Jeg får ikke svaret på alle kommentarer her på bloggen for tiden, men jeg læser hver og én, glædes over dem, tænker nye tanker på grund af dem, og ser frem til at besvare de fleste, når tiden pludselig kommer. For selvom Kristian og tre af børnene er på skiferie i denne uge, og selvom jeg har de mest rolige dage, jeg kan mindes i nærved et årti, er tiden alligevel ikke ubegrænset. Jeg får skrevet i dagtimerne, lige netop som jeg havde forestillet mig, men derudover går der også en del timer med at sætte projekter op i Kristians og min fælles virksomhed og med e-mails, telefonsnak og kalendertjek. Det er godt; vi er i starten af året, og vi kører to selvstændige karrierer under taget hjemme hos os, så der skal gerne sparkes gang i maskineriet nu, så vi ved, hvad resten af 2017 byder på (og at vi har råd til at spise efter februar også).
I går skrev en læser imidlertid en kommentar, som hev mig tilbage til skriverierne her på bloggen. Hun skrev: “Jeg drømmer i aller højste grad om at flytte til Ærø. Forleden luftede jeg mine tanker for min svigerfamilie, jeg skal da lige love for en omgang skepsis jeg blev mødt med 😀 “Man flytter da ikke bare 3 børn” – “Ej, hvad vil du der, der er intet på Ærø?” Og bla bla bla… men netop som jer, besøgte jeg øen tilbage i 2013 og har siden været forelsket.”
Og nu ved I nok, hvad jeg vil skrive. I ved nok, at det er min overbevisning, at ingen andre kan fortælle dig, hvad du skal med dit liv, eller hvad du skal holde dig fra. Ingen andre kender dine bevæggrunde, intentioner, behov eller drømme.
Og jeg ved også godt, at du ved det her, og jeg skriver det ikke for at simplificere noget, som naturligvis er mere kompliceret end som så – Men der er det med drømme, at de fleste mennesker bruger hele livet på at bære rundt på dem uden at gøre noget synderligt for at føre dem ud i livet. Og sådan behøver det ikke være. Man kan godt udleve sine drømme, og jeg vil gå så vidt som til at sige, at det er dér, livet virkelig begynder at give mening. Faktisk er det også der, livet kan føles som en dans på roser, selvom det kræver ofre, flid og mod.
Man kan tilbringe hele livet med at tænke på og tale om, at man gerne vil være kunstmaler, og hver dag vende tilbage til det mentale billede af, at man står ved staffeliet uden nogensinde at gøre det. Man kan brokke sig over, at man ikke har tiden; beklage sig over, at der aldrig er ro og i sidste ende ærgre sig over, at man ikke bare gjorde det. Og hvorfor gjorde man det ikke bare? Tjo, det er måske ofte fordi, det kommer med en risiko, når vi går efter vores drømme. Der er en risiko for ikke at lykkes, når vi kaster os ud i frit fald i håb om at lande på benene midt i det, vi ønsker os. Hvad hvis det er vildt svært at male (det er det jo). Hvad hvis ens kunst ikke automatisk kommer til at ligne det, man forestiller sig, når man dagdrømmer (det gør det jo ikke uden en indsats). Hvad hvis det ikke kun er ren og skær lykke og romantiske talenter; timevis i solskin med udsigt over havet og en hat på sned bag staffeliet (det er det heller ikke). At udleve sine drømme er også at have viljestyrke, mod og drivkraft. At udleve sine drømme er at ville det så meget, at man ikke giver op. At udleve sine drømme er at lukke ørerne for de andres frygt og egne undertrykte behov og blive ved med at følge sit hjerte, også selvom ingen forstår hvorfor.
At udleve sine drømme er, at man indimellem løber panden mod en mur, rejser sig igen, og fortsætter. Og uanset om det lykkes, uanset om det bliver lige præcis som man ønskede eller ej, så er det altid det hele værd. Det er aldrig forgæves; man havner altid steder, man ikke anede var mulige; ser altid nye sider af livet, som man ikke kendte til. Når man følger hjertets kald; og løber med, så ender man det rigtige sted, også selvom det ikke altid er lige præcis der, hvor man troede, det skulle være. Ja, det kræver indsats at udleve sine drømme, og der er en risiko for ikke at lykkes, når vi satser. Men det er ingenting sammenlignet med den risiko, vi løber ved at lade være. Tænk sig: man kan ende med at leve hele sit liv uden nogensinde at gøre det, man helst vil. Man kan bruge alle sine vågne timer på noget, man ikke elsker. Vågne op til en udsigt, man ikke bliver glad af at se på. Dele seng med en partner, man ikke er tryg ved. Alt det er for mig langt mere risikabelt end at smide konventionerne over bords; skide på formerne og på de andres formaninger. Jeg vil meget hellere leve livet fuldt og helt, tro på mig selv og stole på at livet er her for at blive levet, end jeg vil holde fast i noget, som ikke længere føles rigtigt af frygt for hvad de andre siger. Af frygt for at tabe ansigt. Som regel siger de andre fra, fordi de selv går og undertrykker deres drømme. Som regel råber de op, fordi dit valg konfronterer dem med deres egen mangel på samme.
Kristian og jeg har så længe efterhånden fulgt vores drømme, at der ikke var nogen, der løftede et øjenbryn, da Kristian og jeg til vores bryllup fortalte alle vores venner og familie, at vi havde besluttet os for at flytte til Ærø. (Hov, nej, det er faktisk løgn: Nu husker jeg, at en kvinde fra min svigerfamilie kom hen, og sagde til mig, at det ville blive ensomt; at det var alt for langt væk; at vi ville fortryde hurtigt igen. Og selvom jeg syntes, det var malplaceret at sige sådan til mig under mit bryllup, stod det klart, at det i bund og grund handlede om, at hendes mand har været fraværende en stor del af deres ægteskab. Måske har hun følt sig ensom, og nu overførte hun sin egen fortrydelse på mig.) Nå, det jeg vil sige, er, at det kan blive en vane at følge sine drømme. At man ganske enkelt kan lære at lytte til sig selv og høre, når noget er rigtigt eller forkert. Man kan slippe fri for angsten for at mislykkes (jeg tager stadig chancer, som nemt kan gå galt, men jeg er ikke bange), og man kan leve et liv fuld af udvikling, ærlighed og nærvær.
Det kræver noget, ja, men det giver så meget mere igen, og pludselig kan man mærke lettelsen helt ud i fingrene. Pludselig kan man mærke den der kriblen, som kommer, når man er på rette vej. Ingen havde troet, at Kristian (ham der var “apperen, musikeren, sangskriveren”) skulle være fritidsbonde med traktor, hønsemøg og kompostbunker. Men lige her i dette liv er han aller mest lykkelig, og det er han, fordi han turde gå en anden vej, end den der lå lige for.
15 comments
Jeg kunne ikke være mere enig. Vi blev også mødt af skepsis og fik hårde og bebrejdende ord med på vejen, da vi annoncerede til noget af familien, at vi ville flytte til Bornholm sidste år (de bor på Fyn – det er efter deres mening laaaangt væk). Men vi har ikke fortrudt og har ikke været gladere, end vi er nu. Vi har fået den hverdag, vi drømte om. Det føles som en gave, vi stadig er ved at pakke ud. Det kræver mod at følge sine egne drømme, men man kommer til gengæld til at leve det liv, man selv gerne vil leve. Og det er fedt – også for ens børn. For de kan godt mærke, om mor og far er ægte glade og tilfredse med det liv, de lever. Og mon ikke også de bliver gode til at forfølge deres egne drømme en dag?
Det lyder så vidunderligt. Og jo; jeg er sikker på, at den eneste sikre måde at vise vores børn vejen, det er ved selv at gå den.
Jeg har skullet arbejde meget med at rumme folks skeptiske kommentarer, for en del af mig bliver virkelig vred over, at folk ikke kan se ud over deres egen næsetip og overveje, at det der er rigtigt for dem, ikke nødvendigvis er rigtigt for mig/os. Men jeg har lært mig selv altid at huske på, at det for det meste kommer i den bedste mening, og tit er et udtryk for, at folk er styret af deres egen frygt. Min svigerfar har fx verdens største “nej-hat” på, men jeg har efterhånden bare ondt af ham, fordi han tydeligvis er meget bange for forandring. Men nogen gange er det hårdt, når folk ikke bare kan være glade for andres beslutninger og stole på, at de nok godt kan finde ud af, at tage de rigtige beslutninger for netop deres familie/situation.
Det er åbenbart ekstremt krævende at være rummelig for de fleste 🙂
Ja, det er en øvelse i at blive hos sig selv, have fokus på ens egne intentioner og så sende lys til dem, der står i mørket (med en nej-hat på) 🙂
Tak! Det rammer lige ned i det der betyder mest for mig i øjeblikket. Det at jeg pga. frygten for at mislykkes ikke har fulgt alle mine drømme når det kommer til mit arbejdsliv…men det giver mig mod til og tro på, at jeg bør springe ud i det, selvom det er svært, fordi jeg virkelig brænder for det og drømmer om det.
Så endnu engang tak, det her indlæg vil jeg helt klart vende tilbage til når jeg mister modet, så jeg kan bevare troen på at det er det værd at følge mine drømme 🙂
Jeg er helt sikker på, at man sidder tilbage med en tungere følelse af at mislykkes, hvis man slet ikke prøver. Talent er også viljestyrke, flid og modet til af fejle og prøve igen.
Jeg er så enig i det i skriver, ingen andre end glæden over at finde sin rette plads skal bestemme hvor man vil bo! Og det er da helt klart en projektion af egne undertrykte behov der kom til udtryk!
Som også en anden skrev – så er det her et indlæg man kan finde frem hvis man mangler lidt pep-talk! Men også reminder om at man ikke bør tillade andre at knuse sine drømme!
Når jeg hører nogen sige, at Ærø ligger langt væk, siger jeg: “Fra hvad?” Måske siger de København, og så siger jeg, at det er København, der ligger langt væk. Godt, I turde tage springet. Jeg har kun hørt om ganske få, der har fortrudt en flytning til Ærø. Og der var sikkert også alt muligt andet i vejen med deres liv, så det var det, der fik skylden.
Ja, langt fra hvad? Du har helt ret.
Åh det Er så godt et skriv Maj
Jeg snakkede forleden med et ungt par der for nyligt er flyttet til Ærø. De var begge færdig med gode videregående uddannelser men havde forelsket sig i øen og her ville de bare bo – de havde derfor indstillet sig på at de nok måtte “nøjes” med job i måske turist branchen el. Lign. Men inden de nærmest var flyttet her over havde de begge to ønskejob i deres fag – chancer de ikke var sikre på de havde fået i en større by hvor der helt sikkert er flere ansøger om jobbene!
Og det er i hvert fald ikke tanken om ensomhed og mangel på samhørighed der skal holde en væk fra Ærø!! – for mig personligt EF det største problem min ærgelse over at der sker så meget at man ikke kan nå det hele og må prioritere mellem alt for mange skønne aktiviteter og ikke mindst samvær med skønne mennesker – og man må da sige det er någet af er luksus problem!!!
Da jeg flyttede tilbage – hjem – til Ærø for 10 år siden tænkte jeg da også at det var for gost til at være sandt! – kan man virkelig bo og få en hverdag i sådan et ferie paradis – og tænk sig det kan man! – det er jo det skønneste samfund der også skal køre og vi EF alle beboere med til at gøre Ærø og samfundet til det fantastiske, eventyrlige sted det er ❤️
Det er virkelig rigtigt; her er så mange vidunderlige mennesker og så mange skønne arrangementer, at man ikke kan følge med. Jeg går, og siger til mig selv, at vi må indhente det, når børnene bliver større, men til den tid kan vi nok heller ikke nå det hele 🙂 <3
Der er altså sjovt. Dit indlæg om at vente på kærligheden ramte lige i bullseye, for jeg er den som lige nu går og venter. Jeg har sagt farvel til min partner gennem 4,5 år, fordi jeg tvivlede, fordi det ikke var nemt og fordi vi ikke grinede nok. Alle dine ord er præcis hvad jeg snakker med mig selv om inde i mit hoved igen og igen – sikke en luxus at kunne finde det nedskrevet til enhver tid. Og så gudhjælpemig om du ikke skriver om at gå efter drømmen om at blive kunstmaler, og ikke give op, men lade sig trække med. For jeg er den som ligenu, efter 5 år på kunstakademiet overvejer om jeg ikke hellere skal vælge noget med flere og lettere tjente penge i, noget der er mere tjene-velfærdssamfundet-agtigt, noget der ikke kan opfattes udefra som navlepillende og useriøst, noget mere håndgribeligt. De sidste par år har jeg stået ved skillevej efter skillevej, det her er den sidste, og jeg ved jo godt hvad jeg vil, eller måske allermest skal. Det har jeg vidst siden jeg var på dine ældste børns alder. Nu er jeg 28. Det er vist på tide at jeg tager den viden seriøst.
Du skal have et kæmpe tak for at starte din blog, den er så givende, nærværende og modig, jeg er simpelthen vild med det. I øvrigt har jeg i sin tid gået på Kunsthøjskolen på Ærø, det er så fedt at læse om alle dine oplevelser dernede, for Ærø er altså en helt speciel ø, med helt særlige mennesker. KH
Kære C,
Du ved hvad du skal, og jeg håber, du gør det nu. Det er en kæmpe gave at være i kontakt med sit kald; mange fortrænger det så længe, at de til sidst slet ikke ved, hvad de holder af, eller vil med deres liv.
Skillevejene er udviklingsveje. Skillevejene er vores skæbnes fodtrin. Det er sjældent, vi har mulighed for at se meget længere end et par meter frem foran os, så vi må sætte den ene fod foran den anden, igen og igen, og hele tiden mærke efter indeni: Hvis du følger det kompas (det kompas som kun du selv kan mærke), så ender du de rigtige steder, også selvom de ikke synes oplagte ved første øjekast.
Og kunst er ikke navlepilleri. Kunst skal aldrig være folkevalgt, for de fleste mennesker ved ikke, hvor stor en aktie kunsten har i deres liv, og derfor må du ikke lade andre fortælle dig, om det er rigtigt eller ej. Bliv ved, så længe det blomstrer i dig; så længe du ikke kan lade være. Held og lykke
Kloge ord. Tak for dem.
Jeg har i mange år drømt at gøre
Tilsvarende; men gift med en mand, der havde modstridende ønsker og mor til seks børn, syntes jeg ikke det kunne lade sig gøre.
Nu er min sidste flyttet fra reden, og manden for længst gået andre veje, nu har jeg min frihed, og kunne godt….
Men når alle mine børn og børnebørn bor i nærheden af mig, flytter jeg nok ikke til Ærø; men andet kan jo også
Gøre det.
Jeg har sådan et ønske om at bo på landet; med højt til “loftet”; men jeg er bare så bange for at flytte for langt
Væk fra mine børn…..
Derfor bekommer dine ord mig så godt, for jeg kan da ikke bruge et helt liv på at drømme mig andre steder hen, med mindre at ” græsset er grønnere hos naboen”?
Kærlig hilsen
Jo, man kan desværre sagtens bruge et helt liv på at drømme sig andre steder hen i stedet for at forfølge drømmen. Se omkring dig; overalt er skæbner, som gør netop det. Mange tænker: “Er det virkelig det, livet har til mig?” Pointen er, at livet har alt til os, men vi skal turde gribe det. Vi skal ville det. Livets storhed kommer ikke altid snublende ned i vores skød, og det føles også desto mere fantastisk, når vi har opsøgt den selv. Jeg håber, du tager springet – ikke nødvendigvis til Ærø, mange andre ting kan være mindst lige så vidunderlige – men ud i det liv, som du drømmer om. Gør det. Hvad har du at tabe? Held og lykke med det.