Ja, hvem er du?
Et uendeligt nuanceret, konstant omskifteligt, altid relevant og som regel helt umuligt spørgsmål at svare på.
Og alligevel spørger jeg, fordi det er så spændende: Hvem er du?
I dette øjeblik, måske? Hvem er du set indefra? Set over hele dit liv indtil nu? Hvem er du lige i dette sekund, på dette sted i dit liv? Hvem er du i dine drømme – og om ti år?
Jeg spørger, fordi jeg elsker at høre om andre mennesker – i lange træk og i brudstykker. Fordi det er interessant, hvad vi vælger at fortælle om os selv.
Hvem er jeg? Lige nu på denne morgen er jeg træt og lettet og fuld af taknemmelighed over dagen, som ligger foran mig. En forkølelse er ved at slippe sit udmattende tag i min krop, og selvom min nat har været både kort og afbrudt, ser jeg med glæde frem til adskillige timers skrivearbejde med musik i ørerne, te i koppen foran mig. Jeg er en mor, som netop har afleveret to børn i børnehave, hvoraf den ene var trist, og det sled i mit hjerte, som stadig er ømt. Derfor er jeg også hende, som i morgen tager på tur med samme barn for at give hende noget af den alenetid, som hun måske har savnet, siden hun blev storesøster. Derfor er det endnu vigtigere for mig at udnytte min arbejdstid i dag.
Lige nu er jeg også ved at komme i julestemning, og det glæder mig. I år skal vi for første gang fejre en julefødselsdag herhjemme. På søndag fylder Juno et år, og af én eller anden grund passer det mig rigtig godt, jeg som havde troet, det ville være lidt en udfordring med et julebarn. Men jeg glæder mig meget, rigtig meget. Måske fordi det er en lille fejring, vi har planlagt; vi har kun inviteret ganske få, da julen jo venter om hjørnet, og det er overskueligt og rart, ikke at skulle være så mange på én gang. Måske er det også fordi, det føles så oplagt at fejre det lille, smukke menneske som hver dag kommer med så meget glæde til os alle sammen, netop som julevarmen allerede er i vores hjerter. Hun er i sig selv et julelys.
I aftes så Kristian og jeg “Et Juleeventyr” (på Netflix), mens der var levende lys overalt i stuen, og vi spiste marcipan og chokolade, og godt nok nåede vi ikke så langt i filmen, for børnene hostede og kaldte på os, men det var rart at sidde og se sneen dale på skærmen, mens den gamle mand forvandlede sig i takt med historiens udvikling.
Hvis jeg skulle svare kortere, ville jeg sige: Jeg er Maj, og jeg er i forandring. Jeg er fuld af håb og indimellem er jeg træt og fuldkommen overvældet af det her liv. Jeg er nogens mor og nogens hustru og nogens datter og søster og veninde. Fremfor alt er jeg mig, og jeg gør det, så godt jeg kan.
Vil I fortælle lidt om, hvem I er, jer der læser med? Hvem er I i dette øjeblik? Hvem er I set indefra? Set over hele dit liv indtil nu? Hvem er I lige i dette sekund, på dette sted i jeres liv? Hvem er I i dine drømme – om ti år? Det behøver ikke være mere end et par ord, en enkelt sætning. Men det må gerne være en længere fortælling.
Jeg håber, I vil svare her eller på facebook.
19 comments
Det er en stor glæde at læse dine beretninger, Maj My. Jeg bliver glad indeni og lidt klogere på verden. Og hvem er jeg? En kone i 50’erne, som har lært af livet, at det vigtigste af alt er at gøre det, man kan lide og omgivelserne sig med mennesker, man holder af. I mange år var jeg en, der altid satte mig selv i baggrunden. Nu ved jeg, hvad jeg kan lide og dyrker det. Tænker ikke så meget på, hvad andre synes om mig. Det er deres problem. Dårlig samvittighed er et fyord. Jeg spiser det, jeg kan lide og holder af mine ekstra kilo. Jeg lytter til rock og går til koncerter med min datter og min søster. Skaber mig som en teenager og nyder hvert minut af det. Jeg griner højt eller græder uden at skamme mig. Elsker min familie betingelsesløst. Er fuld af fejl og gode egenskaber. Sover formiddagen væk på min fridag og nyder det. Smider en tyver i hatten, når jeg ser en gademusikant, hvilket er sjældent på Ærø, så det kan jeg godt tillade mig, når jeg kommer af øen. Har øvet mig i at sige fra og sætte grænser. Det er svært, men jeg bliver bedre og bedre til det. Jeg synes, jeg er et godt sted i mit liv. Tænker ikke så meget på om ti år, men lever hellere i nuet.
Åh, din beskrivelse af hvem du er, gør mig så glad. Du lever det liv, som mange drømmer om, og som lige så mange først vågner op og forstår, var det, de ville, når det er for sent. At leve uden skam og med fokus på det, der gør dig glad, og med hengivenhed, glæde, spontanitet og ærlighed i centrum – ja, det er livet. Tak fordi du delte.
Jeg har været en kæmpe omvæltning igennem i de sidste mange år – tidligere havde jeg altid en 10 års plan – og jeg arbejde konstant på at blive et bedre menneske – en bedre mor, kæreste m.m. Og jeg brugte enorme mængder af tid på at banke mig i hovedet fordi jeg aldrig kunne leve op til mine egne forventininger.
For ca. 6 år siden indså jeg at jeg er god nok som jeg er – jeg stoppede med at prøve at forbedre mig – og accepterede bare mig selv med alle de fejl og mangler jeg har. Og det har været fantastisk. Jeg har en indre ro og glæde som jeg aldrig havde turdet drømme om. Jeg er fyldt af glæde og taknemmelighed for alt det gode jeg har i mit liv. Jeg har et mentalt overskud der gør at jeg i dag føler mig som den gode mor, det gode menneske – jeg tidligere stræbte efter at blive.
Så hvem er jeg – jeg er en glad kvinde, der nyder mit liv maximalt indenfor de rammer jeg har. Og jeg er hamrende god til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre – og kæmpe for det jeg kan – således føler jeg mig altid lykkelig ligegyldigt hvor meget møg, der kastes min vej – fordi jeg ved at jeg får det optimale ud af de rammer jeg har.
Og jeg aner ikke hvor jeg er om ti år – Og jeg bruger heller ikke tid til at tænke over det. – men jeg ved at ligegyldigt hvad jeg står med om ti år – får jeg det optimale ud af det indenfor de rammer jeg har på det tidspunkt. Og den viden giver mig også ro og glæde.
Kære Bianca, TAK! Du lyder til at være så godt et sted i dig selv, i dit liv. Det er vidunderligt, berusende at læse om. Jeg kommer, naturligvis, til at tænke på Sindsro-bønnen, når jeg læser dit skriv om dig selv, og tænker: Tænk at være personificeringen af den visdom <3
Jeg er MOR! Først og fremmest mor til mine døtre. Alenemor – hvilket jeg er bedre til end mor sammen med en far, som jeg bor sammen med. Men alenemor er kun noget, jeg er, fordi jeg bor alene med mine piger – for jeg er en ret god forælder sammen med deres far. Jeg er faktisk en ret sej forælder, når det kommer til samarbejdet omkring pigerne. Jeg er en dedikeret mor og mine børn har førsteprioritet i mit liv. Mange af rammerne i mit liv er bygget op om min mor-rolle. Og jeg er stolt over at være mor. Det er det største i mit liv!
Jeg er eventyrer! Jeg drømmer konstant om den næste rejse. Den næste oplevelse.
Jeg er dykker! Og nyder friheden under vandet. Fanget og fri på samme tid. I et univers, der er noget helt for sig selv. Så lydstille og så fyldt med impulser.
Jeg er neuroatypisk. Diagnosticeret. Psykisk sårbar. Men lever en nogenlunde normal hverdag – ind imellem går jeg bare i stykker indeni. Så revner min skal – og ud vælter det med usikkerhed og frygt. De fleste dage styrer jeg – men nogle dage styres jeg. Det er et monster – og jeg bekæmper det hele tiden med fokus på ikke at fodre det med overstimulering, for lidt søvn, for lidt mad, for lidt egenomsorg. Jeg prøver. Fejler. Prøver igen.
Jeg er pædagog. Den sejeste pædagog i hele verden – sammen med mange andre. Jeg elsker mit job – det er så meningsfyldt, så sjovt, så tilpas udfordrende, så givende. Jeg kører glad på job og glæder mig til dagen. Jeg har en leder, som tør satse, som er synlig og som lader os få ansvar og indflydelse. Jeg har sindsygt dygtige kollegaer, som giver sparring, rum og også er i konstant udvikling. Og sammen har vi en entuiasme, en glæde og et humør, det gør det hele værd.
Jeg er kreativ. Har altid gang i flere småprojekter. Jeg fotograferer og redigerer, jeg tegner og hækler. Jeg laver perleplader og putter sære ting i maden. Jeg finder på gaver, folk ikke vidste de ønskede sig og jeg laver små udstillinger.
Jeg er et socialt menneske. Jeg nyder at være sammen med andre. Ind imellem skal jeg passe på ikke at være sammen med for mange mennesker, der har brug for noget fra mig. Men jeg øver mig. Jeg nyder snakkene, latteren og at kunne være stille sammen – og for mig er åbenheden vigtig.
Jeg er kæreste. Jeg nyder at have en at dele med. En voksen, som jeg kan sparre med – og som tør rumme hele mig. Som støtter mig i at være den bedste udgave af mig selv. Jeg sætter stor pris på den fysiske kontakt, hvad end det er at gå en lang tur hånd i hånd eller det er den intense, dybe seksuelle nydelse. Jeg er et temmelig seksuelt menneske og den del af mit liv er vigtig. Men også det at være i et tosomt rum – at være sårbare sammen, være lykkelige sammen. En boble der er trukket ned om os. Det er så stort. Og på trods af forholdets varighed, er jeg stadig forelsket. Og jeg har stadig forelskelsens sommerfugle i kroppen, når vi skal ses.
Jeg er et menneske, som leger meget. Som nyder de spil, der ligger i legen. Jeg sparker til blade og kan stadig hoppe i vandpytter. Jeg synger og synger gerne højt (og falskt). Jeg spiller spil og er en dårlig taber – og en rædselsfuld vinder.
Jeg er datter og søster, barnebarn og kusine. Og familien bor tæt omkring mig. Den betyder meget for mig. at være en del af noget. En del af et familiært fællesskab. Hvor vi kan tage og give – uden at skylde. Hvor vi er der for hinanden på en anden måde end jeg har oplevet i andre fællesskaber.
Jeg er et modigt menneske – tør være i det, som er svært. Jeg er sammen med mennesker i de svære snakke eller når døden indtræffer – og jeg er det med stor ydmyghed og taknemmelighed.
Taknemmelighed er generelt en følelse, som fylder meget for mig. Jeg siger tak flere gange hver dag – og hver gang mennesker jeg det. Jeg er privilegeret, der hvor jeg er i mit liv – og jeg ved det.
Og så…..er jeg ved at lære også at være mig. Det lyder måske sært efter denne smøre, men min følelse af at være mig er vag. Men jeg øver mig. Og øver mig i at turde….
Kære Tina, tak for dit skønne, nuancerede, boblende og ærlige indlæg om dig. Du er alt det, du skriver, og så er du dig, ja, du er det lys, du nu øver dig i også at være, og som kan være svært at fornemme. Bare dig, ikke noget eller nogen eller et sted eller en stemning, men bare dig. Jeg tror, de fleste af os søger hele livet efter netop det <3
Jeg ved det ikke. Jeg er i nyt land. Er nypenioneret grundet udbrændthed. 51 år.
Jeg ville ønske det hjalp ændre navn. Efter en nylig formiddag i drømmeriernes verden om dette, hedder jeg Lillibeth Cikorie.
Det står nedskrevet i min kinabog. Med spørgsmålet: “hvem er” foran.
Når det gamle år rinder ud begynder hun at tage form. Måske…forhåbentlig…
I 2017 begynder Lillibeth Cikorie at skrive. Hun har meldt sig til intuitivt skrivekursus.
Lisbeth er med hele vejen. Hun ved noget, men ikke alt. Hun er bange, skrøbelig og bomstærk på samme tid. Hun har mange børn. Hun elsker blomster i haven og at luge ukrudt. Og at bage. Chokoladespiser og godt i stand. Vi skrives ved…
Vi ved meget, når vi erkender, at vi ikke ved alt. For mig er det begyndelsen på rejsen. Udbrændthed er ikke et statisk sted at være – det er et afsæt, en dør til nye veje. For nogle hjælper det at skifte navn, for andre er det ikke vejen. Hvad end du er Lillibeth Cikorie, Lisbeth eller begge dele ønsker jeg dig alt det bedste, og jeg har på fornemmelsen, at du også er ved at tage hul på et kapitel, hvor du ønsker det for dig selv.
Jeg er mor. Mor til en dejlig og smuk pige på 11 år som fik diabetes som 1årig. Jeg gør alt for at hun har det godt. Har hun høje tal, er jeg gal på mig selv, selvom det ikke er min skyld. Er det normale tal, føler jeg lettelse og kan bedre slappe af. Elsker at sove længe når jeg har fri. Synes julen er hyggelig, og det kan ses på vores hus.. Der er lys overalt udenfor. Hvor jeg er om 10 år ved jeg ikke, jeg tager det som det kommer. Det eneste jeg ønsker er, at min datter kommer helskindet igennem teenage årene uden for meget bøvl med hendes diabetes. Mere forlanger jeg ikke..
Kære Barbara, din mor valgte klogt, da hun skulle finde sin mor. Jeg håber, at hendes mor en dag vil tilgive sig selv alt det, hun ikke bærer ansvaret for, så hun kan føle sig let og afslappet de fleste dage <3
Jeg er hende der er så bange for at give afkald på sin anonymitet på det store internet – men igen bliver revet med af din blog (måske fordi Søby og Ærø trækker søde tråde i mit hjerte – og jeg altid føler mig lidt tættere på øen og folkene når jeg læser din blog)
Jeg er hende der ikke kan holde liv i en blomst mere end 14 dage (og nej orkideer blomstre ikke igen)
Jeg er hende, der i går mistede min gamle farmor og blev så uendelig bevidst om at generationerne foran mig i langsomt forsvinder – hun mindes med et smil på læben og en tåre i øjenkrogen.
Jeg er hende der går barnligt meget op i juletræet
Jeg er mor til to – de smukkeste på jord, og meningen med det hele, og når tonen er blevet for skrap i løbet af dagen får mig til at gå ind og kysse dem i håret mens de sover
Jeg er hende med den lidt uopdragne hund – børnenes bedste ven
Jeg er karrierekvinde med stort K – godt på vej, men kan nok aldrig indhente min egen skygge
Jeg er konen til den mest rummelige, fleksible og kærlige mand – som får for lidt anerkendende kys – hvis blot han vidste at han er grunden til at jeg kan være mig
Jeg er hende som kunne blive ved – fordi du her på det anonyme net gav mig invitationen
Tak for en dejlig blog
Kære Sandra, Du lyder som et menneske, der beriger verden omkring dig. Hvor bliver jeg glad over dine ord om både de visne blomster, de smukkeste børn og din rummelige mand. Jeg får lyst til at høre mere om det med karrieren, juletræet og dine ærøske aner, og jeg kondolerer med tabet af din farmor.
For to måneder siden er jeg og min kone flyttet til Ærø. Jeg er blevet pensionist inden for det sidste år; men har været ude af arbejdsmarked i en del år. Jeg regner med, at jeg skal nyde livet ved at bidrage til, at der sker fantastiske ting her på mulighedernes ø. Jeg er så småt ved at etablere mig med min hobby – radio og elektronik. Er indtil nu den eneste radioamatør her på Ærø. Lad os nu se om jeg ikke kan lokke andre til at lege med robotter, minicomputere, elektronik eller måske endda radio. Det ændre ikke verdenen på anden måde end det giver nogle gode oplevelser sammen med andre. Mit lille bidrag – forhåbentlig.
Jo det er vel et spring nu at flytte til mulighedernes land. Jeg tænker egentlig ikke på det på den måde. Ind til nu har jeg ikke fortrudt det et øjeblik.
Jeg tror, at verden netop ændres i det små. Glade mennesker som følger ders hjerte, oprigtige passioner og fællesskab. Velkommen til Ærø. Det er vel nok dejligt, at I er landet netop her.
Jeg er mig – der er kun én mig – jeg er kvaliteten af de spor jeg trækker efter mig – “jeg er præcis hvor jeg skal være, jeg er ved at finde frem til det menneske jeg er, jeg er ikke bange for at fejle mere, lever man, er det jo hvad der sker”
“jeg er kvaliteten af de spor jeg trækker efter mig” – hvor er det fint og rigtigt. Tak for det.
Måske derfor er dine portrætter så levende og fulde af nærvær!: At du elsker at stille det spørgsmål: “Hvem er du?” og lytter til svaret.
Jeg? Jeg er – igen – revet med af dine ord.
Jeg har lige nydt flere af dine indlæg og portrætter.
Jeg er også ganske sårbar lige idag. Dén dør har det bare med at blæse op indimellem. Jeg venter på at vinden lægger sig.
Jeg er efter at have læst lidt sporadisk med, vist nu blev det man kalder fast læser af din blog – du skriver mange inspirerende ting, synes jeg.
Hvem er jeg? Det spørgsmål skulle jeg svarer på for snart 6 år siden, da jeg gik på højskole og fik forfatterundervisning – midt i lokalet fik jeg nærmest en eksistenskrise – jeg var på det tidspunkt 21 år og følte at jeg var alle mulige forskellige. Både lidt vennegruppens mor, men også den der altid blev mest fuld og lukkede og slukkede en fest.
Nu er der gået næsten 6 år – og hvem er jeg nu?
Jeg er nu en gift kone, til en mand (jeg mødte på min højskole), der er psykisk sårbar – ikke konstant, men med jævne mellemrum.
Jeg er mor til vores fælles datter og snart til en lillesøster også.
Til januar er jeg forhåbentlig færdiguddannet lærer – en uddannelse jeg stadig er i tvivl om. Jeg er bybo-Nørrebro-bo om man vil. Jeg drømmer om mere plads og luft, men elsker stenbroen (klassisk dilemma).
Det er længe siden jeg har lukket og slukket en fest – jeg er blevet meget grounded de sidste år – dels af at have fundet kærligheden, men også af at blive mor. Jeg føler godt at jeg nu ved hvem jeg selv er – jeg ved også at det ændrer sig gennem livet. Men allervigtigst, ved jeg at jeg kan holde til alle de kampe livet kaster i hovedet på mig – og det er trygt.
(Og så blogger jeg, på http://www.morher.dk – om hele det satans skønne (mor)liv – læs med hvis du vil)
Kære Louise, hvor er jeg glad for, at du læser med. Det føles godt, når man begynder at have en fornemmelse af, hvem man er både lige nu, men måske også i dybden? Altså, udover de titler vi bærer rundt på, og de roller vi lever livet igennem. Held og lykke med din eksamen – og med jeres kommende lillesøster, ikke mindst.