Man kan nemt sige, at jeg endnu ikke har gjort mig mange erfaringer med hjemmeundervisning. Jeg har jo ikke praktiseret det endnu.
Eller hvad?
Den type hjemmeundervisning, som Kristian og jeg planlægger at praktisere, er det, der går under navnet “unschooling”, hvilket i virkeligheden (kort sagt) er: “et frit, levet børneliv med nærværende, engagerede voksne.”
Og dét har jeg øvet mig i, siden jeg blev mor.
Men nej, jeg har ikke stået der endnu: På årets officielt første skoledag velvidende at alle min søns jævnaldrende sidder i klasselokaler over hele landet (hele verden) med skoletasker, en forælder i hånden og en sværm af kammerater omkring sig.
Jeg har endnu ikke oplevet den der følelse af tvivl og usikkerhed, som jeg tror, er uundgåelig, når man (komplet normbrydende) ikke sender sine børn i skole.
Jeg har ikke mærket følelsen af jorden forsvinde under mine fødder, når jeg hører, hvad de har gang i oppe på skolen, og jeg tænker: “Men det har vi jo slet ikke snakket om herhjemme.”
Men jeg har en klar og stærk fornemmelse af, at Kristian og jeg har truffet det rigtige valg. Jeg er fuld at tillid til, at mine børn kommer til at lære det, de skal. Og jeg er faktisk i tvivl, om jeg kommer til at have ret mange dage, hvor jeg er tvivler på, at det er det rigtige vores familie.
Derfor kan jeg alligevel ikke love hverken mig selv eller nogen andre noget. Der kan være andet, som kommer i vejen: Økonomi eller travlhed, eksempelvis. Men jeg bliver nødt til at prøve. Alt andet ville føles som vold mod mine værdier.
Nogle spørger, om Kristian og jeg føler os sikre på, at vi kan lære vores børn det, de skal lære.
Jeg har lyst til at svare: Hvad skal de lære? Mine børn skal kende sig selv og deres vej. De skal lege, være frie og have plads til at følge de impulser, som ethvert frit menneske føler. Mine børn skal være omgivet af tillid, tid og kærlighed. De skal være omkring mennesker, der elsker dem, og som forstår, at de er på jorden af en grund, og at den grund kender de bedst selv.
“Jeg behøver ikke længere forstå alting. Jeg kan se, at det handler om at være og blive den bedste udgave af sig selv” – Arno Stern, hjemmeunderviser, forfatter og billedkunstner, i dokumentarfilmen Alphabet
Min tilgang er denne:
* Det eneste mine børn behøver, er at komme i kontakt med sig selv. Så skal resten nok vise sig efterhånden.
* Jeg har erfaret, at man kan lære alt, hvis man er interesseret. Når et emne har givet mening for mig, har jeg været i stand til at mestre det hurtigt.
* Jeg tror på, at legen er det bedste redskab til at lære.
* Det er svært at gå i skole uden at føle, at man bliver opdelt i fiaskoer og succeser. Uanset om vi vil det eller ej. Konkurrencen ligger implicit i “den ene slags begavelse er mere vigtig at bruge tid på end de andre“, hvilket de fleste skoler praktiserer, omend der naturligvis er undtagelser.
“De eneste der har brug for uddannelse, er dem, som mener, at den ene slags begavelse er bedre end de andre,” – Neurobiolog Gerald Hüther, som har specialiseret sig i uddannelse.
Men det svar er alt for langt, så som regel siger jeg: “Jeg tror, der er mange forskellige måder at lære på og mange forskellige ting at lære. Det vigtigste for mig er, at mine børn lærer at lære og ikke hvad de kan eller hvornår.”
Nogle spørger til børnenes socialisering.
Det er et kæmpe område. Socialisering er mange ting, og det er noget, som varierer så meget fra menneske til menneske, at det næsten ikke giver mening at tale overordnet om det.
Men lige kort, for en god ordens skyld: Barnets primære socialisering udvikles i familien, og den er jeg ikke et øjeblik bekymret for i vores tilfælde. Helt konkret er her jo fire børn og to nærværende forældre, så jeg kan godt være i tvivl, om folk overhovedet tænker sig om, inden de spørger? Men jeg forstår, at deres bekymring måske drejer sig om…:
Barnets sekundære socialisering, som er det, man får, når man bevæger sig udenfor familiens rammer, og omgås mennesker derude.
Min familie bevæger sig ret meget ud i verden. Vi møder mennesker fra alle mulige steder i livet. Mine børn kender voksne og børn, høje og lave, rige og fattige, skolede og autodidakte. De er gode til relationer, og jeg har indtryk af, at de føler sig meget sociale.
En lille anekdote: Da Storm var ved sundhedsplejerske på friskolen i foråret, havde han udfyldt et skema hjemmefra, hvor han havde sat kryds ved, at han, “leger med “ikke så mange børn” i skolen” og “leger med “ret mange børn” derhjemme.” Det synes jeg, er værd at tage med i sine overvejelser: Vores børn har tre venner herhjemme. Venner, som endda er deres søskende. Mine to søskende er mine bedste venner. Jeg ville have elsket at være hjemme med dem hver dag, da vi var børn, og jeg er overbevist om, at vi med vores tre gange nysgerrighed, viljestyrke og motivation havde lært alt mellem himmel og jord.
Kender I det med, at ens børn ærligt talt minder ret meget om én selv? Og så bliver opgaven pludselig at pille ens egne vaner og forudindtagethed om, hvem man selv er, fra hinanden?
For eksempel er det slet ikke mærkelig, at mine børn bliver overstimulerede, når de er sammen med en helt masse mennesker timevis hver dag. Så lukker de ned, bliver kede af det og vrede. Præcis ligesom jeg selv enten går i overlevelses-snakke-modus eller trækker mig, når jeg er i store forsamlinger. Jeg vil personligt gå ret langt for at undgå seks timer med 25 mennesker på et begrænset fysisk område. Særligt hvis vi skal forestille at lære noget undervejs. For mig ville det betyde, at jeg lukkede ned – både for min socialiseringsevne og for min kapacitet ifht indlæring. Jeg tror, det samme gælder for mine børn.
Man hører altid, at den ideelle klassestørrelse er 15 elever. Vi er enige om, at 28 er for mange. Men hvorfor 15? Alle, der har prøvet at være alene med 15 børn, ved, at det er umuligt at bevare en fokuseret og behagelig stemning i sådan en gruppe ret længe uden at gå på kompromis med enten socialisering eller indlæring. Alle ved, at man som den voksne padler for at holde sig ovenvande, og at der helt uundgåeligt er børn, som man er mere opmærksomme på end andre. Nogle bliver måske endda glemt helt.
Jeg tror, den ideelle gruppestørrelse er fem. Herhjemme er vi noget tættere på det tal end skolens alternativ på 25.
Kan I klare jer uden pauser?
Den anden dag var vi til en sammenkomst hele familien, hvor en ældre kvinde fortalte, at hun selv havde tænkt på at hjemmeundervise sine nu voksne børn, men det var for svært, fordi folk ville synes, hun var mærkelig. Så hun havde skubbet tanken fra sig, og sendt sine børn i skole.
Så gik der en halv time, og hun sagde til mig: “Men så får I jo ingen pauser? Hvad søren vil I stille op, når I bliver trætte midt på dagen?”
Det er en valid bekymring. Mit største forbehold i forhold til hjemmeundervisning har aldrig været hverken faglighed eller socialisering – men derimod min egen stamina. “Kan jeg holde til det?”
Det må komme an på en prøve.
Men det skurer alligevel i mine ører, at det er dét spørgsmål, vi stiller forældre, som tager deres børn hjem.
Jeg har aldrig hørt nogen beskrive sig selv som ikke-gymnast eller ikke-kunstner, men det med skolen er så indgroet i vores verdenssyn, at når man vælger det fra, er man en ikke-skoler, og folk bliver bekymrede.
Hvis jeg nu skal være helt ærligt, synes jeg, det modsatte spørgsmål er lige så relevant: “Sender I jeres børn i skole? Men hvad så med al den tid, hvor I ikke ser dem?” Og det siger jeg ikke, fordi jeg synes, det er en dårlig idé at sende sine børn i skole, eller fordi jeg forestiller mig, at hjemmeskoling er rigtigt for alle. Men jeg synes, det er unaturligt, at vi er blevet så fremmede overfor at være sammen med vores egne børn. Vi har skabt et samfund, hvor vi som den største selvfølge afleverer vores børn udenfor hjemmet hver dag fra de er et år. Andre mennesker har flere vågne timer sammen med vores børn, end vi har. Jeg har selv gjort det, jeg er sgu da knap nok trådt ud af det. Jeg er ikke anderledes. Men jeg synes, vi skal begynde at vende vores bekymring på hovedet og spørge os selv, hvad der egentlig føles mest rigtigt?
Jeg kender til en kvinde her på Ærø, som tog sine to ældste børn hjem i et år, da barn nummer tre kom til verden. Nogle var nærmest provokerede. “Tror hun, at hun kan underholde dem selv?” Som i: Hvad bilder hun sig egentlig ind.
Jeg så hende komme cyklende med alle tre børn på en ladcykel den anden dag og en stor hund ved siden. Hun havde sit krøllede hår hængende løst over ryggen, og solen skinnede på dem, og de smilede alle fire. Inden jeg så, at det var hende, nåede jeg at tænke jeg: “Hold fast hvor ser hun sej ud, den mor. Totalt boss-woman. Leder i sit eget liv.”
Hvad med alt det andet?
Ja, der er så meget, man kan spørge ind til vedrørende hjemmeundervisning, og jeg kommer til at skrive om det hele, tænker jeg. Jeg pusler på at skrive et indlæg om Kristians og mine primære grunde til at hjemmeskole.
Sådan en top-ti ting. Der er mange spændende overvejelser gemt dér.
Det indlæg kommer snarest, men jeg skal lige tænke mig om, og jeg har virkelig ikke meget tid til at skrive i disse uger, så leveringstiden er måske blevet længere end hidtil.
Hvad tænker I? Hvad vil I gerne vide?
Læs mere om mine tanker om hjemmeundervisning HER
30 comments
Som en forælder, der har unschoolet mine 2 børn hele deres liv (den ældste starter i “8. klasse” efter sommerferien, kan jeg berolige med, at du efter et stykke tid hurtigt vil stille spørgsmålet på en lidt anden måde: “Kan jeg holde til at lade være?” 🙂 Det er naturligvis ikke for alle at hjemmeundervise eller unschoole, men jeg tror godt der kan opstå et lidt forvrænget billede af det som noget der kræver helt særlige ressourcer. De fleste barrierer findes inden i – godt hjulpet på vej af samfundsnormer og kulturel ensretning. Det kræver ingen særlig viden eller ressourcer at unschoole, men det kræver først og fremmest at man VIL det – det kræver at man kan nå frem til den dér følelse af ikke at kunne “lade være” – og læser jeg dig rigtigt, tror jeg du er godt på vej 🙂
“Kan jeg holde til at lade være?” – sådan tror jeg allerede, vi har det. At der ikke er nogen vej tilbage. Når først man dykker ned i unschooling, virker det så sandt. Og tak for dit enorme arbejde for alle familier, som overvejer at unschoole, eller allerede gør det. Det gør en verden til forskel.
Åh, jeg kan mærke jeg bliver ramt når du skriver ‘tager ansvar for dine børns uddannelse og ikke sender dem i skole’ – betyder det, at jeg ikke tager ansvar når jeg sender mine i skole? – det synes jeg jo ikke, jeg har taget et bevidst valg om at have mine børn i skole og hvilken type skole de går i – det er ikke et hoved-under-armen valg, men et valg baseret på mine børns personligheder og de valg jeg har truffet omkring mit liv. Jeg synes der kan være en mellemting mellem konventionel skole og unschooling/hjemneskoling – mine børn går i en lille landsby skole, hvor der i høj grad er fokus på at lege tingene ind, de undersøger ting og i det hele taget forsøger at rumme det enkelte barn der hvor h*n er, de går i SFO, fordi de gerne vil og indimellem er det også nødvendigt for at få tingene til at hænge sammen at de er der. Når vi så er hjemme, har jeg meget fokus på at vi er sammen, at der ikke er et hav af aktiviteter ungerne går til hver uge – de ville gerne både gå til gymnastik, ridning, musik og alt muligt andet – men jeg ved at går de til alt det, så får de ikke nok ro til at hvile i dem selv og bare være til…
Jeg er meget enig i, at vi i dag har for lidt fokus på bare at være sammen med vores børn og ofte for meget fokus på materielle goder – det er vigtigt at have råd til at rejse udenlands, til de to store, dyre biler, til kæmpe gaver til ungerne, osv – hvis vi nu skruede ned for det materielle og “nøjedes” med lidt mindre, så var der måske bedre plads til at være i nuet og mærke/opleve livet omkring os…
Jeg holdt Annamai hjemme i en periode lige før og lige efter Emmeli blev født. Tilsvarende beholdt jeg Endelig hjemme til hun viste tegn på at nu var mor altså lidt for kedeligt selskab – jeg blev mødt med at det var synd for Emne og de havde bedst af at komme ud i verden og ses med andre, men Jeg holdt fast i hvad der føltes rigtigt for os – de 2 år var dyre økonomisk, men de var godt givet ud for os som familie – Emmeli gled ind i dagplejen som om det var det mest naturlige i verden, da så hun som 18 mdr var klar til mere end det jeg lige umiddelbart kunne give – ligesom hun, fuldstændigt gnidningsfrit, evner at være i forskellige miljøer og børnegrupper i dag, eller bare hviler i sit eget… Er det for alle at gå hjemme enten permanent eller i en periode? Det tror jeg ikke, jeg tror det er vigtigt at man mærker efter i sig og ser sine børn hvor de er og træffer beslutningen baseret på det – der er ikke nogen løsninger, der virker optimalt for alle…
Konventionel skole hverken kan eller skal stå alene – det kræver engagement fra forældrene, ligesom det kræver engagement at hjemmeskole – Jeg synes ikke der er noget galt i nogle af delene, så længe børnene trives i det (og forældrene selvfølgelig) … Jeg synes det er fedt hver gang jeg møder en familie der er glad, uagtet hvordan de lever deres liv… Jeg er ikke dem og kan ikke stille mig til sommer…
Lige hurtigt, Ditte: Jeg tænkte faktisk ekstra over den sætning med at “tage ansvar for mine børns uddannelse,” fordi jeg var opmærksom på, at den kunne forstås, som du nu skriver. Så jeg tillader mig at ændre den, for det er ikke hensigten. Når man tager sine børns uddannelse hjem, står man ultimativt med det fulde ansvar. Der er ikke en lærer eller fem, som man outsourcer til, og som man kan sparre med (eller bebrejde), hvis der er noget, der ikke går, som man havde troet (eller går super godt mod forventning). Det er det, jeg mener. Jeg har bestemt også følt, at jeg tog ansvar for Storms uddannelse, da han gik i friskole. Jeg har været engageret og interesseret. Men samfundet anser det for at være en helt anden kategori af ansvar, når man tager børnene hjem, hvilket jeg naturligvis ikke er enig i. Der følger ansvar med alt – fravalg såvel som tilvalg.
Jeg svarer lige på resten senere 🙂
Kære Ditte, jeg har det helt som du: Det er så bekræftende at møde mennesker, som på en udømmende og velovervejet måde har valgt det liv, som er helt rigtigt for dem. Og det er lige netop sådan, jeg læser din beskrivelse af jeres liv – både mht skolen, jeres lille landsby, nærværet, jeres rejse gennem sorg og glæde. Du er et forbilledligt menneske.
Kære Du,
Jeg tænkte faktisk også, da jeg skrev, at det ikke var sådan du havde ment det – men syntes nu alligevel at jeg ville fortælle dig at den alligevel ramte utilsigtet…
Egentligt er jeg enig, det er en kæmpe opgave at tage på sig, at stå med hele ansvaret, eller opgaven, alene – for hvad nu hvis ens børn ikke ender ud som hele, dannede mennesker – men jeg tror egentligt at jeg står med den samme frygt, på trods af at mine børn går i den konventionelle skole… Det er en balancegang – hele tiden at vægte hvad der skal til for at ens børn bliver den “rette støbning”, altså deres egen støbning… Jeg får ofte at vide hvor lig mig Annamai er – hun er kritisk og undrende, også overfor mig som voksen og medmenneske – det kan være jævnt pisse irriterende, men det gør mig eddermame også stolt, når det lille menneske, stiller sig undrende overfor mine beslutninger som familiens overhoved – hun tager det ikke nødvendigvis for gode varer, bare fordi Mor siger det, så bliver det næsten ikke bedre, vel?!
Vores samfund er sådan helt generelt forskruet og har en super underlig prioritering af hvad der har værdi og hvorfor – jeg kan ikke forstå det, jeg er ikke rig – jeg bliver det nok heller aldrig, men det kan da også være lige meget, så længe jeg har min familie og vi ellers er sunde og raske – det var også en vigtig del af mit værdisæt, før Niels’ død – men jeg er bare blevet bekræftet i, hvor meget det betyder for en at vi er raske og har det godt, så skidt med hvad der står på bankkontoen i den sidste ende, vi kan jo ikke tage dem med os når vi dør alligevel…
Det bedste jeg ved, er at være omgivet af mennesker, der inspirerer mig – vi behøver ikke at have samme syn på livet, eller leve den samme livsstil – men at mødes i undren og glæde over at se andre mennesker leve lige netop det liv, de ønsker – så bliver det næsten ikke bedre…
‘Vi’, som samfund, stiller os til dommer over hinanden, det er så trist – vi ved jo ikke hvad der ligger til grund for den andens valg eller hvorfor de er landet der hvor de er… Hvorfor have så travlt med at dømme hinanden? Hvorfor ikke bruge vores kræfter på at gøre vores bedste og så gå ud fra at alle andre også gør deres bedste… Tror vi ville få et sundere forhold til hinanden og os selv, hvis det var vores filosofi…
Jeg bliver helt rørt, når du siger jeg er et forbilledligt menneske, sådan ser jeg ikke helt mig selv – men man er vel sin egen største kritiker…
Du er et af mine forbilleder <3
Selvfølgelig er du forbilledlig. Din måde at komme igennem jeres livskrise med hjertet forrest, dyb sårbarhed og samtidig styrke. Jeg synes, det er så inspirerende.
Og til det du skriver med at have ansvaret: Det er jo netop det, jeg mener, når jeg skriver at både til. og fravalg er at tage ansvar. Men man gør det mere eller mindre bevidst. Vi havde afleveret Storm i en friskole, som vi havde en fin tillid til, men det føltes bare ikke som om, vi gav slip – til gengæld overdrog vi mange af hans timer til et sted, som ikke var fuldkommen gennemsigtigt (hvilket nok ikke er muligt), og som i hvert fald ikke var vores hjem, hvilket for mig (lige nu, i hvert fald) er alfa omega.
Mht. Annamai – ja! Det er den fedeste følelse, når de stiller kritiske, velbegrundede spørgsmål. Jeg elsker det.
Åh, hvor jeg synes, det lyder spændende med unschooling. Jeg har selv tænkt tanken om at gøre, selvom min datter kun er 2. Indtil videre går jeg i hvert fald hjemme med hende, og elsker det – og kan se, at hun virkelig udvikler sig.
Men, jeg kan ikke lade være med at tænke: er der ikke også pensum og krav til hjemmeundervisningen? Er der ikke kontrol og tests som skal tages? Eller er det helt frit?
Kære Mia Cecilie – unschooling er ikke kun for børn i skolealderen. Det er for hele livet. Unschooling handler om at give slip og ikke opfordre sit barn til at lege med et bestemt stykke legetøj eller undersøge en specifik bog, men derimod i deres eget tempo at interessere sig for- og fordybe sig i emner, som de helt selv tager initiativ til. Jeg læste en russisk bog om en vis kvinde, som havde levet hele sit liv i skoven. Hun ærgrede sig over, at vi rækker vores babyer og småbørn legetøj, og på den måde distraherer dem fra det, der falder dem ind ved egen drift.
Kedsomhed er noget af det mest udviklende overhovedet 🙂
I Danmark er hjemmeundervisning dækket af friskoleloven, og man er således som hjemmeunderviser frit stillet til at teste eller ikke teste sine børn. Kommunen har lov til at føre opsyn, men det svinger meget fra kommune til kommune, om der er opsyn én eller to gange årligt, eller om man indstiller det, fordi man er tryg ved at den pågældende familie klarer opgaven tilfredsstillende.
Jeg tænker, at I er mine idoler. Jeg får lyst til at droppe vores storby liv i Aarhus og flytte til Ærø. Mærke mig, min mand og vores børn i eget selskab uden deadlines og kun med det tempo vi selv sætter.
Jeg er står fan af dine holdninger. Vores eneste udfordring er nok økonomien. Vi kan ikke arbejde remote, men hvor ville jeg ønske, at vi kunne indrette os anderledes.
Hej Ibi. Jeg så lige din kommentar. Der er et stort netværk i Aarhus og omegn med hjemmeskolere/unschoolere. Vi mødes ugentligt og leger, lærer og inspirerer hinanden. Man behøver ikke bo på Ærø for at få det frie liv med børnene hjemme. 😉 Sig til, hvis I en dag seriøst vil have nogle inputs, så kan vi snakke sammen. 🙂 Alt er muligt, for den der bærer viljen i hjertet, ik?
Jo, nemlig <3
Hvor er det en dejlig kommentar at læse. Det glæder mig meget, at du kan mærke en genklang i det, jeg skriver. Nu har jeg jo lyst til at skrive en helt masse om, hvor mange muligheder de fleste rent faktisk har ifht økonomi. Men jeg vil spare dig for det.
Hjemmeundervisning foregår over alt i landet, by the way (og jeg kan se, at Rebecca har skrevet til dig, at I er meget velkomne i deres netværk), men hvis det også er landlivet, der trækker, så mærk efter og følg dit hjerte.
Jamen, så svarede du jo herinde på det spørgsmål, jeg sendte dig igår. 🙂 Jeg er så enig med dig i det hele, og vi er jo præcis samme sted. Jeg har kun brug for at erfare og leve fra nu af med mine børn og min mand. Jeg oplever at verden har åbnet sig fuldstændig for os i løbet af de sidste to uger. Intet bliver det samme igen – og jeg har aldrig troet vi kunne få så farverigt og varieret et liv, som det, der er lige nu. Alle de mennesker vi møder, alle de ting der er mulige for os at deltage i og at fordybe os i. Det er den bedste skole ever, den vi er ved at skabe herhjemme og ude omkring. 🙂 Der kommer måske nogle spørgsmål hen ad vejen, som jeg måske vil dele med dig – hvordan gør I det, vi gør sådan eller vi gjorde sådan. Håber du har lyst til at sparre?
Ja, jeg sad, og redigerede mit indlæg, mens vi skrev sammen 🙂 Det lyder så fantastisk med den rejse, I nu er på. Når man følger sit hjerte, og dermed komme på rette spor, oplever jeg det ofte som om, man har stillet sig på et løbebånd med 100 km. i timen: Pludselig sker tingene så hurtigt, og man tænker: “Kan det virkelig være sandt?!” Men ja, det kan det. Og det skal man bare nyde 🙂
Oh yes! Vi nyder det big time. 🙂 Der er helt klart blevet skruet gevaldigt på knapperne for hvad der burde være muligt at få af daglige livsgaver. Hjertevejen <3
Vil I selv lære jeres børn dansk, matematik mm. og hvilke kvalifikationer har I til at gøre det?
Socialisering hjemme i familiens skød er noget andet end ude blandt andre mennesker, hvordan tænker I det?
Jeg mener dybest set, at man skal gøre sig umage for at bremse børns naturlige læring. Til gengæld mener jeg ikke, at undervisning altid er den bedste og mest effektive vej til læring. Vi planlægger at leve efter det, der hedder “unschooling” eller “fri læring”, hvor børnene selv er initiativtagere, og forældrene sammen med andre nærværende voksne fungerer som facilitatorer/mentorer. Jeg tror på, at børn primært har brug for at lære at lære – motivationen til hvad de skal lære, har de med fra naturens side.
Men uddannelse er meget komplekst, og kan ikke afdækkes i et kommentarspor. Det handler ikke kun om selve uddannelsens opbygning men også om målet med uddannelsen: Hvad mener vi, vores børn skal bidrage med til verden, eksempelvis?
Mht. socialisering: Som jeg skriver i det indlæg, du har kommenteret på, så skelnes der i traditionel psykologi mellem primær- og sekundær socialisering, og jeg føler mig tryg ved, at vores børn får begge dele dækket rigeligt ind, med det liv vi lever.
Nu kender jeg jo den unavngivne kvinde du skriver om og kan kun tilslutte mig: hun er sej og fantastisk 🙂
Jeg ved med mig selv at hvis jeg skulle have børnene hjemme skulle jeg være 100% stay at home/”husmor”. Jeg duer ikke særlig godt til at splitte mig selv op i to. Og mine kreative impulser er for stærke til at lægge mit arbejde helt på hylden, for når det er godt fylder det mig med lys på et helt spirituelt niveau som intet andet, ikke engang mine skønne børn, kan.
Men jeg NYDER at se mine børn trives både hos den skønne dagplejemor vi havde, senere i deres børnehave og senest nu i skolen. Og jeg NYDER at vi har mulighed for at tage masser af spontane fridage. En mulighed som vi benytter en del 🙂
Jeg ved ikke om du kan svare på det her, uden at blive for konkret men here goes; jeg overvejer at flytte til Ærø når mit barn når skolealderen, netop på grund af friskolen (Jeg elsker den ø, men friskolen er the tipping point), som for mig lyder som skolehimlen på jord og det bedste alternativ til ikkeskoling for en kreativ solomor (aka. Økonomi. Altid den skide økonomi).
Så jeg bliver jo sådan lidt shaky, når jeg læser jer fravælge den skole, fordi du/I har nogle værdier som er fuldt i tråd med mine. Jeg er nemlig 100% enig i alt det du skriver her, og hvis jeg havde økonomien (og måske også en søskendeflok til mit enebarn 😉 ) ville hjemmeskoling også være det helt naturlige valg for mig. Så; jeg forstår fravalget af ordinær skolegang for jeres børn. Men kan du komme ind på netop fravalget af en ret fri friskole?
Kære Christina, jeg sender dig en mail. Undskyld det sene svar – din besked gik tabt i en folder et sted.
Dejligt indlæg Maj. Ærligt og respektfuldt. Det er det første indlæg af dine, som jeg læser. Jeg får lyst til at kende din familie bedre. Jeg har én søn og overvejer unschooling, enten i et fællesskab som fx en sudbury skole eller med andre “hjemmepassere”, eller hos os selv.
Vil gerne høre dine tanker om frie rammer – forstået på den måde, at jeg faktisk føler jeg har lidt svært ved at tilbyde min søn den frihed jeg tror han har brug for, for rigtigt at kunne udfolde sig, når vi bor på 3. sal i en lejlighed på Amager. Jeg oplever at mange der beskriver unschooling bor på landet eller med store grunde. Og så studsede jeg også over jeres børneflok. Udskriver i har 4 børn. Jeg og min mand har tanker om 2 børn (nr 2 dreng ligger allerede og ruger og kommer til oktober – 3 år efter den første). Gad vide om det er nok til at skabe en diversitet i det sociale børneliv. Vi ses med andre børn i løbet af ugen, men det er endnu ikke lykkedes at have kontakt med børnefamilierne i opgangen og lige ved siden af os. Og de skal jo også i skole på et tidspunkt som de nu går i institutioner.
Lidt refleksioner jeg kunne ønske at høre dine tanker/viden om.
Kære Sabrina,
tak for din kommentar.
Det glæder mig, at du interesserer dig for unschooling, og du har en spændende tid foran dig med mulighed for mange nye input og relationer. Det er slet ikke for tidligt at starte nu – jeg tror, det giver god mening både at gøre sig tanker om skoletiden, men også at have en legende unschooling tilgang til livet med børn generelt, uanset alder.
Langt de fleste hjemmeunderviste børn i Danmark bor i København. Der er gode netværk, som mødes ofte, og nogle af de mest erfarne hjemmeskolere bor i København, og er hjælpsomme med de forskellige praktiske ting omkring kommune m.m.
Det er ikke nogen hemmelighed, at vi helt bevidst har valgt byen fra. Det, vi vil med vores liv, er blandt andet afhængig af nogle andre omgivelser – både rent fysisk og relationelt. Men som unschooler har byen også mange fordele ifht udbudet af aktiviteter, museer, osv.
Jeg håber, du kommenterer herinde igen en anden gang 🙂 – Maj My
Fred være med at du ønsker at hjemmeskole dine egne børn..
Mit spørgsmål er: Hvad gør du/I når de skal videre i livet?
Når de er færdige med “9.klasse”?
I kan jo risikere at de ikke kan komme videre.. lad os sige en af dem drømmer om at blive læge.. Så kræver det jo eksamener for at få adgang til et gymnasie og så videre.. som det er I dag er der jo nærmest ingen ufaglærte stillinger.
Uanset hvilke valg vi træffer i livet, er der konsekvenser. Statistisk set klarer hjemmeunderviste elever sig bedre akademisk end skolede. Men det er nu ikke vores primære mål. Fremfor alt ønsker vi at skabe nogle rammer, hvor vores børn har de bedste betingelser for at blive den mest helstøbte udgave af sig selv. Børnene har mulighed for at tage 9. klasses eksamen, når de kommer dertil, og mon ikke de vælger at gøre det. Så vil jeg i mellemtiden glæde mig over, at de ikke skal testes iøvrigt.
> jeg er helt med på at det er godt uden test..
Men hold nu op det er modigt af jer, at ville påtage jer ansvaret for at lære jeres børn ALT hvad de har brug for.
Hvad gør i hvis en af dem er stærkt ordblinde? Og vil i opdage det?
Ikke at det er altafgørende for et godt liv..
Håber der på et tidspunkt kommer oplæg om jeres måde at holde skole på..
Hej Kia,
Det er en næsten uendelig udveksling, den vi er i gang med, fordi det i så høj grad handler om livssyn, at det er svært at isolere det til det, som de fleste vil kalde uddannelse (eller “skole”). Men så længe du spørger, svarer jeg gerne.
For det første mht. børnenes evt. udfordringer: Folkeskolen benytter tests for at identificere elevernes udfordringer og rette op på deres læring, inden de kommer for langt bagud. I vores skole er der kun max fire elever, i første omgang én, og vi er derfor i en særligt god position til at kunne se deres styrker og svagheder.
Mht at lære alt: Jeg skal ikke bestemme, hvad den enkelte har brug for at lære, ultimativt. Skolen mener at have så meget uundværlig viden til børnene, at det ikke er nok med seks undervisningstimer dagligt, nej, de skal også have lektier med hjem.
Jeg er af den opfattelse, at læringen kommer gennem det levede, nærværende liv.
Så når du spørger til ALT det, de skal lære, er jeg nødt til at sige, at også her kan der være afvigelser fra skole til skole.
Det kan sagtens være, der er emner, som du mener, er afgørende for et godt liv, men som jeg aldrig har forholdt mig til, og ikke ønsker at påtvinge mine børn. Når det er sagt, er vores ambition overordnet ikke at påtvinge vores børn noget. Heller ikke de emner som Kristian og jeg selv brænder for. Selvom det jo smitter at opleve andres passion.
Jeg lover løbende at skrive om vores hverdag.
Er der nogen, der kender til muligheden for, at man kombinerer hjemmeundervisning med SFO?
Vi har en dreng, som har det (meget!) svært med de mange undervisningstimer i folkeskolen men trives fantastisk socialt i både frikvarterer og SFO og elsker at være en del af det fællesskab.
Vi har spurgt skolen til muligheden for denne fleksibilitet uden at kunne få et svar – udover at de lovgivningsmæssigt ikke kan tillade fravær fra skolen i længere perioder uden en lægeerklæring…
Det, vi kunne tænke os, er, at vi som forældre har vores dreng hjemme efter hans behov og hjemmeunderviser ham, og i det omfang, det er godt for ham, sender vi ham i skole.
Han har lige nu en rytme, hvor han møder fast 11.30 og er med resten af dagen, og på den måde er vi gået fra at have en nærmest deprimeret 7-årig dreng til at have en dreng, der igen har mod på livet, kan smile og har det godt.
Jeg håber, at nogen kan hjælpe med et svar på dette eller kan pege mig et sted hen, hvor jeg måske kan finde et svar 🙂
Kære du, jeg har hørt om flere, som har benyttet sig af SFO, selvom de hjemmeunderviste. Det sker vist fortrinsvist i folkeskolens fritidsordninger, og vi fik også selv nej til at have vores søn i friskolens SFO her på Ærø, da vi meldte ham ud. Vi var villige til at betale hvad som helst, groft sagt, og ville naturligvis også gerne dække forsikringer, og hvad der ellers kunne være af udgifter. For os var det en mulighed for at bebeholde relationen til både skole og venner, men skolen valgte altså at afvise vores anmodning. Om vores søn rent faktisk havde benyttet sig af tilbudet, ved jeg ikke, men det ærgrer mig, at de ville sige nej. Lovgivningsmæssigt burde der ikke være noget til hinder for det: Folkeskolen modtager jo støtte per elev, og hvis I ydermere selv betaler fritidsordningen kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skulle være en mulighed?
Har I spurgt?
Det lyder i øvrigt som en rigtig fin ordning, at I har ham hjemme hele formiddagen. Jeg er sikker på, at han føler, I tager ham alvorligt, og respekterer hans behov, og det tænker jeg, er en stor gave at få med hjemmefra.
Hvis I har flere spørgsmål, kan jeg kun anbefale jer at spørge i nogle af de meget kompetente hjemmeskolegrupper på facebook – og i Fri Læring, som er foreningen for hjemmeundervisere i DK. De/vi har en rigtigt god facebookgruppe.
Hvor er det dejligt at høre denne side af Hjemmeundervisning.
Vi har også besluttet at hjemmeundervise, og vi er også positive og tror på det.
Vi har desværre en skole, som fortæller os, at “der skal mere af det til” som vi nu igennem 5 år har set føre til følgende, hos og for vores barn:
– som er kommet længere ud af flere tangenter,
– nogle af de skræmmende tilstande vi nu må sætte ind for at vende, er en skræmmende nedsat/”fjernet” tro på sig selv (fagligt, socialt, og ift. at klare sig i fremtiden).
– han har været og gennemgår fortsat mobning og lignende, eksklusion, og “sorteper-rollen” (skylden er altid hans), i skolen.
Der er SÅ meget, og vi HAR forsøgt MEGET MEGET tålmodigt, igennem mange år nu, at få ham hjulpet “ind i varmen” – uden held.
Vi har også været igennem en periode med en MEGET anstrengt og for os MEGET ubehagelig udgang.
Nu er vi så der, hvor vores dreng reagerer og agerer meget “ikke-korrekt” – han er MEGET frustreret over alt det, han har stået model til.
Og, skolen mener så, midt i denne snørklede blinde vej som vores søn er på, at “det går fremad” og at “der skal mere af det samme til” – fuldtid på skolen.
Så – hjemmeundervisning har mange begrundelser og “indgangs-portaler” – og, jeres valg er rigtigt flot!! og forbehold, modargumenter og generel modstand fra skole-etc. er kun “en form for skyklapper” og “vanetænkning”.
Er man en virkelig reflekterende og selvstændig, og “ikke doven” forælder (dvs. en af dem, som ikke ELSKER TID UDEN BØRNENE f.eks. på et romantisk weekendophold, men ser børnene som “en del af sig selv” … ja, så er hjemmeundervisning svaret.
Man kender i så fald også sine børn RIGTIGT GODT – og kan nogle gang smile, når f.eks. skolepersonale efter f.eks. 3 måneder med ens barn, fortæller at de kender barnet og barnets behov og adfærd/reaktioner/etc. bedre end een selv!
Så – vi vil “go for it” og anvende troen på os selv, til at hjælpe vores søn ind på “en positiv og udviklende vej”, fremfor den hidtidige “indviklende og nedbrydende default-skolevej”