Sådan går dagene

Vi skriver breve
I sidste uge lavede vi postkontor en eftermidag. Børnene sad ved spisebordet, og skrev i flere timer. Kristian og jeg sad sammen med dem, eller stod i køkkenet med madlavningen, og stavede “Kkk…æææ…rrr…eee”, mens de skrev. I store bogstaver, farverige bogstaver, stolte bogstaver. Indimellem næsten ulæselige bogstaver. Alt sammen udført med den største ihærdighed og motivation.

Samme aften kom vi alle brevene i konvolutter, og næste dag blev de smidt i postkassen på Ærøskøbing Havn. Med kurs mod Fyn, Jylland og Sverige. Bedsteforældre og moster. Det var sjovt at købe frimærker og regne portoen ud; hyggeligt at poste dem (og en smule nedslående at opdage, at forsendelsestiden fra Ærø til Svendborg er mere end fem dage). Nu er de efterhånden alle fremme ved de glade modtagere, og vi håber, der er nogen, som skriver tilbage.
Vi har snakket om at gøre postkontoret til en fast, tilbagevendende ting, og listen over mennesker, som børnene vil skrive til, er allerede lang. Vores to mellemste er helt af sig selv meget motiverede for at skrive og læse, og Storm nyder også efterhånden at kunne skrive sætninger uden hjælp (og praktisk taget uden mellemrum mellem ordene, så man skal lige have tungen i munden, når man læser det – det er, ikke desto mindre, fantastisk at se ham fortælle på egen hånd.)

Vi er tæt på hinanden
Vi ligger i den store seng, og putter. Det er det, Live helst vil, når jeg spørger hende i løbet af dagen. “Hvad har du lyst til, Live?” – “At vi ligger os i sengen sammen,” siger hun. Så ligger vi der, og ser op i loftet. Som regel følger Juno med. De tager det meste af tøjet af, og gemmer sig i dynerne. Griner højt. Jeg ligger bare på ryggen med armene ud til siden, så kan de kravle hen og ligge dér, hvis de vil. Så finder de nogle kopper fra deres legekøkken, fylder vand i, og laver restaurant. Inviterer brødre og dukker, og drikker sig tykke af vand, alle sammen. Det kommer stadig bag på mig, hvad børnene egentlig helst vil: Det er de mest simple ting. At ligge arm i arm på en uredt seng i tyve minutter.

Vi bager
Hver tredje dag bager vi tre store hverdagsrugbrød, og børnene er som regel med. Da portionen er tre gange udgangspunktet, er der helt naturligt matematik i processen. Men når jeg spørger: “Hvis vi skal bruge 200 gram rugmel i opskriften, hvor meget skal vi så have, når vi ganger det med tre?” vrænger de ofte på næsen, og siger: “Ej, mor. Det gider jeg virkelig ikke svare på.” Til gengæld kan de uden problemer finde frem til, hvor mange æg vi skal bruge, når vi bager Claus Meyers chokoladeskærekage. Og hvor mange plader chokolade, de skal hakke. Hvor er der er vilje…

Vi sover lur, når vi kan, og vi sover længe, hvis vi får lov
Vores børn har altid været tidligt vågne. Mellem fem og seks, året rundt. Vi har prøvet det meste for at forlænge søvnen, men har efterhånden vænnet os til de lange morgener, og da Storm startede i skole, og vi pludselig skulle ud af døren på et bestemt tidspunkt, blev det næsten en fordel.
Vi har en Jørgen Clevin-bog, hvor der er spørgsmål løbende, og ét af dem er: “Hvem vækker dig om morgenen?” Mine børn har konsekvent kunnet svare: “Det gør jeg selv,” og jeg er kommet frem til, at det er rart ikke at skulle vække et barn, der måske ville have bedre af mere søvn.
Men, jeg er udpræget b-menneske, og går ofte først i seng 01:30, så det gør næsten ondt på mig at skulle op før seks. Nu er det imidlertid som om, børnene er ved at vænne sig til sommerrutinerne, som jo også bliver rutinerne efter ferien qua vores beslutning om at hjemmeundervise. Børnene kommer lidt senere i seng (og leger så godt i timerne op til), og faktisk sov vi til halv otte i morges, og jeg var udhvilet. Helt udhvilet. Jeg kan næsten ikke beskrive hvor stor en glæde det er for mig. I otte år har der været ubalance i min søvn, tænk hvis det bliver bedre.
Men derfor kan man jo godt trænge til en lur midt på dagen. Der går måneder imellem, men den anden dag havde jeg været oppe før fem med Juno, og da vi havde spist frokost, faldt jeg omkuld på sofaen. Jeg var så langt væk, at jeg ikke blev forstyrret af alle lydene omkring mig. Heller ikke kameraet, som Kristian hev frem midt under min lur…

Vi ser mennesker, og vi er alene
For nu har vi fundet en fin balance mellem at være udadvendte og bare være os selv. Nogle dage luller vi rundt i vores lille sekstet, og savner intet andet. Spiser måltider sammen eller spredt for alle vinde i haven, i køkkenet, på stranden. Snakker, synger og slås. Andre dage ser vi mennesker, og nyder de input, det giver. Det er en balance, ligesom alt andet. Børnene bliver hurtigere fyldt op, end vi gør. Eller, nej, jeg ved egentlig ikke, om det er helt rigtigt, men de reagerer mere eksplicit, og det respekterer vi ved at trække stikket, når de siger til.
I går havde vi besøg af min svigermor og hendes mand. Det var en dejlig dag i alles tempo. Der blev plukket enorme mængder solbær og kogt tilsvarende meget marmelade. Vi legede, læste højt, hørte lydbøger og spiste pizza til frokost (vi kan godt lide at spise varm mad midt på dagen, når tiden er til det). Børnene var svingende i energi; særligt én var højtråbende og følsom, men det var en god dag med plads til alle. Da vi havde sagt farvel, legede børnene i timevis uden pause. De greb en hurtig mad til aften, og legede videre. Bålet brændte, de løb rundt og grinede. Jeg var virkelig helt lykkelig, da de gik i seng (én i teltet i haven og to i den store seng) efter mange gode timer sammen.

Hvad går jeres dage med? Er der noget, I ville ønske, der var mere- eller mindre af? Og hvad er jeres bedste sommerferie tip?