Mennesker er ikke lineære væsner. Vi bevæger os ikke forudsigeligt eller ensartet gennem et levet liv.
Når vi følger vores hjerter, opstår der hele tiden nyt; vi får nye indsigter, rammer nye dybder, får øje på andre horisonter.
Så vi bevæger os; følger med, forholder os åbne, mærker tvivlen, søger indad, tager en pause, og sætter indimellem tempoet op, når noget bare må ske NU.
Der findes ikke et tidspunkt i et ærligt liv, hvor vi føler, vi ved det hele. Der findes ikke et mål eller en endegyldig indsigt, som fratager os ansvaret for at lede videre.
Min kloge veninde sagde for mange år siden, da jeg var i terapi hos hende, at: “At være i selvudvikling er omtrent det samme som at være opvasker i en restaurant: Hver gang du løfter en beskidt tallerken væk, kommer en ny frem.”
Vores indsigter bliver løbende dybere, og de problematikker vi står overfor, skifter i karakter. Men jeg har også erfaret, at der med tiden har indfundet sig en grundlæggende tillid og bevidsthed, som betyder, at jeg ikke mister fodfæstet, selvom jeg kan blive ked af det, forvirret og frustreret. Jeg føler aldrig mere, at meningen eller formålet med mit liv ligger usynligt foran mig. Tværtimod ved jeg, hvad jeg stræber efter, og jeg forstår, at den stræben antager forskellig form i takt med, at jeg bevæger mig gennem livet.
Der er et tema omkring mig lige nu, som så ofte før: Når noget fylder i den enes bevidsthed, fylder det hos mange.
I løbet af to dage havde jeg i den forgangne uge fem 1:1-samtaler med kvinder, som følte sig forkerte, fordi de søger efter en dybere mening i deres liv, og den mening med mellemrum afføder behovet for konkret, fysisk forandring. Det kan være ønsket om et andet job, drømmen om at bo anderledes eller indrette sin økonomi ud fra andre værdier, eksempelvis. En længsel efter prioritere på en ny måde i hverdagen og fremfor alt drømmen om at kende sig selv bedre og skabe en hverdag, der afspejler det.
Hver og én af kvinderne har følt sig forkerte, eller har følt, at de trådte andre over tæerne, når de ytrede deres ønske om at give plads til noget nyt ved at give slip på gamle mønstre.
Løftede øjenbryn og formaninger om ikke at udfordre det, man allerede har, hører til virkeligheden, når man som et søgende menneske med åbne øjne tager ejerskab over sit liv.
Så må man vende sig derhen, hvor man møder forståelse, og kan spejle sig. Endnu vigtigere må man vende sig indad og styrke sin selvforståelse, arbejde med følelsen af værdighed.
Værdigheden til at leve det liv, du drømmer om.
Meget få valg i livet er definitive, og kun ganske sjældent er noget endegyldigt rigtigt og andet endegyldigt forkert.
Men tiden er nu, og den kommer aldrig tilbage. Det er mere sandsynligt, at du fortryder, at du ikke gav dine drømme chancen, end at du ender med at ærgre dig over, at du gjorde.
Når man sigter efter månen, ender man som regel et sted imellem stjernerne, og derfra er der udsigt til næste stop.
“Hvad så hvis det ikke går, og jeg må komme krybende tilbage?”
“Hvis hvad ikke går? – hvordan kan man mislykkes, når det man gør, er at reagere på et kald indefra? Selv hvis din drøm viser sig at være en anden, end du troede, vender du klogere tilbage. Og hvis du ender samme sted, som du var før, er forskellen, at denne gang har du valgt det til.”
2 comments
Sikke smukt og præcist formuleret. Det er den indsigt, man må have for at rykke sig, og desværre også den reaktion man oftest møder.
Jeg tog mig selv i at tænke det, da jeg læste om jeres fraflytning, men som du så fint siger, handler det om noget i mig — særligt en ærgrelse over at øen mister jer.
Da jeg samtidig selv skrev mit indlæg om at flytte, fordi mit hjem ikke længere kunne vokse med, måtte jeg jo erkende det; at du som altid havde ret. “Alligevel kommer der en dag, hvor væggene ikke kan strække sig langt nok. ” Skrev jeg, og selvom det et sørgmodigt, er det vigtigt vi når til den indsigt, og rummer andres erkendelse deraf.
Al mulig held og lykke på jeres videre færd og smil til jer!
Laura // LMinside<3
Kære Maj My
Hvor er det spændende og dejligt for jer, at I er nået til næste skridt i jeres liv – flytningen.
Og ang. det der med at komme krybende tilbage, så har du helt ret i at det sker ikke når man følger sit hjerte.
For 8 år siden tog jeg en beslutning om at mærke indefra først og så få fornuften til at passe til det. Stort set alting er blevet anderledes end forventet, men uanset hvilket stormvejr der rammer, så har jeg et kæmpe smil på læben, som kommer helt inde fra hjertet.
– Og den del tror jeg at mange mennesker mangler:
Hvis det altid gør lidt ondt i hjertet, så er det svært at finde ud af hvilken del af hjertet det er bedst at placere smerten i….