Tiden er vores mest dyrebare ressource. Jeg håber, jeg nyder den

Okay, nu skriver jeg bare. Ud i ét. For mit hjerte værker lidt i dette øjeblik; der er en tyngde i brystet, en varm, knugende følelse bagved. Sådan får jeg det med mellemrum, når jeg ser babyer i film, på billeder, eller i andre menneskers arme – og det er præcis, hvad jeg lige har set; en baby. En smuk, rundhovedet baby med store, brune øjne, som sad ved sin mor med hovedet mod hendes skulder, og så frem for sig. Og det stak i mit hjerte, fordi min baby ikke er lille længere. Fordi den tid er forbi, og den kommer aldrig igen. Nød jeg det, da mine børn var så små? Nød jeg det nok? Gjorde jeg mit bedste? Var jeg så kærlig, som jeg håber? Så tålmodig, nærværende? Jeg får aldrig en baby igen, det er ikke mit ønske. Nej, jeg ønsker at være i dette liv med mine fire børn og se dem vokse op, og jeg ønsker at være med dem hele vejen. Pointen er, at jeg også indimellem ønsker, at de skal blive store hurtigt. At tiden skal flyve, netop som den jo gør – men måske med endnu højere hast. Jeg længes nogle dage efter friheden til at gå udenfor i en time eller to og vide at børnene er med, og hvis ikke de gider grave porrer op, så kan de selv finde på noget andet at lave. Da vi i går gik udenfor alle sammen for at fjerne sten fra vores nye græsplæne og grave porrer op fra marken, græd Juno næsten uafbrudt. Hun var ikke tilfreds, medmindre hun sad på min arm. Eller til nød på Kristians. Hun lænede sig op af mine ben, råbte vredt, og satte sig i mudderet (det er fint, det må hun meget gerne) – mens hun skreg. Sandheden er nok, at hun er vant til at blive båret ret meget rundt, vant til uendeligt mange arme og varme læber, konstant opmærksomhed og eftergivende søskende og forældre. Og det er godt; det er alt det, jeg ikke kommer til at fortryde, for det er alt det, jeg sidder og håber, at hun og de andre også har fået, lige siden de var lige så små som den baby, jeg netop så ved sin mor.

Indimellem længes jeg med andre ord efter den tid, der kommer, samtidig med at jeg godt ved, at når Juno er større og mere robust, så er de andre jo også ældre. Når hun er tre, er de syv og ti år. Så er en tid med dem forbi, og den kommer aldrig igen. Jeg vil suge alt ud af de børn, de er lige nu, og det gør jeg jo ikke, hvis jeg går, og skuer frem i stedet for at være her. Det er en balancegang, og jeg er ikke sikker på, at man nogensinde kommer til at mestre den fuldstændig: Balancen mellem at tillade sig selv at ønske nogle ting lettere og samtidig nyde det, der er lige nu. For selvom jeg er sådan én, som nyder, når min familie er på skiferie en uge (timerne flyver, når jeg er for mig selv), så ved jeg godt, at når jeg pludselig har hver eftermiddag og aften uden børnene, så vil jeg fortryde, hvis ikke jeg nyder hver dag med dem nu. Så selvom jeg indimellem kan sukke efter mere tid for mig selv, så forstår jeg også efterhånden, at jeg en gang vil se tilbage på årene nu og mærke – fuldkommen klart, som solen i øjnene – at der var en enorm tryghed, en uendeligt stor beroligelse, i at have dem så tæt på. I samme seng, samme hus, på samme ø. Når de en dag er spredt for alle vinde; måske i hver sin del af verden, vil mit hjerte unægteligt længes efter dage som denne med alle fire børn omkring mig, altid med mit navn på deres læber, altid tæt ind til mig natten lang.

På dage som denne, i hvert fald lige nu i dette moment, hvor mit hjerte kalder på ro og bekræftelse, kan jeg få lyst til at flytte langt ud i den svenske skov med min familie. Eller op i de norske fjelde. Eller ind i det New Zealandsk vilde. Med det mål at dedikere mig til “os” og til naturen, til vores egen måde at lære på (qua mit indlæg om skolen og alt det, jeg tror, vi kan gøre bedre end nu) i vores eget tempo, med egne afgrøder, egen tid. Der ligger en bog ved min side her på bordet; Kristian fik den i fødselsdagsgave af min mor. Den hedder “Naturlig Gødning i Haven“, og den er smuk (og svensk), og han har allerede læst en del i den, siden han modtog pakken i går. Billederne er eventyrlige, emnet uundgåeligt, og den handler om fremtiden, tror jeg: Om en tid hvor vi skal tilbage til os selv. Mærke jorden under neglene, være i livet, være i nuet. Behandle os selv, hinanden og planeten med respekt og indføling. Så er det, jeg tænker på Niki Boons helt, helt utroligt levende, forførende og inspirerende billeder af hendes fire børns opvækst i New Zealand. Deres teknologifrie barndom. Børnene med dyrene; i naturen; med arbejdet; midt i friheden. Det kræver så meget mod at gøre det. Og det kræver en dedikation til familielivet og det alene, som jeg ikke selv besidder – endnu, i hvert fald. (Man kan se mange af hendes billeder på hendes website og facebook og i artikler som denne kan man se nogle af dem sammen med hendes egne ord, som giver en helt masse ekstra oveni.)

I går eftermiddag spildte jeg vand på min trøje, så det lignende, at jeg var ammende, og at der løb mælk gennem trøjen. Kristian løftede et øjenbryn og grinede, og jeg kom til at tænke på, at det er mere nærliggende for mig, at skulle tænke på, at mine børn nærmer sig alderen, hvor de flytter hjemmefra, end det er at forestille mig, at jeg skulle være gravid igen. Jeg er så færdig med den tid, på alle plan, at det er fremmed, næsten uigenkaldeligt. Og så alligevel sidder jeg her med den der klump i brystet over en lille baby ved sin mor. Ikke fordi jeg ønsker mig én til, men fordi jeg håber, jeg har gjort det godt nok. Nydt det nok. Og så er det, jeg ved, at selvom det kræver noget af mig, så bliver det aldrig forkert, at vi er sammen med vores børn så meget som muligt, og at vi hele tiden øver os i at blive mere nærværende, oprigtige, fokuserede. Det er en livslang øvelse, uden tvivl.