Min svigerfar, Erik fra Baghdad

Min svigerfar kommer tit her hos os på Ærø, og han er højt skattet af både store og små. For det meste har han sin Susanne med (“bedstemor Sus“); andre gange kommer han alene. Uanset er det en gave at have bedsteforældre, som er en del af familiens liv, og dem har vi mange af hos os. Erik, som min svigerfar hedder, er sådan en ægte farfar, ligesom dem i bøgerne. Han læser højt med sin dybe fortællerstemme, bygger og saver og banker dagen lang, holder i hånd, og spørger interesseret ind til børnenes tegninger og skoleopgaver. Og så fortæller han historier, så både børn og voksne sidder på pinde med enorme, stirrende øjne og knap tør trække vejret af spænding. Historier om småkagerov i mormorens hjem i Holbæk; om skiferier, glemte madpakker, fisketure og forbudte cigaretter, og så er der historien om hans femårsfødselsdag, dengang han boede i Baghdad. Den historie hørte børnene og jeg for første gang for bare et par måneder siden, og da vi i den forgangne weekend fejrede farfars fødselsdag her hos os på Ærø, poppede den op igen.

Dengang Erik var dreng, hed han Rezu, og boede i Baghdad. Rezu blev født i Irak som søn af en irakisk revisor og en dansk kvinde, som havde mødt hinanden i London, og det var et liv ganske fjernt fra det, jeg forbinder med min svigerfar i dag.

“Vi havde en masse venner i Baghdad, der var en del af en engelsk enklave, vi kom sammen med. Vi mødtes i svømmeklubben, og hjemme hos hinanden, og min mor havde blandt andet en veninde, som vi kaldte “Auntie Mary.” Nogle dage før min femårsfødselsdag var auntie Mary på besøg, og hun sagde, at jeg skulle komme hjem til hende på min fødselsdag, så havde hun en gave til mig. Det gjorde stort indtryk, så aftenen før min fødselsdag gik jeg i seng med tøj under pyjamasen, og i løbet af natten vågnede jeg flere gange for at tjekke, om det ikke snart var morgen. Den sidste gang jeg vågnede, var det så småt ved at blive lyst – klokken har måske været fire om natten – og jeg smuttede ud af sengen, ud af lejligheden og videre ud på gaden. Auntie Mary boede i et hus nogle kilometer fra os, og det var nok lidt farefuldt at begive sig af sted på den måde, for der var mange løse hunde i Baghdad, og der skulle overvindes en del angst for at gå gennem byen, men jeg nåede frem, og bankede på Auntie Marys hoveddøren, men ingen kom og åbnede. “Hmm,” tænkte jeg – “måske de sover længe?” Så jeg smuttede over til soveværelsesvinduet, og bankede på der, indtil en noget omtumlet Auntie Mary åbnede vinduet, og så forbavset på mig. “Auntie Mary, I’ve come to get my present,” sagde jeg oprigtigt, og hun tog mig med indenfor, hvor jeg fik min gave, før jeg blev fulgt hjem igen.”

Børnene grinede højt, da de hørte historien, og det gjorde jeg vist også. Billedet af den lille dreng i Baghdads gader på en mission for at hente sin fødselsdagsgave – og tanken om en farfar så langt væk i et fremmed land, på et andet sprog, omgivet af mennesker og farver, dufte og lyde vi ikke kender, er så spændende, at vi alle sammen stillede mange flere spørgsmål, da historien var slut. “Hvordan var svømmeklubben?”, og: “boede I virkelig i et højhus?”
Siden flyttede Rezu, som senere begyndte udelukkende af bruge sit andet navn, Erik, med sin mor og lillebror til Danmark, hvor han kom på kostskole, før han som stor dreng tog ud at sejle. Historien rummer meget mere end det, naturligvis. Nu er min svigerfar farfar til fire og bedstefar til to, og han har et alsidigt liv med mange eventyr og forandringer bag sig, og er et varmt menneske, som altid er klar til at hjælpe med alt fra børnepasning til praktiske opgaver. Jeg har kendt Erik i mere end ti år, og vi har begge to rykket os meget på den tid. Vi er kommet tættere på hinanden, har måske flere fælles værdier og prioriteter, og jeg elsker at have ham tæt på. Jeg har ikke min egen far længere, men Erik udfylder det tomrum for os alle sammen.

Hvad er jeres relation til bedsteforældre/svigerforældre/børnebørn/etc? Og har jeres familie også historier, som I elsker at høre igen og igen?