Der var én der sagde, “jeg er ikke klog”, og så kunne jeg ikke tie stille

Det er sådan en morgen, hvor regnen er stoppet, og solen langsomt kommer frem bag en mørk og tung himmel, og det lys, den rammer os, er blegt og skarpt, og luften er helt klar, helt ren, den dufter af regn, som fordamper. Forår. Marts. Kristian har kasser med spirer, læggekartofler og frø stående i alle vindueskarme, og børnene tjekker dem dagligt for at se, om noget stikker op fra mulden, og om kartoflerne efterhånden spirer, og jeg følger med på sidelinjen, hører ham fortælle om alt det, han læser, vil også gerne med udenfor, og er spændt på om sommeren bliver nemmere at deltage i end sidste år, hvor Juno var så lille, og jeg mest sad i skyggen med hende, og ammede.

Jeg skal med færgen om lidt, og er kørt ned på biblioteket for at sidde og skrive, før jeg skal ombord. Her, i dette lokale, holdt jeg skriveworkshop for en gruppe unge i går. Ni eller ti var de mødt op, og deres lys var skarpt som solens, særligt da de begyndte at slappe af, da de blev så trygge, at deres skuldre faldt, og de grinede lettet. Jeg læste højt fra et par bøger; de lavede en skriveøvelse, og så snakkede vi om, hvilke grunde der kan være til at skrive. Hvad vil man med det? “Fortælle om mine tanker,” sagde de – “skabe alternative universer, dele min verden.” De havde hver deres motivation for at elske ord, for at fordybe sig i både bøger og skrivning. Vi snakkede lidt om at øve sig i at skrive og om at tro på sig selv, og én af pigerne sagde lige pludselig, at hun ikke var klog, og så blev jeg nødt til at høre, hvad hun mente med det?
“Jeg er ikke så god til alle fagene i skolen,” sagde hun, og den slags kan jeg ikke høre uden at gå i propaganda-modus, så jeg spurgte, om det var okay, hvis jeg lige snakkede lidt om, hvor mange typer “klog” der findes?
Jeg tror nok, de havde store ører, mens jeg talte, og jeg fik næsten tårer i øjnene, i hvert fald havde jeg gåsehud, fordi det er så vigtigt for mig, at vi bliver bedre til at anerkende vores forskellighed. Alle de kasser, som vi skal passe ned i, gør os kun mindre.
“Jeg kan godt forstå, at du har det på den måde,” sagde jeg, “for det er jo sådan, skolen er indrettet: alle skal kunne det samme på samme tid, og vi bliver opdelt efter fødselsår i stedet for interesser og motivation. Samfundet er formet efter én fælles ambition, som handler om én bestemt type vækst, og ikke alle føler sig tilpas i den ramme. Men selvfølgelig er du klog, og du har et formål. Ingen mennesker er født ved et tilfælde.”

Og det tror jeg virkelig på: Alle har et potentiale, og vi skal lære at mærke os selv, lære at styre efter den stemme dybt indeni, som ved, hvilken vej vi skal. Ingen er født her på jorden uden noget at bidrage med, men mange menneskers bidrag er anderledes end det, samfundet gerne vil have frem i os, og vi kan risikere at blive forvirrede, vi kan miste retningen, og hvis ikke vi har nogen omkring os, som støtter os i at være os selv og holde fast i det, vi vil, så kan vi fare vild.
(og hvis man vi læse mere om mine tanker på det område, kan man læse med her og her)

Jeg kunne have snakket for evigt, for nu var jeg jo kommet i gang, og jeg kunne se, at de havde lyst til at høre det. Efter fem-ti minutter gik jeg hen, og tog “Den lille prins” fra en hylde, og læste de første sider højt. Kan I huske det? Der, hvor han fortæller, at: “således gik det til, at jeg i en alder af seks år gav afkald på en strålende karriere som maler. Jeg tabte modet, da min tegning nummer eet og min tegning nummer to ikke blev succes.”

Jeg sagde til de unge, at de voksne ikke er dumme, når de siger ting, som taler imod det, der føles rigtigt. De mener ikke noget ondt med det. Men de voksne har måske også engang haft drømme, som nogen slog itu og de har haft lys indeni, som nogen slukkede, og gamle drømme kan man nemt glemme (måske endda fortrænge), når man så lever et liv, hvor man ikke fulgte sin intuition, og hvor man måske aldrig kommer til det. Og så kan det være svært at tro på, at andre godt kan følge deres drømme. At man godt kan leve et liv, hvor det man laver, er det, man elsker, og aller helst vil.

Bagefter gik vi ud i den mørke aften, og alle grinede lidt, og snakkede sammen, og om en måned ses vi igen, og jeg glæder mig. Jeg kom også til at tænke på, at jeg glæder mig rigtig meget til om nogle år, når mine egne børn er så store, at jeg kan holde flere af den slags workshops rundt omkring, uden at de sidder derhjemme, og savner mig. For jeg synes, det giver så meget at få lov til at give til nogle af de andre, der også stadig har ører, som lytter.

Kristian ringede for lidt siden, og sagde, at han har holdt Ilja og Live hjemme fra børnehaven i dag. De kæmper hver især med deres for tiden, og har godt af lidt grounding. Ro, opmærksomhed, fokus. Så han havde sat sig på stuegulvet med dem og lavet en lille meditation. Bare sådan en helt uformel samling, hvor de havde lukket øjnene og set deres følelser lægge sig på en sofa og tankerne blæse bort som skyer på himlen, og så havde de hver især sagt en lille remse. Live havde sagt: “Jeg håber, vi får en god dag,” og Ilja havde råbt “Bæææææ!” og grinet, og så var katten kommet, og havde lagt sig i midten af deres cirkel.
Nu sidder de derhjemme, de to fireårige, og spiller skak, og jeg bad Kristian sende et billede. Jeg bliver så glad over, at han griber muligheden for at give dem det, de efterspørger, selvom han sikkert godt kunne bruge en dag på at lave musik eller læse bøger eller besvare mails, men nu ordner han lidt praktisk, mens de spiller, og så har han aftalt med dem, at de går ud i værkstedet sammen bagefter, og bygger videre på det lillebitte drivhus, som de har arbejdet på siden weekenden, han og børnene.

Hvad laver I i dag? Har I også (altså, ikke ligesom mig, men ligesom Kristian) gang i køkkenhaven? Jeg tænker på at skrive et lidt længere køkkenhaveindlæg én af dagene snart med Kristians assistance og links til gode bøger m.m.