Jeg ville ønske, jeg kunne dele mere af det, der fylder i mig lige nu. Men jeg ved ikke helt hvordan. Hvis jeg begynder, tror jeg, at det kommer til at være et rigtig langt indlæg. Der er så mange nuancer i det med at tage børnene hjem. Hjemmeskoling, unschooling, frihed. Nervøsitet, konformitet, normalitet, oprør, anarkisme. Venskaber, familie, tid, arbejde, børneliv, fokus, ansvar.
Jeg ville ønske, jeg kunne formidle den følelse af betydning og intensitet, som rører sig i mig. Som flyder gennem mine tanker, mine følelser, hele mit væsen.
Men jeg ved endnu ikke hvordan.
Noget er ved at modnes. Det finder vej igennem lagene af tillærte tankemønstre, restriktioner og frygt. Som en spire der skubber sig gennem asfalten. Jeg ved, at det vil lykkes, for jeg kender kampen mellem vanens magt og troen på nyt. Men jeg kan også mærke usikkerheden, tvivlen.
Mest af alt er jeg opfyldt af en fornemmelse, som jeg kender fra tidligere: Den boblende, forventningsfulde glæde når noget nyt og rigtigt er ved at tage form. Jeg føler, at jeg er på rette vej, også selvom langt fra alle kan forstå hvorfor eller hvordan.
Jeg er klar over, at man møder modstand, når man træder væk fra flertallet, og følger sit hjerte.
At:
De beslutninger, som flest opponerer imod, viser sig at være dem, der ikke kunne være anderledes.
De mennesker som møder størst modstand, er dem, der ændrer verden med deres mod.
De tanker, som vi er mest bange for at tænke, er de mest nødvendige.
Jeg har før truffet beslutninger, som krævede, at jeg lukkede øjnene, holdt mig for ørerne, og tog en dyb indånding, før jeg sprang. Ikke én af dem har jeg fortrudt: Hvordan kan man fortryde, at man prøvede? Selv hvis resultatet ikke bliver, som man havde håbet, er mod bedre end det modsatte. De ting, der ikke lykkedes, mindes jeg som erfaringer fremfor nederlag.
Nu står jeg her igen; denne gang vil jeg ikke lukke øjnene eller holde mig for ørerne. Jeg hviler mere i mig selv. Jeg ved, at livet skal leves nu og ikke senere. At det er mit, ikke samfundets.
Jeg aner muligheder, lethed og store beslutninger forude. Jeg mærker, at min familie og jeg står på tærkslen til et nyt kapitel. Et nyt kapitel som bliver endnu bedre end det gamle.
Lige nu er jeg ikke er interesseret i at teoretisere ret meget over, hvad det betyder at tage børnene hjem. Det er en levet erfaring, det er i konstant udvikling. Men jeg læser, lytter, ser, og dygtiggør mig.
Der er ting, der udfolder sig, og som kommer bag på mig. Der er muligheder, jeg ikke havde set. Der vil uden tvivl være forhindringer undervejs, som jeg ikke er opmærksom på nu.
Nu, hvor jeg tænker anderledes om tiden sammen med mine børn, opleves den meget forskelligt fra før. Når jeg er sammen med dem, er jeg ikke rastløs. Min opgave er her.
Nu, hvor jeg tager en anden slags ejerskab over vores liv, oplever jeg en dybere forståelse. Og jeg kan se, at mine børn bliver kompetente af den tillid, jeg har til dem (og til mig selv).
For nylig er de begyndt at plante blomster og buske helt på eget initiativ.
Storm er tryg ved at køre traktoren sammen med Kristian. Han går selv ud på marken med sit høreværn, og kravler op på sædet.
Ilja ved, at når man planter squash, majs og bønner sammen, hedder det “De tre søstre”, fordi alle tre planter nyder godt af at stå tæt sammen. Han har ansvar for Kristians planter, mens Kristian er på camp.
Live beder om at putte Juno; så synger hun for sin lillesøster, og de holder i hånd.
Juno kan kravle meget højt op, og falder kun sjældent ned igen. Hun siger far, moooar, Ilja, tak, hej og nej!
Jeg selv kan se, at det måske nok kommer til at fungere. Jeg begynder at forstå, at det ikke er umuligt. Men tvivlen er der endnu; måske giver den aldrig helt slip. Er mit behov for selvrealisation stadig min største kæphest i forhold til at have børnene hjemme? Får jeg tid nok til at skrive? Men tvivlen vil jeg ikke dykke ned i nu, for jeg kan mærke, at det hele falder på plads, som det skal , hvis jeg giver tid.
Jeg har så mange ord indeni om det her, og de kommer ud. Lidt for lidt. Jeg er tror, at hvis jeg først begynder at skrive rigtigt om denne nye verden, så kan jeg ikke stoppe igen. Er måske lidt bange for, at det mest er min interesse og ikke alle andres?
Har du lyst til at lære mere om mine tanker om hjemmeliv/unschooling, så se her:
Om at tage børnene hjem eller ej
Min søn har knækket læsekoden helt uden pres
Hvorfor er jeg nervøs for at sende mine børn i skole
Jeg læser efterhånden en del hjemmeskoling-blogs.
Blandt andet “Simple Homeschool”, som er skrevet af Jamie Martin. Hun er mor til tre (hvoraf to er adopterede). Jamie unschooler ikke, men de har meget fri læring, og det fungerer for dem. Jamie skriver om alle sider af hjemmeskolinglivet. Blandt andet det her indlæg: 10 things every new homeschooler should know og så det her, som Kristian er glad for, fordi han gerne vil være forberedt: 5 things I hate about homeschooling (& how I deal with them)
En anden fantastisk blog, som jeg er faldet over for nylig (måske var det én af jer, der anbefalede den?): “Happiness is here”: Sara fra Australien er mor til fire piger, som alle er hjemmeskolede (og unschoolede). Hun beskriver meget poetisk og ærligt deres liv. Blandt andet her: The radical idea that kids should have fun og her (om unschooling): Learning without limits
Kristian og jeg så en fremragende dokumentar om unschooling for et par dage siden. Jeg tænker, at den kan inspirere alle – også forældre som ikke er interesserede i at hjemmeskole, men som gerne vil være nærværende og have inspiration til givende samvær med deres børn. Den skriver jeg om herinde en dag.
10 comments
Jeg falder over ordet selvrealisation. Står det i modsætning til børn ude, kontra børn hjemme? Selvrealiserer man ikke, hvis de er hjemme?
(Er det skriverierne, du tænker på?)
Ja, ja – jeg mener skriverierne. Den del af mig, som er svær at leve ud, mens jeg er sammen med dem. ikke umulig, men knap så tilgængelig. Men jeg er helt okay med det efterhånden. Jeg er ved at indse, at jeg kan når rigtig meget på kort tid, når jeg samtidig har det godt, og føler, at mit liv er meningsfuldt. Og det med at skrive mega meget, det kan jeg gøre en anden gang, senere i livet.
Re skriverierne: gør som jeg og skriv digte. Tager meget mindre tid. Jeg skriver dem med børnene om benene. Det fungerer fint! Og en dag kan jeg skrive noget igen, der tager længere tid, men ikke lige nu.
Digte er gode, men kan nu også tage lang tid, hvis de skal være virkelig gode, synes jeg? Men det er heller ikke helt nok: Jeg vil ikke opgive min blog og heller ikke kronikker eller de vigtigste artikler. Heldigvis er jeg udpræget b-menneske, så jeg arbejder, når familien sover. Og jeg er helt enig: En dag kan man skrive længere igen, men ikke lige nu. Derfor er min roman er lagt langt væk. Det kunne jeg åbenbart godt finde ud af. (du skriver dejligt, for øvrigt. Var lige forbi din blog)
> Tak 🙂
Og ja, digte tager da også tid! Men de kan sagtens komme hurtigere – pludselig er der en linie, der passer, og så stormer jeg hen og skriver den ned et sted. På den måde kan jeg sagtens nå at få skrevet noget på en almindelig, travl lørdag, også uden egentlig at føle, at jeg har bevidstheden to steder. Held & lykke med det hele, det bliver spændende at følge.
Ja, helt bestemt. Den følelse kender jeg godt, og den er vidunderlig. Men for lige at dykke ned i mine bevæggrunde, i et forsøg på at forklare mig: Jeg har nogle budskaber, som jeg meget gerne vil ud med, tildels fordi jeg kan se, at der er en spirende interesse for netop det, som blandt andre jeg har på hjerte. Mine budskaber kan formidles vævende og poetisk i et digt eller en meget kort tekst, men for virkelig at komme i dybden; for virkelig at viderebringe mine overvejelser, bevæggrunde og handlemønstre, er jeg nødt til at bruge flere ord. Som jeg også skrev til kommentaren før din, så kan jeg mærke, at jeg efterhånden finder en vej, hvor jeg kan være i begge dele (familien og ordene) uden at miste balancen. Tak for at du læser med – jeg vil også læse med på din blog nu.
Jeg synes, den fineste essens i det hele, er, at I tager ejerskab over jeres liv og følger en ikke-asfalteret vej i et nyt stisystem i stedet for bare at følge hovedvejen. Det nemmeste er at gøre, hvad der bliver forventet af os og så brokke os over forholdene. Det kræver meget mere vågenhed, styrke og kærlighed at forsøge at ændre forholdene ved at integrere den forandring i vores hverdagsliv og verden, som vi ønsker at se. Det er meget nemmere at brokke os i skråsikkerhed og stilstand i teoriernes verden end at bevæge os i virkeligheden på ben, der både føles sikre og usikre.
Tak. Bare tak. Det var virkelig dejligt at læse.
Tillykke med jeres beslutning! Jeg tager virkelig hatten af for det I gør. Når du skriver om det, lyder det så rigtigt og godt. Jeg ville ikke kunne gøre det, min stress har stadig for meget brug for ro fra at være på hele tiden. Men når jeg læser om unschooling, får jeg lidt mere ro i maven over alt det Victor lærer om sejlads mm når han i kortere eller længere perioder ikke er i skole. Skolen er helt sikkert ikke enig, men det er jo så heller ikke deres barn 😉
Nej, det er ikke deres barn, og hvem er “skolen”, og hvad er “skolens” intentioner? Hvor mange lærere ville egentlig ønske den model for deres egne børn, hvis de virkelig mærkede efter. Hvor mange mennesker, hvis de skrællede de mange lag frygt, konformitet og magelighed af sig, ville ikke hellere have, at deres søn var brændende passioneret omkring sejlads, og fordybede sig i det, så han måske rent faktisk lærte noget om at lære – og lærte noget i det hele taget 😉