Jeg skrev sammen med min veninde i går. Min veninde, som er en vis og fin kvinde med mange nuancer, mange erfaringer. Hun er én af dem, jeg godt gad se mere: Hun måtte meget gerne bo ti minutter herfra i stedet for tre timer. Men vi er i hinandens liv, uanset.
Det startede med, at hun sendte en sms forud for Kristians og mit møde med kommunen. Hun skrev: “Kære Maj; husk hvem du er, og som du selv skriver: Selvom man er på en ensom vej, er det på ingen måde en afspejling af, at det er en forkert vej.”
Mødet gik godt. Kommunen/folkeskolen viste forståelse for vores værdier og visioner, og vi blev enige om en tilsynsmodel, som alle parter er glade for. Vi kørte lettede derfra. Selvom vores liv ikke bliver mere rigtigt af, at nogle mennesker fra kommunen blåstempler det, så bliver det mere simpelt og frit, og vi ønsker ikke hverken konflikt eller fremmedgørelse; vi ønsker tillid og samarbejde, og det var det, vi fik i går. Kristian åbnede en flaske blåbærbrus fra Aarstiderne i aftes, og skænkede for min søster og jeg. “Det skal fejres,” sagde han, da vi sad sammen alle tre i sofaen, og var helt trætte, helt glade.
Og jeg vil gerne skrive mere konkret om det med hjemmeundervisning herinde, men er i tvivl, om det egentlig er interessant? Altså, jeg er i tvivl, hvor mange der rent faktisk gider læse mere, end I allerede gør om det med vores lille skole herhjemme; om tilsyn, vores tilgang til undervisning og om en hverdag med bevidst læring? (Skriv gerne en kommentar og luk mig ind i jeres tanker om det.)
Nå, sidespor. Vi kom fra min veninde, som fik mig til at tænke på nogle andre ting i går. Ting, som jeg ikke havde tænkt på længe.
Jeg skrev, og spurgte, hvordan hun har det for tiden, og hun svarede:
“Jeg har det lidt ligesom dengang, hvor du kun havde lyst til at ride på heste: Gider ikke rigtig verden. Vil kun nærheden.”
Den tid havde jeg glemt; dengang hvor jeg kun havde lyst til at ride på heste. Jeg ville være sammen med heste hele tiden, ride uden saddel gennem skoven, lade mig fortabe i duften af deres manke, se ind i de store, mørke øjne. Sidde helt stille på en hesteryg og glane ud over havet. Det var dengang for syv år siden, da vi lige var flyttet fra København til Svendborg, og vi skulle finde fodfæste i de nye omgivelser, den nye hverdag. Jeg søgte efter et job, men ville måske helst skabe mit eget. (Turde ikke helt endnu?) Storm var halvandet, det havde været en hård start på moderskabet. En hård start på en del ting; der gik mange dybe tab og sorger forud for den tid, og nu havde vi taget et skridt væk fra larmen i vores hoveder og et skridt tættere på det, der nok kaldte på mig et sted derinde, men som jeg endnu ikke hørte klart. Jeg flyttede til Svendborg med delvist lukkede øjne. Jeg ville det gerne, men vidste ikke hvorfor. Måske var det noget med de heste: Jeg ville være tilstede i mit liv, det konkrete, mærkbare fremfor at leve på alle mulige trafikerede veje, alle mulige caféer i samtale med mennesker, som jeg ikke længere kan huske. Der havde været så meget; så mange følelser, opgør, sorger i årene forinden.
Jeg tænkte, at der var mere ro i Svendborg, så vi købte et hus med plads til, at vores familie og venner kunne komme på besøg. Vi skabte en base, et sted som var vores.
Og hestene var i en periode alt, jeg ville. Og det var helt okay, meget tilgængeligt og rart.
Det er en velkendt følelse ikke rigtigt at gide verden, og kun ville nærheden. Jeg kan indimellem få lyst til at flygte op i de svenske skove. Det skriver jeg så tit nu, at jeg nok ender med at gøre det en dag. (Heller ikke nu, men om mange år.) Måske kun om vinteren.
Jeg skrev til min veninde, og spurgte, hvor friheden venter på hende. Hun svarede:
“Jeg ved ikke helt endnu, hvor friheden ligger; mærker bare helt konkret, at jeg ikke skal arbejde så meget; altså virkelig ikke. Men skal finde ud af “hvad så”? Jeg mærker også, at jeg er kort på aftrækkeren, når jeg føler mig invaderet; når noget går ind over mine grænser. Så alt i alt mærker jeg, hvad jeg ikke vil, men ved måske ikke helt, hvad der skal komme i stedet.”
Og det kender alle, tror jeg: Den tydelige afvisning af noget, som plejer at være, men som vi ikke kan acceptere længere. Følelsen af at have behov for at sige farvel uden at vide hvad der skal komme i stedet.
Nogle gange lader vi os bremse, fordi vi ikke ved, hvad der venter i fraværet af det kendte. Nogle gange finder vi ikke svaret, fordi vi ikke giver det plads til at komme frem.
Svarene kommer næsten altid først, når der er ro og tillid.
Vi kan mærke, at noget er forkert, og for at det der skal komme i stedet, kan åbenbare sig, må vi trække os fra de ting, som vi ikke længere har godt af.
Det kan tage tid. Én af mine andre gode veninder havde brug for en pause; hun tog tre måneders orlov fra sit job, og forlængede den til et år, og den dag hun gjorde det, begyndte hun at mærke en ny retning tage form indeni.
Meget få gode ting kan opstå i et miljø med stress. Det er et paradoks, at vi har behov for at komme væk fra noget, som vi føler, vi sidder fast i, for at komme på rette vej.
Det kræver tillid (det er nu, jeg altid siger: Der ER en mening med dit liv), og det kræver is i maven (fordi vi ikke altid finder den nye vej på ingen tid eller helt uden slinger).
Jeg har en tredje veninde, som i mange år har været ked af sit job. Høj stilling, høj løn, en helt masse prestige. Hun er ikke glad; føler, at hun giver alle sine bedste timer til noget, hun ikke holder af. Tit siger hun til mig, at hun gerne vil finde ud af, hvad hun skal i stedet, og hver gang svarer jeg: “Du skal give dig selv en ærlig pause, før du overhovedet kan begynde at tænke på, hvad der skal komme næst.” Men hun ser pausen som et tomrum, en form for trussel. Så hun går stadig trist på arbejde hver dag uden at kunne mærke, hvad hun hellere vil. Fordi hun, efter eget udsagn, har brugt hele sit liv på et leve op til andres forventninger, som hun efterhånden er kommet til at tro, er hendes egne.
En pause behøver ikke være lig med ikke at arbejde. Det kan være en pause fra tankemylderet i vores hoved. En pause fra følelsen af at være utilstrækkelig, oplevelsen af meningsløshed eller ensomhed. Pausen kan være at overbevise os selv om, at vi fortjener bedre, og at det bedre åbenbarer sig, når vi giver det plads til at blomstre.
Men det er sjældent, vi kan opbygge noget nyt, mens vi står midt i det, som vi ikke længere trives med. Derfor må vi starte baglæns – sådan føles det – ved at skære fra, før vi har noget nyt at sætte i stedet. Så siger folk: “Jamen, hvad skal du så nu”” og vi må svare “Jeg er ikke helt sikker, men jeg ved, at svaret kommer til mig, når jeg får ro til at mærke efter.” Det ved alle, er rigtigt. Hvis det gør ondt på dem, at vi siger sådan, er det sandsynligvis fordi, de selv trænger til en pause, som de ikke har turde tage endnu.
Livet skal leves forlæns..
Hvornår har I oplevet, at skulle træde ud af noget, før der kunne komme nyt i stedet?
28 comments
> Hej. Jeg har ikke prøvet at skrive kommentarer til en blog før, det blev vist ikke helt rigtigt i første omgang… 🙂 Men jeg ville bare lige skrive til dig at jeg meget gerne vil læse mere om jeres hjemme-skole. Det du indtil nu har skrevet har fået mig til at tænke skole fra et helt nyt perspektiv – at undre mig over måden man tænker skole på, og det har ændret noget fundamentalt for mig. Det er svært – og meget privat – at sætte ord på! Men pt har jeg min 6 årige hjemme fordi han for nylig er opereret, og skal have ro i nogen tid. Jeg skal jo undervise ham og sørge for at han ikke kommer “bagud”… – men det er først begyndt at gå godt efter at jeg har læst din blog, (som jeg først for nylig har opdaget) og har set de film du har linket til, og har læst videre ude på nettet. Begrebet self-directed learning er en åbenbaring, der lukker op for en masse nye perspektiver og indsigter for mig. Jeg takker meget for at du deler ud af din viden og erfaring, og jeg læser gerne mere 🙂 Det var desuden dejligt at se at mødet med kommunen gik godt – at der faktisk findes lydhøre, fornuftige mennesker i systemet!
Kære du, hvilken ære at din første kommentar nogensinde lander her. Og tillykke med at din søn er hjemme. Hvilken enestående mulighed for at at mærke efter og bare være i livet sammen, tænker jeg. Også selvom det er udløst af noget, som man ikke ønsker sig.
Jeg tænker jo med det samme, men det ved du nok godt, at du ikke skal være bange for, at han falder bagud. Bagud i forhold til hvad? Hvordan kan man være bagud som seksårig? Åh, jeg kunne skrive om netop det i månedsvis. Hvordan er man “forkert” som barn? Hvorfor er noget vigtigere end andet ifht læring? Hvorfor haster den ene indsigt mere end den anden?
Vi underviser ikke vores børn i traditionel forstand. Vi griber dem, når de viser interesse for noget, og så løber vi med det: faciliterer læring og tænker kreativt. Når de spørger ind til et emne, læser vi løs, finder en podcast eller leger en leg med LEGO om emnet. Vi tegner vildt meget, skriver breve og bare er sammen. Vores ældste bliver ni om nogle måneder, og pt. er hans dage meget præget af lydbøger: Han lytter timevis hver dag, og vi spørger målrettet til de historier, han hører. Jeg er interesseret i at få ham til at tænke over plot, fortællestemme m.m., og oplever, at han gang for gang bliver skarpere i sin analyse og formidling deraf. Det samme gør vi iøvrigt me de femårige. Aldrig som en test men som en nærværende dialog, som begge parter nyder at tage del i.
Du har set “Being and becoming”? Den udtalelse, som jeg pt. oftest citerer derfra er denne: “I en skole er du enten en fiasko eller en succes. Herhjemme er vi mennesker.” Dét er for mig essensen i, hvorfor vi har vores børn hjemme. Ikke fordi de ikke kan lykkes i systemet og ikke fordi systemet er ondt, men fordi vi gerne vil give dem mulighed for at udvikle sig som dem de er uden at føle, at der er risiko for at være forkert undervejs.
Nå, det blev sørme langt. Jeg blev bare lige så glad for din nyfundne glæde ved læring 🙂
Det giver vist sig selv, at jeg MEGET gerne vil fordybe mig med jer ind i unschoolingen
Så vil jeg MEGET gerne skrive lidt mere om det, når lige jeg finder en form på den type indhold
Hej Maj My.
Dette indlæg falder fuldstændig på præcis det sted jeg står i mit liv lige nu.
Jeg sidder netop nu i toget på vej hjem fra min psykolog, som jeg har været ved nogle gange nu, i kølvandet på en længere sygemelding med stress.
Jeg kan genkende alt hvad du skriver. Alle tankerne. Både din venindes der skrev i går, og hende der bliver i sit job.
Jeg har været væk fra mit arbejde i tre måneder nu, og kam for første gang i mange år mærke mig selv. Jeg er begyndt at have det godt, og jeg vil kun nærheden. Jeg et ikke opdateret i forhold til verdenen uden før. Før, fordi jeg ikke magtede at forholde mig til den, nu fordi jeg ikke har lydt til andet end nærheden…
Jeg har, indtil dette øjeblik, følt mig forkert når jeg tænkte sådan. Mam bør jo følge med i hvad der foregår omkring en og deltage og hjælpe og støtte og engagere sig… Men jeg har ikke lyst til andet end nærhed. Alt hvad der hedder burde og bør, har jeg lyst til at ligge på hylden. Jeg har bare lyst til at blive i denne her bobbel af familie og bløde børnehænder og livsglæde – genfunden.
Jeg elsker din blog og den måde du reflekterer. Det rammer lige i ned og giver mig følelsen af ikke at være alene eller forkert.
Tak for det.
Jeg vil desuden også meget gerne høre mere om hjemmeskoling og hvordan i praktisk griber det an. Hvordan sikrer man at børnene lærer det de skal kunne, når man ikke selv er uddannet lærer?
Kh Marie
“Man bør jo følge med i hvad der foregår omkring en og deltage og hjælpe og støtte og engagere sig… Men jeg har ikke lyst til andet end nærhed. Alt hvad der hedder burde og bør, har jeg lyst til at ligge på hylden. Jeg har bare lyst til at blive i denne her bobbel af familie og bløde børnehænder og livsglæde – genfunden.” – Nej, men “bør” ikke være det ene eller det andet. Heller ikke oplyst om verdens tilstand. Hvad er verdens tilstand? Hvem repræsenterer den ultimative sandhed? Hvor kan vi finde svar, som er fyldestgørende? Jeg vælger min sandhed, ligesom medierne vælger (hver) deres. Det skal selvfølgelig ikke være et mål at være uinformeret, men jeg mener heller ikke, at informationen i sig selv er noget værd. Det er, hvad vi bruger vores viden til, der gør en forskel.
Lige nu tror jeg på, at jeg gør den største forskel i verden ved at fokusere på mit liv her og lade den indsigt som vi finder undervejs på vores rejse sprede sig som ringe i vandet. Når du for første gang længe føler glæde og mening ved dit liv, tror du så, at du gør mere eller mindre godt i verden end før? Hvordan bidrager vi bedst? Er det altid ved at gå på arbejde, eller kan det største bidrag være vores lys som skinner ud til alle omkring os, når vi er i balance?
Jeg synes, du skal lade dig fordybe i den glæde, som du har genfundet i livet. Nogle mennesker oplever den aldrig. Den er det eneste, du med sikkerhed aldrig vil fortryde, at du brugte din tid på. Stort tillykke med livsglæden, børnehænderne, det alt sammen..
Altså, jeg tror efterhånden, at du har et ret stort slæng af hjemmeskolefans som læsere. Vi vil i hvert fald gerne læse mere. 🙂 Jeg synes bare, at du skal fortsætte med at skrive om det, der fylder, uanset om det er skolerelateret eller ej.
Jeg kender godt det med at forlade det gamle, før noget nyt får plads til at spire frem. Og især det med, at det kræver is i maven! Jeg var i en mærkelig overgangstilstand i flere år, efter at jeg rykkede mig fra det liv, der var godt og trygt, men til sidst ikke nok. Det var hårdt, men nødvendigt. Man lærer så meget i de perioder.
Hårdt, men nødvendigt. Sådan er livet, når vi udvikler os.
Mine læsertal (som jeg ikke helt har lært at holde mig fra) er uforandrede, så nogle er nok faldet fra pg.a. alt det her hjemmeskole-hejs, mens andre er kommet til. Det er, med andre ord, lige som det skal være.
Kære inspirerende du!
Først og fremmest tak for din blog, dine ord og billeder.
Og jo tak! Jeg vil meget gerne høre mere om dine/jeres tanker og tilgang til unschooling af jeres børn.
Hvad havde I med til mødet med kommunen? Hvad kræver de?
Hvordan forestiller I jer hverdagen? Mon I kan undgå at tænke læring hele tiden eller?
Kh
Kristine
Kære Kristine,
god spørgsmål. Dem vil jeg forsøge at besvare. Kh
Vil så gerne høre mere om hjemmeundervisning og “UN-schooling”! Det er virkelig et spændende koncept, og det er meget interessant at følge det i jeres opstartsfase
Det er så skide spændende og så fedt at stå midt i. Dejligt at du vil læse med!
Tak for en super inspirerende blog!
Jeg vil også rigtig gerne læse mere om hjemmeundervisning. Jeg er selv lærer, pt. uden arbejde, og fik forleden den idé, at det kunne være virkelig meningsfuldt engang at lave min egen lille “skole”, med så få elever, at deres forældre tilsammen bare kan betale min løn. Det ville give så meget mere mening end at arbejde i en folkeskole, hvor den typiske hverdag kan gøre det svært at huske, hvorfor det nu lige var, man blev lærer.
Kh herfra
Hvor lyder det bare som en fantastisk ide!! Sig til, hvis du får udlevet den, jeg kan forestille mig, at mange ville være vilde med den!
Hilsen en, hvis søn skal begynde i skole om et år, og som tænker lidt alternative veje bl.a. i forhold til undervisning.
Kære Tine, har du læst eller hørt om Sudbury-skolerne? De findes over alt i verden, og der er en på vej i DK (men i København, mener jeg)
Det er en meget spændende tanke, også selvom jeg dybest set ikke mener, at man kan institutionalisere unschooling, men den skoleform ville for mig at se være det bedste alternativ til hjemmelivet, og måske endda at foretrække for nogle børn (og voksne!)
Se evt. den her lille video: https://vimeo.com/130995015
Det lyder som en vidunderlig idé. Mon du har set nogle af de film, jeg har linket til om undervisning? De kan måske give dig endnu mere mod på nye eventyr. Hold mig opdateret, tak. Hvor er det godt, at du mærker efter, og tænker nyt.
Jeg fik tårer i øjnene, da jeg læste denne tekst.
Jeg er præcis dér, hvor jeg kan mærke, at jeg har brug for at sige farvel – at trække mig fra et liv, der ikke længere giver mening for mig. Men det er svært, fordi jeg ikke ved, hvad der skal komme i stedet. Jeg er bange for, at denne pause jeg har brug for at tage, aldrig vil udvikle sig til andet end en pause. Jeg er bange for, at forlade dét der engang gav mening for mig – men ikke længere gør – blot for aldrig at skulle finde meningen og passionen igen.
Tak for en inspirerende blog, med tekster, der rammer dybt.
“Men det er svært, fordi jeg ikke ved, hvad der skal komme i stedet. Jeg er bange for, at denne pause jeg har brug for at tage, aldrig vil udvikle sig til andet end en pause. Jeg er bange for, at forlade dét der engang gav mening for mig – men ikke længere gør – blot for aldrig at skulle finde meningen og passionen igen.” Hvad så hvis pausen forbliver en pause? Hvis du liv for evigt føles som en ferie, fordi du finder frem til et liv, som gør dig så glad og let? Du bliver nødt til at prøve, der er ingen anden vej. Og selvfølgelig finder du meningen og passionen; selvfølgelig. Men den er en anden nu, hvilket alene betyder, at du har rykket dig (og det er efter min overbevisning selve meningen med livet her på jorden) <3
Jaaah, jeg vil også meget gerne høre flere detaljer om jeres hjemmeskoling:-)
Og tak for dette indlæg også – det kommer lige præcis et døgn efter jeg har besluttet af forfølge endnu en af mine drømme. Min faste job beholder jeg dog pga. først og fremmest lyst, dernæst økonomi og tryghed, men jeg beholder det kun på deltid, så der er plads til min andre drømme: tiden med min familie mens mine børn er små, ro i de rette mængder og det at starte min egen vintagebutik!!
Derudover mindede dette indlæg mig om dengang, hvor jeg også kun gad at ride på heste, der var jeg mellem 8 og 18 – det var en vigtig tid i mit liv!
Hurra! Stort tillykke med din beslutning. Det glæder mig, at du følger dit hjerte.
Jeg har gjort mig nogle tanker, der sjovt nok minder meget om dem, Linda gør sig 😀 uanset hvad, så vil jeg i hvert fald også meget gerne læse mere om hjemmeundervisningen. Det behøver ikke have en bestemt form; jeg vil bare gerne høre, hvordan I griber det hele an, hvad der lige fylder den dag, hvilke op- og nedture I oplever osv.
Dejligt, så skriver jeg videre. Mere eller mindre konkret afhængig af dagen.
Kære Maj My
Der er virkelig brug for mere fokus på muligheden for hjemmeundervisning. Mange ved slet ikke at muligheden eksisterer. Det er vigtig og vedkommende læsning, du her disker op med. Bliv ved!
<3
Okay – modtaget! Tak! <3
I want more!! 😀 Af det hele. Jeg tror, at DU som menneske gør dét som du lever i – uanset hvad det er – interessant og vedkommende på DIN måde. Vi, der er tiltrukkede af din blog, er det pga dine værdier og din måde at udtrykke dig gennem dem på. Uanset om du så kaster dig over hestene igen (se, det ville jeg også elske!), eller bliver fanatisk religiøs, så vil dine bevæggrunde og refleksioner omkring det give mening for os. Det er mere din essens, end det du bruger den til, jeg er nysgerrig i. At det hele går op i en højere enhed, med livsstil, unschooling etc. gør det jo bare det hele mere perfekt. Og stort tillykke med tilsynsmødet. Det er virkelig stærkt gået. Stået fast. Formidlet. Af jer. Jeg håber vi får samme oplevelse, når den tid kommer. 🙂
Åh hvor er du dejlig, og det er så vigtigt for mig at læse, for indimellem er jeg ved at trække i land i forhold til det med at formidle alt det her fra vores liv. Indimellem har jeg mest lyst til bare at lukke ned for det hele og svømme hen i en verden af “nu” og intet andet. Men formidlingen ér en del af mig, og når den så rent faktisk betyder noget for andre, ja, så giver det mening.
Pr. 1. september er jeg ikke længere på barsel, og skulle have været tilbage på mit job som ergoterapeut i socialpsykiatrien. Jobbet er opsagt, og jeg skal passe vores søn på 13 mdr. selv. Og jeg kan mærke, selvom jeg nok egentlig var.. tilfreds med mit job, at der er blevet åbnet så mange døre efter jeg er gået “uden for stien”. Det føles som om, at når jeg kan det her, så kan jeg alt. Lige hvad jeg vil. Så hvad fremtiden bringer, ved jeg ikke. Men jeg ved, at det kommer til at give mening for vores familie. For jeg er færdig med at gøre ting “fordi det gør man bare”, eller fordi andre forventer det. Og det føles fantastisk. Og jeg vil meget gerne læse mere om hjemmeskoling. Jeg synes det er mega vigtigt vi inspirerer hinanden, og jeres valg er i dén grad kilde til inspiration. Og dem der ikke har lyst til at læse med kan jo scrolle videre 🙂
Hvor er det fedt at læse! Tillykke. Den der frihed, den er det hele værd. Og indimellem kan man føle en snert angst og usikkerhed, og den skal bruges som drivkraft, ikke noget andet. Fordi når du følger dit hjerte så kan det ikke gå galt. Vitterligt ikke. Der er stadig hårde dage, men aldrig meningsløse, og det for mig er hele pointen: Jeg tror ikke, at lykken er målet, men oplevelsen af at være i verden med åbne øjne; dét er til gengæld 🙂