Vi holdt vores morgensamling i går, og det var godt. Vi snakkede og sang, og jeg foreslog ud af det blå, at vi skulle gå til Ærøskøbing samme morgen: Følge kysten de knap 9 kilometer, så købe en is og tage bussen hjem. Da jeg havde sagt det, lød det så rigtigt, at jeg besluttede, at det var det, vi ville gøre. Og Kristian var enig.
Børnene sagde os ikke imod. Faktisk gik de igang med at gøre klar med det samme.
Vi smurte en madpakke, skrællede gulerødder, pakkede en pose skiftetøj og en masse vandflasker. Juno blev sat i barnevognen, alle andre tog deres bedste fodtøj på. Og så gik vi. Skridt for skridt. Først forbi naboer, køer og får. Så langs marker med havet som ledetråd. Indimellem blev én af de mellemste træt i benene, men det var ikke noget, som en sang ikke kunne klare.
12 comments
Kære Maj My,
Jeg er – efter at have læst din kronik i Information den anden dag – begyndt at følge din blog. Jeg har taget mig selv i at læse på den flere timer om dagen.
Jeg har selv lige været på udveksling i New York i fem måneder, og da jeg kom hjem fra mit eventyr, gik jeg 350 km på Hærvejen med min gode veninde. Både mit ophold i New York, og min 14 dages vandretur har sat noget i gang i mig, og jeg føler at din blog sætter ord på mange af de tanker jeg gør mig omkring mit eget liv for tiden. Selvom jeg er 24 år, single og bor i København, giver det vildt god mening for mig, når du skriver om at leve det beviste, nærværende og rolige liv.
Tak!
Kærlig hilsen
Helle
Kære Helle,
mange tak for din kommentar. Og: Selvom du er 24 år, single og bor i København er der alt mulig god grund til at vælge livet til og leve det med åbne øjne.
Det lyder som en helt fantastisk gåtur og vildt spændende at de går så meget op i 2. Verdenskrig – det glæder jeg mig til at læse mere om.
Jeg havde engang tanker om at rejse med mine børn når de var større, sådan for alvor rejse og se nogle af de steder jeg har læst så meget om. Men som det er nu holder jeg mig til at tænke en uge frem ad gangen.
Jeg anskaffede os en hund, Izzy ulvepige, som en større til os i sorgen og som en motivator til at jeg kommer mere ud hver dag. Det virker, for Izzy er en islandsk fårehund, som trives bedst med at blive både gået meget med og trænet meget med.
Udover det, så går jeg med mit kamera og med min præst og alene og med ungerne. Mine gåture er en form for terapi (ud af mange Jeg benytter) for mig.
En uge frem af gangen er nok i virkeligheden den mest nærværende måde at leve på. Og det, I er ude på, er også en rejse. En rejse hvor I går – gennem livet, sammen. Jeg synes, jeres sorgproces lyder så rigtig og meningsfuld og helt igennem som jeres og ingen andres.
Kære May My, tusind tak for at dele dine tanker og dit/jeres liv. Din evne til at sætte det mindste ind i det store perspektiv, gøre det almindelige ualmindelig smukt, er beundringsværdigt og inspirerende.
Selv får jeg vandret langt mindre end jeg jeg gerne ville. Til gengæld vandrer min tanker vidt omkring og ofte støder de på små bump ja enddog klippefremspring, som ved første tanke, kan synes umulige at forcere. Men så er det de mødes med andre tanker som dem du deler, og tilbage er inspiration, lyst og mod til at tage springet – og gå endnu længere. Tak for turen indtil nu Maj My – jeg vandrer med dig et stykke endnu 🙂
Kære Maya – jeg er glad for at have dig med på min vandring. Livet er fuldt af muligheder, og når vi mærker efter, er vi altid lige der, hvor vi skal være. Tak for din dejlige kommentar.
Vi går tit og ofte- især inspireret af en meget aktiv farmor. Nogle gange i vores lokale plantage, på stranden eller hér på vores ferie- barfodede på bløde norske klipper, med madpakker og bølgebrus for enden. Turene er ofte om formiddagen, og når vi kommer hjem er alle fyldt op med god energi. Jeg tilskriver det bl.a vi voksnes nærvær, når vi er på tur. Her er vi virkelig sammen, og vi følges i det vi gør.
Jeg har otte ugers ferie med mine unger på 8 & 5. Tre af dem med min mand, og resten af tiden er vi bare os. Vi nyder det!
Jeg ville så gerne kunne lade det vare ved og ikke vende tilbage til skole, job og børnehave midt august. Der er dog noget økonomi, der skal hænge sammen, men pønser kraftigt på, at jeg i min kommende barsel, kan tage ‘orlov’ fra institutionslivet, og se om det der hjemmeliv ikke kan blive mere permanent.
Tak for fine inspirerende ord. De rør ved noget.
Kære Maria, det lyder som et skønt liv, det du beskriver. Ikke mindst jeres sommer. Måske du under din barsel bliver opmærksom på nogle knapper, som I kan justere på, så din drøm om hjemmelivet kan blive muligt. Og hvis ikke så er der heldigvis mange måder at bøje normen på uden at træde helt ud af den 🙂
Dejligt med gåtur 🙂
Jeg nød også din artikel i Information – begge to, og håber på flere. Jeg går hjemme med mine to på 3 og 1.5 – gang i den ❤
Ja, gang i den. Og tak <3
Jeg har lovet mig selv at jeg skal have love at gå Caminoen (den ægte lange version) inden jeg bliver 40. Helt alene!
Da det kræver 30-40 dage skal børnene bare lige blive lidt ældre så jeg kan tillade mig at tage væk så længe.
Fysisk aktivitet er den mest fantastiske “udrensning” 🙂
Uh, det lyder skønt. Jeg glæder mig på dine vegne. Der er jo ikke SÅ lang tid til.. 🙂