Jeg havde faktisk gået og tænkt lidt over sådan et tænksomt blogindlæg om noget med livets udviklingsfaser og den slags, men så var vi i Legoland i går (“og hvad sker der iøvrigt for, at en hjemmeskolefamilie vælger en weekenddag?”, som Kristian sagde, da vi stod i den første af mange køer, men det har selvfølgelig en forklaring, som jeg ikke lige gider kede jer med her).
Det korte af det lange er, at det sådan set var en fin dag. Jeg kan stadig ikke komme mig over, at Legoland har indført det der med at man kan betale ekstra og springe køen over (wtf?), men jeg kan godt lide Lego, og jeg kan godt lide Legoland, og vi havde alle sammen glædet os. Særligt holder jeg af hele området med miniature legobyerne, og heldigvis elsker min søster og et par af børnene det også, så dér hang vi ud en del. Men, fordi der ér et men, ellers havde jeg ikke skrevet et blogindlæg om vores ganske gennemsnitlige dag i Legoland, MEN – når jeg nu skriver om Legoland alligevel, så skyldes det, at jeg blev nødt til at bide tænderne sammen af irritation, da jeg stod og læste et skilt højt for de tre ældste af mine børn, mens vi ventede på at komme med en forlystelse. På skiltet stod der nemlig:
“Troldmandens værksted er fuld af mysterier og hemmeligheder. Lige nu prøver han på at lave en magisk drik til alle kvinder i borgen, som drømmer om at blive yngre, smukkere og slankere”
Og jeg kunne jo ikke læse den sidste sætning op for mine børn, så jeg digtede noget om, at kvinderne ønskede sig magiske kræfter, og den åd mine unger selvfølgelig råt, fordi det her er min datter til rollespil sidste søndag og igen om et par timer:
Og sådan ser hun ud, når hun spiller rollespil, fordi hun har lyst (hun har selv valgt det alt for lange sværd), og hun har selvfølgelig også selv fået den idé, at hun vil spille rollespil. Faktisk var det på hendes initiativ, og hun og tvillingebroderen tog med, da Storm skulle af sted for nogle måneder siden.
Min ældste datter elsker salte snacks, og kan slet ikke lide kage eller chokolade. Hun er helt vildt skrap og lynende kvik; hun løber hurtigere end sine brødre, og hun drømmer om at blive nisse, men absolut ikke om at være smuk eller slank. Jeg tror slet ikke, hun har begreb om, hvad det vil sige.
Mit budskab er ikke, at min datter drømmer om at være en dreng, eller at jeg synes, frigørelse er det samme som at maskulinisere kvinder. Jeg mener for alt i verden ikke, at vi har brug for flere soldater, konger eller businessmoguler. Nej, vi skal have plads til mænd og kvinder, som er i kontakt med deres inderste, som kender sig selv, og kan mærke den varme, der strømmer fra deres hjerte, og den varme handler ikke om skønhed, vægt eller alder (gør den vel, Legoland?)
Min datter er ikke en dreng. Hun er en pige. Men først og fremmest er hun sin egen.
Jeg er ret overbevist om, at der generelt (ikke altid og ikke entydigt og slet ikke uden nuancer) er forskel på drenge og piger, men drengene og pigerne skal helt uden dogmatiske forventninger eller kønsstereotyper selv finde ud af, hvilken dreng eller pige lige netop de er. Og om de er en dreng eller en pige, naturligvis.
Indimellem bliver jeg rost for at have en kønsneutral tilgang til mine børn, og jeg bliver glad og stolt – men også lidt duknakket. For jeg er overhovedet ikke nær så kønsneutral, som jeg ville ønske. Jeg falder (også) i de der åndssvage kønsfælder, som er lagt ud OVER ALT omkring os. Forventninger om alt muligt fra intelligens og interesser til fysik og sprogbrug. Sådan nogle ting (sådan noget lort, får jeg lyst til at skrive), kommer jeg også til at hoppe med på.
Men, det ér et fokus jeg har, og det er rigtigt, at Juno ser lige så mange gravkøer og åbne motorhjelme, som mine sønner gør, og hun vælger selv, om hun hopper vildt og voldsomt, eller sidder stille (for en stund.)
Jeg har fire små mennesker her under mit tag som hver især fortjener at blive imødegået som dem, de er, og ikke som dem, vi andre forventer, de skal være.
Jeg skrev forresten skrevet til Legolands “PR & Social Media Coordinator” og bad ham skaffe sig af med det skilt hurtigst muligt.
I kan læse et par indlæg mere om drenge og piger og ligestilling HER og HER.
Hvad synes I om skiltet i Legoland, og hvornår er I bevidste om forskelsbehandlingen af drenge og piger?
26 comments
Vera er veninde med Lego-ejerens datter. Jeg skal viderebringe beskeden
Lego-familien ejer ikke Legoland længere, og jeg har skrevet direkte til rette vedkommende i parken, så jeg tror, budskabet er på rette vej 🙂 Men tak for tanken <3
Kirkbi ejer 25 % af parken og skulle nu nok kunne ændre en ting eller to, men jeg er selv lige vendt tilbage efter et par dages rejse og ser, at du selv har klaret den og tilsynladende er landet i orkanens øje. Det er glemt om to sekunder – dont worry
Hvordan mener du, at der generelt er forskel på piger og drenge?
Og hvad mener du pige hvv dreng er? Hvordan VED du, at din datter er en pige? Hvad hvis hun vokser op og da føler, at hun er en dreng? Er det ikke op til hende, at definere sit køn?
Eller mener du at vi er defineret ud fra vores kønsdele? I så fald – hvordan?
Hej Sexologen,
Du må endelig ikke tro, at jeg ikke vidste med sikkerhed, at der ville tikke en kommentar ind med netop dit budskab, så snart jeg trykkede “udgiv”. Og det er helt fint, det betyder imidlertid også, at jeg er ganske opmærksom på de nuancer og perspektiver i denne debat, som du kalder “fælder”. Og omend jeg respekterer dit synspunkt, så tror jeg nok, at vi ender i en form for ligegyldig cirkelargumentation, hvis ikke vi blot slipper den her og nøjes med at glæde os over, at vi hver især arbejder bevidst med køn og diskriminering, omend vores tilgang er forskellig, når man tænker den helt til ende.
P.S. Jeg ville ønske, du ikke skrev som anonym, da det forfladiger hele præmissen for en god dialog
Jeg kan ikke se, hvordan jeg bliver mindre anonym af, at skrive Dorthe eller Jens?
Jeg er oprigtigt interesseret i dine svar. Ærgerligt at det ikke skal være anledning til reflektion, men at jeg blot skal affærdiges ud fra dine formodninger uden videre. Jeg læser din blog for at blive klogere på andres holdninger og bidrog her i et håb om, at du kunne have samme udbytte. Nu sidder jeg i stedet tilbage med forbemmelsen af, at man kun skal bidrage, hvis man bifalder… Og dét skuffer mig i den grad. Så kan jeg lige så godt få samme reflektiosniveau men højere underholdningsniveau ovre hos Fie Laursen 😉
Hej igen,
Jeg ønsker, at her skal være plads til både uenigheder og god debat, og jeg er ked af, hvis du føler dig affærdiget helt uden grund. Årsagen til mit noget korte svar skal findes i min erfaring med netop denne type debatter i andre fora, hvor det har virket umuligt at nuancere synspunktet hos dem, der mener, at menneskeracen ikke er på nogen måde præget af vores køn. Jeg mener, modsat dig, at hormoner m.v. spiller en rolle i vores personlighed – i varierende grad og naturligvis, hvilket jeg også synes, jeg gør rede for i mit indlæg. Det er netop de påvirkninger, som jeg søger at neutralisere så vidt muligt, så rammerne for det enkelte menneske (og dermed køn) kan blive mere rummelige.
Så – min pointe er: Lad være med at fortælle os, hvem vi er, ud fra den anatomi der findes i vores underbukser/underliv.
Jeg håber du vil reflektere åbent over det jeg skriver. For for mig og se, er du netop “gået i din egen fælde”. Lad ikke fornærmelse over det jeg skriver stå i vejen for åbne tanker. De bedste intentioner og ønsker herfra.
> Personligt er min holdning, at folk skal være lige præcis som de har lyst til, men desværre har debatten online ofte – efter min mening – et forkert fokus.
Et interessant paradoks er nemlig, at når man begynder at tale om at folk fx er født i det “forkerte” køn, så siger man jo samtidig, at der er én måde at være henholdsvis piger og drenge på. Kunne man forestille sig, at drengen som elsker kjoler og dukker ikke havde behov for at kalde sig selv en pige, hvis det var socialt acceptabelt for drenge at gå i kjoler og lege med dukker? Kunne man forestille sig, at uoverensstemmelsen mellem “oplevet” og “biologisk” køn opstår, netop fordi barnet spejler omverdenens syn på hvad de “rigtige” kønsudtryk er? Noget i retningen af “jeg kan godt lide det her, det er åbenbart det piger kan lide, så må jeg jo være en pige”. Det er et komplekst område, men jeg ville virkelig ønske, at alle kunne gå samme vej og kæmpe for mere rummelige køns “kasser” i stedet for at slås om hvem der har definitionsretten. Faktum er, at køn er et meget komplekst sammensurium af biologi og socialisering, og at majoriteten stadigvæk ikke er i tvivl om, hvorvidt de er piger eller drenge, men mange kæmper for at få lov til at være henholdsvis piger og drenge på deres egne måder.
Super gode pointer: “Kunne man forestille sig, at uoverensstemmelsen mellem “oplevet” og “biologisk” køn opstår, netop fordi barnet spejler omverdenens syn på hvad de “rigtige” kønsudtryk er?” – Ja! Det er så rigtigt. Der er ikke noget forkert eller rigtigt køn, kun besnærende kasser for den enkeltes udfoldelsesmuligheder.
Så sandt. Et bifald herfra!>
Jeg har faktisk det modsatte “problem” for jeg har drømt om vilde døtre i hjemmestrik og har fået i hvert fald én buksefornægtende pyntepige, og jeg synes faktisk dét er lidt pinligt, fordi jeg er bange for at blive dømt som “sådan en”, og altså er ret meget feminist. Men så minder jeg mig selv om, at det vel netop er pointen: at vi alle skal have plads til at være dem vi er, om det så indebærer glimmer eller guns.
Jeg synes det er svært at navigere i, og man må simpelthen bare gøre det så godt man kan, italesætte der hvor andre (og man selv!) trykker på de automatiske kønsknapper og så nok bare vise sine børn, at de kan og må være lige som de har lyst til. Og så bliver jeg stolt når mine børn reagerer på kønsstereotyper og fx bliver indignerede over, at der på en byggeplads kun er mænd for “kvinder kan i hvert fald også være arbejdskvinder ik’oss’?” 😀
Jeg var lige ved at tage ungerne under armen og gå, da de i børnehaven skulle synge og pædagogen mente, at de da skulle sidde dreng/pige. “Ja så skal du sidde der, for du er jo en dreng, nej du er en pige, du skal sidde der…” Argh, de får det bare ind med modermælken at der er forskel – og ikke mindst at den forskel har en eller anden betydning!
Legoland skal vist bare lige have sig et andet skilt, Herre Jemini 😮
Ja, det er netop pointen, at de skal være frie, vores børn. Men jeg bliver alligevel lidt tilfreds, når nogen (igen) siger, at live er en drengepige, selvom lige netop det koncept jo byder mig dybt imod…
Jeg havde egentlig tænkt at jeg ville læse dit indlæg og så videre til næste i min feed, sådan stille og roligt, men så læste jeg ‘sexologen’s svar og blev faktisk småirriteret. På den måde hvor jeg bliver helt træt over at der er folk som vil problematiserer alt, især når det kommer til køn/kønsroller/kønsdele.
Altså mine drenge herhjemme er jo også drenge lige meget hvad de syntes er sjovt eller rocker deres båd. De er drenge indtil de en dag kommer og fortæller mig at de ikke er drenge (det tror jeg meget lidt på sker, men altså..)at de har en tissemand, gør dem jo faktisk til drenge. De har helt sikkert også et Y og X kromosom, hvis vi går den vej. Det gør dem jo til drenge, indtil de selv bestemmer at de føler det anderledes.
Hilsen hende der nægtede kjoler indtil konfirmationen og som red på små beskidte ponyer i stedet for at pynte barbier. Og jeg er altså meget kvinde. Stadigvæk.
Jeg er helt enig, Lone. Hilsen hende der sad på toilettet som femårig med pistolbælte om hoften og en dukke ved mit bryst. Nu er jeg meget kvinde, meget mor og meget lidt til feminine stereotyper.
Helt sikkert et uheldigt skilt! Jeg havde også læst noget andet højt for mine børn.
Ift forskelsbehandling tænker jeg løbende på tøjvalg til mine børn. Jeg vil meget gerne passe på naturen og vil helst købe tøj der er produceret under ordentlige forhold ift arbejderne der fremstiller. Køber selvfølgelig en del genbrug men også nyt og så har børnene en ret lille garderobe hvor alt bliver brugt. Og lillebror arver af storesøster. Storesøster er vild med pink og det imødekommer jeg med noget af tøjet. Lillebror er stadig ligeglad, men tænker det ikke er sikkert, at han synes det er fedt at arve pink, når han bliver større (måske tager jeg fejl). Prøver at købe mest muligt kønsneutralt, men bliver gang på gang frustreret over tøjindustrien der virkelig sætter børn i drenge- og pige kasser.
Tak for en inspirerende blog. Hilsen Lærke ☺️
Blot det at have en bevidsthed omkring den underlæggende stigmatisering, synes jeg, er en god begyndelse. Og vores bedste redskab ifht. vores børn er jo at være og leve, som vi håber, de vil gøre det 🙂
Det er sjovt du nævner Legolands skilte… Vi elsker at komme der, men de fleste af skiltene ender jeg med kun at læse hvad det er, hvor mange klodser det er bygget af og hvor lang tid det har taget (i store træk)…. Alt det andet er plidder pladder – der intet har med legoklodserne at gøre…
Jeg har været bevidst om forskelsbehandlingen af piger og drenge siden jeg selv var barn… Jeg har aldrig set mig selv som andet end pige, men jeg har aldrig været vild med kjoler og barbiedukker. Jeg var til lego, klatre i træer og bukser var ligesom bare lidt nemmere…
Da jeg så ventede min ældste og vi vidste det blev en pige, gik alle jo over i at så skulle det være lyserødt mig her og der og alle vegne (jeg kan IKKE fordrage lyserødt i nogen som helst afskygning), så med det samme nedlagde jeg veto og sagde at min datter altså ikke kom til at bære lyserødt med mindre hun selv insisterede på det og sådan blev det… I dag har jeg en stor pige, der synes det er hyggeligt at lege med dukker, lego, slå vejrmøller og lege fangeleg og alt muligt andet… Ligenu går hun helt vildt meget op i tøjstil og det skal helst være sort, hvidt og gråt – bukser og smarte bluser slår alt! Yndlingsfarverne er blå og grøn…
Lillesøster elsker at gå i kjole, lege vilde lege og bygge ting af lego og plusplus…
Jeg har altid været bevidst om at de ligeså gerne måtte klatre i træer og lege med biler, som de måtte lege med barbiedukker og sminkehoveder… Jeg har gået meget op i at de fik lov at være kreative, men om det var tegning maling eller klippe klistre – det styrede de selv…
Forskelsbehandlingen er til stede over alt, i de farver og motiver der bliver brugt i børnemoden – frozen er til piger og minions til drenge – det synes jeg de skal fortælle min ældste, der har en lækker minions skoletaske og i øvrigt insisterer på at eje alt der har med minions og gøre om det så er drengetøj/legetøj eller ej… Eller i hvilket legetøj der bliver promoveret til drenge og til piger – sjovt nok er der meget lidt legetøj, hvor reklamerne er målrettet begge køn (modellervoks, og selv der differencierer de mellem hvad de enkelte pakker indeholder ift hvilket køn det er målrettet)…
Jeg tænker det bedste jeg kan gøre, som forælder for mine piger er, at imødekomme deres interesser og ignorere samfundsfordomme og doktriner der siger, deres interesser er forkerte pga deres køn… Og skulle de alligevel få det indtryk at noget ikke er ok for dem fordi de har et andet køn, end det var tiltænkt til, ja så må jeg jo træde i karakter og hjælpe dem med at forstå, at sådan hænger tingene ikke sammen…
De skal nok finde vejen til hvilken person de er, hvis vi andre bare giver dem plads til det…
Ja, hvis vi bare bliver stærkere i at ignorere samfundsnormer og mærkelige doktriner, så er vi et godt stykke af vejen. Hvis vi bare kunne få lov til at være mennesker – med minimal indblanding fra normfikserede kassetænkere 😉 ..
Præcis!!
Arh men jeg er simpelthen så rørende enig med dig, at det ville blive kvalmende hvis jeg gik mere i dybden med det.
Så ruller jeg mig bare lige i den ikke-kvalmende tilkendegivelse 😉
Jeg synes helt sikkert skiltet går over stregen – synes det er ret trist faktisk .. Men jeg kom til at stemme det modsatte i afstemningen i artiklen du linkede til – og kan ikke rette det. Med resultatet som det er lige nu, skulle man tro og håbe at flere ramte forkert, da de stemte …
Hvordan kan du skrive og beskylde Legoland så utrolig groft for det her. Det er meget grov beskyldning, beskydning mm, når du selv skriver at du er tyk og ikke ung, sådan som du ser ud i en alder af 34. Det er mig fuldstændig komplet umuligt at forstå nogen som helst logik i dette. Og da slet ikke når dine børn kan gå ind og læse om dig selv at du selv mener du er tyk… sådan som du ser ud… Du er deres forbillede ikke legoland, men det er legoland du beskyder på det aller groveste.
I hele det her virvar af beskyldinger over noget halløj, når du dog at få set på hvordan venindens mand så “trimmet ud i legoland”.
Én ting er at have holdninger og meninger, men det er dig selv der angriber andre for ikke at følge dine, og det er ret så usmageligt.
> Måske man skulle overveje om ikke det er en selv, der har pålagt sig denne norm.
Af hjertet tak ❤️