Maj skrev inde på min facebook-side:
Tak for en rigtig god blog, Maj My. Vi er en lille familie på Nørrebro, der går med masser af de tanker, du så fint sætter ord på her i din blog. Vi taler meget om, hvordan pokker vi kan holde fast i og værne om de værdier, vi har i vores lille familie her midt i den hæsblæsende storby. Værdier som fx. tid frem for penge, humanisme frem for materialisme, langsomhed og tid til at være eftertænksom og kreativ.
Jeg finder stor inspiration i din blog. Men jeg får – ærlig talt – også lidt mindreværdskomplekser. For hvordan dælen får du det til at fungere i praksis? Selvstændig virksomhed, skribent på div. medier, ivrig blogger, retreat-arrangør, “landkvinde” med flere hektar jord at passe og så lige mand og 4 børn oveni hatten! Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre noget om, hvordan du får tid og energi til alt det? Og om hvordan du kan være langsom med dine børn midt i alt det? Og om de evt. fravalg du tager for at få tid til alt det, du gør? Bedste hilsner fra din navnesøster Maj
Her er mit svar til dig, Maj:
Du skriver: “Vi taler meget om, hvordan pokker vi kan holde fast i og værne om de værdier, vi har i vores lille familie her midt i den hæsblæsende storby”
Og det var det, jeg ikke kunne: Jeg kunne ikke værne om mine værdier i storbyen. Det kørte ellers fint for os i København, på det fysiske plan, men der var alt for meget mentalt støj og for mange prioriteringer, som gik mig imod. Jeg havde brug for et mere fokuseret liv.
Jeg kommer til at tænke på en kronik, som jeg er ved at skrive til Information. Den handler netop om, at børnefamiliernes farvel til København er et stille oprør mod samfundsnormen (og ikke et nederlag, fordi man ikke magtede byen). Og det er den slags en skriveopgave, hvor jeg blev spurgt, og ikke overvejede at sige nej, selvom jeg egentlig har gang i en del andre ting også, og selvom den ikke betaler noget. Men det er et emne, som ligger mig på sinde, og jeg kan ikke lade være med at bruge min stemme, når nu der er nogen, som lytter med. Heller ikke selvom jeg indimellem drømmer om at være mere stille.
Jeg vil forsøge at redegøre for mit liv, som er effektivt, men som ikke føles overhalingsagtigt og slet ikke som noget, der skal give andre mennesker mindreværdskomplekser: Jeg er fuldkommen lige så menneskelig som alle andre.
Lad os først og fremmest huske på, at jeg ikke arbejder ude 37 timer om ugen. Jeg tænker, at det er med til at frigive en del energi sammenlignet med mange andre.
Vores børn vågner løbende mellem 5-6, og da Storms skole først begynder klokken 8:30, har vi mulighed for at få en stille start hver dag (og kaotisk, selvfølgelig – men ikke travl.) Vi smører madpakker om morgenen, fordi som Kristian siger: Hvorfor gøre det om aftenen, når vi har så god tid først på dagen?
Fire dage om ugen er børnene af sted mellem 8:30-14. De andre dage er de hjemme. Efter sommerferien tager vi dem muligvis helt hjem for en periode for at afprøve et liv, som særligt jeg har drømt om i en del år.
Vi arbejder ret effektivt, når børnene er ude, men tager os også tid til andre ting: Hinanden, naturen. Det vil vi gerne inddrage børnene i fremover og så fokusere vores arbejde om aftenen og på skift en dag eller to om ugen.
I de her år skriver jeg meget, når børnene sover. Nogle dage allerede fra klokken 20:30, men ofte først efter klokken 23, når Kristian et gået i seng, og vi har snakket færdigt/læst/set en doku sammen. Så skriver jeg et par timer, og jeg elsker det, selvom jeg er træt på det tidspunkt.
Du nævner, at jeg beskæftiger mig med mange forskellige ting, og det er rigtigt, at jeg laver til lidt af hvert, men det føles alligevel ret overskueligt. Jeg tror, jeg har fundet et fokusområde, som passer mig godt, og som falder mig nemt (noget med at formidle mit værdisæt om at tage ansvar og leve et liv, der giver mening). Jeg siger nej til ret meget (mindre foredrag, gratis artikler i små tidsskrifter, etc.), og jeg arbejder ikke mange timer, men til gengæld er jeg koncentreret, så længe der er motivation.
Jeg tror, jeg sparer en del tid på at være selvstændig. Jeg skal ikke pleje sociale relationer på mit arbejde, og behøver ikke tænke i fastlagte frokostpauser eller andre kutymer. Jeg vælger selv, hvornår jeg arbejder og med hvad. Intet af det jeg skriver i disse år, tjener jeg penge på direkte. Men det nærer mine andre aktiviteter, og det er fedt at lave noget, som ikke har at gøre med økonomi.
Det med motivationen er en anden stor del af forklaringen på, hvordan jeg når så relativt meget på kort tid: Når jeg skriver, for eksempel, venter jeg som regel, til jeg kan mærke, at det falder mig let. Så kan jeg godt skrive et indlæg til Point of View International på et par timer. (I dette tilfælde spurgte Signe Wenneberg sent torsdag aften, om jeg ville have noget klar til søndag eller mandag: Fredag var en helligdag, huset var fuldt af mennesker, og Kristian spillede koncert om aftenen. Lørdag og søndag havde vi besøg af min familie fra Aarhus inkl. tre børn, men da de kørte mod færgen søndag aften, tog jeg en dyb indånding, satte mig ved computeren, og skrev. Og det virkede: På et par timer tog teksten form. Det kræver fokus og viljetstyrke – og så har jeg et stærkt netværk af én til to veninder, som altid med kort varsel er villige til at læse mine tekster igennem og give mig feedback, hvis jeg selv er lidt i tvivl.)
Vores virksomhed, Huset Humaidan, hvor vi laver forløb med udsatte unge, startede vi for tre-fire år siden, og selvom den stadig kræver løbende vedligehold, er den mest af alt en meningsfuld og god måde at tjene penge på. Vi ser de unge tre hverdage per måned og hver fjerde weekend, cirka. Da vi startede virksomheden brugte vi ret meget tid på opsøgende arbejde, bureakrati og kommunikation, det gør vi ikke rigtigt længere.
Og ja; så skriver jeg jo på bloggen hver dag, og jeg vil gerne indrømme, at det sluger en del af min tid. Måske ikke så meget som nogle tror, men sikkert mere end jeg selv tror. Selve skriveprocessen svinger tidsmæssigt, men den del klarer jeg som regel hurtigt. Igen venter jeg, til jeg er i flow, eller også svinger jeg mig op til det, når jeg lige har en pause. Derudover er der kommentarerne herinde, som jeg gerne vil svare på, og der er e-mails og fb-beskeder. Jeg får mange: En del skriver for at sige tak (og det er den mest opløftende fornemmelse at læse), andre skriver for at få gode råd eller hjælp. Jeg har måtte acceptere, at jeg ikke kan skrive lange, detaljerede svar til alle om, hvordan man starter en blog, eller følger sine drømme.
Pt. overvejer jeg for første gang helt seriøst at begynde at tjene penge på min blog, og jeg har et møde i den kommende uge netop om, hvorvidt jeg kan gøre det på en måde, så jeg stadig føler mig fuldkommen ærlig og i tråd med mine værdier. Hvis bloggen bliver en indtjeningskilde, kan det være, der er endnu flere andre ting, som jeg må sige nej til (måske er det kun godt).
Jeg taler sjældent i telefon og aldrig om aftenen. Når mine børn ikke er sammen med mig, prioriterer jeg virkelig mit arbejde. Når mine børn er her, prioriterer jeg dem.
Det med retreats? Det var en idé affødt af nogle kommentarer herinde, som jeg ikke følte, jeg kunne svare fyldestgørende på i det format. Så tænkte jeg hurtigt over et koncept, og annoncerede mit første retreat. Det føltes rigtigt, og så er det bare om at komme igang. Jeg planlagde lidt i månederne op til: Bookede huset, og bad min mor og søster sætte kryds i kalenderen, så de kunne hjælpe mig undervejs. Men jeg allokerede først rigtigt energi til indkøb og nærmere planlægning dagen inden retreatet. Der var så meget andet at se til før det, og, tja, jeg ventede, til jeg var fuldkommen motiveret, og så gik det nemt.
Jeg har tillid. Tillid til at det går godt. Tillid til at når jeg sætter mig for at skrive, eller når jeg sidder sammen med en gruppe kvinder, så får jeg de input, som jeg har behov for. Retreatet var en succes. Jeg føler mig stadig svævende, når jeg tænker på det. Mit næste retreat til september er næsten udsolgt, og jeg arbejder på at udvikle konceptet (så jeg også rent faktisk kan tjene penge på det 😉 ) Det glæder mig, når ting nærer både andre og mig selv.
Fik jeg sagt, at de 5,5, hektar er Kristians projekt, ikke mit? Han er derude så meget, som han har mulighed for. Helt uden mobiltelefon eller facebook, og det tror jeg, er sundt. Jeg ved det. Og jeg håber, at jeg en dag kan finde ud af at følge efter, men for nu sidder jeg stadig her ved computeren meget af tiden. Vi gør vores bedste fra hvert vores sted. Når børnene kommer helt hjem om et par uger, bliver jeg tvunget ud i den friske luft. Indimellem er tvang godt. For nylig droppede jeg at skrive min roman, selvom den var svær at give slip på. Men der er noget under opsejling (eller nedtoning) i mit liv.
Så længe jeg overvejende beskæftiger mig med ting, som er drevet af passion og et ønske om at sprede lys i verden, føles det ikke ret ofte som en byrde at arbejde. Arbejde og familie smelter sammen, så man blot lever ét liv og ikke er så splittet mellem arbejde og fritid.
Når det er sagt, så kræver de forskelligartede opgaver, at jeg har tungen lige i munden, for der er – som du skriver – et modsætningsforhold mellem det at være meget på og samtidig være en nærværende mor. Jeg øver mig dagligt.
Min kusine og jeg var i sommerhus for nogle år siden. Hun er sådan en top notch karrierekanon, og i den sammenhæng følte jeg mig stadig lidt som hende den tossede journalist, der droppede ud af gymnasiet. Vi lå i sengen om aftenen, og snakkede om vores håb for vores børn. Jeg sagde: “Jeg håber, de bliver mere målrettede og fokuserede end mig.”
Min kusine så forbløffet på mig, og udbrød: “Jeg håber, at min datter bliver mindre stålsat end mig. Jeg har brugt hele mit liv på at gøre det, andre synes, er rigtigt.”
Pointen med historien lige her er, at jeg faktisk ér både målrettet og fokuseret: Jeg sætter mig for at gøre noget, og så gør jeg det. Men jeg gør det ikke for andres skyld og ikke på bekostning af min livsglæde. Og fordi motivationen kommer indefra, føles det ikke opslidende, selvom jeg jo faktisk arbejder meget intenst i perioder.
Jeg håber, du kan bruge mit verdens-længste-svar til noget. Du satte (tydeligvis) nogle tanker i gang.
Kh din navnesøster, Maj (My)
Giver det mening for jer andre? Majs spørgsmål og mit svar, altså? Kan I genkende den der forskel mellem arbejde, som man brænder for os så den slags, som virkelig trækker tænder ud? Hvordan har I indrettet jer – eller hvad drømmer I om at gøre?
(Gid min opslagstavle var så smuk.. – fra bogen Kunsthåndværkerhjem)
