Er I der?

Hej igen,

Det er lidt længe siden. Der har været så meget. Jeg har næsten lyst til at starte med en introduktion, men synes alligevel, at det nok er i overkanten. Her er jeg, og jeg er næsten den samme som sidst.
Nogle af jer ved helt sikkert (mens andre er lykkeligt uvidende om), hvorfor bloggen har været lidt stille. Altså, det med skiltet i Legoland. Nogle gange drømmer jeg selv om generelt at vide mindre; efterhånden ér jeg faktisk ofte hende, som ikke ved alt, og det er ganske rart.

Jeg sidder i den store seng på soveværelset, og kan høre alle fire børn, min søster og Kristian nedenunder. Jeg er lige vågnet, til gengæld lå jeg vågen det meste natten med migræne. Først klokken fire stod jeg op, og tog en cocktail af smertestillende, og en halv time senere faldt jeg endelig i søvn. Uden hovedpine, helt klar i hovedet. Sådan har jeg det også nu, og jeg er taknemmelig.

Der er mange ting, jeg er taknemmelig over. Min weekend, ikke mindst.
Fredag eftermiddag, før de otte kvinder kom til Ærø for at holde retreat hos mig, var jeg ellers både træt og bekymret. Det var samme formiddag, ham komikeren havde lagt en video op, som startede endnu en storm mod mig af hadebeskeder, kommentarer og i sidste ende også et enkelt telefonopkald sent den aften (“Hold din kæft, din klamme so!”). Alt det, fordi jeg havde gjort Legoland opmærksom på et skilt ved én af deres forlystelser, som jeg synes, de med fordel kunne ændre. Jeg har flere gange haft lyst til at skrive en liste herinde med svar på alle de antagelser, som er fløjet omkring i hobetal (at jeg har købt mit navn hos en numerolog; at Legoland har mistet en formue på affæren, at min mand hader kvinder). Men jeg har ladet være. I stedet holdt jeg retreat med otte kvinder, og det er jeg så glad for.

Mens jeg gik rundt i det store smukke hus i Skovby her på Ærø sammen med min søster og veninde, og gjorde klar til weekenden, var jeg usikker på, om jeg havde kræfterne til at være noget for nogen. Vi plukkede blomster, bagte cookies, og jeg forsøgte at lade op, men jeg følte, at hver gang mit batteri havde fået lidt ind, så kom der en regn af formørkede energier min vej, og jeg stod afkræftet tilbage, også selvom der efterhånden også kom mange beskeder med lys og taknemmelighed min vej. De andre blev ved med at fylde.
Men allerede nogle timer efter de otte kvinder ankom, vidste jeg, at jeg havde taget fejl.

Der findes ikke mange ting, som er mere nærende end et omsorgsfuldt fællesskab. Der findes ikke meget, som kræver mere positivt fokus, og som dermed flytter opmærksomheden mod noget smukt. Vi havde medrivende samtaler, vejret var uendeligt flot, og i løbet af de to døgn rykkede vi os alle frem i livet; ud i lyset.
Søndag sagde vi farvel, og jeg tror, at alle følte et lys brænde indeni; at alle mærkede, at der er håb og muligheder for enhver, som er villig til at leve et tillidsfuldt liv.

Min søster og jeg blev modtaget herhjemme af en meget glad familie. Jeg følte, jeg badede i kærlighed, blev krammet, og sov længe den nat. Det var først i går, at jeg blev indhentet af den migræne, som nok på én eller anden måde har haft en sammenhæng med alt det, der er sket den seneste uge. Og nu er den væk. Nu er jeg her igen. Nu har jeg det fine, nærende retreat med mig, og jeg er på vej væk fra de skygger, som hele tiden lod til at indhente mig. Jeg er blevet klogere, endnu skarpere på mine prioriteter, og jeg har i samme periode modtaget så meget opbakning, omsorg og velvilje, at jeg håber, jeg ikke er den eneste, som har lært noget af den voldsomme retorik og modstand på nettet.

Nu sidder jeg så her, og skriver igen, og når jeg skriver er jeg hjemme. Når jeg skriver, finder jeg ind i mig selv, mærker varmen, drivkraften, vilje og glæden, og pludselig husker jeg, hvorfor jeg holder så meget af at være her.

Er I der endnu?

You May Also Like
48 comments

  1. Hej Maj, jeg er fast følger her, men kommenterer aldrig – vi diskuterer dog gerne dine indlæg og taler om, hvordan de inspirerer os over aftensmaden herhjemme! Når jeg skriver nu, er det bare for at give dig et stort virtuelt kram og sige, at jeg – som en hel masse andre – er utrolig glad for, at du (bliver ved med) skriver, og at det gør mig enormt trist, at mennesker får lyst til at bruge SÅ meget negativ energi på sådan noget, hvilket nok (desværre) betyder, at der virkelig er brug for, at folk råber op, når de finder er sådan skilt… Ja, jeg vil egentlig bare gerne skrive for at sige tak.

    Svar

  4. Helt sikkert 🙂

    Dejligt at du bliver ved – jeg føler faktisk at jeg i kraft af denne blog og dine ord er kommet længere i mine egne refleksioner omkring nogle ting. Det er jeg meget ydmyg over – for det er jo lidt en giver-modtager-relation hvor jeg nogle gange får det helt dårligt over at du giver så meget uden at få noget igen. Og så især når sådan noget som affæren med Legoland sker (suk, hvor er det forfærdeligt, at folk har rettet så meget had i mod dig, findes der virkelig så mange vrede mennesker i verden?). Jeg vil prøve at blive bedre til at “give igen” i form af kommentarer herinde – det er ikke meget men dog lidt 😉

    Og tillykke med et vellykket retreat!

    Svar

    1. Kære du, jeg får en helt masse igen. Ja, i kraft af jeres kommentarer men også i en vished om, at mine ord når ud til mange og måske endda gør en forskel for nogle. Det er jeg til gengæld meget ydmyg over, og det er grunden til, at jeg ikke kan stoppe. Det, og så fordi jeg altid har så pokkers meget på hjerte 🙂

      Svar

  5. Selvfølgelig er vi her endnu. Hvordan skulle vi kunne være andet?
    Dine skriverier er en vigtig del af min færden på internettet.

    Jeg er glad for at læse, at det har været et godt retreat for alle parter.

    Jeg har siddet på sidelinjen og krummet tæer over hvordan folk skriver til og om dig, jeg forstår ikke at respekten for hinanden er dykket så meget, at vi synes den her opførsel er ok?!

    Kram og varme tanker.

    Svar

  6. Selvfølgelig er vi her!

    Velkommen tilbage.

    På en måde var det jo som sendt fra himlen, at du skulle holde retreat i netop denne weekend – det tænkte jeg netop på fredag formiddag, da jeg lige havde læst dit indlæg, og derefter så Torbens video på Facebook … at det var så godt, at du snart ville sidde i selskab med gode mennesker, så du ikke ville få tid til at følge alt for meget med.

    Glæder mig til fortsat at følge dig her på bloggen, og jeg håber, at emnerne snart kommer til at handle om jeres dagligdag med hjemmeskole osv. i stedet for ligegyldige skilte i Legoland.

    🙂

    Svar

  7. På en ubehagelig måde har du, Maj, været medvirkende til, at der er kommet fokus på, hvordan man skal tale til hinanden på nettet. Vi kan håbe, at tossebollerne lærer af det. Du er en af de modigste og sejeste kvinder, jeg nogensinde har hørt om. Og jeg kaster mig i øvrigt over din blog, hver gang du skriver. Knus.

    Svar

    1. Kære Karen, hvor er det en dejlig besked. Tak. Jeg håber, du har ret i, at den seneste uge har bidraget til ét eller andet godt. Jeg er i hvert fald selv blevet klogere. Knus.

      Svar

  8. Ja da! Og jeg har trykket opdater mange gange de forløbne dage. Vi er ikke enige i hele debatten – jeg tror, mine piger i sig selv er stærke og kloge nok til at skelne eventyr fra virkelighed. Men man skal have lov at stikke næsen frem uden at blive hamret i hovedet. Jeg var en af de første bloggere i Danmark med min klumme i Nyhedsavisen – og tro mig, da Nationen først fik mulighed for at lommentere i det digitale univers fik jeg også ofte ‘kærligheden’ at føle. Jeg håber, at du på et tidspunkt kan se det som to ligegyldige sekunder i dit liv❤️

    Svar

    1. Kære Mia; dejligt at du er her. Jeg tror bestemt også, at mine seje døtre og sønner kan skelne det ene fra det andet. En enkelt gang, måske ti. Men ikke når det optræder i alt fra Kaj & Andrea (hvor han er superhelt og hun prinsesse) til Legoland (hvor man lige troede, man var fredet) og Anders And (hvor Andersines ambition er at få en kæreste og Anders skal skaffe penge). Jeg er heldigvis godt ude på den anden side af stormen. Styrket, måske endda ❤️

      Svar

  9. Læser også med, og glæder mig til snart at blive nabo og ses i virkeligheden. Dejligt at høre du er ovenpå igen. Kram.

    Svar

  10. Kære Maj, jeg er her også. Æv, hvor blev jeg ked af at høre, hvad du lige har været igennem (Kirsten berettede i forgårs). Det er bare medier, ja, og det er bare trolls, osv – men det kan f… ikke være rart at stå midt i. Godt, at du greb ud efter det, der styrker og opmuntrer dig; det nære fællesskab og din familie. Lad alt andet fare, så godt du kan. Alle mulige varme kram, Sille

    Svar

    1. Det har ikke været rart. Men ja; jeg er helt okay, blandt andet fordi så mange har været der for mig – fra nær og fjern. Selv i Göteborg har man tænkt på mig 😉 ❤️ Kram til dig og dine

      Svar

  12. Hej Maj-My;0)
    Velkommen tilbage, jeg er her endnu og vidste ikke at du har et sted hvor man lige kan trække sig tilbage, for en stund.
    Knus;0)

    Svar

  16. Jeg glæder mig til at taste majmy.dk hver aften og se om der er nye ord fra dig. Velkommen tilbage på den anden side af kaos. Jeg er sikker på, at vi er mange som bakker dig op og ikke forstår det kaos, som pludselig opstod.

    Svar

  18. Ja vi er her endnu ! Og dejligt at du skriver endnu…………..bliv endeligt ved med det ! PS Har glædet mig til at høre noget fra dig igen, så blev helt glad da jeg læste dit indlæg 🙂

    Svar

Skriv et svar til Maria Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.