Om et par uger er det otte år siden, min far døde af kræft.
Der er sket meget på otte år. Jeg føler, han har været væk i størstedelen af det liv, jeg forbinder med mig selv. Han har ikke mødt mine børn eller oplevet mig og mine søskende blive rigtigt voksne. Han har ikke set min bror overleve kræften, eller været vidne til min søsters og min udvikling i årene siden. Han var her ikke, da jeg blev mor, eller da min bror blev far, eller når min søster bliver færdig som jordemoder om lidt.
Det er længe, han har været væk. Han ville være fyldt 60 i år, min mor er 55 nu, og mine søskende og jeg er 28, 30 og 34. Han døde tidligt, kan man se på tallene.
Han døde tidligt, ja, og samtidig døde han på det rigtige tidspunkt. Han var slidt ned, magien var væk, glæden forstøvet, og tilbage stod et menneske, som ikke var helt. Det var i hvert fald ikke hele min far.
Min far var nemlig historiefortæller og tegner; han var arkitekt, og fritidsarkæolog, weekendastrolog, geograf og historiker. Han var kunstmaler, skoæskeopfinder og danseglad. Han var ikke altid beruset, sløret, uforudsigelig og sur. Han var ikke altid bleg, mager og indebrændt. Nej, han plejede at være solbrun og grinende. Han plejede at have kæmpesquash i køkkenhaven, og han lærte mig at cykle.
Da han døde, efterlod han ligedele tomrum og en ny, klar luft til min mor, mine søskende og jeg. Vi åbnede vinduerne, lod ham svæve af sted i sit eget tempo, lyttede til hans yndlingsmusik, og fortalte hinanden de bedste historier om livet med ham. I månederne efter nød vi roen; det var som en stilhed efter stormen. Den døende havde fået fred, og vi åndede lettet op. Ingen spøgelser længere, ingen frygt.
Der var mange grunde til hans forfald, det er der jo altid. Leder man længe nok, har vi alle en historie, som kan forklare det meste. Leder man længe nok, vil man altid sige, “nå ja, derfor,” og i min fars tilfælde behøvede man ikke lede så længe endda. Derfor savnede jeg alligevel at have en far. Min far.
Jeg har tilgivet ham. Tilgivet, at han ikke var den, han kunne have været. At han forsvandt længe før, hans hjerte holdt op med at slå. Jeg har givet slip på vreden og skuffelsen, og husker nu mere end noget andet barndomsbillederne af ham, mine søskende og jeg. Vi danser vildt til høj musik, vinduerne ryster fra vores høje spring. Vi griller på terrassen, kælker på den lange, stejle bakke bag husene. Han ser betaget på min mor, den smukkeste kvinde.
Og nu har jeg også tilgivet mig selv. Jeg har båret rundt på skyld, og bebrejdet mig selv, at jeg var sur på ham; at jeg skældte ham ud, forlangte mere, end han gav. Nu forstår jeg, at han smed æggeskaller over alt, og det var umuligt ikke at træde på dem. Jeg tror, vi har sat os selv og hinanden fri begge to.
Der er gået otte år, og de er gået godt. Vi er glade, alle sammen. Hans familie har rejst sig, og vi har lukket solen ind: Der er lys over alt i vores liv, vi er kommet tilbage på fødderne, vi mangler ikke noget, vi holder sammen, holder af: Vi er familie. Sammen med os går han gennem livet, som et minde om et mennesker der var engang, og som vi sagde farvel til, da det var tid. Da alle trængte til fred.
8 comments
Du ved jo hvor meget og hvorfor netop denne post rammer en plet i mig. Men jeg ved ikke om du ved hvor taknemmelig jeg er for dig. For nogle af de ord du har sagt til mig i løbet af de sidste par år, som – sammen med så meget andet – har hjulpet mig til at nå et sted hen jeg for 3 år siden og i mange år før det, ville have svoret jeg ALDRIG ville nå til, og som jeg i princippet slet ikke på det tidspunkt ønskede at nå frem til. Jeg var mest “tryg” i min vrede, skuffelse, bitterhed og dybe dybe sorg og savn over min mor. Nu er jeg der (jeg arbejder stadig på det dagligt, men jeg er der), der hvor jeg har tilgivet og sat fri, lukket solen ind. Jeg har ikke helt tilgivet mig selv endnu, men jeg har tilgivet hende og det har givet mig tro på at jeg en dag også når dertil hvor jeg kan tilgive mig selv og føle at jeg har lov til at fylde mit liv og dem omkring mig som jeg elsker, med lys og kærlighed og glæde, og at jeg fortjener det.
Tak for dig og for din ord-magi
> Mange mange tak, Camilla. Det glæder mig inderligt, at du har lukket lyset ind. Det fortjener du om nogen.
Sikke et fint og rørende skriv. Du skriver så levende, at selvom jeg aldrig selv har oplevet noget lignende, så sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af at kende lidt til din situation. Tak.
> Tusind tak. Det er virkelig ord, der giver mig mod på at skrive mere.
Du skriver bare så smukt, levende & rørende – hvor er vi heldige at du har startet en blog, og deler dine skriblerier med os;-) Dine tanker er også mindst lige så fantastiske, for selv på et svært emne som dette, virker de ret velovervejet & gennemtænkte – måske fordi vi deler lidt samme mening om døden! Derudover er det også en fornøjelse at læse, hvordan du som tilflytter oplever Ærø, og ligger mærke til alle øens små sjove værdier… Jeg er selv vokset op på Ærø, men er netop flyttet hjemmefra – så de små gensyn med øen & menneskene herinde er jeg taknemmelig for<3
Smil til dig!
Laura // LMinside<3
> Hvor er du sød. Tusind tak for dine flotte ord, det glæder mig meget, at du læser med, og jeg håber, du falder til der ovre på den anden side 😉
Flot og modigt, Maj – godt at komme overens med sin fortid! Kh John(son)
> Tak, John(son). Jeg er helt enig.