Vores nytårsgave til hinanden (og til en børneby i Kenya)


Happy new year!

Vi starter 2018 med et håb om at gøre noget godt for nogen langt væk, og har alle sammen givet hinanden et fadderskab til et barn i Kenya gennem SOS Børnebyerne. Vi er blevet tildelt kontakt til en trettenårig dreng, som vi kan skrive sammen med (og måske besøge en dag). Han holder af høns, og fodrer dagligt dem, de har i byen, og han kan rigtig godt lide videnskab (hvilket ræsonnerede big time i Storm), og så har han boet i børnebyen sammen med sin bror siden 2013.
Alt det og lidt til stod i det brev, der fulgte med vores velkomstmappe, og derudover var der det fineste billede af en smuk, smilende dreng foran et hus i byen. Solskin, hvide sneakers, svedent græs.
Jeg kan desværre ikke dele hverken billedet eller hans skønne navn med jer, da man bliver bedt om at udvise diskretion.

Det er en blandet følelse at kunne hjælpe andre mennesker på den måde: Et klik på en hjemmeside og man har meldt sig som fadder, og på samme måde kan man afmelde igen uden varsel. Men der er en voksende ulighed i verden, og jeg mine børn fornemmer det, og de viser interesse for at finde løsninger, så Kristian og jeg besluttede at give hinanden incitament til at undersøge i første omgang Kenya, dernæst Afrika som helhed og derigennem dykke ned i emner som fattigdom, geografi, biologi, race, klima, køn og meget andet.
Åh, mit hoved bobler med idéer til projekter, bøger og udflugter.

Når man melder sig som fadder, kan man enten selv vælge, hvilket land man gerne vil sende sin støtte til, eller lade organisationen gøre det. Jeg havde brug for at udvise tillid til, at SOS Børnebyerne ville give os et barn det sted, der trænger mest til hjælp, og samtidig havde jeg en fornemmelse af, at der ville være en anden, dyb mening med udfaldet.
At det blev Kenya kan ikke være tilfældigt. For tolv år siden var jeg med hele min store familie (fætre, kusiner, onkler, tanter, farmor osv.) i Kenya i 14 dage, og det var den mest storslåede oplevelse. Vi så alt det, man kunne drømme om og mere til, og jeg har siden tænkt, at sådan en tur vil jeg på med mine børn, når de er store nok til kunne gennemføre rejsen og få noget godt ud af den også.
Så, hvem ved – måske bliver det her fadderskab det sidste skub til at komme af sted på en rejse til Kenya med indlagt besøg i børnebyen en dag.

Man kan købe fadderskab gennem en del organisationer, og vi valgte SOS Børnebyerne efter lidt research, fordi de bruger max 10 procent af støtten til administration, og jeg fornemmer stor gennemsigtighed i deres arbejde. Men om det er meget anderledes i andre organisationer, ved jeg ganske enkelt ikke.

SOS Børnebyerne skriver en del spændende ting om både byerne, indsatsen og deres retningslinjer på hjemmesiden, bl.a. at hvert barn har mellem 8-15 faddere og “som SOS-fadder går maksimalt 10 procent af din støtte til administration. 90 procent går altså direkte til arbejdet for børn i SOS-børnebyer og SOS-projekter fordelt således, at 75 procent sendes til din SOS-børneby, og 15 procent går til øvrige SOS-projekter (…) blandt andet nye og eksisterende børnebyer, skoler, børnehaver, lægeklinikker, socialcentre.”

Vores børn blev SÅ glade for fadderskabet, da vi åbnede mappen sammen den anden aften. De var virkelig interesserede i arbejder i byerne og i den konkrete dreng, og Storm sagde flere gange, at det var hans bedste gave i år. Vi blev enige om løbende at støtte mere og mere, så vidt det er muligt for os.

Her er lige et screenshot fra deres www af den støttemodel, vi har valgt:

Man kan også vælge at blive fadder for en børneby i stedet for et specifikt barn for 185/mdr.

Ha’ en rigtig dejlig nytårsaften og en god start på det nye år – hvor end I er (i den forgangne uge har bloggen haft læsere fra Grønland, Italien, USA; Spanien, Østrig, Frankring, Sverige, Norge (min søster!) og Tyskland. Ingen fra Kenya, men måske det kommer en gang.

Har I erfaringer med at støtte gennem et fadderskab?

OG hvad skal I i aften? (Jeg skal have det mega mega sjovt sammen med vores goeste venner. Sådan noget med syv børn, en håndfuld voksne, nem lækker mad (inkl. flødekartofler), cheese cake og præventivt Tenabind i underbuksen, fordi de mennesker er de sjoveste, jeg kender.)

Vi ses i 2018. Og det glæder jeg mig meget til.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

5 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg må indrømme, at jeg altid har haft et lidt anstrengt forhold til fadderskaber og andre støtteformål. Sikkert på grund af en masse fordomme ( og af og til økonomisk ubalance på privatkontoen)
    Men sat ind i den kontekst du her beskriver, med muligheder for sammen med børnene at dykke ned i…ja, det er vel kun fantasien der sætte grænser, så er det ikke mindre end rigtig godt tænkt.
    God vind med det.
    Jeg skulle have overvejet det store tena juleaften. Et enkelt foto af min flok, resulterede i skybrud Ud af ca. 15 klik med kameraet, blev kun to “gode”, fordi yngstepigen lavede så mange fagter og grimasser. Det blev for morsomt for moren…
    Godt nytår til jer. Må 2018 være et år, hvor bl.a. bloggen får os til at reflektere endnu et lag dybere❤️

    • SVAR

      Jeg har også haft det anstrengt med det, men har læst mig til, at det er en bistandsform, som rent faktisk gør en forskel. Og uanset…tja, så inspirerer det måske mine børn til at gøre noget større, når de er modne til det. Uanset hvad er vi pludselig meget fordybede i Afrika som emne herhjemme, og det er fedt ❤️

  • SVAR

    Vi har et fadderskab til en pige fra laos også gennem sosbørnebyerne. Jeg kan godt lide deres koncept om også at gøre noget for lokalområdet via skoler, sundhedsklinikker m.m.

    Vi synes det er hyggeligt at følge hende. Høre om både de ting der ligner og adskiller hendes hverdag og traditioner fra vores. Vi har efterhånden fulgt hende gennem nogle år – mener vi oprettede faderskabet i starten af 2010.

    • SVAR

      Dejligt at I har fulgt hende så længe. Jeg glæder mig til at komme lidt mere ind i mulighederne omkring nødhjælp m.m.

  • SVAR

    Jeg har støttet Folkekirkens Nødhjælps arbejde siden jeg var 18, og overvejer at tilføje en anden organisation også. For mig giver det også virkelig god mening at støtte, og særligt nu, hvor udviklingsstøtten er så lav.
    Personligt kan jeg godt lide at støtte mere åbent, så modtagerne og organisationen – som ved mest – bestemmer, hvor pengene skal gå til. FKN har fx gang i låne-spare-kasse-projekter, der er meget empowering (i mangel af bedre dansk ord) og undervisning i forskellige ting ud fra devisen: I stedet for at give en fisk, skal vi lære mennesker at fiske.

    Ang. Afrika: Det er lidt en hurdle for mig, og jeg ved godt, der er grænser for nuanceringerne, når det gælder mindre børn (eller måske ikke?). Men for mig at se er det så vigtigt også at få italesat, at det store kontinent er så forskelligt. At der er rige og fattige, byer og landsbyer, syd og nord, forskelligt klima, kultur og religioner.
    Ift. at få åbnet øjnene for dele af overklassen i Nigeria, kan jeg anbefale Chimamanda Ngozie Adichies bøger ‘En halv gul sol’ og ‘Americanah’. Sidstnævnte handler også om, hvordan en afrikaner bliver set på i USA, og det er virkelig interessant, synes jeg. 🙂