Det har taget mig fire børn og tre barsler at erkende, at jeg ikke skal være hjemmegående. Det har taget mig knap otte år at finde frem til, at jeg ikke er skåret til at være fuldtidsmor, uanset hvor gerne jeg vil det et andet sted i mit hjerte.
Men jeg føler mig bundet, bliver bitter og frustreret, når jeg ikke har mulighed for at skrive eller tænke mig om uden afbrydelser. Jeg tæller dagene, glæder mig til aftenerne, kan kun tænke på at finde lommer af frihed. For jeg er jo sammensat, ligesom alle andre; et nuanceret væsen med både det ene og det andet, der trækker i mig. Mine børn trækker i mig, de sidder i mit hjerte, og fylder det ud. Mit arbejde har tag i min sjæl; ordene vil ud, ellers visner jeg.
Men jeg elsker mine børn, og jeg længes efter dem. Jeg trækker dem ind til mig om natten, og jeg løber til lågen ved børnehaven, hvor de står og hopper. Men jeg løber hurtigere, når jeg har haft tid til at fordybe mig i noget andet for en stund.
Derfor er Juno så småt startet i dagpleje, og jeg ved godt, at det er ikke for hendes skyld, at jeg afleverer hende om morgenen. Det er for min. Hun ville elske at hænge på min arm det næste lange stykke tid, det er jeg sikker på. Også selvom hun keder sig indimellem.
Og alligevel skriger noget i mig på frihed. Det skriger højt. Så jeg balancerer mine behov og hendes, og holder hendes dage korte – ligesom hendes søskendes.
Så nu sidder jeg her – og skriver. Helt alene, uden min baby. Og jeg elsker det, og jeg er øm indeni og hudløs, hudløs. Pludselig glæder jeg mig til at hente hende igen kl. 12:30. Pludselig ser alting anderledes ud.
Smerten breder sig.
7 comments
Kære Maj! Det lyder til, at du er nået frem til en vigtig erkendelse og en god og kærlig beslutning, for dig selv, for babyen og for jer alle i familien. At give dig selv tid og ro til at skrive og samtidig give Juno tid til at lege med andre og dermed give glæden mere plads. Til lykke med den beslutning og god skrivelyst. Jeg er sikker på, at det bliver til glæde for jer alle.
Karen Ilse, tusind tak. Ja: der bliver bedre plads til alt andet – kærligheden, ikke mindst – i mig, når jeg også har plads til mig selv.
Sikke et fint skriv.
Jeg er selv netop sprunget ud i tilværelsen som hjemmegående, efter at have haft halvandet års orlov fra studiet for at gå hjemme med min datter.
Jeg gruede altid, i de halvandet år, for at aflevere hende i institution, men tænkte for mig selv at det nok blev anderledes så snart hun var gammel nok til at starte. Alle jeg kender, som har fået børn, har sagt at det er skønt at gå hjemme på barsel, men at man når til et punkt hvor man bare savner at være sig selv igen.
Jeg nåede aldrig det punkt. Det kom simpelthen ikke. Og uroen i maven, hver gang jeg tænkte på institution, blev ikke mindre med tiden.
Så vi afmeldte os ventelisten til vuggestue, og jeg stoppede min uddannelse.
Og selvom pengene er små nu (vi lever af min mands elevløn), er det det helt rigtige for os.
Kære Mia, hvor er det dejligt at høre, at I følger jeres hjerter, og lever det liv, som føles rigtigt for jer og ikke for alle mulige andre. Penge skal helst ikke blive udslagsgivende for de store beslutninger i vores liv, men efterhånden er samfundet bygget sådan op, at man skal have tungen lige i munden for at huske det. Jeg kan godt forstå din modvilje mod at aflevere din datter i institution; i et andet liv, et andet sted, en anden tid, kunne jeg have det lige sådan. Jeg har det jo tildels sådan, og jeg kan have så ondt i maven over det indimellem, og så skruer vi ned for institutionstiden og tager en stribe fridage. Men jeg har det dog alligevel mest af alt sådan, at jeg er glad for at leve i en tid, hvor det er okay som kvinde at udleve sin kreative/etc. ambitioner, samtidig med at man er mor. Kh
Dejligt du tør skrive det som mange andre føler men ikke siger højt
Mange tak, Lillan. Jeg synes, en del nuancer og vinkler er glemt eller ladt ude i mit indlæg, men så må jeg følge op senere. Jeg kunne ikke have det hele med på én gang. Jeg ønsker først og fremmest at bekræfte andre i at følge deres hjerter – og det håber jeg, min blog hjælper til. Kh Maj My
Ahhh hvor er det fint skrevet altså.