Vores familieseng

Jeg tror egentlig, jeg havde regnet med, at mit første barn skulle sove i en tremmeseng på soveværelset, da vi havde ham med hjem fra Hvidovre. Og jeg er egentlig i tvivl, om jeg havde overvejet, at der var andre muligheder. På det tidspunkt kendte jeg ingen andre, der havde børn. Og da slet ingen som havde børn, der græd hele tiden. Men det gjorde Storm. Altså græd uafbrudt de første mange uger. “Nej, nu kan vi ikke finde på mere at gøre”, konstaterede jordemoderen på barselsgangen den første nat. Da var han knap et døgn, og havde skreget i timevis. De havde givet ham erstatning på kop, og haft ham inde på vagtstuen, så jeg kunne sove, men jeg lå i min seng, og var ved at blive opløst. Efter en time gik jeg derinde, ligbleg og i en giga frottéskjorte, og trak af sted med plastikkrybben og den grædende nyfødte på min arm. Hvis han skulle græde, skulle det være på min krop.

Jeg var også helt ny, og måske lige så uforberedt som barnet. Jeg havde ingen nybagte mødre tæt på, og havde ikke tænkt over, hvordan det skulle foregå, det der moderskab. Jeg havde ikke hørt om smertefri fødsel eller været bekendt med, at man kunne føde hjemme. Jeg vidste ikke, at man kunne få bæreseler og vikler eller amme i mega lang tid eller det modsatte. Jeg anede ikke, at man kunne sove sammen med sine børn eller i hvert sit rum, og at forældre gjorde både det ene og det andet. Jeg havde derimod puffet til det lille liv i min mave, hver gang han lå stille derinde de foregående ni måneder, fordi jeg var bange for døden. Min far var død, mens jeg var gravid, og min bror var syg af kræft.

Jeg lærte hurtigt en del ting, og vigtigst af alt begyndte jeg at mærke efter: Hvis hverken jordemødrene, sundhedsplejersken eller min egen læge kunne fortælle mig, hvorfor det lille menneske græd så meget, måtte jeg finde min egen vej. Jeg tænkte, hev mig i håret, og googlede løs, og endte på onlineforumet Slyngebarn, hvor en masse erfarne mødre fortalte mig, at det måske ville hjælpe at sætte ham i en strækvikle – og tage ham til kiropraktor. De forklarede, at mange af dem også havde haft babyer, som græd meget, og bekræftede, at det var benhårdt. De fortalte, at de havde haft lyst til at forsvinde, løbe langt væk, fordi de havde følt sig afmægtige. Og så skrev de, igen og igen, at det ville blive bedre.

Og det gjorde det. Det blev bedre. Storm blev glad, og jeg blev klogere. Jeg fandt efterhånden ind til min egen visdom; min måde at være mor på, og når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at jeg var famlende og hudløs dengang. Endnu mere end nu. Jeg bevægede mig i en tåge, og der var meget, jeg kunne have gjort bedre. Når jeg tænker tilbage ved jeg, at jeg gjorde mit bedste, heldigvis. Det gjorde jeg virkelig. Ligesom jeg gør nu, hvor jeg efterhånden har lært, at jeg ikke ved alt, og aldrig kommer til det. Den bedste mor jeg kan være, er mig selv.

Storm røg over i vores seng, og blev der, og selvom det alene ikke stoppede gråden, føltes det rigtigt. Da vi fik vores tvillinger tre og et halvt år senere, havde vi to slyngevugger klar – og en stor seng. Dengang havde vi et soveværelse, hvor tre boxmadrasser passede perfekt imellem væggene, så ingen kunne trille ud til siden, og alle kunne være der (næsten) komfortabelt. Familien er vokset siden da; hver enkelt af os er blevet større (yes, også de voksne), og der er kommet én til. Nu har vi en seng, som består af fem madrasser, surret sammen og overstrøet med lækre, bløde topmadrasser, som næsten udvisker rillerne i de mange mellemled.

Vi sover der alle sammen hver nat, og det er godt. Hyggeligt, trygt og rart. Ganske enkelt fordi det er, hvad vores børn udtrykker behov for. De bliver puttet på deres børneværelse (hvor de har tre senge ved siden af hinanden), men inden Kristian og jeg når i seng om aftenen (ahem, natten), ligger de alle fire på rad og række i familiesengen, og tager imod os med hoveder i fodenden, ben på tværs og mumlen i søvne.

Hvis vores børn helst ville sove på deres eget værelse, tror jeg ikke, vi var kommet i tanke om, at man kunne gøre det anderledes. Men, de har vist os en anden vej, og vi ved, at en dag kommer selvstændigheden, og trækker i dem fra et andet sted. Pludselig gider de ikke nusses i håret, krammes helt tæt, kysses i søvne eller ligge i ske med os, og derfor har vi lavet en familieseng til os alle sammen. Og den er eddermame stor.