Siden jeg var barn, har jeg fulgt mit hjerte. Ofte har det krævet en stor indsats at gå min egen vej, men det har været som om, jeg ikke havde et valg. Det har betydet, at jeg indimellem følte mig udenfor og forkert, men med tiden forstod jeg, at det altid er det hele værd. Nu ved jeg med sikkerhed, at jeg kan stole på mig selv.
Alligevel er der en drøm, som jeg ikke har forfulgt: Drømmen om at have mine børn hjemme. En impuls dybt indefra, som jeg har skubbet foran mig. Sandheden er, at jeg i flere år følte et stik i hjertet, hver gang jeg mødte en mor, der gik hjemme. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme fra tanke til handling.
En del af forklaringen er, at der var noget andet, jeg også ville, og som jeg troede, var en modsætning til det liv med min familie, som jeg drømte om. Jeg ville skrive, og det gjorde jeg: Aviser, bøger, klummer. Jeg skrev på livet løs, og fandt min vej karrieremæssigt. Det gik godt, men jeg længtes stadig efter et liv med mere tid til min familie. Så jeg sagde det faste job op, blev selvstændig, og indførte tredagesweekender. Stadig var det ikke det rolige, fokuserede liv, som jeg længtes efter. Men noget holdt mig tilbage.
Jeg kan, hvad jeg vil, plejer jeg at tænke. Men måske ville jeg ikke det med børnene nok. Der har altid været noget, som stod i vejen. Jeg ville også det med at skrive. Oprigtigt, brændende. Og jeg ville bevare min identitet som noget andet end “mor”.
Jeg nærer en stor beundring for forældre, der lige fra starten af deres forældreskab ved, hvilken retning det skal bevæge sig i (uanset hvilken retning de vælger.) Jeg selv gået nogle omveje. Hjemmepasning blev til vuggestue. Hjemmeskole til friskole.
Der er forskel på børn, det er jeg klar over. Og mine kan bedst lide at være hjemme det meste af tiden. Det påvirker min måde at være forælder på.
Og jeg kan have lyst til at slå mig selv i hovedet, når jeg ser tilbage. “Hvorfor lyttede jeg ikke?!”
Men jeg gjorde mit bedste, det ved jeg, og jeg har ikke været bevidst doven med mit forældreskab. Jeg har været overvældet og i tvivl. Og jeg har haft fokus andre steder.
Jeg har tænkt, at jeg skulle nå en helt masse. Jeg har gjort rent, når babyen endelig sov. Har skrevet, så snart børnene kiggede væk.
Jeg har glædet mig til at aflevere dem, så jeg kunne være noget andet end deres mor i nogle timer. Jeg har længtes efter alenetid/kærestetid/arbejdstid. Men hvad med familietiden? Hvorfor længtes jeg ikke mere efter den?
Der er ikke kun én forklaring, og det er ikke alt sammen samfundets skyld. Men en del af forklaringen er, at jeg ikke troede, det var nok at være mor. Den alenehed, som er i en barsel. En ensomhed, næsten. Man er jo mor, men der er ingen, som har taget sig tid til at forklare, hvor værdifuldt og overvældene/vildt/stort/sorgfuldt/smukt/grimt/skrøbeligt det er. Der er ingen, som anerkender, hvis du gør det godt, eller som trøster dig, hvis du er træt. Der er så mange, som klapper, hvis man får 12-taller, og scorer en god stilling. Som om dét er selve livets mening. Den slags anerkendelse blev jeg vant til og afhængig af.
Det tog tid for mig at finde ud af, at det tager tid at blive mor.
Og jeg havde fået det indtryk, at det ikke var nok at fokusere på moderskabet. Hele verden råber til os, at vi skal præstere, og hele tiden blive bedre, have mere i løn. Ingen havde nogensinde sagt, at det var nok at være mor. “Man bliver sindssyg af at være på barsel, fordi man ikke bruger sit hoved,” skrev de i klummer.
Så jeg startede på universitetet, da min ældste var seks måneder. Cyklede hjemmefra to dage om ugen, mens min mand var sammen med ham. jeg følte mig bedre tilpas, mere målrettet. Jeg følte mig også splittet og træt.
Nu kan jeg godt tænke, hvad det havde betydet, hvis jeg havde fokuseret på moderskabet uden at føle den splittelse? Bare for en tid, i hvert fald. Om jeg havde følt en større ro og glæde. Det er opslidende altid at være mindst to steder på én gang.
Man får et barn, livets største gave. Det ligger ved ens bryst, dufter af alt det bedste. Det er alt, man kan forestille sig. Og alligevel tænker man: Hvad så nu?
Man snubler, føler sig på usikker grund. Følger strømmen. Der er ingen, som siger: “Du ved bedst.” Der er ingen, som siger: “Det er sindssygt hårdt. Lad mig sidde her ved din side den næste tid, mens du finder din vej.”
Jeg havde en veninde, som fortalte, at babytiden blev nemmere kvartal for kvartal. “Og når han er tolv måneder, kan du aflevere ham i vuggestue!” Det var ikke et spørgsmål.
Jeg talte månederne, og hun havde ret: Det blev nemmere. Pludselig kunne han gå, pludselig var jeg mere fri. Jeg lærte ham at kende, og elskede ham. Derefter skulle jeg give slip, og selvom det gjorde ondt, gjorde det. Jeg gjorde det godt. Nu kunne jeg realisere mig selv. Jeg ved ikke, hvad det betyder. Hvad var det, jeg kunne realisere?
Det mest sande udtryk i mit liv er mine børn. Men jeg talte månederne, til jeg kunne give dem fra mig.
Nu står jeg så her, og tænker hele tiden på at tage mine børn hjem. Give det en ærlig chance. Jeg tænker på det med den samme forventningsfulde følelse i maven som dengang, alt var nyt. Men med større tillid og ro. Jeg tænker, at jeg har lært meget af at være i tvivl og af at give tid. Jeg har lært af ikke at gøre det hele fra starten. Der har været en modningstid, som måske har fjernet den sidste tvivl, jeg ellers kunne have båret rundt på. Jeg ved, at tiden går, og at det altid kan betale sig at gøre mit bedste.
Jeg har forstået, at jeg ikke mister mit liv ved at være sammen med mine børn. Jeg gør dem til en del af det.
Det der er rigtigt for mig, er ikke rigtigt for alle.
Og det der er rigtigt for de fleste, er ikke altid rigtigt for mig.
Hvordan har jeres forælderskab udviklet sig? Er I de samme forælde, som I var i starten? Hvilke tanker havde I gjort jer forud, og stemte de overens med virkeligheden? Lever jeres liv med børnene op til det, I drømmer om?
Læs 2. Del om vejen hjem HER
15 comments
Tak for gode indlæg i din blog.
Jeg må sige, at forældreskabet har vendt fuldstændig op og ned på mit liv. Du har ret i, at det tager tid at modnes. Jeg troede, at det ville blive det mest naturlige for mig at blive mor, fordi jeg havde glædet mig sådan til det, og har en dejlig mand.
Min proces ind i moderskabet har dog sat turbo på at finde mine egne rødder og kernen i mig selv. Det har egentlig været ret smertefuldt og samtidig så utroligt lærerigt. Jeg tror ikke, at andet end moderskabet ville kunne få mig til at indse, hvor meget jeg har været nødt til at finde ind til kernen i mig selv.
Jeg har gået hjemme med mine to piger i 3 år, hvilket er ved at være 4 år siden, da min ældste lige er blevet 7 år. Jeg har haft stort behov for at høre til i en social sammenhæng samtidig med, og at være noget også for andre end mine børn. Jeg blev færdiguddannet dagen før min ældste blev født, så jeg tror også, det har betydet noget, at jeg ikke havde fået prøvet kræfter med mit fag. Samtidigt var vi lige flyttet til udlandet pga. min mands arbejde, så jeg skulle selv skabe mit netværk i en fremmed kultur.
Jeg ville have ønsket, at tiden derhjemme for mig og mine piger, havde været mere harmonisk i de år, jeg gik hjemme. Jeg savnede andre voksne og følte mig ensom.
Jeg kan forestille mig, at du ville kunne trives godt med det, da du kender dit faglige værd, og I har et godt socialt netværk, hvor I bor. Det betyder meget, lige at få lidt voksensparring midt i alt det der børnesnak.
Har du set Netflix’s dokumentarfilm om forældreskab og børn? Der er bl.a. et afsnit om ‘It takes a village to raise a child’. Det tror jeg er meget rigtigt.
Og følg dit hjerte. Om du så vælger at gøre det i en måned, et år eller 5 år. Det lyder til, at du er nødt til prøve det af. Om ikke andet vil du føle dig troværdig og som et godt forbillede for dine børn ved at lære dem at følge sit hjerte.
Kan ikke lige gå tilbage til dit indlæg, imens jeg skriver fra mobilen, så håber jeg fik svaret på dit spørgsmål.
Kære Louise, jeg kan godt forstå din følelse af, at du ville ønske, det havde været mindre kaotisk, men jeg får sådan lyst til at skrive, at sådan er det vist bare? Og mon det er sådan, dine børn husker det? Der er nemlig den der ensomhed i hjemmelivet nu om dage. Jeg kan kun tænke tanken og lægge planer om at udleve det, fordi min mand er med på planen, og vi er herhjemme sammen 99 procent af tiden. Uden ham – nej. Det ville aldrig gå. Jeg ville drukne i selvmedlidenhed og frustration.
Jeg vil se det afsnit på Netflix, som du nævner. Tak for det.
Så rigtigt! Så vigtigt! Vores børn er vores gave. Gave til os,når de pludselig dumper ned i vores dobbeltseng fra himlen med deres små bløde kroppe. Men de er også en gave fra os til verden.Og ansvaret ligger(til dels) hos os. Jeg har fra dag 1 med den ældste følt det forkert at placere hende i en bygning uden os i mange timer.Men vi fortsatte. For det gør man jo.
Jeg tror en stor del af hvorfor det føltes hårdt at være hjemme med børn var ensomheden omkring det,men også identiteten der har forbundet med det. Og alt det vores mødre kæmpede for at slippe ud af. Og som var en vigtig kamp.Men det er lidt som om man glemte børnene et sted i den kamp. Jeg tror på ligestilling.Lige meget mere tid til familien.Og jeg ved at rigtig mange familier føler sådan.Noglegange er det nok at føle bare lidt medhold.ikke fra alle.men fra få gode. Jeg har i hvert fald fået endnu mere lyst til at tænker i andre baner end jeg havde i forvejen.Tak igen,Maj My.
Kære Elena, åh hvor et fint billede af børnene osm dumper ned fra himlen. Jeg kommer til at tænke på Kristians dåbssalme. Har du læst den? (https://majmy.dk/velsignelser-har-mange-former/) Ja, man fortsætter, fordi sådan gør man jo. Og for mit vedkommende fordi jeg havde lyst. Jeg ville oprigtigt talt ikke kunne undvære mine skriverier, og jeg vidste ikke før for nylig, hvordan jeg skulle balancere de to ting: Familie og kreativ passion. Netop også grundet det med identiteten, som du skriver: Kan man være succesfuld, selvom man ikke er primært defineret ud fra sin karriere? (Nu tænker jeg nærmest modsat).
Men for mig personligt, tror jeg egentlig, det er godt nok, at jeg har fundet min vej “professionelt”, før jeg nu hiver børnene hjem: Jeg hviler i mig selv, og er ikke i tvivl om, at jeg vil være sammen med børnene nu. Og ja til det med ligestilling. For mig er tanken om at hjemmeskole udelukkende aktuel, fordi Kristian og jeg er fælles om det. Vi har glemt fællesskabet, og forældrerollen er blevet ensom.
Det kan vi kun lave om på ved at sige fra og gå en anden vej.
Fik lyst til at svare mere, da jeg genlæste spørgsmålene.
Nej, min mand og jeg er ikke de samme forældre længere. I starten havde jeg nok mest nogle romantiske forestillinger om, hvad det vil sige at have børn. En del træthed og ikke så mange pauser gjorde mig til en trist mor. Det har egentlig taget lang tid at få løsnet op for det. Jeg tror nu også, at jeg har brugt meget krudt på at bekymre mig, istedet for bare at nyde livet. Det er blevet bedre, men det kræver meget bevidst arbejde.
Jeg ved egentlig ikke, hvad min mand og jeg præcist ønsker for vores familie. Jeg prøver at lade være med at forvente mig noget bestemt, og istedet arbejde med hvilken grundstemning og værdier vi gerne vil have. Jeg synes, der er meget, der er dejligt. En tur i Djurs sommerland, hvor de voksne får en stor fadøl, og ungerne leger og hygger sig. En tur til stranden. Spontane gæster til aftensmad. Hulebygning. At ungerne endelig er klar til at have lyst til at få læst Astrid Lindgren.
Der er meget godt, selvom det sikkert kunne blive endnu bedre. Det kan være et puslespil at få det hele til at hænge sammen til tider, og så kan det godt blive lidt presset. Men andre dage er der bare glæde og ro.
Kunsten er jo, at vi er 4 mennesker, der skal lytte til hinanden og ses. Det tager tid og kræver nærvær at indse, at det handler om, at vi alle får luft. Jeg har skullet indse, at jeg er nødt til at meditere regelmæssigt for at være stabil, min mand bliver nødt til at styrketræne og spille brætspil med vennerne. Pigerne vil gerne svømme og spille fodbold, også selvom jeg havde håbet de ville gå til musik. Men pigerne vil det andet, og jeg har skullet lære, at pigerne godt ved, hvad de vil, og at det kun går galt, hvis jeg presser dem til noget andet.
Så jeg synes, at forældreskabet har modnet mig til at blive mere rummelig og fleksibel. Jeg er også blevet god til at skære ind til benet og prioritere ro omkring mine børn. Der er meget godt, selvom jeg længes efter at blive mere hel, og jeg overvejer om min familie kunne få det bedre.
Det lyder som et liv med plads til udvikling og det lyder som et godt liv, hvor I ser og hører hinanden, og hvor der er plads til, at man rykker sig, hvilket måske er selve meningen med det hele. “Så jeg synes, at forældreskabet har modnet mig til at blive mere rummelig og fleksibel. Jeg er også blevet god til at skære ind til benet og prioritere ro omkring mine børn. Der er meget godt, selvom jeg længes efter at blive mere hel, og jeg overvejer om min familie kunne få det bedre.” – hvad mener du med det sidste?
Jeg er ikke den samme mor som jeg var da jeg var 21 og mor til 1, som jeg er i dag hvor jeg er 40 g mor til 4.
Jeg havde gjort mg mange tanker om hvilken fantastisk mor jeg skulle være – havde faktisk nedskrevet en del af mine ambitioner i en bog jeg begyndte på som 15 årig – en af dem var at gå hjemme de første par år af børnenes liv – hvilket man altså ikke selv kunne bestemme når man blev gravid som 20 årig og almindelig barsel var på ca. 5 1/2 mdr. og man ikke kunne søge forældreorlov når man var under 25, medmindre man havde arbejdet så og så meget – og jeg havde ikke arbejdet – jeg havde været i gang med at studere efter at have været på højskole og i huset.
Jeg fik dog lov at gå hjemme de første 11 1/2 mdr – og tog derefter fuld hf over 3 år hvilket betød jeg kun var i skole 17- 20 timer i ugen – og derfor havde god tid til at være mor også 🙂
jeg havde også skrevet ned at jeg aldrig måtte skælde ud, true, bruge straf og belønning m.m. – tja det er så ikke altid lykkedes. I det hele taget kunne jeg ikke leve op til at være den drømmemor jeg troede jeg ville blive.
Men jeg har heldigvis fået nedjusteret mine forventninger og det tror jeg faktisk har været med til at gøre mig til en bedre mor 🙂
Glansbilledet kommer jeg nok aldrig til at kunne leve op til – men jeg nyder det liv jeg har med børnene nu – selv om jeg selvfølgelig godt gad at jeg var helt rask og dermed kunne give dem det mere 🙂
Fantastisk læsning: “Jeg havde også skrevet ned at jeg aldrig måtte skælde ud, true, bruge straf og belønning m.m. – tja det er så ikke altid lykkedes. I det hele taget kunne jeg ikke leve op til at være den drømmemor jeg troede jeg ville blive. Men jeg har heldigvis fået nedjusteret mine forventninger og det tror jeg faktisk har været med til at gøre mig til en bedre mor.” Jeg er helt enig, og tak for at du deler.
Jeg er overhovedet ikke den samme mor, jeg var for 5 år siden hvor jeg blev mor for første gang. Jeg afleverede hende da hun var 9,5 måneder, det tog 22 dage at indkøre. Jeg kan ikke ændre på det nu. Men med vores søn på knap et år, har vi besluttet at han skal passes hjemme i hvert fald et halvt år, gerne længere, og selvom jeg har mødt ufatteligt meget modstand – det har jeg på mange områder I mit liv og valg i livet – så står jeg fast og det føles så fedt. Vi nyder de rolige dage og de store piger på 5 og 6 kommer i bhv 4 dage ugentligt fra 9-14 og det fungerer så fint for helt familien.
Det lyder som en dejlig hverdag og børnene ér jo en stor del af vores læring, så det er kun naturligt, at der er ting i den første del af vores forældreskab, som vi tænker tilbage på i erkendelse af, at det ændrede sig sidenhen.
Kære Maj
Jeg elsker at følge med i jeres ø liv og jeg har længe tænkt over at svare dig på dine sidste nye blogs.
Jeg har også kigget med da Frida og Mikkel var på skærmen og jeg synes det er fantastisk, men jeg ved også dybt inde, at mine børn skal præsenteres for mere end mig, deres far og søskende “It takes a village, to raise a child” og min verden er alt for lille, der er så meget mere end den, så mange gode venskaber og relationer, både til børn og til voksne. Så mange sociale spilleregler og færdigheder, som jeg ønsker de skal have med sig på deres vej i livet.
Jeg har famlet mig frem i moderskabet, jeg var meget ung da jeg blev mor første gang og jeg havde ingen at spejle mig i, som noget af det eneste var jeg dog sikker på, at jeg ikke skulle være hjemmegående, hjemmepassende eller hjemmeskolende.
Tilgengæld har jeg altid vidst, at min familie kom før mit job, jeg har derfor aldrig arbejdet fuldtid og mine børn har altid haft korte dage i deres institutioner.
De første mange år arbejde jeg fra kl. 10-16, så vi havde en dejlig rolig start på dagen uden morgenstress, nu hvor de snart alle er skolebørn har jeg stille og roligt fået skubbet min arbejdstid frem, så jeg har eftermiddagene med dem istedet for og jeg vil fremover bestræbe mig på at arbejde fra kl. 8-14
Mine børn elsker at være hjemme, beder ofte om fridage og tæller ned til ferierne.
Skolebørnene har gået meget kort tid i SFO, for hurtigt at blive meldt ud igen og midterbarnet nåede aldrig at blive meldt ind…De mødes herhjemme efter skole, nogle dage 1 times tid før der kommer en voksen hjem, så smører de over-loadede syltetøjsmadder, drikker the og spiller computer, nogengange får jeg en SMS, hvor de spørger efter is og jeg siger altid ja. Falke på 7 år cykler selv hjem efter skole og en dag da han var faldet på vejen, havde storebror Eigil omsorgsfuldt renset såret og givet ham en kold klud på.
Jeg bliver så rørt. De passer på hinanden.
Jeg bliver nogengange fanget i det kompleks at jeg tager mig af andres børn, imens deres forældre arbejder og derfor er der andre voksne der tager sig af mine børn, imens jeg arbejder. Det er på mange måder lidt skørt, men jeg er glad for mit arbejde som pædagog, det er meget meningsfuldt og meget givende, men også nogengange så opslidende, at der ikke er mere nærvær at gi af, når jeg kommer hjem.
“Det er som om du er min mor lidt” sagde et barn den anden dag, hun sad på mit skød imens jeg i mit stille sind sad og savnede mine egne og lige der slog det mig, at konstellationen er kunstig og at vi alle må huske på at tage børnene hjem, så meget som muligt.
Jeg ønsker jer alt det bedste med jeres beslutning, uanset hvor lang jeres sommer bliver. Jeg går på ferie næste fredag og jeg glæder mig helt vildt til at være sammen med min familie, uafbrudt i 3 uger, men jeg ved også at jeg kommer til at glæde mig ligeså meget til hverdagen derefter.
Kære Tilde, hvor er det dejligt med en kommentar fra dig.
Jeg bliver virkelig rørt over din beskrivelse af jeres liv. Ikke mindst dine børns tid om eftermiddagen synes jeg, er så dybt menneskelig og i tråd med vores alle sammens natur: Den omsorg og rummelighed.
Det lyder dejligt. Og det er skønt, at du har en så klar fornemmelse af, hvad der er rigtigt for jer – og hvad der ikke er. Til det, du skriver: “mine børn skal præsenteres for mere end mig, deres far og søskende “It takes a village, to raise a child” og min verden er alt for lille”: Mine børn skal også præsenteres for meget mere end mig, men det skal ske i deres tempo, på deres initiativ. De skal være en del af mit liv og jeg en del af deres, og så skal de ud i verden og deltage i den, når de har lyst, og føler sig klar. Jeg tror, der hersker en generel opfattelse af, at et hjemmeskolet liv er et meget indadvendt liv, og det har jeg egentlig ikke indtryk af, er tilfældet for ret mange.
Kristian og jeg håber på mange dage herhjemme med fokus på de projekter, som naturligt opstår (lidt i tråd med Frida og Mikkels hverdag), men jeg ved også, at der kommer til at være mange andre input i kraft af de mennesker, vi omgås, og de ting som vi er tiltrukket af i øvrigt (alle seks). Tak for din kommentar – jeg håber ikke, det bliver den sidste 😉
Kære Maj My.
Jeg faldt over din blog et par måneder før jeg fødte min datter sidste år. Læste et indlæg eller to, og mærkede med det samme, at hvad du skriver om, vækker genklang i mig. Jeg nåede ikke at læse så meget videre, for så blev jeg mor. Hele tiden har jeg dog gemt din blog på min mentale huskeliste. Og så for et par måneder siden gik jeg i gang fra en ende af. Jeg spiser dine tekster råt. Så snart der er plads til mig-pauser i det lille travle familieliv, åbner jeg din side op og læser videre. Stort set alle indlæg rører noget i mig og jeg får lyst til at dvæle ved alle de tanker de sætter i gang, samtidig med at jeg læser alt det jeg kan, fordi jeg også glæder mig til at nå frem til “realtid” på din blog. Jeg har haft lyst til at kommentere flere gange, men er aldrig lige “nået til det”. I dag kunne jeg så ikke lade være, da jeg for første gang (nej, det er vist faktisk anden gang tror jeg) blev så rørt over din tekst at et par tårer trillede. Det var de her linjer: “Man snubler, føler sig på usikker grund. Følger strømmen. Der er ingen, som siger: “Du ved bedst.” Der er ingen, som siger: “Det er sindssygt hårdt. Lad mig sidde her ved din side den næste tid, mens du finder din vej.””. Lige i øjet. Lige i mit øje i hvert fald. Så tusinde tak for dine skønne skriverier, og for at du sætter ord på nogle fantastisk vigtige og nærende emner. Jeg glæder mig til at læse mere.
Kærlig Hilsen Bianca
Kære Bianca, når jeg med mellemrum er i tvivl, om jeg har lyst til fortsat at skrive denne blog (fordi jeg indimellem kan være for træt, eller løbe tør for ord eller bare have lyst til ikke at dele så meget), så kommer der en smuk kommentar som den fra dig, og jeg mærker en varme i min mave. For jeg kan jo alligevel ikke lade være med at skrive, og så glæder det dybt, at det gør en forskel for andre. tak ❤️
Det er virkelig mig der siger tak. Jeg håber du bliver ved at dele og berette >