Har du også en knude i maven ved vinkevinduet?

I aftes så jeg DR-dokumentaren ”Hvem passer vores børn” på DR.
Filmen dokumenterer forholdene i to helt almindelige daginstitutioner, som dem 90% af vores børn mellem 0-2 år og 97% af de 3-6 årige tilbringer de fleste af deres vågne timer i dagligt.

Jeg så dokumentaren fra det sted, hvor jeg lever nu: Med mine børn hjemme hver dag, og hvor det føles ganske fjernt, at skulle overgive dem til andres hænder på den måde, som jeg plejede at gøre. Jeg så den også fra det sted, hvor jeg levede tidligere: Dengang, jeg afleverede mine børn i vuggestue og børnehave, også selvom de græd, og jeg selv følte stor tvivl.
Derfor så jeg dokumentaren med et skiftevist låst blik på nødvendighed og frustration og et mere frit blik på frihed, omsorg og muligheder.

Knap et år efter min familie og jeg havde lagt vores liv om, skrev jeg et indlæg om min nye indstilling til familielivet, som jeg synes, er relevant i denne kontekst: “Jeg peger på mig selv, og jeg står stille i badet, fordi det gør ondt“.

Mens jeg så dokumentaren, tænkte jeg: Der var engang, jeg afleverede mine børn, selvom de sagde nej. Dengang oplevede jeg, at “det er sådan, man har børn”.
Jeg oplevede også, at det er sådan, man er et individ, og måske var jeg et individ fremfor alt, dengang. Løvemor, ja. Samsovende, ammende, anerkendende, ja, men jeg afleverede mine børn, fordi jeg også oplevede et stort behov for at være mig selv med mit arbejde og for at dyrke andre sider af mit liv hver dag – uden mine børn ved min side, vel og mærke.
Alternativet var ubegribeligt: Hvis jeg skulle have mine børn hjemme (bare formuleringen, får mig til at tænke: “Hvor skulle de ellers være?”) hvad så med mig, min passion, min økonomi, min frihed? Og, er jeg en god nok mor?

JO HURTIGERE VI LØBER, JO HURTIGERE GÅR TIDEN

Det slog mig senere, at mine børn er mig, at jeg har sat dem i verden. De er mit liv, og det er med afsæt i dem, at jeg udlever mit formål, sætter mit aftryk på verden.

Det slog mig, at tiden går så forbandet stærkt, særligt når man løber hurtigt, og det der ramte mig hårdest, var, at jeg ikke havde lyst til at løbe rundt og samtidig føle dårlig samvittighed.
Den slags dårlig samvittighed, som jeg mærkede hver dag, kan være en fremragende vejviser, og det tillod jeg den at blive.

Så vi tog vores børn hjem, Kristian og jeg. Ud af skole og børnehave knap syv år efter, vi havde afleveret vores ældste søn til fremmede mennesker første gang.
Vi stoppede ikke med at arbejde, men indrettede vores arbejdsliv anderledes, og vi stoppede ikke med at være en del af samfundet, men vi betragtede det fra et andet sted.

Nu ser jeg dokumentaren på DR, og får mest ondt i min mave, når døren går op i vuggestuen om morgenen, og forældre kommer ind med deres børn på armen. De siger farvel, (og det er næsten værst, når børnene ikke græder), og jeg ser, at forældrene handler ud fra en overbevisning om, at det er en indiskutabel og naturlig dagsrytme, og jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan vi er kommet til at være overbeviste om, at sådan er det bare?
Jeg kan ikke forstå, at vi får børn, og som den største selvfølge giver dem fra os et års tid senere.
Til fremmede mennesker, mens vi går på arbejde.

Ja, normeringerne er alt alt for dårlige, og det går virkelig ikke. Det er dybt bekymrende, at vi udmagrer vores institutioner, og overlader vores alle sammens fremtid i tomme stuer uden voksne, og vi overlader dem grædende på legepladsen, fordi ingen har tid til at lytte. Der skal forbedringer til, og det kan ikke vente.
Men hvad hvis det ikke sker, hvad gør du så – som forælder? Og er det et godt nok børneliv, uanset?

LEDEREN KAN IKKE KLARE DET MERE, MEN BØRN OG FORÆLDRE KOMMER ENDNU

Hvis normeringen var dobbelt så god, og børnehaverne havde store grønne arealer og økologisk mad og 1:1 samvær, havde der ikke været en dokumentar. For vi tænker på institutionerne som en indiskutabel del af barndommen: Indimellem oplever jeg, at vi er kommet dertil, hvor vi synes, det er synd for børn, som ikke bliver passet ude?

Men nu står jeg et andet sted, end tidligere, og jeg står et andet sted end langt de fleste andre, så jeg er nødt til at sige: Vi skal snakke om, hvorvidt børn skal i institution overhovedet, og vi skal snakke om, at hvis de er i institution, hvor meget skal de så være der, og hvor bevidste er vi om den pris, de betaler? Vi skal snakke om nødvendigheden af at indrette et samfund med langt mere fleksible arbejdstider og bedre mulighed for deltid og bedre vilkår for både mænd og kvinder, som ønsker at være hjemme med deres børn. Vi skal have større fokus på samværet, og vi skal måske frem for alt skrue ned for vores økonomiske begær og vores utopiske overbevisning om, at man kan alt på samme tid.
Jeg foreslår, at vi først og fremmest retter opmærksomheden mod det, man aldrig kommer til at fortryde, og så indretter alt andet derefter.

Den tanke bliver særligt presserende, når man ser forældreparret i dokumentaren, som afleverer deres treårige datter om morgenen, og senere får forevist filmen, hvor de blandt andet er vidne til, at deres pige sidder alene og trist i garderoben, hvor ingen har tid til at tage sig tilstrækkeligt af hende.
Faren siger, at han da ville ønske, at hans datter ikke var ked af det, og at der var flere til at tage sig af hende, men at sådan er det, det ved man godt, og moren ser trist ud, men nikker.
Og under moderens navn står der, at hun er på barsel med parrets yngre barn, og det ramte mig, at mange af os slet ikke overvejer, hvor naturligt det er at være sammen med vores børn, også flere af dem af gangen. At man ikke er tvunget til at aflevere sine ældre børn i institution, når man er på barsel med den yngste, fordi de ældre børn også trives med at være hjemme. At man godt kan tage vare på sin baby, mens man tager vare på resten af flokken og være glad og føle sig fri samtidig. Og jeg har igen selv gjort det, men når jeg ser tilbage, kan jeg ikke lade være med at tænke, at så meget havde været anderledes, hvis min indstilling havde været det.
Jeg ville sådan ønske, at vi snakkede mere om, at der er et andet liv derude. Et liv, hvor samværet med de børn, vi har sat i verden, er vigtigere end alt andet, og hvor arbejdet tilpasser sig familielivet og ikke omvendt.

Kvinder skriver indimellem til mig, at det er hårdt at gå hjemme med deres børn, at de føler tvivl, og er alene. Og jeg kan kun erklære mig enig: Det er en jobbeskrivelse, der kræver alt, og som aldrig giver op uden en kamp, og som kan være ensom i Danmark anno 2019. Men jeg ser samtidig hver dag, hvordan det med netværket forandrer sig. Vi bliver flere og flere, og derfor bliver det et mere oplagt valg.
Jeg synes, dette indlæg beskriver mine overvejelser om det krævende hjemmeliv: Jeg kan heller ikke altid holde ud at være sammen med mine børn, men alternativet er for mig blevet det, som er uudholdeligt

Livet handler ikke om at gøre det nemme, det handler om at skabe mening og følge vores hjerter, uanset hvor de trækker os hen.
Har du en knude i maven, når du står ved vinkevinduet, og forlader dit barn om morgenen?
Så gør noget anderledes. Dit barn har ikke andre forældre til at ændre vilkårene og dermed hans eller hendes liv.

I dokumentarfilmen fortæller lederen i den ene børnehave, at hun har sagt op efter 20 år samme sted, fordi hun ikke længere kan forsvare forholdene. ”Vi har et samfund, hvor vi bilder os selv ind, at det er godt nok,” siger hun, og græder, mens forældrene fortsat afleverer deres børn, og cykler videre på arbejde.
Der er andre muligheder, det er der virkelig, og de ser vidt forskellige ud afhængig af, hvem man er. Tiden er inde til, at vi handler. Det er nu, vi må tage ansvar og indrette vores liv, som vi mener, det skaber bedst balance.
Det er, som Greta Thunberg siger om klimaet: Vi kan ikke nøjes med at håbe. Nu må vi handle, og først når vi handler, har vi tid til håbet.”