Guldkorn #13 “jeg Kan ikke acceptere, at jeg skal vælge imellem selv at arbejde og at give mit barn den bedst mulige barndom”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden. Læs de andre Guldkorn-indlæg HER

Tak til alle der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

“Hej Maj My. 

Nu skriver jeg endelig mit guldkorn til dig. Det har ligget og rumsteret i mit hoved, siden du begyndte på din serie. Jeg synes nemlig, det er en rigtig vigtig ting du har gjort med den serie, fordi det at vise, hvordan det går at indrette sit liv uden at gå på kompromis med sine børns (og sin egen trivsel), er guld værd. Det er stille revolutioner, vi har gang i ude i de små hjem.

Jeg vidste allerede inden jeg fik mit første (og eneste) barn, at jeg ville unschoole hende og have hende hjemme så længe som muligt i øvrigt. Da jeg gik på barsel i Sverige, hvor vi bor, var jeg ansat i et projekt som processleder, og fik en helt ok løn. Min mand var nyuddannet jurist, og havde lige fået sit første arbejde.

Vi bor på en gård i Sverige, har to biler, og prioriterer at leve godt og købe økologisk mad. For min mand er det specielt vigtigt at ikke leve på en sten, og eftersom at vi har planer om at flytte til Danmark i fremtiden, sparer vi også op til et hus hver måned.

Rent økonomisk har vi det ikke specielt stramt, ikke fordi vi tjener sindssygt mange penge, men vi har en nogenlunde billig husleje. Vi har stoppet vores Netflix og HBO, fordi vi oplevede at det sænkede vores livskvalitet. I stedet har vi nu Spotify, Audible og Storytel. Vi tager ikke på nogen luksusrejser, men giver os selv mulighed for at rejse, hvis vi vil.

Vi har altså besluttet, at vi ikke havde råd til at leve på én løn, men samtidigt at vi ikke ville have vores datter i institution. Personligt kan jeg heller ikke acceptere, at jeg skal vælge imellem selv at arbejde (hvilket for mig primært handler om at gøre en forskel i verden) og at give mit barn den bedst mulige barndom.

Her er, hvordan vi løste det:

Jeg gik hjemme med min datter, til hun var 18 måneder, hvor vi brugte ca. 3-4 dage af vores barsel per uge. Vi tog altså ikke fuld barsel, men forsøgte at sprede det ud på 2 år. I Sverige er manden øremærket 10 dage efter fødslen og 3 måneder efterfølgende. Så da min datter var 18 måneder, begyndte jeg at arbejde. Jeg søgte bevidst et deltidsarbejde, og fandt heldigvis et perfekt job som uddannelsesleder, hvor jeg fik samme løn, som jeg fik inden. Min stilling er på 75%, men jeg er kun på arbejdet hvad der svarer til 50% eftersom jeg kan arbejde hjemme resten af tiden. Så fra min datter var 18 måneder, har vi delt barsel og arbejde 50/50.

Det var hårdt i starten, men specielt inden. Men hun har klaret det helt fantastisk, og med tiden har hendes forhold til sin far blevet stærkere og stærkere – og han er vokset og er blevet en fantastisk far. De første 18 måneder var det 100% mig, der tog mig af hende, hvilket ikke levnede ham med mange muligheder for at “steppe op” og finde sin plads i far-rollen. Så selve opdelingen har jeg været fuldt ud tilfreds med. Faktisk så synes jeg, det er perfekt at arbejde 2 1/2 dag og være hjemme 4 1/2 dag. Det er superskønt at være hjemme, men også fantastisk at komme lidt ud af huset og være sig selv.

Nu nærmer tiden sig, hvor vores barsel er brugt op (i Sverige får man 480 dage, som man kan fordele, som man vil. Nogle tager fuld barsel ud, og så rækker det til ca. 12 måneder. Nogle tager meget lidt ud, og så kan det i princippet række flere år.). Vores løber ud nu hvor vores datter er 2 år.

For en sikkerheds skyld har vi skrevet hende op til børnehaver (der findes ikke separate vuggestuer i Sverige), for at have muligheden, hvis vi pludselig synes at det vil være fedt for hende, eller hvis vores liv brænder, og vi er nødt til at placere hende der for at overleve som familie. Det har især været vigtigt for min mand at gøre, som ikke helt kan se problemet med børnehave, som jeg ser.

Jeg er uddannet pædagog (og efterfølgende uddannelsessociolog), og har set så mange skrækkelige ting i børnehaver, at jeg aldrig ville placere et lille barn der ikke kan udtrykke sig fuldt ud i en sådan institution. Mit minimumskrav har været ,at jeg vil at hun i det mindste kan gå og tale flydende, så at hvis der sker noget i børnehaven, har jeg mulighed at gøre noget ved det, fordi hun kan fortælle mig om det.

Men jo længere frem vi kommer, jo mere har det stået klart for mig, at vores datter IKKE skal i daginstitution. Ved 18 mdr. kom alle børnene fra hendes mødregrupper i daginstitution. Jeg kan slet ikke forholde mig til det, for jeg synes at min 2 årige datter stadig er meget, meget lille.

Vi nyder at være hjemme. Det er virkelig det mest vidunderlige i hele verden. Gården, vi bor på, er som en lille verden, som har alt, vi behøver. Vi har høns, heste og katte, og en skøn natur omkring os. Vi danser, og bager med vores datter, vi cykler, vasker tøj, gør rent, giver hønsene mad og kører engang imellem til byen for at gå på biblioteket eller i svømmehallen eller for at møde nogle venner.

Jeg oplever, at min datter har det bedste børneliv, man overhovedet kan forestille sig. Vores morgener er langsomme og bløde. Jeg kan bage med hende, fordi det ikke er noget, vi behøver stresse igennem. Og både min mand og jeg har selv sat tempoet ned, og nyder det langsomme, dybe liv vi lever – forankret i nuet. Frem for alt har hun to forældre, som ikke er ædt op af stress og jag, to forældre som orker og vil lege med hende og spendere tid sammen. Al vores tid er kvalitetstid.

På den anden side er det jo også helt ok at vælge børn fra, og vælge at dedikere sit liv til sit arbejde. Den valgmulighed havde jeg også overvejet. Problemet opstår, tror jeg, når man forsøger at få ALT – og specielt når man forsøger at passe sine børn ind i sit tidligere liv.

På den anden side er jeg ikke selv en sådan type mor, som trives med primært at være mor. Det er vigtigt for mig at komme ud, at bruge mig selv og at være social. Og frem for alt så vidste jeg, at jeg ville fortsætte med at gøre en forskel for børn i verden, selv efter fødslen af mit eget barn. Det handlede bare om at finde en måde at gøre dette på UDEN at kompromittere mit barns trivsel. Jeg forsøgte ikke at passe hende ind i mit tidligere liv. I stedet så jeg hende som et fuldgyldigt medlem af vores familie, hvis behov har lige så meget – hverken mere eller mindre – ret at blive tilfredsstillet. Og jeg var indstillet på at prioritere hendes trivsel meget højt.

Det har ikke været helt let at finde løsninger, men efterhånden er jeg landet mere og mere i løsninger, som virker for vores familie og vores situation. Så til sommer skal vi f.eks. starte et lille familie-kooperativ hvor vi sammen med nogle andre familier skal hjælpes ad med at tage os af vores børn. Der vil min datter være 2 1/2. Vi mødes hver uge, så at min datter bliver tryg med de andre voksne, og mit mål er til sidst at kunne aflevere hende der som en glidende overgang, hvor det ikke behøver at være svært for hverken hende eller mig, fordi jeg ved, at hun er med voksne, som jeg stoler 100% på – voksne, som vi har valgt.

Kooperativet er en del af en større plan jeg har om at finde løsninger for familier, som gerne vil give deres børn en tryg start – og samtidig have mulighed for at arbejde/gøre en forskel og tjene til dagen og vejen. På den måde slår jeg altså to fugle med en sten – og selvom det ikke er en perfekt løsning, så er jeg stolt over at jeg har kæmpet for at finde en løsning som er bedst for vores familie.

Alles situationer ser forskellige ud, og vi får skræddersy vores løsninger ud fra de situationer vores familie står i – men det er fantastisk at vi kan lære af hinanden og finde måder at tage styring over vores liv på og finde vejen ud af hamsterhjulet.

Hilsen
Anna”

Følg Anna Brix Thomsens inspirerende, ærlige og smukke rejse HER