Nu er fødselschefen på Riget gået fra sit job i protest. Han kunne ikke forsvare at blive i sin stilling, når fødeafsnittene på sygehusene lider så store økonomiske tab.
Jordemødre fra hele landet dukker frem i medierne, og på min private facebook, og fortæller om udmagrende træthed og dårlige oplevelser på jobbet grundet alt for stort arbejdspres, og det gør ondt på mig, at det er blevet sådan. Jordemødrene elsker deres fag, det ved jeg. Det er ikke tilfældigt, at man vælger den vej. Mange har taget uddannelsen senere i livet, fordi det bliver deres største drøm, efter de selv stifter familie; andre har knoklet på fødestuerne og samlet erfaring, siden de kom ud af gymnasiet med tårnhøje gennemsnit. Det er en benhård uddannelse, det ved jeg også, for min søster er i disse dage ved at afslutte den, og jeg har været med på sidelinjen hele vejen.
Intet gør mere ondt på en jordemoder end at høre, at de gravide er utrygge. Intet er længere fra det ønske, man har, når man som fødselslæge eller sosu-assistent møder ind i sit job på et fødeafsnit. Utryghed er den værst tænkelige forudsætning for en god fødsel.
Jeg har tre meget forskellige fødsler bag mig, og generelt er jeg ikke hende, som snakker meget om det med at føde, for det fylder ikke specielt meget for mig, men jeg er alligevel bevidst om, at det var helt rigtigt, at min sidste fødsel blev en hjemmefødsel, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg også har den oplevelse med mig, når nu jeg har lukket døren til det kapitel af mit liv.
I dag vil jeg blot fortælle, ganske kort, at min sidste fødsel, som foregik på badeværelset hjemme hos mig selv i december sidste år, var den mest harmoniske og trygge fødsel, jeg kan forestille mig. Det var en dag og aften fuldstændig i tråd med hvem jeg er, og hvordan jeg ønskede at bringe min datter ind i verden. Vi var her sammen, Kristian, min søster og jeg, og sidst på aftenen kom også én af de garvede ø-jordemødre, og snakkede, grinede, og hjalp mig igennem de sidste timer.
Min ydmyge opfordring til alle gravide er, at man forbereder sig på at føde. Nej, man kan ikke forudsige, nøjagtig hvordan forløbet vil være, men man har stor indflydelse på det langt hen af vejen, så længe alt ellers forløber normalt. Når man er velinformeret, er man også mere tryg, og mange udbyder efterhånden fødselsforberedelsesforløb i privat regi, og det er min overbevisning, at de er en god vej til at finde sig selv og mærke ens personlige ønsker, før man er midt i den store opgave.
En fødsel er én af livets største oplevelser og ditto opgaver, og når vi ikke forbereder os, svarer det, ret præcist endda, til at løbe et maraton uden at så meget som at have overvejet, hvordan man vil gennemføre.
En hjemmefødsel er ikke for alle, men det er forberedelse tilgengæld.
Og det var netop forberedelse, jeg manglede ved min første fødsel, hvor jeg mødte op på Hvidovre Hospital på terminsdagen med veer, som jeg ikke havde nogen som helst føling med eller kontrol over. Over de næste 14 timer gennemlevede jeg følelser som desperation og tab af kontrol, og jeg var rundt på gulvet både under og efter fødslen. Når jeg tænker tilbage, er det slående, så lidt jeg havde tænkt over fødslen forinden. Udover de to-tre fødselsforberedelser i den kommunale jordemoderkonsultation, havde jeg ikke nogen egentlig forhåndsviden (og lad det hermed være sagt, at det kommunale tilbud haltede, sådan som jeg hører, at det gør de fleste steder. Nok på grund af dårlig økonomi..)
Hvis jeg havde forberedt mig; indstillet mine tanker på hvordan jeg ønskede, det skulle foregå, og hvordan jeg ville arbejde med smerten, tror jeg, min erfaring kunne se meget anderledes ud. Nu blev det en oplevelse, der mest af alt lærte mig, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Min krop føltes skrøbelig længe derefter, og jeg havde ikke lyst til nogensinde at føde igen.
Men så, mens min søn stadig var lillebitte, kom jeg i kontakt med et netværk af garvede mødre, hvoraf mange havde adskillige fødsler bag sig, og en del var jordemødre, og jeg havde lange udvekslinger med dem om fødsler. Jeg lærte, at man selv har indflydelse på, hvordan en normal fødsel forløber. Jeg lærte, at man med sin indstilling, sine tanker og følelser, kan påvirke veerne og fødslens udvikling. Jeg lærte nok til, at da jeg fødte mine tvillinger tre år senere, var det en langt mere bevidst handling fra min side. Jeg havde større overblik og overskud og sammen med jordemoderen, Kristian og min søster kom jeg stolt og glad igennem den overvældende og smukke oplevelse.
Nu har jeg så også en hjemmefødsel bag mig, og jeg vil til enhver tid opfordre alle til at undersøge den mulighed. Det er ikke hverken utrygt eller rengøringskrævende. Det er trygt og simpelt, varmt og intuitivt, og jeg oplevede det som en stor lettelse at være i mine egne rammer med mine nærmeste tæt på, mens jeg skulle udføre det store arbejde, som det unægteligt er at føde.
Jeg vil afslutte med at skrive, at hjemmefødsler jo ikke er løsningen på de voldsomme nedskæringer, der er på fødselsområdet. Der skal en generel kulturændring til, før vi når i mål. Vi, som samfund, skal og må anerkende hvor vigtigt det er, at enhver familie får den bedst mulige start på livet sammen, og det kræver ressourcer, opmærksomhed og prioritering, ikke mindst.
Indtil da er det bedste, de fødende kan gøre, at tage aktiv stilling til deres fødsel. Det skylder man sig selv.
(P.S. Mit indlæg blev lidt forsinket, fordi jeg ville finde et billede fra min hjemmefødsel, men vi har været for optagede af at være i situationen til, at vi fik taget nogen, kan jeg se. Til gengæld lavede min søster nogle fuldkommen rørende film i timerne efter fødslen, som jeg først lige har set nu, så jeg sidder her med en dyb glæde i hele mit væsen. Her er i stedet ét af lille Juno, da hun var få timer gammel).
Hvad er jeres tanker, erfaringer, input, spørgsmål? Del meget gerne i kommentarfeltet.
OBS: Læs mit portræt af Jordemoderforeningens forkvinde
9 comments
Ja, forberedelse er meget vigtigt både for fødslen og amningen, det er også min erfaring med mine to fødsler, hvoraf den ene var planlagt kejsersnit. Men i den forbindelse er det også rigtig trygt at være godt forberedt ❤️
Forberedelse er mega vigtigt. Jeg har selv født min søn hjemme i en lejlighed på 1. Sal i København. Det var præcist som du beskriver det trygt og rart og en helt fantastisk oplevelse, jeg (og min mand) er meget taknemmelig for. Jeg er også STOR fortaler for hjemmefødsler. Jeg ser en fødsel som noget, der er naturligt – og jeg forbinder det slet ikke med noget, der skal foregå på et hospital, medmindre der opstår komplikationer i fødslen eller i graviditeten. Jeg betalte selv for min private fødselsforberedelse, da jeg hørte, at de fleste, der føder hjemme 1. gang bliver overflyttet til hospitalet for at få smertelinding. Det så jeg ikke som en mulighed for mig. Jeg tænkte, at der måtte være måder at smertelindre sig naturligt. Det blev mamaprofylax for mig med fokus på afspænding og vejrtrækningsteknik. Det virkede. Jeg venter nu vores andet barn og håber sådan, jeg får mulighed for endnu en gang at føde hjemme i vores trygge rammer – som nu er i et hus på bornholm. Jeg håber, at jordemødre og fødselslæger på landets fødestuer får nogle bedre arbejdsforhold snart. Det har de om nogen fortjent. Og det er godt, de siger fra overfor de ringe arbejdsforhold. Tak for en rigtig fin blog med gode portrætter, fine budskaber og tanker.
Kære Maj, det lyder som en skøn fødsel bag dig og uden tvivl en smuk fødsel foran, og jeg glæder mig over at læse om dine mange overvejelser og bevidste valg. Du er enhver ambitiøs jordemoders drøm af en fødende. Tak for at du deler af dine erfaringer (og spændende at I er rykket til Bornholm!). Mange hilsner, MM
Ja, enhver fødsel fortjener forberedelse – planlagt kejsersnit, ikke mindst. Kram til dig <3
Jeg ved ikke om jeg var forberedt – jeg var skræmt til vanvid da jeg var gravid med den 1. Var ved at besvime da vi så fødselsvideo m.m. i forbindelse med det fødselsforbedredelse i vand kursus jeg var på. Da veerne så kom havde jeg nærmest født inden jeg fattede hvad der foregik – og noget af det første jeg sagde efter fødslen var “var det det ? Det kunne jeg da godt gøre hver fredag ” Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet – men nok et smertehelvede uden lige – uden pauser. Jeg formåede jo heldigvis at give slip og lade mig ride med på de smertebølger der kom og ikke lade min angst stritte imod. Ellers havde min oplevelse måske nok været en anden. – Nu har jeg nok også haft forholdsvis nemme fødsler.
Ved den 1. overvejede jeg ikke hjemmefødsel – dengang var det kotume at føde på sygehuset og blive de første 5 dage – jeg udskrev mig selv efter to – kunne ikke klare det mere.
Ved nr. 2 overvejede jeg så hjemmefødsel – meget mod lægernes anbefalng – der faktisk helst å jeg tog helt til odense for at føde fordi der var hjerteeksperterne og jeg er født med hjertefejl. Jeg sagde så på et tidspunkt til egen læge glem jeg har hjertefejl og fortæl mig fordele og ulemperne – og han sagde fordelene er at det ofte er rart og trygt for kvinden at være i vante omgivelser – ulempen er hvis der opstår komplikationer så bor du 50 km fra nærmeste fødeafd.
Pga. hensyn til faderens tryghed – og en del bekendte der havde oplevet komplikationer, og den let forhøjede risiko for at føde et hjertesygt barn valgte vi ambulant fødsel – og det har været helt fine fødsler – men tænker en hjemmefødsel er mere idyllisk.
Det lyder som om du har haft nogle gode fødsler, trods manglende overblik 😉 Og ved din anden fødsel gjorde du dig tydeligvis mange overvejelser, hvilket jeg sådan set tror, er det allervigtigste. Kh MM
Jeg var absolut ikke særlig forberedt -men jeg havde taget et aktivt valg og valgte at føde på Odder sygehus – selvom jeg egentligt hørte til Skejby.
Odder var et lille, trygt sted som havde høj tilfredshed og var blandt de første WHO spædbørnsvenlige sygehuse. Desværre valgte man at lukke det ned 🙁
Jeg havde en lidt kaotisk fødsel – nok fordi de pludseligt havde markant flere fødsler end normalt -og fordi jeg var en “snyder” -så ingen rigtig – pga travlhed havde fundet ud af at jeg var langt i forløbet da jeg ikke kunne mærke veer før jeg var 7 cm åben. Selvom det endte i en akut KS (og det ville det uanset opmærksomhed fra JM pga fosterstilling) så var det en god og tryg oplevelse ikke mindst i barseldagene – hvor man nærmest var lidt chokeret over at jeg ville tage hjem på 4 dagen -det gjorde man ikke med KS i 1994 -men amningen kørte og jeg var ung og havde uendeligt gå på mod 🙂 I dag vil jeg råde min store datter, når det bliver tid til enten hjemmefødsel eller privat jordemoder- desværre.
Ja – desværre at man føler, man bliver nødt til at anbefale det private og/eller hjemmefødsel. Jeg håber, den enorme opmærksomhed på området lige nu får en effekt. Det lyder hyggeligt og godt med Odder Sygehus – jeg er ikke overbevist om, at centralisering altid er løsningen..
Med to fantastiske vand-fødsler (udelukkende brug af yoga/meditation som smertestillende) kan jeg kun tilslutte mig, at det at føde er smukt og at forberedelse er alfa og omega!
Tak for gode oplæg ❤️