Den der følelse af familietid som en slags ø-hop, hvor man springer fra den ene oase af ro til den anden – henover et råbende hav af afsindige konflikter; børn som kradser hinanden og skriger af hinanden og truer med at springe ud foran en bil (godt, her max kommer én bil i timen). Nogle gang er der meget langt mellem øerne; indimellem kan jeg slet ikke ane dem i horisonten. Jeg ser kun brusende, ustyrligt hav som gør mig utålmodig og opgivende. Men så pludselig ser jeg den: kysten. Børnene leger igen, vi lander på begge ben. Ånder lettet op.
Som regel leger de alle sammen Duplo sammen. For tiden leger de 2. Verdenskrig dag ud og dag ind. (De er modstandsbevægelsen, og smugler jøder i både, og bygger bombefly, som de leverer til Sverige, så svenskerne kan hjælpe jøderne fri, og på et tidspunkt før i dag opdagede “Adolf” deres skjulested, men så råbte Live heldigvis: “Bare rolig! Han har kun lyst til at bo ved Vildkatten – derovre i hjørnet,” og så pegede hun på kassen med spillet, og alle åndede lettet op.)
Familietid.
Den der følelse af at vi nok skal klare det, når roen sænker sig, og man pludselig er nærmest lykkelig igen: Krammene, roen omkring den bog vi læser på et tæppe i haven. Små skåle med æblechips og store glas med hyldesaft.
De blikke Kristian og jeg sender hinanden; fra den dybeste afmagt til lettelse, som får os til at smile, nikke til hinanden “det skal nok gå”.
Jeg er begyndt at tænke på det alt sammen som en del af rejsen. Jeg er holdt op med at tænke på det som noget, jeg kan vælge fra. “Bare lige nogle timer hver dag.”
Så kan jeg bedre være i det.
Men jeg er stadig træt om aftenen. Altså, helt vildt. Og jeg kaster mig over chokolade eller kage, så snart børnene sover. Som et frådende monster, komplet ustoppelig. Må. Have. Sukker.
Og putter mig ind mellem børnene om aftenen, Kristian tager min hånd. Vi sover på ingen tid. (Nogle gange står jeg op igen, og skriver, og så kan jeg skrive i mange timer, mens han ligger dér mellem børnene, og jeg hører musik – lige så sagte – og får skrevet rigtig meget, før jeg endelig går op i seng igen, tom for ord og glad).
Hvad synes I, er det sværeste og det bedste ved samværet med familien?
10 comments
Det er en slags lyksalig genkendelse i din beskrivelse af børnenes konflikter – der er heldigvis mange dage, hvor konflikterne mellem tøserne er få og langt imellem – så har de dem så med mig i stedet (pest eller kolera, right?)
Jeg forsøger at bruge åndehuller på mit kamera eller min hækling – noget kreativt, som kan give mig energi til at håndtere stormvejrene…
Det sværeste ved familietid er, at skulle rumme og være nærværende for to… Det bedste er de der Kram, hvor ungerne kravler nærmest ind i en og under huden på en og man bare sidder viklet ind i børn i fuldstændig øredøvende ro…
Ha, nej – det er ikke sjovere, når konflikterne er med os. Det trækker også virkelig tænder ud. Men det er det hele værd, og jeg vil hellere, at de har konflikterne med mig end med en anden, trods alt.
Mine to piger, på nu 24 og 27 år, ( og på ferie herhjemme), har I lykkelig samdrægtighed samlet et nyt klædeskab til deres lillebror her over middag.
Og så, lige nu, koger det over, fordi den yngste har ventet på ældste i en time, inden de kunne køre i Brugsen. Og de lyder ligesom da de var små.
Bang, sagde døren, da de skred ( og råbte)og jeg sidder nu her i fred og ro, igen.
Apropos chokolade, morer de sig lige i disse dage med en ny morjoke. De mener, at det eneste jeg dyrker, er “ritter-sport”!
Hahaha! Til det hele – både de sure piger og din sportsgren. Jeg tænkte faktisk på dig, af én eller anden uransagelig grund – da jeg skrev indlægget. Så jeg blev glad, da jeg så, at der var en kommentar fra dig. God ferie – med eller uden Ritter-sport! 😉
Jeg hader larm – rigtig smart at få 4 børn så ikke. Men de dage hvor det er konflikt på konflikt trækker bare tænder ud. Ens energi trækkes nærmest ud af en og det måske ender med en mor der ikke tackler det specielt hensigtsmæssigt. Og det synes jeg er noget af det sværeste. Når jeg opfører mig uhensigtsmæssigt. Og kan se det.
Noget andet der er svært er når børnene skal igennem noget svært/har det svært. Jeg ville så gerne skåne dem for alt ondt i verden. Men det kan man jo ikke altid. Så må man i stedet forsøge at hjælpe dem igennem på bedst mulig vis. Indimellem ved man ikke hvad det er – og det er også svært. At se sit barn lide uden at vide hvordan man hjælper det bedst.
Det bedste er alt muligt. Deres glade latter fra haven, vores grineflip, når vi fjoller- hvilket vi gør tit. Et dejligt langt kram. Et stort barn der falder i søvn i ens arme, alene tid med en hvor man genopdager hvor fantastisk dette barn er. Når man ser hvordan de drager omsorg for hinanden. O.m.a.
Jeg sidder jævnligt og betragter dem og føler mig vanvittig heldig at jeg har disse helt igennem fantastisk dejlige børn.
“Jeg ville så gerne skåne dem for alt ondt i verden. Men det kan man jo ikke.” Åh ja, det ville man gerne – og så alligevel ikke. I hvert fald ikke med mit verdenssyn: Jeg tænker, at vi vokser gennem netop de svære tider, og at vi er her af en grund (for at lære). Men shit altså, der er ikke noget mere opslidende end at se ens børn være kede af det eller have ondt.
(P.S. Jeg er heller ikke god til larm)
Det har taget mig mange år at lære at forstå og accepterer, at livet med og sammen med børn ikke kun skal være de gode og harmoniske stunder. Konflikter er en del af pakken (både dem de har med hinanden og dem de har med os forældre). Konflikterne er jo med til at udvikle dem som hele mennesker – de ruster dem til at forstå andre og til at udtrykke deres egne behov. Det er i hvert fald det jeg siger til mig selv når bølgerne går lige lovlig højt herhjemme!! ….. 🙂
Det er bestemt også, hvad jeg siger til mig selv, og jeg er helt overbevist om, at det er sandheden. Det er også én af grundene til, at jeg gerne vil have mine børn hjemme: At det er mig, der er her med dem gennem konflikterne. men hold nu op hvor kan man blive drevet langt ud..
Jeg synes det sværeste (lige nu) er når Villads oplever en konflikt han ikke kan sætte ord på. Eller hvor vi ikke forstår de ord han får sat på. Han kan vågne af mareridt, eftermiddagen kan være gråd og frustration og behovet for bare at sidde helt stille og tæt er enormt.
Det mest fantastiske ved at være hans mor lige nu er at hans personlighed vokser og styrkes. At hans sprog eksploderer. At han er omsorgsfuld og kærlig.
Og så er det faktisk også at han har så meget tillid til os at han finder rum til at komme ud med de frustrationer der fylder. Det er sindssygt hårdt mens det står på men jeg kan tydeligt se hvordan han vokser og hvordan han får mere og mere tillid til at han har værdi og at hans mening tæller.
Det lyder så rigtigt og så rart det hele. Heldige Villads.