“Hvis der ikke eksisterede kontraster, kunne vi ikke opleve noget som helst. Alt det, vi har evne til at opleve, er, det, vi har kontraster til i os selv. Står vi over for noget, som vi ikke har kontraster til, så ved vi ikke, hvad det er, vi oplever. Vi kan ikke finde ud af, hvad det er, vi ser.” – Martinus, Grand Kursus.
Martinus’ ord rammer ned i en følelse, jeg ofte er optaget af for tiden: Det er følelsen af at skiftevis løbe hurtigt og gå ganske langsomt. Følelsen af at bevæge mig mellem larm og stilhed, kaos og orden. Alenehed og store fællesskaber. Det er en følelse på godt og ondt, hvilket igen er en kontrast.
På vores familielejr i sommer holdt jeg en workshop om værdier. Én af deltagerne fortalte, at hun havde skrevet “kontraster” på sin liste over kerneværdier. “Jeg har behov for larmende rock og fuldkommen stilhed, for at være vildt aktiv og ikke lave noget som helst.” Det vækkede genklang, ikke kun i mig men i mange af de andre deltagere – vi har brug for kontrasterne for at leve. Hvis vi altid er det samme sted, altid går den samme vej, altid siger de samme ord og hører de samme svar, lever vi ikke. Det ville ikke være hverken behageligt eller frugtbart, hvis alting altid var det samme. Vi har brug for både dag og nat, varme og kulde, råb og hvisken.
Således er travlheden helt okay, ja faktisk uundværlig, hvis den er afbalanceret med en lige så væsentlig portion afslapning.
Således er fællesskabet givende, men kun hvis vi også giver os selv mulighed for at opleve kontrasten til det, når vi er alene.
Således ville vi ikke nyde det ryddelige hjem, hvis der aldrig var en smule rod.
Det leder mig frem til en scene, som udspillede sig her hos os i går.
“Kunne vi ikke leve det her liv, uden at her skulle rode så meget?” spurgte jeg Kristian, som stod for foden af den trappe, jeg lige var gået op af. Jeg så ned på gulvet, og jeg havde sådan lyst til at støvsuge det, og måske også til at vaske det, og jeg havde i hvert fald lyst til at fjerne alt det tøj, som lå lige der på bænken i entreen og lægge det på plads sammen med alt det rene tøj fra poserne i bryggerset.
Men jeg vidste, det ikke kunne ske, medmindre nogen satte verden på pause, og gav mig en gratis håndfuld timer. Gerne mere end det. Gerne en gratis håndfuld døgn til at indhente alt det, jeg syntes, jeg var bagud med lige der.
Kristian rystede på hovedet, mens han samlede sit hår, og sagde, at sådan er det jo i et liv som vores: Med fire børn hjemme og to voksne og surdejsbrød i ovnen og hjemmelavet aftensmad hver dag og forældre som aldrig rigtigt sidder ned. “Det er vigtigere at være sammen på en god måde,” sagde han.
Jeg vidste godt, at han havde ret – vi spilder virkelig ikke tiden, og der er aldrig helt nok af den, og anderledes ønsker vi det ikke.
Jeg satte mig ind på kontoret, og skrev den artikel, som skulle skrives, og havde den samtale, som skulle tages, og da jeg kom ud igen, var verden som ny. Jeg havde sat flueben, og nu satte jeg mig med familien, og spiste frokost, inden jeg satte støvsugeren i kontakten, og mens børnene og Kristian ryddede op, forsvandt nullermænd og rugbrødskrummer foran os som dug for solen. For hver krumme, støvsugeren fik bugt med, faldt min puls, og resten af dagen nød jeg den orden, der var opstået midt i vores kaos. Om en dag eller to er her igen både rodet og støv i krogene, og i mellemtiden nyder jeg det liv og glade dage, som udspiller sig her. Fordi: Kontrasterne.
Og ved I, hvad jeg lavede i aftes, da børnene sov? Absolut ingenting af reel nytte, hvilket var mit mål. Efter en aktiv dag satte jeg mig i sofaen, og læste en bog færdig, og spiste brunkager. Helt stille, ikke et ord havde jeg lyst til at sige, ikke en bevægelse havde jeg lyst til at lave. Jeg lod mig omslutte af mørket, og mørket dikterede indadvendthed. Netop som jeg havde brug for.
Uanset hvordan vi vælger at leve, er det ethvert menneskes lod at skulle balancere vores tid. Oprydning betyder noget for mig, men ikke mere end nærværet med mine børn eller arbejdsopgaverne i vores lille virksomhed. Kontrasterne opstår, hvor vi tillader dem at trænge ind. Kontraterne optræder som universelle love i denne verden , og vi kan ikke gøre andet end at følge med. Dag og nat, sommer og vinter, liv og død.
Døgnet har fire stadier, skriver den danske mystiker Martinus, som deler de 24 timer op i midnat morgen, middag og aften. På samme måde har året fire stadier – vinter, forår, sommer og efterår.
Vi er som mennesker underlagt disse kontraster, og hverken kan eller skal hæve os over dem, men det kræver opmærksomhed at følge med naturens uundgåelige rytme, når vi har skabt et samfund, hvor alt er ens året rundt. Hvor vi yder det samme og forbruger lige meget, uanset om det er sommer eller vinter. Hvor vi arbejder dag og nat, og kan komme i kontakt med hinanden hele tiden.
Mon du sover mere, når det er vinter, og passer du på dig selv, når det bliver koldt? Med gode fortællinger, samvær i mørket omkring fælles værdier, store kram og simremad? Mon du tillader dig selv at lade det ydre efterår spejle sig i det indre. Når vi mærker en trang til at trække os ind i os selv, arbejde med de indre universer og drikke te, mens kulden lurer derude, så tror jeg, det er fordi, vi trives bedst sådan. Senere kommer foråret, og vi mærker os selv blomstre som alt andet omkring os. Så går vi udenfor, vi åbner armene, trækker hele verden ind, pludselig er lyse nætter og lette spring på stranden den virkelighed, vi befinder os i.
Kontrasterne er uundgåelige. Følger du med?
2 comments
Så smukke og fine ord 🙂
Tak, kæreste du ♥️