidligt ved 15-16-tiden. De allebedste jule vi har haft, var da vi “stak af” til et feriehus på Læsø, bare med det vi nu kunne have i vores rygsække. Så udvalgte vi de mest kulørte sider i dsb’s Ud&Se, og jeg husker at vi et år lavede små trommer at hænge på juletræet, lavet af mælkekartoner. Vi samlede konkylier på stranden og hang op i røde bånd, lavede perleplader og hang op. Det bedste minde var nok den morgen, vi stod op, og børnene havde fundet et lille fyrretræ udenfor, som de havde sat i en parasolfod. 😀 Efter at vi blev skilt, har vi forsøgt at holde sammen om juleaften, selvom intet jo er som før, og to gange har vi fejret det hos familie, med den sene gaveudpakning, og kommet smadret og trætte hjem bagefter. Det er ikke længere så slemt, eftersom børnene er ved at være store nu. Vi har endnu ikke besluttet hvordan vi gør i år. Det er lidt svært at finde ud af hvordan man holder fast i noget efter en skilsmisse, hvor intet er som før.

    • SVAR

      > Ups. Der skulle stå at vi flettede julehjerter af de kulørte bladsider. 🙂

    • SVAR

      Åh, hvor lyder det som nogle magiske juleaftener, I har haft. Jeg bliver meget inspireret. Og jeg tænker: Hvorfor er det, at man altid skal flygte for at få lov til at gøre tingene på sin egen måde? Sådan tænker jeg, fordi vi jo var ved at rejse væk i nogle måneder for at unschoole og være sammen med vores børn, indtil vi tænkte: Vi vil hellere være hjemme. Og så slog vi ligesom de to ting sammen.
      Ham hvordan holder man fast i noget, når intet er som før? Måske bygger man noget nyt op med de dele fra det gamle, som man holdt mest af?

      • SVAR

        > Ja. Skilsmissen er endnu så ny (2,5 år (..!)) at der nok går en rum tid før nye former for traditioner kan finde fodfæste. Plejer er bogstaveligt talt død. På godt og ondt. Magiske juleaftner, ja. Og så flyttede nissen alligevel med, skulle jeg hilse at sige. 😉 Og dog: der var intet der hed julestress overhovedet, de år vi fejrede på Læsø.
        Det var også dér, at min ældste blev sig selv igen, efter et utroligt stresset efterår i ny folkeskoleklasse. Hendes eksemer faldt til ro, hun begyndte at lege med sine søskende igen.. og vi tog beslutningen om at flytte hende tilbage til den friskole, hun kom fra. Så ja, der var en anden ro… til at mærke efter.
        Det er meget, meget tankevækkende, det du siger. F.eks. kunne jeg godt tænke mig at prøve unschooling også med min yngste her i en periode, men jeg føler at det kun kan “retfærdiggøres” ved at rejse væk….
        Skørt.

        • SVAR

          Det er fordi, vi udfordrer de andres konventioner langt mere ved at udleve vores drøm, her hvor vi bor. Så er det ikke bare en ferie, så er det ikke alene noget vi gør, fordi vi samtidig kommer ud i verden. Jeg vil også gerne til Bali eller Thailand igen, og hvis vi rejser, kommer vi jo til at unschoole dér (hvilket er uundgåeligt, fordi det er hele vores livsstil, ikke?), men det med at flyve til den anden side af jordkloden er så stor en klimabelastning, at det virker fjollet at bruge det som en undskyldning for i virkeligheden at udleve noget andet.
          Jeg oplever, at unschooling griber mere og mere ind i hele mit liv, hele min person; det bliver til “peaceful parenting” og det bliver til tillid og respekt. Hvordan oplever du det ifht. at din datter stadig går i folkeskole?