Vi kan lære hende alt i hele verden. Vi kan lære hende, at det er vigtigt, at hun får gode karakterer i skolen. At det siger noget om, hvilket menneske hun er. Vi kan lære hende, at livet handler om at løbe stærkt – ligesom alle de andre. “Man skal følge med.” Vi kan sagtens lære hende, at hun ikke er god nok, medmindre hun er bedst; den følelse ligger lige under overfladen i ethvert menneske, hvis omgivelser er præget af konkurrence. Vi kan lære hende, at det vigtigste er, hvad andre tænker om hende, og ikke hvad hun tænker selv.
Jeg selv lærte alle de ting uden problemer. Det skete gradvist, næsten skjult, i børnehaven, skolen, relationerne, onkler og tanter som spurgte til karakterer men aldrig til noget andet. Det skete, fordi det er, hvad samfundet er bygget op omkring: Ukritisk jagt efter mere. Mere hvad? Glæde og mening? Nej. “Vækst”.
Den anden dag var vi alle sammen udenfor, og Juno havde trukket sin lille dukkevogn med ud over dørtrinnet, og stod nu i solen, og kiggede på os andre, som sad på græsset. Der ville hun også hen, men vognen var for tung, og den væltede flere gange, når hun prøvede at skubbe den op på græsset. Jeg bed mig selv i læben for ikke at løfte den for hende, det ville ikke tage mig andet end et par sekunder. Til sidst tog hun dukken op, og bar den ved sit bryst med den ene arm, mens hun skubbede vognen frem med den anden. Og det lykkedes. Hun lagde dukken ned igen, og trak dynen op over den lille krop. Vi smilede alle sammen, og sagde: “du fik vognen op!”
Hun har lært omsorg, tænkte jeg, da jeg så hende passe så godt på sin dukke. Hun har lært, at hun kan, hvis hun gør sig umage. Og jeg blev så glad. Jeg bliver så glad, når mine børn siger, at de er blevet gode til noget, fordi de har øvet sig. Man kan lære det meste, hvis man tager sig tid. Man skal øve sig i det, man brænder for og ikke det, samfundet siger, er vigtigt.
Lille Juno på 16 måneder kysser sine søskende godnat, og hun råber “Neeeeej!”, hvis de driller hende. Tænk hvor hurtigt det går.
Hvordan får vi lært hende, at det, der betyder noget, er alle de kvaliteter, som verden synes at have glemt? Samvær, fællesskab, kærlighed, omsorg. God mad, god tid, gode venner. Bøger, samtaler, musik, dans, dage ved vandet. Vi bliver glade af at hjælpe hinanden. Vi bliver lykkelige af at være en del af noget, som gør en forskel i verden. Vi vil alle sammen bare gøre vores bedste. Vi vil alle sammen passe ind, og anerkendes. Jeg har higet efter ros og skulderklap hele mit liv. Please, sig at jeg er god. Please, fortæl mig at jeg er blandt det bedste. Og hver gang det lykkedes, varede glæden et øjeblik. Jeg vil lære hende, at hun er god, som hun er. Uanset om andre synes det eller ej.
Vi bliver glade af at gøre en forskel i verden. Lykkelige af at have nogen, som vi hører sammen med.
Jeg kan lære hende det ved selv at være det. Ved at sætte de ting øverste i mit eget liv og i min tilgang til hende.
Hver dag starter jeg næsten forfra. Jeg siger ting, som taler imod det, jeg tror på. Fordi det er så dybt funderet i mig. Men jeg bliver mere og mere sikker. Lige så stille lagrer det sig i min DNA, at der er mange mange måder at være klog på. Jeg forstår, at mine børns lykke eller succes ikke er afhængig af, hvornår de lærer at læse. Jeg begynder at kunne huske fra dag til dag, at jeg ikke mangler noget, selvom jeg ikke har købt tøj i nogle måneder, selvom vi ikke har været på en lang, eksotisk rejse i flere år. Livet er en rejse i lys og mørke, min børn skal vide at livet i sig selv er den største gave og den største udfordring. De skal se mig tage ansvar, se mig turde. De skal observere mod og kærlighed i den måde jeg lever mit liv.
Jeg så denne her den anden dag. Den er ret fin. Ikke perfekt, men inspirerende. Og sådan er det bedste som regel, synes jeg: Ikke perfekt, men med håb og mod til at sige fra og drømme om noget bedre.
Hvad har I med fra jeres egen opvækst, som I prøver at erstatte med noget andet? Hvad er jeres højeste ønske for jeres børn? Hvad drømmer I om, at de bliver mødt af, når de bevæger sig ud i verden, og hvordan skal I møde den?
4 comments
Det her indlæg satte sig lige der, hvor det skal, i mig.
Jeg har en datter på snart to, og på godt og knap så godt er hun som snydt ud af næsen på mig.
Jeg har lært, fra alle mulige, at det er godt at være ordentlig. At rydde pænt op, at kunne tale tydeligt og rigtigt, ikke at larme for meget og at være opmærksom på andre hele tiden.
Og jeg er så pavestolt af min pige, som er så omsorgsfuld og hjælpsom, men hold nu kæft hvor ville det også være fedt, hvis hun bare slog sig løs nogen gange. ☺ Hvis hun bare kunne gakke lidt ud, tonse og slå sig, og lære af det. Hvis hun nu, bare nogen gange, kastede sig på hovedet ud i noget, i stedet for at være forsigtig. Så det vil jeg øve mig i, selv at gøre, og så håber jeg at det smitter.
Måske lærer hun det, når du gør 🙂 Men vi skal også have lov til at være forskellige. Verden er afhængig af forskellighed. Hvis alle var skarnsunger som mine eller forsigtige som din datter, ville der aldrig være udvikling. Men jeg kan gørelæse, hvad du mener, og jeg er enig med dig i, at når hun ser sin mor være mere fri, så bliver hun det også.
Jeg har nok altid troet at jeg kun var god nok/ værd at elske hvis jeg var sød, rar, god, pligtopfyldende m.m.
Jeg vil selvfølgelig gerne at mine børn lærer at de er gode nok i sig selv, at det er okay at fejle m.m. Men jeg har helt sikkert allerede påvirket dem i den forkerte retning, fordi jeg så sent i livet erkendte at jeg er god nok om jeg er. Så i deres første år har de jo været vidne til en mor der nærmest ikke kunne være i sig selv når jeg følte jeg fejlede/ følte mig utilstrækkelig m.m. Og børn tager jo først og fremmest det til dem som vi gør ikke det vi siger. De sidste år har jeg haft bedre selvværd og kan smile, sige pyt eller lignende når der er noget jeg ikke kan, kom til at gøre forkert m.m. Og jeg håber det kan rette lidt op på det.
Og så har jeg pga. min far sjældent havde tid til os, men gav mig nærmest alt hvad jeg pegede på af materielle goder gået lidt i den anden grøft- hvor materielle goder ikke er noget jeg går op i -men tid med mine børn altid har været en prioritet.
Jeg har fra vores mange korrespondancer herinde et tydeligt billede af en kvinde, som både kender sig selv og sin familie, og som prioriterer begge dele. Ingen er perfekte, og vi skal alle lære løbende. Dine børn har set deres mor udvikle sig, og det i sig selv tror jeg, er en stor værdi – også selvom du har været usikker i nogle år af deres liv.