Guldkorn #8 “En vinterdag i 2005 slog lynet ned hos os” (Om hvorfor forsikringer er uundværlige)

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden. Læs de andre Guldkorn-indlæg HER

Tak til alle der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Jeg har reageret på Maj Mys opslag om input til udvekslingen af erfaringer vedr. den der økonomi.

Jeg befinder mig ikke lige i centrum af målskiven i forhold til valg af job, hjemmepasning, en eller to indtægter mm. Men jeg følger med stor interesse Majs blog, og deltager også I debatten, fordi jeg har en stor interesse for børneliv, hjemmeliv, relationer mm, samt har et levet liv, hvor jeg føler, at mine erfaringer også kan komme andre til gode.

Mit indlæg handler om forsikringer. Dem man kan købe sig til i form af ulykkes- og livsforsikringer, samt forsikring i forbindelse med kritisk sygdom.

Jeg vil starte med at understrege, at jeg ikke har nogen økonomisk vinding af at gøre opmærksom på hvad disse forsikringer kan, og ej heller taler om et bestemt forsikringsselskab, I skal handle med. Jeg skriver kun ud fra egne levede erfaringer med det satans liv.

Jeg er opvokset med at have en ulykkesforsikring. En livsforsikring kom først til senere i mit liv, og engangsbeløb udbetalt I forbindelse med kritisk sygdom var blot medfølger til en ulykkesforsikring jeg havde.

Jeg gik ikke i det daglige, og tænkte på disse forsikringer. Gyste, når jeg læste om en tragedie i avisen, eller når jeg hørte om en i nabobyen som var kommet til skade. Rystede det af mig med tanken om: godt, det ikke skete i vores familie. Og livet gik videre i rimelig tryg forvisning om, at os skete der ikke noget. Vi var jo ikke dumdristige og ubetænksomme i vores daglige arbejde.

Mine erfaringer igennem årene har været en øjenåbner for mig om, hvor vigtigt det er at være sikret økonomisk, når man har etableret en familie med børn. Vores liv og førlighed som far og mor har en økonomisk værdi, som er ganske svær at sætte på formel, men ikke desto mindre har det I mit tilfælde vist sig, at den økonomiske kompensation man får efter ulykke, har betydet alt, både økonomisk som psykisk, og det lige fra den første svære tid når en ulykke rammer ind i ens liv. Jeg vil påstå, at havde vi ikke haft dette sikkerhedsnet, havde vejen mod fattigdommens motorvej været den eneste kurs vi navigerede imod. Kræfterne til at ændre kursen havde simpelthen ikke været tilstede.  

Overdriver hun nu ikke lidt, sidder du måske og tænker. Desværre nej. De seneste dages læsning af nyheder har blandt andet bragt en artikel med sig, der fortæller at middelklassen er de ny fattige. Det sker bl.a. når man (med Politikens ord) BLIVER RAMT AF LIVET.

Jeg har været mor/hustru i en helt almindelig familie, hvor far og mor, som begge er uddannede landmænd, i fællesskab drev et landbrug. Jeg havde deltidsarbejde i svinestalden, min mand drev jorden, og havde ved siden af job som landbrugslærer. Det var ensbetydende med, at jeg i dagligdagen også var den primære omsorgsperson for vores fire børn. Vi havde køkkenhave, drivhus, kornkværn og hjemmebag. Børnene gik i skole 4 timer om dagen (det er såmænd ikke mange år siden, at skoledagen ikke var længere), og de kom så hjem til mig. Vi brugte ikke SFO. Vi var optagede af, og engagerede i livet og samfundet omkring os, og havde stadig drømme. Som at lave café i gårdspladsen med bagværk af eget korn. At lave B&B. At blive aflastningsfamilie. At bytte roller, med far hjemme og mor ude. Sådan blev det imidlertid ikke.

En vinterdag i 2005 slog lynet ned hos os. I forbindelse med beskæring af træer blev min mand slynget af stigen fra stor højde, da en gren ramte forkert. Slutstatus på denne ulykke er en mand, som blev svært hjerneskadet. En skilsmisse 2 år senere som følge af dette, og derfor en mor og en børneflok som måtte fraflytte gården. Samt en mor, som over en nat blev aleneforsørger både praktisk og emotionelt for hele børneflokken fra dag ét efter ulykken. Jeg var på det tidspunkt 39, min mand 45, og børnene mellem 4 og 18 – alle hjemmeboende.

I perioden hvor min mand var allerdårligst, både som indlagt på sygehus og til genoptræning, samt i lang tid efter udskrivning, måtte jeg i en periode ophøre med mit job med grisene for at klare alle øvrige funktioner derhjemme. Derfor manglede jeg også indtjening. Men da den første udbetaling for kritisk sygdom kom et par måneder efter ulykken, løsnede klumpen i maven sig, da det virkede som et sikkerhedsnet i forbindelse med beslutningen. Beløbet ændrede ikke synderligt på det underskud vi fik i virksomheden de år. Et underskud der opstod, da jeg ganske enkelt ikke havde overblik og tid til at passe gården på fornuftig vis, samt at vi måtte købe os til en del hjælp udefra i en periode. Økonomien lettede dog noget, da de første a conto beløb fra ulykkesforsikringerne kom. I værste tilfælde var vi gået konkurs med gården, hvilket var en stor tung sky som, udover alle andre bekymringer og problemer vi havde pådraget os med en hjerneskadet mand og far, også svævede over vores familie i en lang periode. Hele vores liv og eksistensgrundlag var jo indlejret på det landbrug, og hverken voksne eller børn kunne på det tidspunkt tåle at miste mere.

Efter skilsmissen tog jeg en ny uddannelse. Da jeg fik mit første job, gik der dog kun kort tid, inden verden igen ramlede i vores familie. Nu var det mig, som på jobbet blev overfaldet af en elev, som med kniv ville tage mit liv.

Det har resulteret i en førtidspension til mig, som nu er udbrændt, har ptsd-symptomer samt kronisk depression.

I denne forbindelse viste det sig, at den livsforsikring, som vores landbrugsrådgiver efter min mands ulykke mente, at jeg manglede (fordi jeg havde 4 børn, som jeg nu i praksis var eneforsørger for) og som jeg efterfølgende tegnede, faktisk er blevet min økonomiske redning i denne omgang. Selvom jeg ikke var død, udbetales der en sum ved 2/3 uarbejdsdygtighed.

For den sum købte jeg en mindre andelsbolig, og jeg er nu sikret fast tag over hovedet i fremtiden. I dag bor jeg her, sammen med min yngste søn.

Lykkeligvis er min arbejdsskadesag efter 5 år i systemet endelig blevet godkendt. Så med den i hånden kan den økonomiske angst, som har fyldt mig siden min mands ulykke, nu opløses. Det ændrer jo ikke på, at mit liv er meget begrænset i dag, og at jeg på grund af overfaldet blev frataget min mulighed for at være økonomisk selvforsørgende på den måde, jeg ønskede for mit liv. Den smerte og det voldsomme tab vi har lidt som familie igennem årene, tager ingen forsikringssum brodden af.

NÅR ulykken rammer, er realiteten, at alt det man troede på, og arbejdede for, viser sig at være ting, man ikke har kræfter til på nogen måder at beskæftige sig med. Det handler i en stor del af tiden blot om at overleve.

Min erfaring siger mig også, sammen med alle de andre fortællinger fra folk, som er ramt af livet, at det system, som vi tror tager sig af os, når krisen rammer…det er der ikke. Du er den eneste, som kan tage hånd om din familie og jeres økonomi, så der skal også råstyrke og vilje med på vejen, selv når verden ramler.

Sluttelig vil jeg sige tak, hvis du læste med hele vejen. Pas godt på hinanden derude. Og tag lige en ekstra snak om de der forsikringer, når børnene er puttet i aften.

– L.