“Hvordan er man en både tydelig og respektfuld forælder?” (Vores brevkasse #2)

“Jeg tænker en del på, hvordan man i forhold til sine børn balancerer det her med at være en tydelig og klar forælder, og samtidig udvise den tillid og respekt, du også har skrevet om. Det er jo ikke et decideret brevkassespørgsmål, men jeg ville rigtig gerne høre dine overvejelser.”

Kære du,
jeg synes, det er et ganske rigtigt brevkassespørgsmål, fordi det jo lige netop er sådan noget, som mange af os gerne vil høre andres input om, og som jeg selv har tænkt en del over.
Jeg har også tænkt over dit spørgsmål – både de seneste måneder, men også helt konkret i forbindelse med, at du skrev det til mig. Som regel sætter jeg mig bare, og skriver mine blogindlæg uden forberedelse (og ofte fortryder jeg nogle vinkler, eller får behov for at tilføje flere nuancer efterfølgende, og så sidder jeg med ét ved morgenbordet omgivet af hele familien og retter til. “Lige to sekunder, unger. Jeg har skrevet noget, som ikke er godt nok“).
Men dit spørgsmål tænkte jeg over i går, og jeg snakkede med min søster om det, fordi der er mange lag i det, og jeg tror ikke, jeg får det hele med her, men jeg prøver.
For mig er der ikke (længere?) en konflikt mellem tydelighed og respekt/tillid – men jeg tror, jeg ved, præcis hvad du mener.

Jeg er en tydelig forælder i den måde, jeg taler til mine børn, når jeg sætter mine egne grænser. Jeg siger “I må gerne hoppe på gulvet, men ikke i sofaen” eller “Hvis I vil skyde med patroner, skal I gå udenfor, jeg ville ikke have dem herinde” eller “Jeg kan ikke lide, at du rører mig under fødderne, for der er jeg meget følsom.”
Her taler vi om mine egne grænser, og dem forsøger jeg at italesætte, så det er letforståeligt og uden alt for megen information, som kan forvirre.
Det er vigtigt for mig at understrege den måske mest afgørende detalje omkring det med at være tydelig, nemlig at man kan være meget tydelig uden samtidig at være hård / irettesættende / udskammende.
Alt kan siges respektfuldt eller kærligt uden at miste dets tydelighed. Når man siger noget respektfuldt, behøver det ikke lyde: “Søde skat, jeg vil helst have, at du lader være med at kilde mig under fødder, fordi jeg har fundet ud af, at det er ét af de steder, hvor jeg faktisk ikke bryder mig om at blive berørt.”
Puff – så forsvandt tydeligheden. “Hold op med at hive mig i håret, det gør ondt,” er helt fint, og det behøver ikke lyde hårdt. (Bagefter kan man jo spørge, hvorfor vedkommende rev én i håret..)

Jeg bruger tydelighed i forhold til grænser, som det er mit ansvar at sætte. Det betyder, at jeg er tydelig, når det kommer til, hvordan jeg ønsker, at man skal tale til mig, røre ved mig og opføre sig i mit hjem (på mine territorier og indenfor de områder, som det er min opgave at sætte grænser for). Jeg arbejder på at være tydelig uden at være hård – overfor både børn og voksne.
Hvis jeg sætter en grænse, er der ofte en samtale forbundet med den – “Hvorfor slog du mig?” / “Hvorfor bliver du ved med at kaste med bolde herinde? Har du lyst til, at jeg går udenfor med dig?” / “Hvad synes du selv om, at nogen river dig i håret?”

Når jeg gerne vil være tydelig, er det fordi, det giver mine børn en sikker linje at orientere sig efter. Jeg ønsker med min tydelighed at respektere mine egne grænser og samtidig forhåbentlig at lære mine børn at respektere deres. Det er mit daglige mål at være en respektfuld, fredelig og tillidsfuld mor, og det tror jeg kun kan lykkes, hvis jeg samtidig er respektfuld, fredelig og tillidsfuld overfor mig selv. Hvis jeg konstant lader mine egne grænser overtræde (både af min familie og uden for hjemmet), hvordan skal jeg så kunne støtte mine børn i at finde deres grænser og respektere dem?

Jeg tror ikke på “grænsesætning” som begreb, fordi jeg oplever, at man kan proppe en helt masse arbitrære og måske endda nedbrydende regler og begrænsninger ind under den hat, og det er lige netop den slags kontrol, som jeg gerne vil lægge afstand til.

Okay.
Det var én vinkel (måske flere?)
Noget andet, jeg har lyst til at skrive, er, at jeg arbejder på ikke at sætte mine børns grænser for dem. Det gør jeg ved at have tillid til, at de selv bedste kan mærke, hvem de er, og dermed hvad de har brug for. I samme åndedrag kommer respekten for deres frihed og selvstændighed.
Min tydelighed går altså ikke på, at jeg bestemmer, hvad de gør på deres egen banehalvdel. Jeg rådgiver dem gerne, men jeg har ikke lyst til at diktere. Jeg kommer med input til, hvordan jeg foretrækker, at de håndterer en given situation, og ofte er de ikke i tvivl om min holdning, men det er en dialog, og jeg arbejder på helt at undgå absolutter.
Det kan være, at mine børn tager store portioner mad, men ikke spiser op. I stedet for at fortælle dem,  at jeg fremover vil have, at de tager små portioner, så snakker jeg med dem om madspild, og jeg fortæller dem, at hvis vi kun tager det, vi kan spise, så er der både mere tilbage i gryden (til næste dag hvor jeg/Kristian så ikke behøver bruge tid på madlavning) men også større sandsynlighed for at vi stopper med at spise, når vi er mætte, hvilket er sundest.

Jeg siger ikke: “Jeg vil have, at du tager varmt tøj på!”, når vi er på vej ud, hvilket ville være meget tydelig kommunikation – men også grænseoverskridende. I stedet fortæller jeg, at temperaturen er faldet, så derfor tager jeg selv en varm jakke på. Hvis barnet stadig insisterer på at gå udenfor i shorts, vil jeg opfordre hende til at mærke efter, hvordan det føles, når hun åbner døren, og jeg vil løbende spørge: “Kan du stadig holde varmen?”, hvis jeg er i tvivl, om hun er opmærksom på, om hun fryser.
Denne ændring i vores tilgang til børnene betød i første omgang, at de gik i langt mindre tøj end tidligere (uden at nogen af dem har været syge af den grund), men også at de nu – modsat andre år – selv har bedt om huer og handsker.

Jeg tror, den mere tillidsfulde tilgang støtter mine børn i både at mærke sig selv, hvilket på sigt forhåbentlig betyder, at de ved (modsat mange voksne), hvad de har lyst til, og hvor de oplever flow og motivation i deres liv. Samtidig håber jeg, at det fjerner motivationen for senere i livet at foretage decideret skadelige eller farlige valg, fordi de har brug for at udfordre både autoriteter men også sig selv i håb om at mærke noget / mærke sig selv.
Siden jeg er trådt et skridt tilbage i forhold til at tage styring over (alle) mine børns handlinger, oplever jeg meget ofte andre forældre, der siger, som jeg plejede, og jeg kan høre, hvor nedsættende men også umyndiggørende det lyder. Det skriver jeg ikke for at give nogen en dårlig smag i munden. Jeg kommer selv til at træde ind på mine børns domæner dagligt (det er en proces), og indtil for nylig troede jeg, at kontrol var den eneste måde at være mor.
Når jeg hører, hvor meget vi voksne blander os i børnenes valg og handlinger, giver det mig den tanke, at det er svært at kende sine egne grænser, og svært ikke at blive grænsesøgende, når man får at vide, hvordan man skal klæde sig / at man skal rede sin seng / hvordan man skal klippes / hvornår man skal tegne, lege, være sulten og gå i bad.
Jeg tror også, det er derfor, børn ofte reagerer med perioder af både modstand og manglende engagement, når man forlader det etablerede system, og “sætter dem fri”.

Jeg tænker, at vi risikerer at skubbe vores børn væk, hvis vi konstant træffer beslutninger for dem, og jeg oplever, at det meste af det har rod i, at vi aldrig selv har oplevet, at voksne lyttede til os. Jeg tænker også, at vi opfostrer mennesker, som ikke aner, om de egentlig er kuldskære eller varme af natur; om de trives bedst med mange små eller få store måltider eller om de helst vil tidligt i seng eller sent. Det får mig til at overveje, om ikke vores børn kommer på overarbejde, når de som voksne pludselig skal træffe alle beslutningerne selv, hvis de end ikke aner, om de er typen, der trives bedst med at rede seng, eller om de egentlig helst vil stå direkte ud af sengen, sætte sig ved arbejdsbordet eller løbe en tur?

Frie børn har det med at være fornuftige, betænksomme og intuitive børn.

 

Hvad tænker I andre?

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

7 Kommentarer

  • SVAR

    Du sætter som altid tanker i gang hos mig Maj.

    Jeg tror (desværre) jeg er mere kontrollerende end jeg føler jeg burde være. Det gør mig faktisk lidt ked af det at tænke på at jeg måske egentligt trumfer deres egen beslutningsproces i situationer, hvor jeg ikke burde.

    Samtidigt må jeg bare erkende at der er situationer herhjemme, hvor det ikke virker til at en tydelig og klar tilgang gør en forskel på mine pigers adfærd. Hvor jeg er nået til et punkt, hvor når tydelighed og klarhed ikke hjælper, så må jeg sætte konsekvens på. Men det er lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen, det virker her og nu, men ikke i det lange løb heller (eller sådan virker det i hvert fald).

    Jeg er egentligt grundlæggende enig i at grænsesætning som et begreb stort set er tidsspilde, men samtidigt står jeg også tilbage med følelsen af at der er ting, hvor det er svært at undgå at sætte grænser?

    Der er dog nogle aspekter af det vi allerede arbejder med herhjemme. For eksempel den med tøjvalg, jeg blander mig (hovedsageligt) ikke i hvad de har på hvornår. Vi starter som regel morgenen med at sige godmorgen og så spørger den mindste ofte hvor varmt/koldt er det udenfor, det slår jeg så op på telefonen og så vælger de begge tøj ud fra det, hvis de en kold morgen har valgt at tage korte ærmer på, kan jeg finde på at spørge om de vil have en trøje med i tilfælde af at de fryser, eller jeg informerer dem om at der ligger en i deres skiftetøjspose på skolen. I dag er der kaffemik med haloween tema i den mindstes SFO så hun havde taget ninja kostume på i morges, til det kommenterede jeg blot at hvis hun frøs eller de ikke skulle være udklædt var der bukser og langærmet bluse i hendes skiftetøjspose. Det har været en lang proces, men jeg synes faktisk de er ret gode til at vurdere hvornår hvilket tøj er passende. Når der skal købes nyt tøj, har jeg tit en dialog med især den store, fordi der er noget af det tøj hun gerne vil have, men som jeg finder upassende til en pige på hendes alder og det tager vi så en snak om – hendes største undren går på at hvis det er upassende, hvorfor laves det så i hendes størrelse? Det kan hun jo have en pointe i.

    Jeg kan mærke at selvom jeg gerne vil have en mere tillidsfuld og respektfuld tilgang til mine piger, så er der bare nogle problemområder, hvor jeg føler det er nødvendigt jeg tager styring – fx i forhold til når deres værelser ligner en krigszone, de har spredt deres tøj ud over hele gulvet, eller i en uge stort set ikke har spist deres madpakker. Hvordan søren sikrer jeg mig at de for eksempel får nok at spise i løbet af dagen, uden at tage styring over tingene? Jeg synes det er svært…

    Men jeg er enig i pointen at hvis vi gerne vil have børn der er i stand til at stå ved deres egne meninger, eller i det hele taget er i stand til at danne sig en mening og vide hvad de vil, så kræver det at vi giver dem plads til at træffe beslutninger selv og danne meninger selv uden at vi nødvendigvis tager styring over processen…

    Det er en svær balancegang synes jeg.

    • SVAR

      Jeg hører, hvad du siger, og jeg er slet ikke selv i mål.
      Det er dig, der har et problem med deres værelser, så det kan du evt. italesætte ærligt (at det stresser dig), eller du kan spørge, om du må hjælpe med at få styr på det (hvilken kan virke som et overgreb). Minimalisme, som jeg ved, at du også er inspireret af, er en hjælp ifht. overdrevent rod.
      Og hvorfor er det et problem, at de ikke spiser hele madpakken, hvis de lader til at være i trivsel? Er det fordi, de spiser andre ting, som bekymrer dig?
      Kan det tænkes, at de tanker op under morgen- og aftensmaden?

      • SVAR

        Det med værelset, du har fuldstændigt ret. Det er mig det generer.

        Madpakken er et issue fordi Annamai altid har været småtspisende, i en grad så det var et problem. Dermed ikke sagt at den skal være tom, men når jeg kan se at man i løbet af otte timer kun har spist to halve skiver rugbrød, så ringer alarmklokkerne – i hvert fald når det står på over en længere periode.

        For Emmeli handler det om en voldsom ændring i hendes madvaner. Hun er gået fra at spise det der svarer til en voksen madpakke, til 2 halve skiver brød – det gør mig bekymret, mest af alt fordi hun også har skruet ned på sin morgenmad og aftensmad.

        Henover sommeren har der været episoder, hvor det handlede om at de sneg sig til at spise andre ting, som gjorde der ikke var appetit til alt det andet. Det har jeg løst ved simpelthen ikke at have det lækre i huset (eller i hvert fald gemt væk så det ikke er synligt og de ikke kan nå at åbne skabene).
        Men efter at have tænkt over både dit svar og mit eget, slap jeg tøjlerne og lod dem selv lave madpakken til i går og de havde begge tømt dem, da de kom hjem – så jeg tænker at madpakkerne måske er mere interessante hvis de selv har 100% styring over hvad der er i dem – det forsøger jeg i hvert fald nu (jeg holder mig helt ude af køkkenet imens, selvom det virker tåkrummende på mig).

        Jeg kan ikke påstå vi lever minimalistisk, men jeg forsøger at bevæge mig i den retning i hvert fald.

  • SVAR

    Tusind tak for dine ord og overvejelser, det var lige, hvad jeg håbede på at få ud af dig – meget indsigtsfuldt og brugbart med alle de konkrete eksempler. Jeg tænkte selv på, at ordet ‘balancerer’ antydede konflikt, ‘kombinerer’ havde måske været mere passende. Men ja, du forstod præcis, hvad jeg mente 😉

    • SVAR

      Det gør mig glad ❤️

  • SVAR

    Hvor er det en gave at læse med her hos dig Maj My ♥️ Fandt din blog forleden og er allerede stor fan!

    Kram og god weekend fra Maria

    • SVAR

      Det glæder mig meget, at du har fundet her ind ❤️