Alle kvinderne inde i mig

Den anden dag lavede jeg en story på instagram, hvor jeg stillede spørgsmålet: “Kender du følelsen af at være mange mennesker på én gang og have svært ved at skabe plads til dem alle?”
Jeg fik et hav af beskeder fra kvinder, som svarede: “Ja!”

Sådan skrev jeg selvfølgelig, fordi jeg selv har alle mulige mennesker indeni, som indimellem slås om, hvem der skal fylde mest, og hvordan de skal komme til udtryk.
Det kan føles som om, jeg bliver hevet i fra alle sider, men i virkeligheden er det mine egne ambitioner, der giver mig oplevelsen af ikke at løbe tilpas hurtigt, fordi der er så meget, jeg gerne vil.
Hvis jeg prøver at nå alt det, jeg vil (altså: alt på én gang), så når jeg i sidste ende ingenting alligevel, men kommer istedet til at stå med en tom og utilstrækkelig fornemmelse indeni.
Konflikten kan koges ned til den umulige balancegang mellem at have mange drømme og samtidig erkende, at vi intet når, hvis vi ikke er nærværende. Det er to modsætninger, som først og fremmest tvinger mig til at lære noget, jeg ikke altid har let ved – nemlig at prioritere.

Inde i mig er der mange kvinder, og de er alle udtryk for drømme og ambitioner. Hver og én kunne blive bragt til live, hvis jeg gav dem næring nok, men så mange forskellige sider af mig selv kan jeg ikke fodre på samme tid. Jeg har nemlig besluttet, at jeg vil gøre mig umage med det, jeg bruger energi på, og det betyder fokus, og fokus betyder til- og fravalg. Prioriteringer er ikke et tegn på manglende overskud eller nederlag, men derimod bevis for, at du tager dig selv og din tid alvorligt. Minimalisme er ikke forbeholdt dit garderobeskab, men giver også i aller højeste grad mening når det kommer til, hvordan du bruger din tid – den vigtigste af alle ressourcer.

Kommer jeg så aldrig til at læse artikler og bøger i stribevis igen? Er min mulighed for at lære at dreje keramik eller male akvarel forbi? Hvad med mine venskaber? – er de dage, hvor vi snakkede uafbrudt, og gik lange ture sammen endegyldigt ovre?
Nej da, ethvert liv rummer et hav af kapitler.
Astrid Lindgren sagde, at hun levede fire kvindeliv, fra hun var 15 til 25, og jeg tror, de fleste kan nikke genkendende til den refleksion: Der er så mange kapitler i løbet af et aktivt liv, at man indimellem kan føle, man tænker tilbage på en helt anden skæbne, når man mindes sig selv for blot få år siden.
Men derfor er vi alligevel nødt til at erkende, at vi aldrig kommer til at nå alt. Det er ganske enkelt ikke muligt.
Nu, hvor mine børn bliver ældre, mærker jeg for eksempel tydeligt, at mit overskud skifter karakter, så jeg læser og skriver meget mere, end jeg gjorde for blot et år siden, men jeg er alligevel ikke gået i gang med at dreje keramik eller sejle havkajak, og igen handler det om prioriteter: Det ville være skæppeskønt at kunne alt, men jeg vælger a bruge min tid på det, der ligger helt i toppen af mit eget, lille meningsfuldhedsbarometer, fordi det giver ro og fordybelse og af alle værdier er de nok alligevel vigtigst.

Så, hvad siger du? Har du taget stilling til, hvad vil du først og fremmest vil bruge din tid på?