For en uge siden sagde seks årige Live til sin far, at hun gerne ville klippes som Paulo Dybala; sit helt store fodboldidol fra Argentina.
Kristian sagde, at det lød som en god idé, og hun summede på idéen nogle dage, før hun spurgte mig. Jeg sagde også ja uden at tøve, og Live fløj mig om halsen. “Tak, mor! Tak!” jublede hun.
“Jamen, selvfølgelig”, sagde jeg, og kunne ikke helt undgå at mærke en lille klump i maven: Hvis jeg altid praktiserer ligeværd, og iøvrigt er en tillidsfuld mor, hvorfor reagerer hun så med lettelse på min accept?
Svaret er, at jeg ikke altid er hverken ligeværdig eller tillidsfuld. Jeg arbejder med det, hver dag. Det er en bevidst handling, når jeg giver slip, giver frihed, giver plads, men det er heldigvis også en naturlig handling, og en på mange måder simpel og ubesværet handling: Det er, hvad jeg gør, når jeg er i overensstemmelse med min natur; når jeg agerer på mit hjertes stemme, og ikke lader mig presse eller forføre af de røster, jeg hører omkring mig, de erindringer jeg har af uligevægtige relationer mellem voksne og børn fra min egen barndom, og når ikke sætter mig selv over nogen andre, men derimod er autentisk mod mig selv OG respektfuld overfor mit barns autencitet.
Så min datter og jeg tog til frisøren, og for hver hårlok der faldt mod jorden, så jeg hendes smil blive større. Hun rankede ryggen, rejste panden, og blev måske for første gang i sit liv bevidst om sin egen fysiske fremtoning; og om den effekt det har på vores omverden, når vi tager ejerskab, også over vores krop.
Balancen mellem lederskab, også kendt som alfarollen i bl.a. Gordon Neufelds arbejde, og børnenes autonomi er en evigt krævende og samtidig uendeligt betydningsfuld evne at mestre. Jeg bliver stolt og glad, når jeg lykkes med at støtte mine børn, tage ansvar og samtidig sætte dem fri til at være sig selv.
Så nu er min datter klippet som Dybala, og det er tydeligt, at hun elsker det. Hendes rebelske og provokerende natur kommer nu endnu tydeligere til udtryk (Lord, help me), og hun bærer sig selv med stolthed og et stort, tandløst smil. Dåde Kristian og jeg er også stolte – ligesom jeg fornemmer, at hendes brødre er det. Vi føler os uafhængige, frie, stærke og i balance, sådan føles det, når vi bevæger os sammen, og hver og én af os har lov til at være sig selv.
Hvis jeg har ét ønske for mine børn, så er det, at de bevarer den uforstyrrede kontakt til deres indre stemme, som så mange voksne kæmper for at genoprette senere i livet. Når man har kontakt til den, slipper man nemlig for rigtigt mange spildte timer og dårlige erfaringer, og kan i stedet bruge sin tid på at være sig selv og skabe kærlige forhold her på jorden. Og hvis det koster en tur til frisøren og lidt løftede øjenbryn rundt omkring, så er det en lille pris at betale for et frit sind.
14 comments
Hvor er hun sej!
Ja! 😀
Det er det bliver en helt fan-agtig kommentar. Men jeg synes du er så vanvittig sej og inspirerende. Min mand og jeg har været på den her rejse siden vi fik børn og det sidste år, har dine ord, billeder og fortællinger været en del af den. Vi kender ikke andre der har deres børn hjemme og ELSKER at du har skabt en platform, der deler ud og hjælper os i processen det er at tage aktivt stilling til livet. Jeg håber du bliver ved med at dele, for I smitter og hvor er det bare meningsfuldt!
Jeg elsker fan-agtigt, for de inspirerer mig til at blive ved, når jeg er træt. Så tak! Jeg elsker også den her platform, hvor vi kan mødes, og snart åbner jeg en hel klub for alle os nysgerrige, nytænkende, modige mennesker, som gerne vil kende flere af vores slags og som drømmer om at blive inspireret og dele vores erfaringer. Derfor er det da bare ekstra dejligt at læse din kommentar. Vi bliver flere og flere 🙂
HURRA…!!!! Og hvor ER hun fin!!!! <3 <3 <3
Åh, tak. Ja, hun er så fin og så tough 🙂
Smuk handling, vigtige ord og stærk datter. Sejt.
Af hjertet tak, Kalina.
Fantastisk 🙂 Hvor ser hun glad og tilfreds ud 🙂
Hun er så glad. Og så sur. Og så sej. Hun er Live <3
Nåhmen jeg trænger da vist også snart til at blive klippet igen. Jeg tror jeg skal klippes ligesom Live denne gang. ♀️
Do it! Jeg har selv lyst…
Hvor er det fedt, at hun har fået en frisure, hun synes passer til hende – det ser super godt ud. Vi har en dreng med lange lyse lokker, og han vil bestemt ikke klippes, selvom livet som langhåret dreng ikke altid er lige nemt.
Jeg må indrømme, jeg godt kan tænke på de signaler børnene de sender (mest når mine spørger om de må være skaldet ) men ved også, der skal netop skaldede små drenge til, før signalerne ændre sig. Så jeg smiler og siger ja (hvis de spørger igen 😉 )
Jeg ved præcis, hvad du mener, men jeg øver mig virkelig i ikke at forholde mig til, hvad andre tænker. PÅ hvilken baggrund tænker de det, og hvorfor? Hvad er andre menneskers bevæggrunde for løftede øjenbryn m.v.? Ofte kan det i realiteten være misundelse, manglende forståelse eller usikkerhed, og det nytter jo ikke noget, at vi indretter vores liv efter andre menneskers uafklarede følelsesmønstre.
Godt nytår!