Jeg sad på en trappesten med sand i ansigtet

I går sad jeg på en kold trappesten midt i Aarhus, og ammede min 10 måneder gamle datter. Jeg havde ikke tøj på til det, så jeg måtte hive min uldsweater op, og min undertrøje ned. Det blæste; jeg fik sand i ansigtet, og jeg mærkede gråden i min hals. Nogle gange kan jeg næsten ikke mere. Ikke på grund af sandet eller mine kolde fingre i sig selv, men på grund af alle kompromiserne. Ikke fordi jeg har brug for medlidenhed, men fordi jeg indimellem har gjort for meget for længe.
Jeg havde troet, jeg skulle trille en tur med min sovende baby, mens jeg hørte musik i hovedtelefonerne. Jeg ville have lyttet til William Fitzsimmons og Joseph Arthur. Jeg havde troet, jeg skulle betragte byens liv på afstand med ro i mine tanker. Jeg ville have nydt duftene fra de mange caféer. Jeg havde glædet mig til den lille pause, i stedet sad jeg blottet midt i det hele med en kop kold te mellem fødderne.

Og jeg kan blive så træt, at jeg triller mod kanten af et hul fyldt med selvmedlidenhed, træthed og fortvivlelse.

Men så kom det til mig, at Kristian i samme øjeblik var på DOKK1 med vores tre ældre børn, og han havde grinet, da vi talte sammen kort forinden. De spillede air hockey, og kiggede på de mange bøger på de mange reoler, og jeg kunne dufte den frihed, som man har med lidt større børn; samspillet, de uendelige relationer, glæden ved alt det, man deler. Al den kærlighed. Al den kærlighed. Og den slags kommer kun i så rige mængder, det bliver kun så godt, hvis man på vejen dertil er villig til indimellem at sætte sig på en trappesten og vikle barnet i et tæppe, kysse hendes tykke, bløde kinder og sige, at det nok skal blive godt igen. Selvom gråden presser sig på hos begge.

Jeg kan selv blive overrasket over, at jeg har fået fire børn. For jeg synes ikke, det er nemt at være mor til babyer, og alligevel fik vi en mere, efter vi havde fået tvillinger. Jeg kan selv have svært ved at forstå, at jeg turde, men det gjorde jeg, fordi jeg ved af erfaring, at pludselig kender man et vidunderligt menneske mere. Pludselig har man udvidet sin familie indefra.

De første måneder af hende den mindstes liv mærkede jeg nogle gange et mørke ånde mig i nakken. Jeg mærkede et koldt, blåt lys indeni, når jeg ikke vidste, hvornår jeg ville få et øjeblik for mig selv igen. Nogle aftener var lyset så kraftigt, at Kristian måtte trække mig ind til sig og minde mig om, at de her år med de bittesmå liv i vores varetægt blot er et åndedrag i vores eksistens.

Når jeg ser på min børneflok nu, ved jeg, at alt er, som det skal være. Jeg ånder lettet op: den yngste er snart et år, og jeg klarede det. Vi klarede det. Vi ved at lande igen.
Vi har to piger og to drenge, og jeg ved, at det er en lykke så stor, at jeg med god grund vil knibe mig selv i armen lige så længe, jeg er her. Min lykke er som en å af grinende, dansende, snakkende, hoppende smukke smukke børn, og jeg har lært alt af dem. Jeg har lært livet, mig selv og dem at kende. Jeg kender til begrænsninger, frygt, ensomhed, frustration og længsel, og jeg kender til den lyseste lykke, den klareste glæde, taknemmelighed og meningsfuldhed.

Jeg håber, at alle mødre og fædre ved, at vi andre godt er klar over, at det ér en stor opgave at være i deres sko. At de ikke er alene om at synes, det indimellem trækker tænder ud. Jeg håber, de er klar over, at vi andre også kender til deres søvnløse nætter, afmægtige dage, bekymringer og savn, men også at vi kan se deres stolthed og glæde. At et par tårer på en kold trappesten ikke er hverken et nederlag eller ensbetydende med fortrydelse, men derimod blot endnu en erfaring i et levet liv.

Mine børn er det hele værd. Det husker jeg tydeligere, efterhånden som jeg igen får tid til at mærke sig selv og mulighed for at betragte mit liv lidt på afstand. Og jeg ved, at lige om lidt har jeg siddet med blottet maveskind for allersidste gang, og så vil jeg være glad for, at jeg gjorde mit bedste nu.