En læser spurgte for nogle uger siden i en kommentar, hvorfor Kristian og jeg ikke bare havde været glade i Svendborg – eller i København? Hvorfor vi behøvede flytte væk for at skabe det liv, vi lever nu?
Han spurgte, hvorfor vi ikke kunne finde de venner, den frihed og den der følelse af indre ro i Svendborg, hvor han bor, som jeg giver udtryk for at have fundet på Ærø.
Jeg fik aldrig svaret, der var en ordlyd i kommentaren, som gjorde, at jeg ikke prioriterede det, men jeg fik alligevel formuleret nogle delvise svar i mine tanker, og så dukkede tankerækken op igen i går, da jeg hørte fra Junos dagplejemor, at hun havde haft besøg af en kvinde, der er ved at flytte til Ærø med sine to børn. Og som læser min blog. Og er inspireret af den.
Det er tredje gang på en uge, at jeg hører om nogen, som er flyttet til Ærø, og har været inspirerede af min blog i deres beslutning.
Og så tænkte jeg, qua det med at være faldet så godt til her på Ærø versus de steder, jeg har boet tidligere: Hvad er det, jeg prøver at formidle herfra mit sted? Hvorfor er Ærø så godt for mig? Bedre end Svendborg, eksempelvis.
Men først er det vigtigt for mig at understrege en pointe, som jeg håber, de faste læsere kender allerede: Min blog er ikke en reklameblog for Ærø. Jeg er her ikke for at sælge ølivet til dem, der læser med. Jeg er her for at beskrive det ansvarlige og bevidste liv, hvor hver enkelt følger sit hjerte. Ikke mit hjerte. Det er ikke rigtigt for alle at bo på Ærø. Det er ikke rigtigt for alle at bo på landet. Hell, det er ikke for alle at: have børn, være selvstændige, være i et parforhold, have en mark. Intet er for alle og alt er for ingen. Min blog er beskrivelser af et levet liv, overvejelser, bevægelse, indsigt og udsigt. Mit liv foregår overvejende på Ærø, så jeg skriver om Ærø. Det er her, jeg bor, og jeg er glad for at bo her.
Og nej, vi kunne ikke være lige så glade i Svendborg – eller Horsens, Vejle, Roskilde eller Aarhus. Åbenbart, har jeg lyst til at tilføje, for vi valgte jo provinsen til i første omgang, før vi drog helt ud til kanten, og det var en rigtig god transit fra storbyen til ølivet. Dengang vi forlod København, vidste jeg ikke, at man kunne flytte til Ærø. Den historie havde ingen fortalt mig. Det var vitterligt ikke en mulighed for mig. Bare det at forlade storbyen, var nærmest chokerende i min omgangskreds.
Kristian og jeg gav Svendborg en ærlig chance, og vi har ikke fortrudt et sekund. Vi var der i fem år, og valgte så at flytte videre. Jeg er ikke i tvivl om, at mange er lige så glade – eller mere glade – i alle mulige byer, som de ville være på Ærø. Vi flyttede fra Svendborg, da vi mærkede en forandring i vores prioriteter. Vi syntes, vores hus lå for tæt på alle de andre, og vi synes ikke, det var lykkedes os at skabe nye relationer på de fem år, vi havde været der. Når vi ikke arbejdede, kørte vi ud til en skov, eller gik til vandet. Byen brugte vi stort set aldrig.
Så på en weekendtur til Ærø fik vi øje på naturen, den friske luft, alle dem, der hilste på os.
Der gik nogle måneder, hvor vi kiggede på gårde udenfor Svendborg, mens vi snakkede om, at Ærø simpelthen var for langt væk. Så vi kiggede på nogle gårde midt ude i ingenting, langt fra mennesker og alligevel tæt på byen, og vi tænkte: Jamen, vil vi være alene og samtidig tæt på alt det, vi er ved at forlade? Er det det, vi søger?
Vi kom frem til, at det vi ønskede, ikke var isolation, men derimod plads (fysisk såvel som mental) til at definere vores eget liv, uanset hvor alment eller atypisk det end måtte blive. Vi ønskede tilhørsforhold, social ansvarlighed og smilende naboer. Det fandt vi her. Det tog ikke meget mere end en formiddag, så stod de på dørtærsklen, og bød os velkommen. Det kan man for øvrigt læse om i min kronik i Information om “det lokale”.
Nu har vi så besøgt Frida og Mikkel på deres går udenfor Svendborg, og der er så skønt. De har skabt deres drøm der. Jeg kunne leve der, og være glad, jeg kan se, hvor skønt de har det. Men jeg er virkelig glad for at bo på en ø. Jeg trives godt med afstanden til resten af verden. Det gør mig tilpas, at man skal med en færge for at komme hertil og for at komme væk igen. Jeg kan godt lide det fællesskab, som er en naturlig (og nødvendig) konsekvens af, at herovre ér vi en ø – sammen. På Ærø fandt vi en friskole, som blev udslagsgivende for, at vi tog springet, og flyttede hertil. Her på øen har vi så mange venner, at vi skal holde tungen lige i munden for ikke at få for travlt. Vi har en mark, som går direkte ned til stranden.
I en anden version af dette liv kunne jeg bo mange andre steder og være glad.
I en tidligere version boede jeg rent faktisk andre steder, og var glad. Jeg var inkarneret bymenneske i mange år. Elskede New York de fire år, jeg boede der. Havde det fint i København. Var glad for Svendborg; to af mine børn blev født, mens vi boede der. Jeg kommer tit i Svendborg, og synes, den er en dejlig by. Når jeg nu bor på Ærø, er det ikke en afvisning af noget andet; det er et tilvalg af det, som jeg har fundet her.
Så når jeg skriver om Ærø på min blog, er det ikke for at indoktrinere nogen. Faktisk ærgrer det mig at få kommentarer som: “Hvor gør du god reklame for Ærø”, hvis jeg har været på TV eller i andre medier og fortalt om vores liv her. Det er aldrig min hensigt at være en ø-banner. Jeg er derimod en banner for det gode, selvvalgte liv. En banner for at du skal gøre alt det, du drømmer om, og tror på.
(Og hvis mine valg gør ondt på dig, er det måske fordi, du ikke hviler i dine. Undskyld og av, men sådan er det.)
Har I andre også oplevet at skulle flytte her fysisk for at finde de rigtige rammer for jeres liv? Kender I følelsen af at finde hjem, selvom man egentlig er ret langt hjemmefra?
Læs mere: Var I enige om at flytte til Ærø?
16 comments
Du kan ikke sælge Ærø til mig.
Jeg bor her allerede og har boet her hele mit liv. Jeg bor endda i det hus, jeg bogstavelig talt er født i.
Jeg læser din blog, fordi jeg godt kan lide din måde at skrive på og dine betragtninger i det hele taget. Du får jo også mig til at se min føde ø, fra en lidt anden vinkel.
Uden at du virker belærende. Tak!
Hvor er det dejligt at høre. Og tænk at du bor i dit fødehjem. Det må være en helt særlig kvalitet at kunne sige det.
Jeg kender godt følelsen af at finde hjem pga. En flytning. At jeg endte her er ret tilfældigt. Men jeg elsker at bo i denne lille landsby. Og har følt mig hjemme her næsten fra dag 1.
Jeg har bestemt aldrig følt at du prøver at sælge Ærø til alle. Men Ærø er jo en del af det gode liv for jer, så selvfølgelig indgår det i dine skriv indimellem. 🙂
Åh hvor er det dejligt, at I også bor det helt rigtige sted for jer. Det betyder noget. Og dejligt at du godt ved, jeg ikke prøver at trække alle herover. Det har vi jo slet ikke plads til 😉
Jeg er født i København og min opvækst er præget af henholdsvis København, Aalborg og Ærø – 3 meget forskellige steder. Da jeg var havde muligheden flyttede jeg “hjem” til København blot for at sande, at jeg ikke længere følte mig rigtigt hjemme der… Siden rykkede jeg lidt rundt omkring i min rodløshed og ved et tilfælde landede jeg på Als… Jeg følte mig ok tilpas, men efterhånden som mit liv blev beriget med både mænd og barn var Als og Sønderborg ikke helt det rigtige alligevel… Det var Niels og jeg enige om – det skulle noget andet til end lejlighed i centrum af en by.
Vi begyndte at kigge på huse, tanken var et hus i udkanten af Sønderborg. Men vi så det her hus online og blev nødt til at se det rigtigt. Huset var allerede tømt, da vi besøgte det, men det føltes rigtigt da vi kom ind af døren og det har føltes rigtigt lige siden…
Vi nærstuderede ikke lokalområdet eller gjorde os nogen tanker om hvordan det ville være at bo lige her, vi forelskede os i et gammelt hus og det er jeg stadig. Her 9 år senere, hvor livet har budt på alt muligt får jeg stadig en følelse af ro, når jeg går ind af døren…
Vi er langt fra al familie, men det kan ikke være anderledes, det er her vi hører hjemme.
Det er så vidunderligt at høre, at man kan finde sit hjem på den måde. Din historie efterlader ingen tvivl om, at det hus er det helt rigtige for jer. Ingen ved jo, om vi er det sted, vi skal være for evigt, men det er så godt at være lige der, hvor vi føler os bedst tilpas lige nu <3
For mig er det du gør reklame for ikke Ærø men det at vælge det i livet der giver mening for den enkelte.
Og det har klart gjort mig mere bevidst om de fravalg og tilvalg vi foretager os.
Jeg er fuldstændig enig. Dine betragtninger om livet, Maj My, er med til at se nogle ting på en anden måde i mit liv, og blive mere og mere bevist om de valg vi træffer.
Det glæder mig meget, at du skriver det, Charlotte. Mange tak.
Kære Anne-Dorte. Tak! Det er lige netop det, der er så vigtigt for mig <3
Hov, jeg glemte min kommentar.. sorry.
Wau, det er så fedt at læse dine ærlige og åbne tanker og dit og jeres liv. det er meget inspirerende, også for os, som ikke har tanker om at flytte til en ø. Jeg er bare vild med både din måde at udtrykke dig på, og jeg synes, det er så skønt at ‘møde’ mennesker, der lever livet i hjertet. Så tak for at lade os alle læse med, og tak for at du deler.
Og tak for at du læser med. Du skriver selv nogle vidunderligt poetiske indlæg på din blog. Og i henhold til dit indlæg om Carls bog; Carl – og hans mor – lever i mig som en påmindelse om at gribe dagen og altid have det vigtigste for øje. Nemlig kærligheden. På den måde er Naja Marie Aidts ufatteligt smukke og stærke sorgbog en gave til alle os andre, og jeg bærer den med mig som en værdifuld erindring, men ikke en sorg og ikke en tyngde.
Hej Maj My,
Ja, det kender jeg godt.
Jeg er selv født og opvokset på en gård i Vestjylland. Da jeg var omkring 17 år, søgte jeg væk. Skulle ud og opleve verden. Udforske og smage på de forskellige måder at leve på. Til slut endte jeg i Aarhus i 5 år. Alt sammen var skønt og dejligt. Men jeg følte mig altid ret splittet i hvor jeg hørte hjemme. Vestkysten begyndte at trække mere og mere i mig – måske i takt med at mine værdier ændrede sig. Så for halvandet år siden sagde jeg mit job op, startede op som selvstændig og flyttede til en lille flække på vestkysten på en nedlagt ejendom hvor både mine bedskte forældre og oldeforældre har boet.
Jeg er virkelig glad for din blog og nyder at følge med. Den sætter netop ord på mange af de følelser jeg har haft omkring at tage springet (som absolut ikke var velset af alle – hvilket i sin tid gjorde mig bekymret).
Jeg elsker storbyen og det pulserende liv. ELSKER New York. Men jeg har brug for at min base og fundament ligger lige her i Kjelst. Omgivet af ro og natur og et liv med fleksibilitet og glæde.
Så hermed et heads-up og et stort tak fordi du deler dit liv med os 😉 Det er altid sådan et lille treat for mig, når jeg ser at du har postet et indlæg 😉
Kh Nelli
Kære Nelli, din dejlige kommentar var forsvundet i én eller anden folder et sted. TAK for den. Tak for dine fine ord – og nyd sommeren i Kjelst <3
Du er fantastisk. Tak! Jeg selv er flyttet tilbage til min barndomsby udenfor Kbh og jeg elsker det 🙂 mest af alt elsker jeg de grønne marker og luften.
Drømmer dog om lidt mere plads, men det finder vi nok 🙂 jeg ser frihed som at have mine forældre tæt på også og det bånd de skaber til min søn 🙂 er vist et familie menneske.
Elsker dine syn på livet, du skriver helt fantastisk 🙂
TAK! Familie ér frihed og relationer er den ene ting, som giver mennesker størst, varig livskvalitet.