Vores skole

Jeg ved med mig selv, at mine indtryk af det her nye hjemmeskoleliv stadig er under konstant forandring, fordi der er så meget, som vi er midt i at lære, og derfor føles det sårbart at skrive om. Samtidig er det jo netop nu, vi gør os erfaringerne, og det er nu, jeg helt præcist kan formidle oplevelsen af at stå netop hvor vi gør, og den erfaring tror jeg, er værdifuld for mange.

“Hvordan griber I undervisningen an i hverdagen?” spørger mange i kommentarsporet her på bloggen. Jeg vil tage de første skridt i retning af en beskrivelse her.

Vi hjemmeskoler efter den filosofi, som populært kaldes “unschooling”. Unschooling er traditionelt set altid hjemmeskoling, men ikke al hjemmeskoling er unschooling. De fleste hjemmeskolere på verdensplan er ikke unschoolere – i USA anslås 10 procent af de knap 2 millioner hjemmeskolere at unschoole. Det betyder, at de resterende 90 procent hjemmeskolere typisk benytter pensum, skemalagt undervisning osv. – i de fleste tilfælde kan det måske bedst beskrives som en mindre udgave af en almindelig skole, omend ofte med et lidt andet fokus, eks. religiøst. Det er mit indtryk, at billeder ser anderledes ud herhjemme, hvor ganske få hjemmeskoler, men en større andel af dem til gengæld lader til at unschoole.
Unschooling er beskrevet vidt og bredt – på utallige blogs og i lige så mange bøger. Unschooling er en vision for læring, hvis tilhængere er både dedikerede og villige til at formidle.

Jeg har sakset beskrivelsen af “unschooling” herunder fra frilæring.dk, som er foreningen for hjemmeundervisning og unschooling i Danmark. Der er utallige måder at unschoole på – unschooling er ikke så meget en specifik måde at indrette sig på, som det er en måde at se livet. Unschoolere er med andre ord alt fra urbane mennesker i verdens største byer til vildmarks baserede familier langt fra civilisationen, og ligheden er, at de har samme overbevisninger, når det kommer til indlæring.

Punkterne herunder er sakset fra den danske forening for hjemmeundervisning og unschooling, Frilæring.dk:

I unschooling er der;

  • ingen holdning om, at nogle ting “skal” læres – kun den enkelte person kan afgøre, hvad der er vigtigt og brugbart for ham/hende…
  • ingen fastsatte tidsrammer – kun barnet selv kan vide, hvornår han eller hun “skal kunne” noget, eller hvor lang tid han/hun ønsker at bruge på et givent emne…
  • ingen forventninger om brug af bestemte hjælpemidler – unschooleren mener, at kundskaber og viden kan erhverves på tusind forskellige måder, og ikke kun (men heller ikke aldrig) ved hjælp af “skolebøger”…
  • ingen skelnen mellem “læretid” og “fritid” – for en unschooler er alting (og altid) kilde til læring, og læring udløber naturligt af enhver aktivitet…
  • ingen brug af ekstern manipulation – karakterer, smileys, klistermærker og andre former for ekstern bedømmelse af en persons kunnen – kun det enkelte individs egne forventninger og målsætninger ligger til grund for en evt evaluering af standpunkt eller færdigheder…

Jeg vil mene, at vi herhjemme bekender os til alt det ovenstående, men jeg har alligevel lyst til at tilføje, at jeg kan genkende min egen tilgang endnu bedre i beskrivelsen af “self-directed-education“, som ikke i sin essens er meget anderledes, men som er beskrevet, så det rammer mig. For eksempel finder jeg stor genkendelse i listen over “de seks optimerende betingelser” – og den her video er værd at se:

Hjemme hos os foregår hjemmeundervisningslivet pt. sådan, at vi har en vis struktur omkring vores dage. Vi sover så længe, som vi kan (ikke vanvittigt længe, men faktisk vågner børnene sjældent før seks, nu hvor vi ikke har travle morgener). Dagen starter meget ofte med at alle børn tegner/læser/skriver eller leger hver for sig omkring spisebordet og i sofaen. Så spiser vi morgenmad, og derefter går vi udenfor; ofte til stranden eller ud i marken/værkstedet. Vi spiser varm mad til frokost, og så er vi som regel indenfor i Junos lur klokken 12:30-14, hvor vi læser eller leger. Vi forældre ordner nogle dage et par af vores egne ting i det tidsrum; eks. arbejdsopgaver eller længeventede telefonopkald. Derefter er vi ude igen, før vi som regel trækker indenfor klokken 16-17 stykker. Børnene leger så (uden forældreindblanding), og vi rydder op (lige for tiden arbejder vi på at få børnene til at hjælpe uden modstand), og spiser aftensmad klokken 17:30 cirka (rugbrød, som regel). Efter aftensmaden leger børnene for det meste rigtig godt den næste time eller halvanden, og ofte ender det med en fælles aktivitet for hele familien, som gerne strækker sig til klokken 20-20:30. Det kan være “postkontor” (hvor børnene skriver breve til hinanden, og skiftes til at være postbud) eller en form for research, eksempelvis. Vores børn er stadig meget optagede af 2. Verdenskrig, så det er den slags, vi griber fat i både midt på dagen og efter maden i de her uger: Vi læser om krigen, skriver breve om den, bygger maskiner, som kan desarmere fjendens tanks og papirfly.

Begrebet “deschooling” støder man på igen og igen som ny hjemmeskoler. Deschooling er kort sagt den periode, som man bevæger sig igennem, før man er fri fra sin skolegang. Som barn handler det om at mærke friheden, lære at stole på sig selv, opbygge tillid til at man kan og vil lære. Som forælder handler det derudover om at komme fri af de tankemønstre, som er hæftet til indlæring, og som låser én fast i, at der er bestemte måder at lære på og specifikke tidspunkter, hvor det er vigtigt at have lært det ene og det andet.
I starten tænkte jeg “ja, ja, så skolede er mine børn ikke”, men omend det er korrekt, at vores børn ikke kommer fra mange års skolegang eller lange institutionsdage, så har de alligevel været vant til en rutine, som indebar at blive afleveret ude, og at deres dage blev tilrettelagt af andre end dem selv. Det skal de bruge tid til at komme fri fra, fordi deres rammer pludselig er nogle andre.
Så er der Kristian og mig: På trods af at ingen af os er særligt skolede – vi har ikke engang studenterhuer – og selvom vores succeser i livet ikke kan tilskrives uddannelse (næsten tværtimod), har vi hele vores liv fået at vide, at det er sådan, man lærer: I skolen. Det tager tid at finde tilliden til den selvmotiverede indlæring og lære at stole på, at det er godt nok, at vi følger vores indre motivation. Jeg har hørt, at det tager et helt liv at blive deschoolet; ikke for børnene, men for deres forældre.
Vi gør vores bedste.

Jeg synes, min tillid til vores filosofi for børnenes læring er stor allerede: Jeg har sådan en vidunderlig følelse i maven af, at vi er i gang med det mest meningsfulde skifte nogensinde. Jeg føler en blomst folde sig ud i mig selv, og jeg ser den åbne sig i hvert af mine børn. Storm er den, som har været i skole, og som i det hele taget er ældst og dermed har flest erfaringer fra institutionslivet, så måske det er sværest for ham, men han omfavner det her liv i høj grad: Han er glad, stolt endda, og i rivende udvikling samtidig med at han kæmper med friheden, som han skal lære at stole på. De to på fem har taget en himmelflugt, siden vi gik på sommerferie: De hviler meget mere i sig selv nu. Det er godt for deres selvværd at være hjemme, og deres nysgerrighed og indre liv er ligesom skudt i vejret, og der er hele tiden idéer og evner, som de ikke havde før. Men sådan er børn jo, så jeg vil ikke tilskrive det alt sammen vores hjemmeliv.

Hvad er anderledes end før?
Vi siger ikke til vores børn, hvad vi tænker, det kunne være sjovt for dem at lege/læse/lytte til/lave i løbet af dagen, men vi følger op på det, de viser interesse for.
Vi øver os i ikke hele tiden at foreslå ting i sociale sammenhænge: I stedet for a sige “Hvad med om dig og Sigurd legede med din racerbane?” giver vi slip, og lader dem selv finde ud af, hvad de vil lege – hvis de vil lege.
Vi er meget bevidste om at have tillid til børnenes egen dømmekraft. Det er den vildeste rejse at blive opmærksom på, hvor meget vi har blandet os hidtil, og hvor uendeligt unødvendigt det er. Det er vildt, så lidt tillid vi har til børnenes eget kompas i vores kultur – og hvor svært det er at slippe kontrollen.
Så vi guider dem, og vi er der (altid) sammen med dem. Vi står klar, og vi tager os tid, men vi skubber dem ikke på vej, og vi opfordrer dem ikke til en masse ting (heller ikke i bedste mening). Vi prøver virkelig at tie stille og lade tingene komme af sig selv.

Min veninde sagde i sidste uge: “Med den slags børn (følsomme, begavede), så skal man ikke proppe ny viden i hovedet på dem, medmindre de efterspørger det.”
Vi øver os i ikke hele tiden at fylde mere på, og oplever, at de i høj grad selv er i stand til at regulere deres forskellige indtag. Det tager tid, ja, de skal også lære at stole på sig selv (vi har pillet tilliden til dem selv ud, når vi hele tiden placerede dem i situationer, hvor andre sagde, hvad de skulle gøre.) De gør oprør, mens de opdager nye sider af sig selv – særligt Storm. I sidste uge sagde han til én af sine bedsteforældre på et besøg hos dem: “Du skal ikke fortælle mig, hvordan jeg skal holde på min gaffel. Jeg lærer det, når jeg er klar, og jeg får mindre lyst til at lære det, hvis du tvinger mig”. Og så kiggede han eftersigende med sammenknebne øjne på de voksne, der sad omkring bordet. Heldigvis mødte han total accept. “Vi er klar til at vise dig det, hvis du en dag får lyst,” sagde bedsteforældrene med et smil.

Jeg oplever, at der sker læring hele tiden i vores liv, men jeg er påpasselig med at fremhæve noget fremfor andet, fordi det i sin essens går imod unschooling-tanken: Er det mere “rigtigt”, at vi læser Tolkien, eller laver kemiforsøg, end det er at være på stranden en hel dag? Er det mere rigtigt, at mine børn bygger end hule, end det er, at de hører en lydbog? Jeg er selv tilpas skolet til, at jeg bliver særligt glad, når mine femårige pludselig kan læse, fordi det gør mig tryg i det center, hvor min egen skolegang er lagret, så jeg er opmærksom på ikke at tillægge enkelte aktiviteter mere værdi end andre. Indadvendt refleksion og tilsynelandende stilstand kan i sig selv være en uendelig kilde til læring.

Jeg oplever, at mine børn helt af sig selv, søger viden det meste af tiden. Når jeg er alene hjemme med dem, og beder de tre ældste være lidt stille, mens jeg putter Juno, tager de ofte deres skrivebøger frem, eller sætter sig, og læser højt for hinanden.
For de to på fem år, som aldrig har været i skole, er der ikke læring, som er mere forbundet med skole og dermed mindre attraktivt klokken 20 lørdag aften. Alt, som fodrer deres kapacitet til at føre et godt og meningsfuldt liv, griber de, og fordyber sig i, uden den mindste tøven. Det smitter af på Storm, som også bliver mere og mere åben overfor den slags aktiviteter, når de andre foreslår det.

Så konklusionen på det her skriv, som burde/skulle/og egentlig sagtens kunne være ti gange så langt, er, at jeg ser meget tydeligt, at mine børn lærer en helt masse uden pensum, uden tvang, uden motivationsløse gentagelser. De opsøger selv al den viden, de kan rumme, og vi prøver at facilitere et liv og nogle rammer, hvor der er rum til at lære, til fordybelse og nye udfordringer. Vi griber deres interesserer, og følger op på dem. Læser, researcher, ser dokumentarer, hører lydbøger, skriver, tegner, leger – leger, leger, leger.
Jeg læste en blog, hvor er erfaren unschoolingmor skrev, at det første år med unschooling handler om at tage den med ro og finde sig selv og sin egen rytme. Jeg begynder at tro på, at det er tilstrækkeligt. At vi nok skal nå alt, selvom vi ikke har travlt. At det er helt okay, at mine børn ikke er på niveau med skolebørn på alle områder, fordi:

Hvilken læring kan I huske fra folkeskolen?
Jeg kan huske det, som ingen kunne holde mig fra at lære. Jeg kan huske de få ting, som jeg syntes, var oprigtigt spændende. Alt det andet glemte jeg så hurtigt, at det er helt skørt at tænke på. Det meste tog jeg ikke en gang med hjem fra skole samme dag.
Mine børn lærer om det, de brænder for. Ergo tror jeg på, at der lagrer sig i dem. At det de lærer, det lærer de, og dermed lærer de den vigtigste evne af alle, nemlig: At lære.

Lidt til inspiration:
Den bedste blog jeg er stød på om unschooling er den australske Happiness is here.

Bloggeren bag “I’m unschooled. Yes, I can write” er selv unschooled, og skriver om uddannelse og børnesyn.

Sudburyskolerne har eksisteret siden 1968, og bygger på et fundament af unschooling med stor frihed og uden pensum eller prøver. Der er én på vej i Danmark, den kan man læse om HER og der er en meget fin video om konceptet HER. Det er ikke det samme som at leve et liv med hjemmeskoling, men jeg ser det som et meget værdigt skolealternativ.

Hvad tænker I om den måde at lære på? Hvad tænker I om det liv?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

7 Kommentarer

  • SVAR

    Maj jeg har hørt rt foredrag om følgende: Et ægtepar der er lærere køber en hytte i nordsverige. De bor 365 dage i vildmarken. Det hed foredraget. De satte et skilt på bordet når der var skole. De havde en i 1. Klasse og en lidt ældre. Hvor ham og faderen tog på fisketur og bagefter lavede mad. Det kan man da kalde husgerning. De bor i Vrads. Skriver til dig.på fb hvad de hedder. Tror nok det eg Lars Erik Nymann men jeg er ikke sikker. Jeg hsr selv rigtig rigtig mange ideer og vil rigtig gerne komme og bidrage

    • SVAR

      Det lyder også skønt: Et liv i vildmarken. Men lige netop det med, at de sætter et skilt på bordet, når der er skole, skiller dem fra unschooling. De har med andre ord differentieret mellem den ene type læring og den anden, hvor unschooling handler om, at livet ér læring, og der ikke er forskel på skoletid/fritid, ferie/arbejde osv. Men derfor er deres projekt uden tvivl inspirerende alligevel 🙂

  • SVAR

    Jeg synes det lyder så sindssygt spændende, og for mig giver det så god mening. Selv er mit kompas og min evne til at mærke efter hvad jeg brænder for blevet “kvalt” på vejen, og jeg ønsker noget andet for mit barn og fremtidige børn. Jeg håber sådan at vi har modet til at følge i jeres fodspor når den tid kommer. Tak fordi du deler.

    • SVAR

      Det der kompas, det skal vi værne om, og hvis vi har mistet det undervejs, skal vi lede efter det med kærlig opmærksomhed <3

  • SVAR

    Tak for en velskrevet blog. Jeg synes det er enormt interessant at læse hvordan i griber det an, og hvordan i formår at mærke jeres børn og lade jeres hverdag forme af dem, frem for at forsøge at forme jeres børn efter jeres hverdag.
    Jeg er selv mor til 2 og læser uddannelsesvidenskab, og jeg er dybt bekymret over hvilken retning vores skolesystem tager.
    Jeg vil dog lige komme med en lille rettelse til din kommentar om Sudbury skoler. Der har ligget en Sudburyskole i Roskilde, som desværre måtte lukke i 2016 pga. for få elever, så modellen er ikke helt ny i Danmark :).

    • SVAR

      Tak for dine ord og tak for info om Sudburyskolen i Roskilde. Når den lukkede pg.a. for lavt elevtal, hænger det så sammen med prisen? Så vidt jeg har forstået det, kan en skole ikke få statstilskud, medmindre der er undervisning, og det må gå ud over prisen, tænker jeg?

      • SVAR

        Det ved jeg faktisk ikke. Jeg stødte kun på den da min datter skulle starte i skole sidste år, så hvad historien bag skolen er ved jeg ikke.>